Mr. President, 2014

Foto: Simon Staun
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Præsident på livstid

Erik ”Mr. President” Bergen har tilbragt det meste af sit liv i førerhuset på prangende amerikanerlastbiler og på musikscener i ind- og udland. Om få uger fylder trucker-ikonet 70 år, men den legendariske lastbilchauffør har ikke planer om at lade sig pensionere fra asfalten

Første gang, Erik Bergen stod på en scene, var med sin storesøster Marion i 1956. Han var 12 år, og i dag, 58 år senere, mindes han stadig, hvor stort et sug det gav i maven. Han blev bidt med klapperslange-styrke af at underholde, klovne, synge og være i centrum af løjerne. Den passion skulle komme til at præge et liv, der med garanti ikke er levet magen til på disse breddegrader.

Det første spæde skrig fra Erik Bergen lød i Frederikshavn i august 1944. Dengang var han dog uden det karakteristiske trucker-skæg, der i forskellige nuancer har prydet Erik "Mr. President" Bergens ansigt som et flot kølergitter pynter en Scania 141.

Mr. President har skænket sort kaffe op ved spisebordet, og han tager en mandfolkeslurk, inden han bakker hukommelsen seks årtier tilbage.

- Min musikalske karriere begyndte længe før min chaufførkarriere. Min søster og jeg deltog i et hav af amatørkonkurrencer og gav mange koncerter lokalt i midten af 1950'erne. Vi fik blod på tanden efter en koncert på Tarantella i Aarhus med Kaj Julians Orkester. Det tog for alvor fart, da vi vandt 100 kroner og en pladekontrakt med Tono i København. Vi endte med at indspille tre-fire plader, og der var dælenedme gang i den de år, siger Mr. President, der stort set aldrig kaldes andet.

Søskendeparret blev kendt i hele Danmark, da det blev hyret til Buster Larsens cirkus i 1961. Det var en kæmpe oplevelse for de to teenagere at se alle de eksotiske dyr og optræde på markedspladser med country og western-musik.

- Vi optrådte sammen med en cowgirl fra Tyskland, der hed Siegrid. Hun smed med knive, kastede med lasso og slog med pisk. Jeg blev selv fanget af det med pisken, så det optrådte jeg faktisk med en årrække, fortæller Mr. President.

Gennem hele sin barn- og ungdom trak westernmiljøet i ham. Derfor lå det ikke fjernt for ham at blive asfalt-cowboy, da cirkuslivet ebbede ud efter et par sæsoner. Han smed sølle 365 kroner for sit kørekort til lastbil, som tog undseelige tre timer at tage. En time med bil og to med anhænger.

- De første år kørte jeg fragtbil mellem Frederikshavn og Aalborg. Det blev sgu for kedeligt. Så fik jeg job hos et fiskefirma i Skagen, der kørte til Italien. Det var der lidt mere eventyr over, og gennem mere end 50 år har jeg arbejdet ved et hav af forskellige vognmænd i hele landet og kørt gennem Europa på kryds og tværs, siger Mr. President.

Rampelyset trak i ham

Da han fik en ny Scania 141 i begyndelsen af 1970'erne, fik han lyst til at peppe den lidt op med udstødningsrør, et stort "Cowboy"-logo på fronten og andet lir, det ikke var normalt at støde ind i dengang. Derefter fik han en Volvo F12'er, der blev byttet ud med en Mercedes 1638'er, som han kalder det flotteste køretøj i hele Danmark dengang. Faktisk hele Europas mest prangende lastbil.

- Den vandt jeg mange konkurrencer med, og sejren som "Europas flotteste Mercedes" sikrede mig en tur til Daimler Benz-fabrikkerne i Tyskland og videre til North Carolina, hvor jeg var imponeret over at se de helt store amerikanske biler. Da jeg efterfølgende begyndte at køre i dem herhjemme, ringede slagterierne og spurgte min chef, om det ikke måtte være mig, der kom for at afhente svineskanker. Så stod der altid en kæmpe flok, der skulle se ham klovnen, siger Mr. President og ler.

