Simon Staun
PR-foto Henrik Hansen

Den evige jagt på den gode sang

London-forstaden Chiswick hører ikke til de mest kendte i den engelske hovedstad. Her er ingen berømte fodboldklubber, og det er de færreste, som kender to af bydelens berømte, tidligere beboere, poeterne Alexander Pope og W. B. Yeats. Flere vil formodentlig kende indehaveren af British Grove Studios for enden af den blinde vej, der har givet lydstudiet dets navn.

- Har Mark Knopfler virkelig et studie derinde, udbryder taxachaufføren med tommetyk cockney-dialekt, da han parkerer foran studiet.

Det har han. Og hvis gule mursten kunne tale, ville de med garanti fortælle begejstret om synet og lyden af Mark Knopfler, Eric Clapton, Chris de Burgh og medlemmerne fra The Rolling Stones, som er blandt de prominente musikere, der har indspillet på adressen.

Indenfor tager Mark Knopfler venligt imod i det mindste af de to studier. Han giver et solidt håndtryk og spørger, om turen til London er gået godt. Vi placerer os i midten af lokalet omgivet af legendariske mixerpulte, som blandt andet har været brugt af The Beatles og The Rolling Stones i midten af 1960'erne.

Da The Rolling Stones indspillede gruppens forrige album "Blue & Lonesome" i disse lokaler, havde trommeslageren Charlie Watts bemærket en særlig, sjælden pult, som gruppen benyttede under indspilningerne til gruppens debutalbum i 1964. Det understreger formatet i British Grove Studios, hvor Mark Knopfler har produceret samtlige sine soloplader det seneste årti. Således også aktuelle "Down The Road Wherever", der er hans niende soloalbum.

- Det bliver aldrig kedeligt at lave plader, uanset hvor mange gange man gør det. Man ender altid i blindgyder og er nødt til at tage ukendte omveje. Det er især rejsen på de ukendte omveje, som gør det sjovt, siger Mark Knopfler med sin karakteristiske halvhæse røst.

Sangskriver frem for alt

Under arbejdet med sit forrige album, "Tracker", udtalte Mark Knopfler, at han ledte efter det, han definerede som en musikalsk sandhed. Han trækker lidt i land med de floromvundne ord, da jeg spørger, om han fandt en sandhed for enden af melodien.

- Jeg mener ikke, jeg var fuld, da jeg udtalte det. Men hvis jeg må omformulere mine egne ord, tror jeg, det handler om noget så simpelt som at fortsætte jagten på den gode sang. Hver eneste dag, jeg skriver sangtekster, bliver jeg bedre. Hver eneste dag, jeg lever, lærer jeg noget nyt om mig selv, jeg kan bruge kreativt. Det forsøger jeg at akkumulere, når jeg laver plader. Jagten på den musikalske sandhed handler i bund og grund om at gøre sit bedste, siger Mark Knopfler.

Det er svært at afgøre, om han er mest kendt for sin unikke fingerpicking-stil på guitaren, den letgenkendelige stemme eller de ikoniske tekster, som spænder fra Dire Straits-klassikere som "Sultans of Swing" eller "Money for Nothing" til smukke solosange som "The Ragpicker's Dream".

- Jeg anser mig for at være sangskriver mere end noget andet. Man er til en vis grad tvunget til at negligere musikken, når man befinder sig dybt inde i teksterne. Jeg får i hvert fald ikke øvet nær så meget på min guitar, som jeg burde, i de perioder hvor jeg nærmest bor i sangene, siger Mark Knopfler.

Sangene ville ud

Den af de nye sange, som har betydet mest for Mark Knopfler, er albummets sidste sang "Matchstick Man". Der handler om en vandretur for 45 år siden.

- I 1973 hikede jeg hele vejen fra Penzance i det sydlige England til Newcastle i nord, hvor jeg voksede op. Juledag var jeg havnet i snevejr alene på de øde veje. Selv om jeg kunne have været i dårligt humør, husker jeg følelsen af at være ekstremt opløftet, fordi jeg endegyldigt havde besluttet mig for, at jeg ville prøve kræfter med musikken. Jeg havde længe følt mig som en gravid kvinde, som var ved at eksplodere. For mig var det bare sange og ikke et barn, der pressede på for at komme ud, siger Mark Knopfler.

