Muse, 2012

Pr-foto Warner
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Muse tæt på afgrunden

Det engelske band Muse har stille og roligt sneget sig helt op i toppen af det britiske musikhierarki. Trioen stod bag den officielle OL-sang ”Survival” og udsender mandag 1. oktober albummet ”The 2nd Law”, der er et mørkt album om verdens undergang
 
Nordsjællandske Kokkedal Slots kridhvide mure og blankpolerede marmorgulve står i skarp kontrast til de skræmmende, sortsynede billeder, bandet Muse skaber på sit sjette album "The 2nd Law".
 
Et udspil, der blandt andet udspyr en nådesløs kritik af det sygelige, verdensomspændende fokus på endeløs fremgang uden tanke på, hvilke konsekvenser denne galskab kan resultere i.
 
- Vi så et program på BBC, hvor nogle økonomer talte om "termodynamikkens 2. lov" i forhold til økonomisk vækst. I bund og grund handlede det om, at en økonomi baseret på endeløs vækst er uholdbar. På et eller andet tidspunkt vælter læsset. Alle lader til at være så opslugte af vækst, at de glemmer, at vi måske snart ryger ud over afgrunden og ser den globale økonomi kollapse, hvilket i et eller andet omfang resulterer i civilisationens undergang, fortæller Christopher Wolstenholme, der sammen med barndomsvennerne Matthew Bellamy og Dominic Howard stiftede Muse i 1994.
 
Han erkender, at bandet med den specielle albumtitel næsten tigger om at komme ud på dybt vand, når de skal forklare dens betydning. Derfor har han læst på lektien og opfundet sin helt egen simple forklaring for at simplificere essensen af problematikken.
 
- Forestil dig, at man åbnede den første bank i verden, hvor to mand hver putter 10 kroner ind på en konto. Efter et år hæver de hver 12 kroner. Hvor kommer de sidste fire kroner fra? De kommer ud af ingenting, hvilket skaber en ubalance i systemet. Forestil dig så, hvordan resultatet bliver med de uhyrlige fiktive værdier, der genereres i dag. Som jeg ser det, kan det ikke undgås, at hele systemet på et tidspunkt kollapser. Måske ville det også være det bedste, så vi kunne starte på en frisk, spekulerer Christopher Wolstenholme, mens han skuer ud over de omkringliggende golfbaner og de mange luksusbiler på den nærliggende parkeringsplads.
 
Voldtægt og plyndring
 
Det er ikke tilfældigt, at albummet flyder over med negativt ladede ord og trøstesløse metaforer som: "en overfyldt planet", "mørket kommer", "find en flugtvej", "energien slipper op" samt "det vil ødelægge dig". Christopher Wolstenholme er da også sikker på, at enden er nær.
 
- Det er uundgåeligt, er det ikke? Vi har voldtaget og udpint denne planet i en del år efterhånden, og hele kernen i termodynamikkens anden lov er, at ved enhver overførsel af energi, går der noget tabt. Så på et eller andet tidspunkt er der ikke andet tilbage end kaos. Det kan man overføre til ufatteligt mange aspekter i livet, og derfor bør det ikke kun forbindes med jordens undergang. Det kan også være et forholds endeligt eller det enkelte menneskes død, der refereres til, forklarer Christopher Wolstenholme.
 
Han kan sagtens se det paradoksale i, at Muse skriver sange om en overfyldt planet, når han selv har seks børn, der alle lever et liv uden nogen materielle mangler.
 
- Jeg bærer helt sikkert min del af skylden for, at vi nærmer os afgrunden. Men det er jo altid lettere at pege fingre ad alle de andre, der kører i store biler, smider affald på gaden og kyler plastik ud i lange baner. Alle på den her planet er skyldige i anklagerne alene ved at være i live. Men jo, det er uendeligt hyklerisk at kritisere overforbruget, når man selv er en del af det. Men det er også en del af kampen for os som band og mig personligt som musiker. Vi vil gerne have alle goderne og samtidig prædike om, hvad alle andre ikke må få og gøre. Du skal sortere dit affald, mens jeg glemmer at slukke lyset om aftenen. Det er en evig balancegang, konstaterer Christopher Wolstenholme.
 
Når lortet ramler
 
Netop det, at en sang både kan handle om et forlist forhold og en verden på randen af kaos, er en af Muses forcer.
 
- Matthew er suveræn til at bruge sine personlige refleksioner til at beskrive noget mere almengyldigt. Han har aldrig været den type sangskriver, der fortæller en ligefrem og letforståelig historie. Han dyrker det kryptiske og har samtidig en unik evne til at gøre det meningsfuldt, roser Christopher Wolstenholme.
 
Til trods for snakken om tekster, er det melodiernes udformning, der har den altafgørende betydning for sangenes udformning.
 
- På ingen af vores seks albummer har vi sat os ned og besluttet på forhånd, hvilken type plader, der skulle være tale om, eller hvad teksterne burde handle om. Vi er ganske enkelt ikke den type band. Det, der typisk sker, er, at hver især medbringer en solid bunke idéer, der alle sammen får deres chance. Vi spiller alt igennem og lytter efter, hvad der kan arbejdes videre med. Derefter finder der en naturlig progression sted, hvor en sang enten falder til gulvet med et brag eller løfter sig fra at være en tilsyneladende simpel idé til det bedste nummer på hele pladen, forklarer Christopher Wolstenholme.
 
Det var først, da flertallet af sangene til "The 2nd Law" begyndte at falde på plads sent i indspilningsforløbet, at medlemmerne forstod, at der var en kollektiv stemning, som gik igen på tværs af numrene.
 