Den voksende popularitet nåede helt til Muskatee, hvor verdens største slidbane-producent fik øjnene op for promoveringsværdien i den danske sprællemand. De hyrede ham til at køre rundt i hele Europa i en specialbygget amerikansk Mack Superliner-truck.

- Det var edderrøvme noget af et køretøj med biograf, servering og hele pivtøjet. Hver eneste gang, jeg rullede ind i en ny by, var der fuldt spot på med aviser, radio og tv. Jeg elskede opmærksomheden, det skal der ikke herske tvivl om. Derfor var det oplagt at tage musikken op igen, når jeg nu havde både et navn og et ansigt, der kunne sælge den. Jeg vidste godt, jeg blev hyret som klovnen, men et cirkus uden en klovn er ingenting værd, forklarer Mr. President.

Til at begynde med var han ikke lun på idéen om at optræde uden sin søster. Det var hende, der havde sangstemmen af de to, og hun omtalte altid lillebror Erik som "det lille ekko".

- Jeg blev alligevel overtalt af et pladeselskab, der så et stort lys i mig. Det blev til min første plade "Okie Dokie" i 1982, der blev en pæn succes. Det udmøntede sig i en lang række countryplader og populære sange blandt andet til Rådet for Større Færdselssikkerhed om Trolderik i trafikken. Foruden en støttesang til chaufføren Vagn, der endte i jugoslavisk fængsel efter en forfærdelig ulykke. Trolderik-sangene gav mig et kæmpe publikum blandt børn, hvilket resulterede i, at deres forældre ikke syntes, jeg var så skidt en karl trods alt. De begyndte at købe min musik, så mine plader blev revet ned fra hylderne, siger Mr. President.

Et fantastisk fjæs

Hovedparten af sangene er omskrivninger og fordanskninger af amerikanske countrynumre. Mr. President har en forkærlighed for 1950'ernes store stjerner og i særdeleshed Merle Haggard, Willie Nelson og Jim Reeves.

- Det hele begyndte i 1954, da min far tog mig med til Sverige for at købe lakplader i Frelsens Hær. Der fik jeg ørerne op for country- og folkmusikken, hvor der ikke var for mange akkorder, og andenstemmen var relativ let og iørefaldende. To år senere fik jeg en guitar i julegave. Min far havde skaffet den gennem den lokale pantelåner, der havde fået en juleand i bytte. Guitaren manglede en streng, men for satan hvor var jeg glad for at klimpre på den, husker Mr. President.

Han havde talent for at spille, hvilket faren bemærkede. Han lavede derfor en aftale med "Den sorte murer", der for leverpostej og pølser underviste Erik Bergen. Lidt efter lidt begyndte melodierne at lyde rigtigt, og da søsteren Marion begyndte at synge med, var frøet til en lang karriere sået.

I snart 60 år har Mr. President holdt fast i musikken og sine idoler. Det er svært at afgøre, om hans entusiasme er størst, når han taler om smukke lastbiler eller countrysangere af den rigtige støbning.

- Waylon Jennings fik mig til at interessere mig for "Outlaw"-countrymusikken, mens Jimmy Reeves gjorde mig opmærksom på balladerne. Hans sange er rent sukkertøj for ørerne. Det er faktisk lige før, det er for sødt til min smag. Men flot, det er det dæleme. Merle Haggard er nok den, der betyder mest. Når jeg tænker på det lort, jeg har lavet sammenlignet med hans mesterlige sange, får jeg helt ondt i maven. Hvis man skal klare sig som countrymusiker i USA, skal man edderklipme være dygtig. Jeg kan slet ikke måle mig med nogen af de her drenge. De er så musikalske, at det sprøjter ud af dem, roser Mr. President.

Kris Kristoffersen, der spiller hovedrollen i "Convoy"-filmen og har en lang karriere som musiker bag sig, har Mr. President ikke meget til overs for.

- Han skriver nogle guldperler af nogle sangtekster, men for satan hvor kan han ikke synge. Han har også et fantastisk fjæs, men spille, det kan han kraftedeme ikke, konstaterer Mr. President og ler, så hele spisebordet ryster.

Et forbandet svineri

Man kan ikke undgå at få øje på Mr. Presidents tatoveringer. Især den på venstre underarm, der stikker ud under skjorteærmet, er umulig at overse. Der står "Mr. President - Convoy Buddy - 01".

