Melanie C, 2017

PR-foto
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Sporty Spice stadig i topform

Melanie C, der blev kendt som Sporty Spice i pigegruppen Spice Girls, er stadig sporty som bare pokker. 29. april giver hun sin eneste danske koncert i år i odenseanske Odeon, hvor publikum får mulighed for at stifte bekendtskab med hendes nye, elektroniske sange fra albummet "Version Of Me". Måske med MØ som gæst, da Melanie C kalder sig stor fan af den fynske sanger.

Den eneste af de fem kvinder fra Spice Girls, der har formået at etablere sig som succesfuld solist, er Melanie C. Sådan skrev den engelske avis The Independent, da Melanie C's syvende album, "Cover Of Me", udkom i efteråret.

Der er noget om snakken. Siden Melanie Jayne Chisholm droppede Sport Spice-karakteren i 1999 og udsendte sit debutalbum, "Northern Star", har hun kunstnerisk været et hestehoved foran Scary Spice, Baby Spice, Ginger Spice og Posh Spice.

Hun har solgt flere end 20 millioner albummer og kickstartede det hele med Bryan Adams-duetten "When You're Gone", der var en landeplage i 1998 og flere år efter. I dag er kunstnernavnet Melanie C for den 43-årige sanger, der målrettet og nysgerrigt har kastet sig over den elektroniske pop, som ellers er forbeholdt et yngre publikum.

- Jeg kan godt lide, at denne version af Melanie C føles frisk og ny. Det er spændende, at jeg efter flere end 20 år i musikbranchen kan gøre noget helt anderledes end tidligere. Den elektroniske musik har egentlig altid ligget mig nær, derfor har det været skønt at fokusere så meget på en særlig "sound" på et helt album, siger Melanie C.

Hun var kæmpefan af banebrydende elektroniske bands som Massive Attack og Portishead, allerede dengang hun selv var med til at revolutionere musikbranchen med Spice Girls i midt-90'erne.

- Når jeg tænker tilbage på 90'erne, fylder Massive Attack og Portishead enormt meget. Netop de to bands var en stor del af soundtracket for mig i det årti, og jeg hørte begge bands optræde live flere gange. De understreger på hver sin facon, hvordan elektronisk musik kan bevæge dig som lytter. Den har et andet fysisk element end rock eller pop. Jeg er stor fan af dygtige guitarister, trommeslagere og sangere, men den elektroniske musik giver en helt unik resonans. Derfor kan den være meget bevægende på flere måder, siger Melanie C.

Hendes nye sange skal først luftes for et publikum på den igangværende turné, der når til Odeon i Odense 29. april.

- Jeg og bandet er i fuld gang med at øve både gamle hits og de nye sange. Det elektroniske fokus skal på en måde inkorporeres i de gamle sange, så det ikke stikker i vidt forskellige retninger. Det kræver virkelig meget arbejde at strukturere. Forhåbentlig lykkes det, siger Melanie C.

Midt i livet

I en af de mange prangende anmeldelser af "Version Of Me" kaldes musikken for "dansegulvsmusik for voksne". Den beskrivelse morer Melanie C.

- Ha, ha ... Den havde jeg ikke hørt før. Det er måske ikke helt ved siden af. Jeg er trods alt voksen, selv om jeg ikke altid opfører mig sådan. Jeg er 43 år, hvilket er rimelig gammelt inden for popmusik. Jeg føler dog, at jeg stadig har en berettigelse, og det hænger i høj grad sammen med min ambition om at skabe en ny lyd på hvert album. Det er faktisk noget af en balancegang, da jeg ønsker at lyde frisk uden at lyde alt for ung, hvis det giver mening. Det skal være relevant og hænge sammen med de livserfaringer, man har sparet sammen, når man nærmer sig midt-40'erne, siger Melanie C.

Det er især teksterne, som afspejler, at kvinden bag er i 40'erne og ikke i 20'erne.

- Jeg kan ikke synge om de samme ting, som jeg gjorde for 20 år siden. Hvis man hører musik i radioen i dag, handler det mest om at gå i byen og feste. Jeg har en datter på syv år og går nærmest aldrig i byen, som jeg gjorde engang. Derfor skriver jeg meget om de følelser, der udspringer af mit privatliv uden at blive for privat. Og eksperimenterer en del i forhold til hvilke stemninger, jeg vil skabe, siger Melanie C.

