Simon Staun
Foto: Tim K. Jensen

Falchen letter til Neil Young

Det er altid oplagt at interviewe en musiker, når vedkommende udsender nyt materiale eller spiller koncert. Og nemt. Hvorfor ikke lade dem forholde sig til andres musik i stedet?

Michael Falch tog turen fra Vordingborg til Odense C for at lytte til en bunke sange og give sit syn på sangerne og musikerne bag. For reflekterer man over andre kunstnere, kan det ikke undgå at spejle én selv.

Rugsted & Kreutzfeldt: "Endnu et efterår"

- Åh, dem kender jeg så godt. Rugsted spillede sågar bas på "De vildeste fugle". Jeg har aldrig været fan af dem, fordi jeg var i Malurt på det tidspunkt og sværmede mere for punk. Men det er sindssygt dygtigt lavet, og Stig synger jo fremragende. Jeg kan huske, da Stig spillede sammen med én, der hed Sten. De udsendte et album, der hed "Forkromede dage" med sangen "Blomstrende tulipanmarker". Jeg var det modsatte af den stil, hvor jeg søgte det skramlede og tog afstand fra det polerede.

Peter Sommer: "Voksende mennesker"

- Han er én af to danske, unge sangskrivere, der virkelig fornyer sproget. Jeg lytter til hans musik og følger ham, fordi han gør den danske virkelighed væsentlig på dansk. Det tog en evighed, før vi gamle blev afløst. Der har jo været et rocklyrisk tomrum, som han og Juncker udfylder nu. Sommer snuppede for øvrigt en Steppeulv (anmelderpris red.) og en Danish Music Award for næsen af mig, så han er ikke helt i kridthuset. Til gengæld var jeg på forkant med udviklingen, da jeg for mange år siden skrev "Sommer på vej", ler Michael Falch højt og tilføjer, at Juncker for øvrigt leverer fremragende opvarmning på Posten lørdag aften.
Faktisk har Falch aldrig fået en musikpris. Den eneste pris, han har modtaget, er en Bodil for sin rolle i filmen "Mord i mørket".
- Jeg ville så gerne have en musikpris. Det kunne for min skyld være en Nefalygte, nærmest beder han.

Funch: "You're fine"

- Waaaaauw! Den stemme er da for vild. Jeg er helt blæst væk. Men hvor er guitaren, spørger Falch.
Han læner sig frem i lænestolen, som for at komme endnu længere ind i sangen.
- Faktisk er jeg selv en Funch. Min mormor hed Karla Funch, før hun blev en Falch. Hov! Der kom guitaren. Hedder han Claus, siger du. Han synger jo som Chris Cornell fra Soundgarden eller lidt a la Gary Brooker fra Procul Harum. Stemmen i sig selv er storladen og symfonisk. Han ligner også en star på coveret, konstaterer Michael Falch, mens han leder efter producerens navn.
- Det er vel dét, hånlige mennesker ville kalde klynkerock. Men de distancerer sig jo bare fra følelser gennem metertykke lag af ironi. Dét her er verdensklasse. Det er mig ubegribeligt, de ikke er mere kendte. Men sådan er det i dag. Min egen musik findes simpelthen ikke på P3's computere. Jeg trøster mig med, at det gør Beatles' heller ikke. Det er jo med til at tegne et absurd verdensbillede, hvor man blot får fragmenter af den fulde virkelighed, fortæller han.

Volbeat: "Soulweeper"

- Nøj, det her stiller store krav til håret. Jeg har faktisk haft langt hår flere gange. Sidste gang blev jeg indlagt med en diskusprolaps, og dér faldt det helt ved siden af med skulderlangt garn. Den her sang understreger, at rock ikke bare er rock. Guitaren har et tydeligt heavypræg, men jeg har et problem, når det hele bliver for teknikagtigt og minder om en gymnastikopvisning, hvor man viser, hvor hurtigt man kan spille. Jeg kan dog ikke lige komme på navnet.
Sløret bliver løftet, og Michael Falch udbryder:
- Volbeat! Selvfølgelig. Alle taler jo om dem. "Gardener's Tale" er dog mere melodisk. Men man kan tydeligt høre, at alle røde knapper er helt i bund.

