Mark Lanegan, 2015

Foto: Tim Kildeborg Jensen
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

De skrigende træers stamme

Amerikanske Mark Lanegan har en stemmepragt, de fleste andre sangere kun kan drømme om. Snart optræder den 50-årige sanger på Posten i Odense

En 10-årig knægt fra flækken Ellensburg er på fisketur med sin far. Fra bilradioen flyder en sørgmodig sang, der fanger hans opmærksomhed.

Selv om han hygger sig med sin far, bliver han bedrøvet. Flere år senere genhører han sangen som teenager og finder ud af, at titlen er "Love Hurts", og det er bandet Nazareths coverversion af det gamle Everly Brothers-hit.

- Jeg glemmer aldrig følelsen af at høre sangen på fisketuren, eller da jeg nogle år senere fandt ud af, hvem der havde skrevet sangen. Det er sgu lidt morsomt, at mit første musikalske minde er med Nazareth, når man tænker på, hvordan mit første band, Screaming Trees, lød, siger den nu 50-årige Mark Lanegan.

Han blev født i 1964 midt i ingenmandsland i staten Washington i det nordvestlige USA. 150 kilometer mod det forjættede vest ligger storbyen Seattle, der i begyndelsen af 1990'erne blev hjemsted for grunge-bølgen og den måske største musikalske revolution siden rockmusikkens indtog i 1950'erne.

Elsker at turnere

Mark Lanegan var en vital del af historieskrivningen både i kraft af sin rolle i bandet Screaming Trees og sit venskab samt samarbejde med Kurt Cobain i årene inden, at kultbandet Nirvana blev skabt.

Mark Lanegan er hyldet for sin hæse, skramlede og dystre stemme. Den slår nærmest gnister i mit telefonrør, da jeg fanger ham, mens han kører bil i det sydlige Californien, hvor han bor i dag.

- Jeg har lige haft en kort sommerferie efter en intens forårsturné og en afstikker til Sydamerika. Jeg elsker at turnere og har egentlig ikke behov for at gå hjemme i længere tid for at lade batterierne op. Men indimellem er man nødt til at holde en pause, konstaterer Mark Lanegan.

På setlisten for hans seneste koncerter kan man se, at stort set alle soloudspil er på tapetet. Ikke mindst hans seneste album "Phantom Radio" fra 2014 er rigt repræsenteret med 6-7 sange.

Ukendte sang-ikoner

- Det er altid sjovest at spille sine nyeste sange, men jeg forsøger altid at fylde op med sange fra hele min solokarriere. Det bliver dog sværere og sværere at give plads til sange fra alle udgivelser, fordi der efterhånden er så mange at vælge imellem. Jeg har som sagt holdt ferie, så når sensommerturnéen indledes, ryster vi posen og ser, hvad der falder ud, konstaterer Mark Lanegan, der har udgivet ni albummer under eget navn og et dusin andre med Queens of the Stone Age, The Gutter Twins, Soul Savers og Isobel Campbell.

Da han begyndte at synge i Screaming Trees, skyldtes det ifølge ham selv, at han var så elendig en trommeslager, at de andre bandmedlemmer tvang ham til at synge.

- Jeg anede intet om, hvordan man sang. Og det var ikke en stor hjælp, at jeg skulle synge andres sange. Jeg havde svært ved at ramme de rigtige toner, fordi teksterne var skrevet til en anden sanger. Det krævede en del fejlskud at få mig på sporet. Men Screaming Trees udsendte mange plader og turnerede en del, så jeg fik masser af træning og mulighed for at finde min egen stemme lidt efter lidt. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg følte, at jeg var 100 procent fortrolig og tryg ved min stemme. Jeg husker heller ikke nogen åbenbaring, hvor det slog mig, at min stemme var noget særligt eller endelig havde fundet sin rette hylde, fortæller Mark Lanegan.

Amerikanske ikoner

På hans hjemmeside kan man læse, at han som sanger er på niveau med de tre legendariske amerikanske sangere Fred Neil, Tim Hardin og Karen Dalton, som de færreste danske formodentlig kender. Det er ikke hans egne ord.