Han var desperat for at komme med i en gruppe. Det lykkedes kort tid efter, da han flyttede til London og kom med i bandet Brewers Droop, som primært optrådte på pubber. Det kunne han imidlertid ikke leve af, så han rykkede til Essex, hvor han arbejdede som underviser i tre år, mens han var en del af bandet Café Racers. Et bandnavn som indikerer, hvor en del af koncerterne blev spillet.

I 1977 flyttede Marks bror David til London og delte lejlighed med John Illsley. Det blev startskuddet til Dire Straits, som blev grundlagt med Mark, David, John og Pick Withers som fjerdemand. Allerede året efter indtog sangen "Sultans of Swing" fra det selvbetitlede debutalbum førstepladsen på hitlisterne i flere lande.

- Selv om det ikke gik helt så hurtigt, som jeg havde håbet, da jeg stod alene juledag i '73, står billedet af mig alene i snevejret meget tydeligt. Det var et af den slags øjeblikke, hvor man træffer en beslutning, som ændrer ens liv. Det gik godt nok fire år, før gennembruddet kom, men så gik det også virkelig stærkt, siger Mark Knopfler.

Den dag i dag føler han samme brændende higen efter at få sangene ud. Hvis han er syg, ligger han og bander over, at han ikke kan tage i studiet og skrive sange.

- Hvis ikke man lever og ånder for sit arbejde, bliver man aldrig virkelig dygtig. Uanset om man er pilot, skolelærer, journalist eller musiker, fastslår Mark Knopfler.

Sange i dvale

Hvis man hører 69-årige Mark Knopflers stemme på album, er den ikke nær så hærget som tilfældet er hos jævnaldrende kolleger. Han gør ikke umiddelbart noget for at holde sin vokal i form. Det handler faktisk mere om ikke at gøre noget.

- Jeg stoppede med at ryge for 20 år siden, hvilket uden sammenligning er det, der har betydet mest for min stemme. I midten af 90'erne begyndte den at forsvinde. Det var skræmmende, så jeg stoppede med at ryge, hvilket reddede min stemme og formodentlig også mit liv, siger Mark Knopfler.

Fagligt er vi på en måde modpoler. Da jeg var dreng, drømte jeg om at blive musiker. Da han var ung, drømte han om at blive journalist. I en grad så han som 14-årig fik job på den lokale avis Newcastle Evening Chronicle som stik-i-rend-dreng. Senere læste han journalistik på Harlow College, inden han fik job som juniorreporter på Yorkshire Evening Post.

- Journalistikken lærte mig især at organisere ting. At fordøje ting. At tage en enorm mængde informationer og koge det ned. Faget lærte mig også meget om, hvordan samfundet hænger sammen. Jeg havde ingen idé om, hvordan samfundets strukturer så ud, før jeg begyndte at dække retssager, skrive om trafikulykker og interviewe lokale politikere, siger Mark Knopfler.

Sangene pressede sig dog på allerede dengang, og han konstaterede hurtigt, at han hellere ville skrive sangtekster end at knokle med politinoter for seks shillings og seks pence om ugen. Hvilket i øvrigt kun rakte til fem cigaretter og en kop kaffe.

- Det sjove er, at nogle af mine oplevelser som journalist resulterede i sange. Jeg var eksempelvis ude at skrive om et pantomime-teater, hvilket mange år senere inspirerede mig til sangen "One More Matinee". Jeg interviewede kvinderne, der spillede de to grimme søstre, jeg synger om. Det understreger både, at der kom noget ud af mit favntag med journalistikken, og at noter kan lægges i dvale i årtier og vækkes til live igen, siger Mark Knopfler.

Alt går langsommere

På sine soloudgivelser boltrer hans ord sig i lydene af alt fra fløjter, banjoer, diverse blæseinstrumenter og trækharmonika. Mange melodier emmer af folkemusik og keltisk-inspirerede toner, som måske allerede kilede sig ind i Mark Knopfler, da han levede de første otte år af sit liv i Glasgow.