Magtens Korridorer: "Tro på det"

- Det er så meget tidlig Gasolin. Jeg har mødt dem nogle gange, og de er en fest. Det er jo enormt søde mennesker, der praktiserer en livsstil meget lig et ungt Malurt. Johan Olsen synger umiskendeligt Larsensk'. Det ville også være unaturligt, hvis vores nationaltroubadour ikke fik nogle arvtagere. De er et frisk pust, fordi de er så upolerede og fuldstændig ligeglade i positiv forstand.

Flemming "Bamse" Jørgensen: "Suspicious Minds"

- Det er jo et fantastisk nummer, som vi spillede den anden dag til lydprøve. Dog i en noget anden udgave end Bamses. For mig en han synonym med stabilitet, fordi ham og "Vennerne" har kørt så mange år. De spiller jo faste jobs i hele landet. De flytter ikke noget, men er enormt folkelige. Det er ikke kunst, men de vil også kun give folk en god oplevelse. Jeg vil kalde ham modig og på kanten af det dumdristige. For når man tolker ikoner som Elvis, skal man kunne tage musikken et andet sted hen. Hvis jeg for eksempel skulle synge Neil Young-numre eller andre relikvier fra rockkirken, ville det jo være helligbrøde, hvis ikke det virkelig skilte sig ud! Men man skal huske på, at Bamse er AGF'er. Jeg købte selv aktier deroppe for børnepengene. Det var ikke nogen særlig god investering, siger Michael Falch.

C. V. Jørgensen: "Fandens til sumpparty"

- CV i sumpen. Ham har jeg fulgt fra hans allerførste færd. Jeg har en afgrundsdyb beundring for ham, som han sikkert selv ville synge. Sprogligt er han et vidunder, som kun Sebastian er på niveau med. Men jeg har haft nogle store forbehold for ham, fordi han i en periode så ud til at ville stille alle andre til latterliggørelse, men ikke sætte sig selv på spil. Det var mere: "Se, hvor er alle andre naragtige" i stedet for "Se, hvor stor en klovn og hvor svag jeg er".
- Hvis man kun ser splinten i sin brors øje og aldrig sit eget, så bliver man ikke en stor mester. Inden for alle åndelige fag handler det om at befri sig for arrogancen og misantropien. Så jeg har manglet empatien i hans sangskrivning, selv om jeg samtidig grænseløst elsker de sange, hvor CV er allermest ond mod andre.
- "Storbyens små oaser" er dansk rocks ubestridte mesterværk. Selv synger jeg hans sange hver anden dag. De er uafrystelige. Jeg husker som ung i 1976-77, hvor jeg kom meget hos Pladehøkeren på Kultorvet i København. Der snakkede jeg musik med CV og Steen Jørgensen fra Sort Sol. De var allerede etablerede, mens jeg var ingenting. Blot en danskstuderende, der sugede til mig som en groupie. Jeg blev præsenteret for Bruce Springsteen, men syntes, det var alt for jazzet, fordi der var saxofon på pladen. Til gengæld blev jeg hånet, fordi jeg hyldede Neil Young. Det var alt for larmende og skævt i en periode, hvor alle ville lyde som Toto. Men CV, hvilken fantastisk spøjs type. Jeg ville bare ønske, at han var en mere levende del af dansk musik og ikke så museal.

Johnny Madsen: "Kathmandu"

- Øøøøj, tjek lige den spade! Knud Møller er simpelthen så sublim. Jeg har aldrig arbejdet sammen med Knud, selv om jeg elsker hans væsen og guitarspil. Angående Johnny er jeg ikke helt sikker på, hvad han vil. Han lader tilsyneladende tilfældighederne råde, for den røde tråd er i hvert fald uhyggeligt svær at få øje på. Næsten usynlig. Men det er fantastisk, at der er plads til sådan en type. Johnny er jo anarkist. Også i vokalsammenhæng. Han er jo en ægte Dylan-discipel, der var én af de første jyder, der spillede rock. Han har muliggjort en ægthed og naturlighed i dansk rock gennem en ravjysk underspillethed, der tenderer overspillethed.

