Nicole Atkins, 2008

Neptune City lyder lidt drømmeagtigt og nærmest mytisk. Måske endda eventyrligt. Men sangeren Nicole Atkins, der er det seneste stjerneskud fra byen i New Jersey, borer en pæl direkte gennem hjertet på den hypotese. Hendes barndomsby er et hul i jorden fyldt op med skæve eksistenser og tabere i livets store lykkehjul. Den er ikke indhyllet i noget glamourøst skær, selv om selveste Jack Nicholson voksede op i samme by. Snarere et tykt lag af tristesse og havgus fra Atlanterhavet.

- Det er ikke engang en by efter amerikansk målestok. Altså, det er kun en "town" og ikke en "city", fortæller 29-årige Nicole Atkins overbærende.

Hun tæller imaginært antallet af unge mennesker, hun kender i byen og stopper, inden hun når 10. Derfor er hun nærmest målløs over antallet af unge mennesker, der vader forbi under interviewet midt i Roskilde Festivalens berusende, hektiske miljø.

- Lige pludselig slår det mig, hvor lang tid siden det er, jeg har set så meget liv på én gang. Altså lige bortset fra under mine koncerter, understreger hun.

Hendes fiktive verden

Beskrivelsen af Neptune City fortsætter som et anklageskrift uden formildende omstændigheder.

- Det er som om, den stoppede med at udvikle sig i 1970'erne. Det er stadig gamle, faldefærdige italienske huse og de samme snoldede restauranter, fortæller Nicole Atkins, der selv stammer fra Sicilien og tror, at den italienske tilstedeværelse er årsagen til, at familien netop bosatte sig dér.

Indbyggere kalder hun et sammenstød mellem mellemklassen og ghettoen. Den nedre mellemklasse forstås.

- Jeg plejer at sige, at Neptune City er stedet hvor "The debris meets the sea" - hvor affaldet møder havet. En stemning og kulisse, der passer fint til mine film noir-agtige sange om en ung pige fra en semi-immigrantfamilie. En pige, der føler sig som en outsider omgivet af mere eller mindre sørgelige skæbner, forklarer hun.

Derfor forsøger hun på en eller anden måde at gøre byen til sin egen Pans Labyrint, lige som pige Ofelia gjorde i Guillermo del Toros fabel.

- Når man dagdrømmer eller skaber sin egen fiktive verden, er det lettere at undslippe al den "shittiness" og undgå at se realiteterne i øjnene. Men retfærdigvis er jeg blevet mere stolt af at komme fra byen på det seneste. Eller i hvert fald mere afklaret, understreger hun.

Onklens bizarre død

En enkelt begivenhed har betydet mere for byen og Nicoles familie end nogen anden. Hendes onkels tragiske dødsfald, da hun blot var to år, er én af den slags ulykker, der laves film om. Og sange.

- Selv om jeg kun var to år dengang, har det præget mit og min families liv i uhørt grad. Jeg er ikke sikker på, at mine bedsteforældre og forældre nogensinde har været rigtig glade. Glade måske, men aldrig gennemgående lykkelige, fortæller hun med et trist udtryk.

Efter at have vævet lidt frem og tilbage, erkender hun, at hun bliver nødt til at skildre den fatale hændelse endnu en gang.

- Det var en gocart-ulykke. En rigtig freak accident. Min onkel var kun 13 år og kørte rundt på en byggeplads, hvor ejeren kom og pudsede sin hund på ham. Min onkel kørte direkte ind i en jernpæl med hovedet og døde. Forfærdeligt. Så sent som for et par uger siden sad jeg i en taxi, hvor chaufføren spurgte, hvor jeg kom fra. Da jeg sagde Neptune City, konstaterede han, at det var dér, ham drengen engang døde i en gocart-ulykke. Jeg tænkte bare "waaauw", hvor er det syret, at den historie lever 26 år senere, siger hun undrende.

Live i Letterman

Hendes første guitar var faktisk hendes onkels. Den havde samlet støv i mange år i hendes mors skab, da ingen andre havde nænnet at spille på den.

- Faktisk er der heller ingen andre musikere i familien. Så på en måde samlede jeg tråden op, hvor han tabte den. Jeg fandt også hans gamle cowboyhat, hvorved jeg på en måde nærmest tog hans identitet til mig. Derfor er albummet delvist tilegnet ham, forklarer hun.

Selv om historien sagtens kunne bruges i reklameøjemed, har hun aldrig benyttet sig af den. Hun har mere troet på effekten af intenst knokleri og en smule af det held, der skaber amerikanske drømme.

- Det har betydet meget, at jeg optrådte i David Lettermans show den dag, "Neptune City" udkom. Men han skyldte mig efterhånden også en tjeneste, fordi vi har spurgt så mange gange. Jeg kan godt mærke, at vi efterfølgende har spillet flere koncerter for flere mennesker end mine venner i andre bands. Men igen, hvis ikke jeg og mit band The Sea var gode nok, så havde vi heller aldrig fået lov at spille i primetime, konkluderer Nicole Atkins.

Synger som Morrison

Det har også taget en del år for hende at finde sin stil, sit band og sine sange.

- For fem år siden kunne jeg ikke skrive sange, jeg selv gad at lytte til. Da jeg begyndte at eksperimentere med country og mere 60'er-inspireret psykedelisk rock ramte jeg plet og tænke "fuck yeah! Endelig". Resultatet gør mig virkelig stolt, og efter at have hørt mig selv synge på "Neptune City" føler jeg mig langt mere modig. Jeg lyder sgu helt voksen nu, udbryder hun næsten forbløffet og sender et smil, der kunne lyse hele Neptune City op i dagevis.
Hendes stemme er heller ikke blevet forbigået hos anmelderne, der har sammenlignet hende med alt fra 60'ernes store sangdivaer til Roy Orbison.

For nylig fik hun dog det største kompliment nogensinde.

- Der var én, der sammenlignede min stemme med Jim Morrisons. De fleste kvinder ville sikkert tænke "hvad for noget?" Jeg tænke bare "fucking yeah!" Den måde han bruger sin stemme på har altid influeret mig voldsomt. Tænkt at synge som ham i The Doors, ler Nicole Atkins og sætter solbrillerne på plads under det tjavsede pandehår.

Medier

Nicole Atkins-pdf

Kategorier