- Jeg stiftede Convoy-klubben i 1978 efter at have set "Convoy"-filmen otte-ni gange i træk. Jeg inviterede en masse buddies til at se filmen, og de var lige så fascinerede som jeg, selv om vi var klar over, det var fiktion. Men atmosfæren, venskabet og de lange, seje træk på landevejen kunne vi sagtens forholde os til. I de første mange år var der tale om en klub for ægte truck-drivers fra Danmark. Da klubben var størst, var der flere end 2000 medlemmer. I dag er der blot 400 tilbage, og de unge chauffører kommer desværre aldrig til at opleve, hvordan det var i de gode gamle dage. Dengang vi kørte ræs, holdt kæmpefester på rastepladser overalt i Europa og havde et sammenhold, du slet ikke kan forestille dig. Der var en faglig stolthed helt uden sidestykke, siger Mr. President nostalgisk.

Chaufførerne hjalp konstant hinanden. Var der "Stau" på de tyske motorveje, advarede de kollegerne, så de undgik at spilde timevis i kø. Var der tysk politikontrol, lånte de køretilladelser til hinanden på kryds og tværs. Og skulle der en sjælden gang være optræk til ballade, stod man sammen.

- For nylig var jeg på Malta for at aflevere en båd. Jeg kørte hele vejen tilbage til Danmark fra Syditalien uden at møde en dansk chauffør. Langt hovedparten er østeuropæere, og hvis du ser, hvad nogle af dem gør ved en rasteplads, har du ikke lyst til at holde sammen med dem. De skider, pisser og brækker sig overalt. De smider affald ud ad vinduet og snupper alt, hvad der kan nappes fra andre biler: Lygter, kedeldragter, snekæder og gummistøvler. Derudover sutter de bilerne tørre for diesel, så det er på ingen måde idyllisk længere, siger Mr. President bittert.

Når man bladrer gennem hans scrapbøger fra 1980'erne, popper idyllen op som anemoner en solrig forårsdag. Det nærmer det sig royal berømmelse, og de tusindvis af artikler illustrerer, at Mr. President fra Frederikshavn i velmagtsdagene var lige så kendt som ham i Det Hvide Hus i Washington.

Men det har ikke kun været en dans på berømmelsens roser. Det har været årtier med benhårdt arbejde, afsavn og angsten for ulykker eller overfald.

- På et tidspunkt fik jeg nok af truckerlivet og fik mig et job som personalechef ved et videoredigeringsfirma. Derefter blev min anden kone og jeg kroejere på Sjælland, men efter nogle gode og ekstremt travle år fik jeg en depression. Vi var nødt til at sælge, og heldigvis solgte vi det på toppen i 2007, så vi kunne købe huset her ved Esbjerg, siger Mr. President taknemmeligt.

Han havde for længst solgt alle sine trucks og pickup-trucks, men landevejen trak stadig i ham, så han fik igen arbejde som chauffør for en fynsk vognmand. Det har han haft i syv år, og selv om han havde planlagt at lade sig pensionere senere på måneden, når han bliver 70, forsætter han sandsynligvis livet på landevejen en tid endnu.

- Jeg kan hverken holde mig fra lastbilerne, landevejen eller musikken. Jeg giver ikke regulære koncerter længere, men når man har så mange buddies, der spørger, om man ikke giver et par numre til en rund fødselsdag eller et jubilæum, er det svært at sige nej. Det er også lettere at tage rundt med den spanske spade under armen uden at skulle slæbe på lys, bundkasser, mellemtoner, mixer og fanden og hans pumpestok. Det gider jeg sgu ikke længere. Nu hygger jeg mig bare med det på samme måde, som når jeg kører for Mogens Hegelund. Jeg havde ellers truet med at stoppe, men da firmaet købte en ny bil til mig, lod jeg mig overtale til at fortsætte lidt endnu. Jeg er trods alt Mr. President på livstid.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Mr. President
Erik Bergen
Buster Larsen
Europas flotteste Mercedes
Trolderik
Okie-dokie
Merle Haggard
Willie Nelson
Jim Reeves
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.