- Jeg studsede godt nok over den sammenligning, da jeg læste det. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvem der har skrevet det. Men det er en fornem sammenligning, fordi disse tre sangere på hver deres måde er helt unikke. Jeg er meget beæret over at blive nævnt i forbindelse med dem, og jeg kan på det varmeste anbefale af gå på opdagelse i deres musik, hvis man ikke kender dem. Du vil ikke blive skuffet, lover Mark Lanegan.

Lytter selv til Lou

Han interesserer sig ikke en døjt for, hvilken musik der er populær. Han har aldrig bekymret sig om mainstream eller modeluner.

- Det meste af den musik, jeg har hørt i mit liv, var ikke populær i sin samtid. Min absolutte yndlingssanger er Jeffrey Lee Pierce fra punkgruppen The Gun Club, som du sikkert heller ikke har hørt om. De fleste ville nok ikke anse hans stemme for at være særlig god ud fra konventionelle betragtninger, men i mine øjne var den helt unik. At lytte til et band som Gun Club stemmer godt overens med min tendens til at dyrke det utraditionelle og alternative. Desværre døde Jeffrey allerede som 37-årig i 1996. Han var ellers en god ven, konstaterer Mark Lanegan.

Hvis man kender Lanegans afgrundsdybe og messende røst, kommer det ikke som et chok, at han føler et vokalt slægtskab med legender som Lou Reed og Tom Waits.

- Jeg tiltrækkes selv af unikke stemmer som måske ikke er naturligt smukke. Lou Reed, John Cale og Roky Erickson. Hvis man går længere tilbage, drages jeg også af Son House, Blind Willie Johnson og Skip James, der på hver deres måde skilte sig ud. Jeg føler mig forbundet med deres musik, og det er det eneste, der betyder noget for mig. Hvad resten af verden anser for god musik, bekymrer jeg mig ikke om, konstaterer han og griner så højt, at det skratter i røret.

Ren tavle i 2012

Tidligere på året bragt avisen et stort portræt af den danske pedal steel-guitarist Maggie Björklund, der har samarbejdet med Mark Lanegan på flere af sine udgivelser. Hun er blot en af et utal af musikere fra hele verden, som han har krydset musikalske klinger med.

Der en kun to rettesnore, når han beslutter sig for, hvem han vil samarbejde med.

- Uanset hvad min rolle er i projektet, skal det være musik, der tiltaler mig. Og så skal det være musikere, som jeg har det sjovt med. Hvis de to ting er opfyldt, går det sjældent galt. Jeg vurderer dog også, hvad jeg kan bidrage med, for hvis ikke jeg tilfører sangene noget ekstra, giver det ikke mening at involvere sig, siger Mark Lanegan.

Efter en årrække med en lang række kollaborationer og en soloalbumpause på otte år udgav Mark Lanegan tre albummer tre år på stribe med "Blues Funeral", 2012, "Imitations", 2013 og "Phantom Radio", 2014.

- Efter otte år med The Gutter Twins, Soul Savers og Isobel Campbell startede jeg med en ren tavle i 2012. Det tog mig alligevel ikke mere end et par måneder at skrive og indspille alle sangene til "Blues Funeral". "Imitations" var som navnet indikerer et coveralbum, så de skulle blot indspilles. Processen med "Phantom Radio" mindede om "Blues Funeral". Det album tog mig heller ikke synderligt lang tid at få styr på, siger Mark Lanegan.

At sangene lander det rigtige sted langt hurtigere i dag skyldes flere ting.

- For det første er jeg blevet lettere at tilfredsstille med alderen. Med alder kommer rutine og erfaring, hvilket betyder, at jeg lettere skriver en sang, end da jeg var 25. Jeg håber ikke, at det i virkeligheden er min kvalitet, der bare er dalet over årene, siger han og ler hæst.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Mark Lanegan
Neil Young
Grunge
Screaming Trees
Ellensburg
Love Hurts
Everly Brothers
Washington State
Kurt Cobain
The Gun Club
Lou Reed
John Cale
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.