The Blue Van: "I Want You"

- Hold da kæft! Der er godt nok dømt Spencer Davis Group. Nej, hvor det rykker. Det er jo fuldstændig lyden af 66'. Dem skal jeg helt sikkert høre live. De kommer fra Brønderslev, siger du. Jeg anede ikke, at Brønderslev kunne lyde så fedt. Et rigtig rocknummer må ikke være mere end 2.10 minutter. Hvor går det til. 2.08. Perfekt!, konkluderer Michael Falch, mens lænestolen borer sig ned i gulvtæppet.

John Fogerty: "I Can't Take it No More"

- Det er jo en meget tydelig kritik af Irak-krigen. Men det lyder meget af Chuck Berry. Nej, det er sgu Fogerty! Ham dyrkede jeg helt vildt hjemme i Tønder på Kinobar, hvor Creedence Clearwater Revival var på jukeboksen. Han er én af rockens bedste stemmer, og CCR har inspireret mig rigtig meget gennem tiden. Men jeg glemmer nu heller ikke bøfsandwichen på Kinobar. Det var den ægte vare med hele molevitten.

Laura Mo: "Ved verdens ende"

- Finally a female voice. Hun lyder umiddelbart skotsk eller irsk. Det er første gang, jeg hører hende. Laura Mo? Jo, navnet kender jeg. Man fornemmer hendes ønske om dybde i sangene. Hun lyder meget troværdig og hendes tekster på dansk er fine. Billederne af hende er sgu heller ikke tossede. Ser hun så godt ud i virkeligheden? Bedre.. hvor sagde du, hun boede henne?

Nalle, Theessink & Møller: "See You Later Alligator"

- Nej, nu bliver jeg glad. Gode gamle Nalle. Og så i så fed en sammenhæng med Hans og Knud. Det er en benhård trio. Det er så vidunderligt, at Nalle har fået nyt afsæt. Han har taget den helt hårde tur. Hårdere end mig. Jeg har selv cuttet alkoholen og har danskvand med citrus som eneste dope. Man hører tydeligt gennem hans stemme, at han har prøvet det, han synger om. Og det er altid en kvalitet. Han er faktisk lidt en helt i vores familie. Engang til en koncert greb han en flaske, der blev kylet, lige før den ramte min kone i hovedet.

Neil Young: " Everybody Knows This Is Nowhere"

- Aaaaaaaaaaaah. Ja, ja, ja! I think I'd like to go back home and take it easy. There's a woman that I'd like to get to know living there, synger han begejstret med lukkede øjne.
- Det her er pladen over dem alle. Den gør mig så lykkelig. Da den endelig udkom sidste år, var det lyden af, hvordan rock skal lyde. Det er selve drømmen. Den er kantet og skæv som Rolling Stones. Den har countryens melodiøsitet og den konstante sjæl i guitaren som Hendrix. Alt det, jeg selv har haft så svært ved, det har Neil været igennem. Han repræsenterer det ultimative mod. Dét, jeg har søgt efter så længe. Pladen er ikke nogen skønhedhedsåbenbaring, og den er krævende at lytte på. Men med bandet Crazy Horse kommer man i en tilstand. Den måde kan man ikke lære at spille på konservatorium. Mit band Boat Man Love spiller næsten lige så tungt, men det kommer til at tage mig længe at komme så langt tilbage på beatet. Men sange som dén her, det er dét, det hele handler om. Det ved jeg nu. Jeg prøver på ikke at lytte til Neil Young for tit, for så er der jo ingen grund til, at jeg spiller selv, erkender Michael Falch
Efter fire timers intens lytten og samtale om musik og livet - samt alle de fantastiske ting midt imellem - hilser Michael Falch farvel med følgende filosofiske svada:
- Vores fordomme vokser med alderen. De hober sig op og lukker os til, så vores sind bliver kvalt. Det værste, der kunne ske, var, at man en dag var ham den livssure gamle mand, der punkterede ungernes fodbolde, hvis de havnede i ens have.