Hvis hun skal fremhæve sange fra "Version Of Me", som giver et fingerpeg om, hvor hun befinder sig personligt netop nu, er det "Our History", "Anymore" og "Room For Love".

- Svaret kommer sikkert an på, hvilken dag du spørger mig. I dag fremhæver jeg som sagt "Our History", "Anymore" og "Room For Love". De udgør faktisk et ret godt miks, der beskriver, hvor jeg er i livet lige nu. Fordi jeg i dem både forholder mig til det, der var, det, der sker lige nu, og det, der skal komme. Sådan er det at være nogenlunde midt i livet, siger Melanie C.

En smule visdom

Som sangskriver og sanger er hendes ambitioner de samme som for 20 år siden. Men taknemmeligheden over at skrive nye sange og kunne turnere med dem er større end nogensinde.

- Jeg føler mig meget heldig over stadigvæk at stå foran et publikum. Det er en hård branche, så man skal både være heldig og hårdtarbejdende for at kunne begå sig. Og blive ved med det. Men min motivation er den samme, som da jeg skrev sangene til "Northern Star" i slutningen af 1990'erne. Jeg vil stadig være en bedre sangskriver, performer og vokalist. Så længe de ambitioner er til stede, fortsætter jeg, siger Melanie C.

Med alderen kommer en smule visdom, udtalte Melanie C i et interview med et britisk dameblad for nyligt. Hun uddybede dog ikke, hvad denne visdom bestod i, derfor er det oplagt at følge op på den konstatering.

- Indtil videre har 40'erne lært mig, at man i den grad skal sætte sig selv før andre. Den filosofi har så den bivirkning, at folk ikke bryder sig specielt meget om mig... At være mor har også hærdet mig, så jeg helt sikkert er mere hårdfør. Jeg kan måske endda fremstå lidt ubarmhjertig. Sådan er det, når man har et "kuld" at beskytte. Jeg skal også fremstå som en rollemodel for min datter, derfor behandler jeg mig selv pænt og undgår, at andre misbruger mig eller min tillid. Det er nok de primære lektioner, jeg har lært i 40'erne indtil videre, siger Melanie C.

Hun er stadig i bedre fysisk form end de fleste kvinder i 20'erne. Men alderen er begyndt at bide fra sig.

- Jeg har lagt mærke til, at jeg får flere småskavanker i forbindelse med træning end tidligere. Jeg føler mig også oftere træt i dag, men til gengæld er jeg blevet bedre til at slappe af, fordi jeg ikke hele tiden er så forhippet på, at jeg skal nå alt, siger Melanie C.

MØ er kæmpefan

Én af de største Melanie C-fans i verden er fra Ubberud. Hun hedder Karen Marie Ørsted Andersen. For nylig fik hun en stor drøm opfyldt: At stå på samme scene som Melanie C, der var medvirkende til, at hun selv begyndte at lave musik, og tilmed synge med hende. Det skete, da Karen Marie - MØ - optrådte i The Roundhouse i London i oktober.

- Der er så meget Mel C gemt i MØ. Jeg kalder hende konsekvent "Little Sporty". Jeg mødte hende et par gange, inden vi lavede aftalen om, at jeg skulle gæste hendes koncert i London. Jeg er virkelig inspireret af hende, og derfor er jeg smigret over, at jeg er hendes store forbillede. Det er på en måde, som om cirklen er sluttet, fordi jeg har hørt ekstremt meget af MØ's musik, mens jeg har indspillet "Version Of Me". Inspirationen går begge veje, siger Melanie C.

Deres optræden sammen i London kalder hun for magisk.

- Jeg var til hele koncerten, og MØ er fuldstændig mageløs live. Jeg har sjældent set så energisk en sanger, der samtidig synger så godt. Det sjove var, at der gik 15-20 sekunder fra det øjeblik, jeg gik på scenen, til publikum fandt ud af, hvem jeg var. Da det gik op for dem, gik det helt bersærk. Vi sang Spice Girl-sangen "Say You'll Be There", som MØ har lavet en coverversion af, og det mest rørende var næsten, hvor påvirket MØ blev. Hun var helt overvældet, og billedet af os på scenen sammen er et smukt minde fra en uforglemmelig aften. Jeg glemmer den aldrig, siger Melanie C.

Forfølg dine drømme

Hun har selv stået på scenen med et par af sine egne store forbilleder. Desværre ikke Madonna, som hun har nogenlunde samme forhold til, som MØ har til hende.