- Selv om jeg har skrevet mine tekster uden at ane, hvad Matthew foretog sig, griber de ind i hinanden og smelter tematisk sammen på fornemste vis. Det til trods for, at lydbillede og melodiøse kendetegn er vidt forskellige. Vi har åbenbart den samme fornemmelse af, at alt snart falder fra hinanden. Derfor gør vi os begge mange tanker om, hvad der kommer til at ske, og hvordan vi som samfund og individer vil reagere, når hele lortet ramler, fortæller Christopher Wolstenholme med et diabolsk smil gemt mellem de daggamle stubbe.
 
Dommedag og destruktion
 
"The 2nd Law" kunne med sine dystopiske tekster egne sig perfekt som soundtracket til en science fiction-film. Hvis en instruktør en dag skulle finde på at lave billederne til musikken, har Christopher Wolstenholme et par gode idéer at arbejde ud fra.
 
- Jeg ville hyre Sean Connery til hovedrollen. Han ville være selvskrevet til en film, der skulle handle om jordens undergang. Jeg tror allerede, jeg har fundet på en titel, der ville gøre den til en sællert. Den skulle hedde "Battle of Humanity". Ville du ikke gå i biografen for at se den, spørger Christopher Wolstenholme lokkende.
 
Selv om han taler om dommedag og destruktion, forsvinder glæden og oprigtigheden aldrig fra hans øjne. Heller ikke da han på det bestemteste afviser, at han kunne finde på at synge den seks minutter kronisk modløse "Free Me From This World" som godnatsang for sine børn.
 
- Nej, den ville jeg ikke udsætte mine børn for, da den rigtig nok er ekstremt opgivende og deprimerende. Det er Matthew, der har skrevet sangen, så han ville sikkert bedre kunne forklare, hvad han har tænkt. Jeg tør dog godt antyde, at den er tænkt som en form for advarsel til hans søn om, hvilke farer der lurer derude. En tankevækkende sang, jeg vil synge for alle andre end mine børn, konkluderer Christopher Wolstenholme.
 
Stemmen er unik
 
Apropos synge er det ikke nogen selvfølge, at Christopher Wolstenholme nævner sig selv i den sammenhæng. Det er nemlig første gang, at hans stemme bærer hovedansvaret på to sange. Det var en angstprovokorende oplevelse for ham, men efterfølgende har det pumpet ham fuld af selvtillid.
 
- Jeg har aldrig været tilfreds med lyden af min egen stemme. Præcis som de fleste andre mennesker, der hører sig selv på en optagelse og græmmes. Nu er jeg kommet til den konklusion, at man skal acceptere sin stemme for dens unikke karakter. Stemmen er jo efterhånden det eneste ved et menneske, der ikke kan ændres radikalt ved. Vi kan få alverdens operationer, skifte hår- og øjenfarve, få fedtsugninger, få bleget tænder og lavet alverdens bizarre tatoveringer. Men stemmen vil stort set forblive den samme, uanset hvad man gør ved den. Man kan træne den intenst og blive bedre som sanger, men man vil altid bevare sit helt eget særpræg, hvad enten det er godt eller skidt, forklarer Christopher Wolstenholme.
 
Han havde alliereret sig med en stemmetræner, der gav ham selvtillid til at springe ud i at tage ansvar som sanger det bid for bid.
 
- Det hjalp mig rigtig meget, at han gradvist skubbede mig ud over planken i stedet for at give mig et stort spark, der havde knækket mig.
 
Korets kraft
 
Det er ikke kun vokalt, at Muse har fornyet sig på det sjette album. Forkærligheden for den storladne og teatralske rocklyd har fået nye nuancer, og der er især brugt mange kræfter på at inkorporere kor og strygere. Men modsat mange andre bands bliver disse elementer ikke gemt væk i baggrunden.
 
- Vi har altid ment, at disse "effekter" skulle helt frem i lydbilledet. På OL-sangen "Survival" havde vi hyret et 40 mand stort kor i Los Angeles. Da vi oplevede det på tæt hold, blev vi blæst omkuld af dets kraft. Jeg begyndte faktisk at grine helt ukontrollabelt, fordi det var så syret og overvældende. Faktisk har latter været et godt redskab i processen. Hvis vi har grinet af de indskydelser, vi har fundet på undervejs, har vi holdt fast i dem. Når jeg lytter til "Survival" i dag, slår det mig til stadighed, at der ikke er noget andet band i verden, der kunne have skrevet og spillet den sang. Det er ærke-Muse med alle de kvaliteter og særpræg, der kan proppes ind på fire minutter, fortæller Christopher Wolstenholme.
 
Der er lige omkring fire minutter tilbage af interviewet, og dem kan der siges mange ord i. 
Christopher Wolstenholme forklarer endnu engang termodynamikkens anden lov, mens han fægter entusiastisk med armene.
 
Den begynder at bundfælde sig på grund af hans meget pædagogiske tilgang, men da han bliver spurgt, om han har overvejet at blive skolelærer, hvis musikkarrieren lider skibbrud, ler han inderligt.
 
- Mig som skolelærer! Hold nu kæft, jeg har seks børn derhjemme, så jeg skal på ingen måder stå foran en hel bunke unger på arbejde også. Det kommer aldrig til at ske, understreger Christopher Wolstenholme profetisk.
Hvilke af spådommene, der holder stik, kan kun tiden vise. Skal man træffe et kvikt valg, bliver det spændende at se Christopher Wolstenholme bag katederet.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Muse
Christopher Wolstenholme
The 2nd Law
Matthew Bellamy
Dominic Howard
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.