MØ, 2015

Foto: Birgitte Heiberg
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Forpustet MØ trækker vejret

Karen Marie Ørsted har på to år vokset sig til det største fynske musiknavn nogensinde, hvis man måler i antal streamede sange og international bevågenhed. Der rives i hende fra lande over hele kloden, og det tog avisen tre måneder at få et interview med sangeren, der for tiden storhitter med Major Lazer, DJ Snake og sangen ”Lean On”

Karen Marie Ørsted snakker ikke. Hendes stemme spurter nærmere gennem ordene, så man skal koncentrere sig gevaldigt for at få det hele med. Det går ikke kun stærkt med talestrømmen. Den 26-årige sanger fra Ubberud er for tiden udsat for den største medieopmærksomhed et dansk musiknavn nogensinde har oplevet. Aqua kogte næsten over i 90'erne, og Volbeat har fået godt fat i USA, men opmærksomheden omkring er uden sidestykke.

Knap tre millioner hører hende synge med på Major Lazer-sangen "Lean On". Om dagen. Mere end 200 millioner har hørt sangen, og lytterne befinder sig både i USA og Indien. I Brasilien og på Bornholm. Karen Marie Ørsted er "the shit" world wide, som hun sikkert selv ville formulere det med sit ligefremme og rebelske sprog.

- Jeg har prøvet at få store bifald før, men når jeg spiller "Lean On" for tiden, er det helt psykopatisk. Jeg er både stolt, beæret og lykkelig over, at jeg er med på et nummer, der hitter i hele verden, siger Karen Marie Ørsted.
På det oplagte spørgsmål om, hvad man kan forvente med og Major Lazer på samme festival, går der et par sekunder, inden Karen Marie Ørsted svarer:

- Hmmmm, det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Hvis der rent faktisk skete noget, måtte jeg alligevel ikke sige noget om det. Ellers var det jo ikke en overraskelse, svarer hun kryptisk og kommer til at grine så hemmelighedsfuldt, at der muligvis ligger et svar gemt i latteren.

Ellevilde brasilianere

Hun er for tiden hjemme hos sine forældre i Ubberud, hvor hun kan nøjes med at være Karen Marie. Efter en intens miniturné på lidt over en uge med tre festivalkoncerter i USA samt en afstikker til Mexico og Brasilien for at give klubkoncerter, når hun alligevel var på de kanter.

- Det var superfedt at optræde i Mexico og Brasilien, selv om jeg ikke nåede at opleve ret meget andet end koncerterne. Jeg og resten af bandet har altid sat en ære i at bygge et renommé op som et fedt livenavn, og derfor virker det efterhånden helt naturligt, at man lige flyver fra USA til Mellem- og Sydamerika for at give to ekstra koncerter, selv om det lyder syret, siger Karen Marie Ørsted.

Det er et yderst presset program. Men når man står foran 1500 ellevilde brasilianere i Rio de Janeiro, der er kommet for at høre en, giver det mening at kile disse eksotiske pitstops ind.

- Det er sgu egenlig ret sindssygt at stå i et land, man aldrig har været i før og føle en samhørighed med en gruppe fremmede mennesker, der ikke umiddelbart er tæt forbundet kulturelt med Danmark. Det var så fucking svedigt at connecte med publikum, selv om man har vidt forskellige baggrunde. Det er med til at gøre den her stressede tilværelse vildt fed, konstaterer Karen Marie Ørsted.

Debutant i Tusindårsskoven

Med lidt fynsk velvilje kan man godt postulere, at Karen Marie Ørsted fødehjem i Ubberud er i Tusindårsskovens baghave. Eller omvendt. Men hun har faktisk aldrig været til koncert i Tusindårsskoven, og hun lægger hovedet på blokken, da hun bliver bedt om sin holdning til programmet på den første Tinderbox Festival.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg overhovedet ikke styr på det. Altså, jeg ved, at Major Lazer optræder. Og Robbie Williams, The Prodigy og Black Rebel Motorcycle Club. Derudover er jeg faktisk blank. Jeg flyver fra festival til festival for tiden, og jeg kan ikke skelne mellem, hvem der optræder hvor, siger Karen Marie Ørsted og tilføjer:

- Det er faktisk lidt vildt, men jeg har aldrig været i Tusindårsskoven før, selv om det nærmest ligger på vejen fra Ubberud ind mod centrum.

er endt med at blive ét af hovednavnene på festivalen. Eller i hvert fald et af dem, der er skrevet med de største bogstaver på plakaten. Det glæder hende.