- Madonna var en af grundene til, at jeg som pige drømte om at lave musik. Jeg har mødt hende flere gange, men desværre ikke haft æren af at stå på scenen med hende endnu. Jeg har dog optrådt med Stevie Wonder, som jeg også er kæmpefan af. Det var sammen med Spice Girls. Jeg har også optrådt med Elton John og selvfølgelig Bryan Adams, som jeg har haft nogle store oplevelser med, da "When You're Gone" var et stort hit, siger Melanie C.

Hun er godt klar over, at hun for en generation af piger var noget nær en afgud som en femtedel af Spice Girls. Og hun er stolt af den musikalske og sociale arv, som pigegruppen støbte fundamentet til mellem 1994 og 1998.

- Spice Girls' mission handlede ikke kun om at spille musik. Det drejede sig også om at give piger selvtillid. At give dem selvværd. Præcis som jeg forsøger at gøre i rollen som mor. Jeg har kæmpet med mine egne problemer med spiseforstyrrelser og depression, og det er virkelig spild af tid. I stedet for at små piger skal bekymre sig om deres vægt eller udseende, skal de gå ud og møde verden. Tage imod alle de skønne oplevelser, der gemmer sig i den. Jeg vil gerne indgyde selvtillid til piger i alle aldre, så de tror på sig selv og forfølger deres drømme. Det er det, "girl power" handler om, siger Melanie C.

Brexit er ikke personligt

I langt de fleste interviews kredser samtalen om at blive mor, om endnu en mulig Spice Girls-genforening og om at blive single og derefter finde kærligheden på ny. Man skal lede længe og formodentlig forgæves for at finde hendes holdning til Brexit, kvinders rettigheder eller kampen for ligeløn.

- Langt de fleste interview, jeg laver, er til magasiner møntet på kvinder. Der er en tendens til, at det er de samme spørgsmål, jeg skal svare på. Jeg er ikke kendt for at være politisk engageret, men jeg har naturligvis en holdning til, hvad der sker i Storbritannien. Hvis vi tager Brexit, er det i høj grad en beslutning, der får indflydelse på mig eget liv. Hver eneste gang, jeg skal optræde i Europa, bliver det et irritationsmoment, fordi det bliver vanskeligere at krydse grænserne. Jeg fornemmer også, at resten af Europa er lidt fornærmet over beslutningen. Lidt som en ekskæreste, der er blevet slået op med. Men det handler ikke om jer. Det handler om os. Briterne ønsker forandring i Storbritannien. Så det er ikke personligt, siger hun og griner.

Et andet politisk spørgsmål kunne være, hvorfor kvinder i musikbranchen brokker sig over at være sexobjekter, når de selv - som i tilfældet med den populære britiske kvindegruppe Little Mix - går på scenen til Brit Awards nærmest uden en trevl på kroppen og leverer et show så gennemvædet af seksuelle bevægelser, at intet er overladt til fantasien.

- Det er en interessant diskussion. Ikke mindst, fordi jeg begyndte karrieren i et pigeband, hvor vi også spillede på vores udseende og seksualitet. Det var godt nok på et lidt andet niveau end de fleste pigegrupper i dag, fordi verden ser anderledes ud anno 2017. Unge kvinder er generelt langt mere udfordrende klædt og provokerende i deres opførsel. Sociale medier har spillet en markant rolle i at forandre kulturen og moden. Men at være letpåklædt på scenen eller et pladecover er ikke er undskyldning for, at nogen skal opføre sig sexistisk over for piger og kvinder, understreger Melanie C.

Hendes manager bryder ind og siger, det er tid til sidste spørgsmål. Der er flere at vælge imellem, men når nu hun optræder få kilometer fra MØ's barndomshjem, var det oplagt at spørge, om Melanie C har sendt en invitation.

- Tror du, hun har tid til at komme? Hun turnerer jo helt vildt for tiden. Det ville være fantastisk at møde Karen Marie i hendes fødeby og måske få en personlig rundvisning. Jeg håber, hun er hjemme. Måske kunne hun lokkes til at komme på scenen med mig. Sidste gang var det den vildeste oplevelse, siger Melanie C.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Melanie C
Mel C
Spice Girls
Odeon

Sporty Spice
Cover of Me
Baby Spice
Posh Spice
Bryan Adams
When You're Gone
Massive Attack
Portishead
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.