- Jeg har et meget kærligt forhold til Odense og Fyn, men når jeg optræder på hjemmebane, stresser det mig faktisk lidt. Netop fordi jeg gerne vil give noget ekstra til min hjemstavn. Det gibber altid ekstra i mig, når jeg går på scenen på Fyn, fordi jeg føler mig blottet på en eller anden mærkelig måde. Det er ikke nødvendigvis dårligt, det betyder bare, at det er mere intenst. I hvert fald for mig, siger Karen Marie Ørsted og trækker vejret for første gang i 15 sekunder.

De gamle venner

En stor del af Karen Marie Ørsteds venner er flyttet til København for at studere og arbejde. Hendes fornemmelse er, at de mere drager mod Roskilde Festival end den første store musikfestival på hjemøen i et årti.

- Jeg ved godt, at Tinderbox er den første store festival siden Midtfynsfestivalen, men når man bor i København, skal der en del til for at trække dem tilbage til Odense. Til gengæld har jeg på fornemmelsen, at de fleste af mine venner, der stadig bor på Fyn, kommer på Tinderbox, siger Karen Marie Ørsted.

Hvor meget af Tinderbox, hun selv når at stifte bekendtskab med, tør hun ikke gisne om.

- Jeg har så travlt for tiden, at jeg ikke aner, hvordan næste uge ser ud. Der kommer hele tiden nye ting på programmet i form af interviews og kontakter, der skal snakkes med. Jeg ville gerne love, at jeg kunne mødes med mine venner og suse rundt og høre koncerter sammen. Men jeg kan desværre ikke love noget med sikkerhed, fortæller Karen Marie Ørsted.

Hendes pladeselskab balancerer på en knivsæg i forhold til at beskytte hende og ikke forpasse chancen, når der opstår mulighed for at optræde i David Letterman-showet, medvirke i Billboard Magazine eller optræde side om side med Robbie Williams i dette tillæg.

- Det kræver et ekstremt overblik at holde styr på, hvordan min tid skal prioriteres. Det går heller ikke at takke nej til nogle af de fantastiske tilbud, der konstant kommer. Lige for tiden er det ret ekstremt, og hvis der blev sagt ja til alle dem, der bad om interviews, kunne jeg ikke lave andet. Det er dejligt at have så fucking travlt, men man skal godt nok holde tungen lige i munden, konstaterer Karen Marie Ørsted.

På vandretur til Norge

Hun har i et par dage været hjemme hos sine forældre i Ubberud for at få pulsen ned, inden hun igen kaster sig over en række festivalkoncerter, der forhåbentlig varmer hende perfekt op inden Tinderbox. Sammen med kæresten Mads, der i øvrigt er forsanger i bandet Reptile Youth, slapper hun af på terrassen med fuglefløjt i baggrunden. Altså så meget som man nu kan slappe af, når man bliver interviewet.

- Der har været tryk på konstant i to år, men i kølvandet på succesen med "Lean On" med Major Lazer er det blevet endnu mere ekstremt. Selv om solen skinner, og jeg har lyst til at køre en tur til vandet, kan det ikke lade sig gøre. Men efter Tinderbox er der heldigvis sat tid af til at slappe af, siger Karen Marie Ørsted.

Sammen med kæresten drager hun en uge til Norge for at vandre ved Hardangervidda. Uden mobiltelefon og computer i rygsækken.

- Det glæder jeg mig vildt meget til. En hel uge uden kontakt med omverdenen. Det har jeg ikke prøvet længe, siger hun forventningsfuldt.

At hendes kæreste selv kender rumlen med at turnere, indspille, stå til rådighed for pressen og samtidig skulle være kreativ og skrive nye sange, gavner forholdet.

- Det er dejligt, at vi forstår hinanden og accepterer, at så meget af vores tid går med ikke at være sammen. Man er på arbejde og til rådighed konstant og er følelsesmæssigt, kreativt og kunstnerisk involveret i sit job på en måde, de færreste mennesker er, siger Karen Marie Ørsted.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier


Karen Marie Ørsted
Robbie Williams
Tinderbox Festival
Tusindårsskoven
Lean On
Major Lazer
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.