- Mine sange er efterhånden så forskellige i udtrykket, at de kræver vidt forskellige instrumenteringer. I én sang føles det naturligt at gøre trompet til omdrejningspunkt, mens en anden kræver sækkepibe, violin og fløjter for at folde sig ud. På album er det ikke det store problem at have så stor variation, mens det er nærmest umuligt at gengive til en koncert, fordi jeg ville fylde scenen med musikere, hvoraf nogle kun ville spille med på en enkelt sang, siger Mark Knopfler.

Han taler med en beroligende stemme, der næsten er meditativ at lytte til. Han giver sig god tid til at forme sine svar. Til tider ekstremt god tid.

- Jo ældre, man bliver, jo langsommere går alting. Måden, man bevæger sig på, måden, man taler på og i sagens natur også måden, man spiller på. På mit næste album forudser jeg, at flere sange bliver så langsomme, at de bare stopper ... Måske bliver det den måde, jeg slutter min karriere som indspillende musiker. At jeg sidder i studiet midt i en sang, som ganske enkelt dør i hænderne på mig, fordi tempoet forsvinder fuldstændig, siger Mark Knopfler og begynder at le af den triste forudsigelse.

Hastighed er kedeligt

I forhold til at være langsom kommer Mark Knopfler heller ikke så meget ud, som han gjorde engang.

- Da jeg var teenager, hørte jeg mindst to koncerter om ugen. Nogle gange flere. Der var koncerter på universitet hver eneste weekend, og jeg kan huske, at vi nogle aftener tog direkte videre til den tekniske skole, hvor der også var koncerter. I dag har jeg bremset så meget op, at det tager mig alt for lang tid at komme frem til en koncert. Selv min egne, siger Mark Knopfler og ler.

Næste år optræder han to gange i Danmark. I Royal Arena i København og Boxen i Herning. Publikum skal dog ikke frygte, at de kommer til at overvære en olding, som ikke formår at sætte ild i strengene på "Money for Nothing".

- Jeg kan sagtens spille hurtigt, og i gamle dage nød jeg det ligefrem. I dag siger hastighed mig bare ikke så meget. Tag en genre som bluegrass, hvor det næsten ikke kan gå for hurtigt i dag. I gamle dage skulle man ikke pinedød spille på sin banjo, som var det en Porsche, man kørte i. Jeg vil til enhver tid mene, at sjælefuldt slår speed, siger Mark Knopfler.

En af de nye sange hedder "Slow Learner", og den titel lever briten med egne ord op til.

- Tag studiet her. Jeg overtog det i 2006, men jeg skulle have gjort det for 20 år siden. 30 år siden. Alt for mange gange har jeg oplevet at løbe tør for tid i et lejet studie. Her kommer ingen og slår mig i hovedet, hvis jeg går over tiden. I den henseende var jeg for langsom i optrækket, erkender Mark Knopfler.

Han købte studiet for altid at have noget i baghånden, men det er stille og roligt endt med at blive hans foretrukne studie. Et studie, som også fungerer som en slags museum.

- Derovre står en mixerpult fra 1954, som oprindelig stod i Sun Studios i Memphis. Den virker stadigvæk. Det betyder, at man både kan lave analoge optagelser, der lyder som dem, Elvis og Johnny Cash lavede, eller indspille på de mest moderne high tech-maskiner. Fleksibiliteten er enorm, siger Mark Knopfler.

Leget med legender

Hvis man ikke er imponeret over Mark Knopflers karriere, kan man måske blive duperet over listen af legender, han har krydset klinger med: Eric Clapton, B. B. King, Elton John, Chet Atkins, Bob Dylan, Bryan Ferry, Van Morrison, Sting og Emmylou Harris.

- Jeg har været så heldig gennem min karriere, at jeg har indspillet og optrådt med virkelig dygtige musikere. De samarbejder har understreget, hvor megen fantastisk musik, der findes. Desuden er det altid godt at blive mindet om, at der er nogle, der er dygtigere end dig selv, siger Mark Knopfler.

Da jeg stiller spørgsmålet, hvilken musiker der har imponeret ham mest, er jeg sikker på, han svarer Clapton, Dylan eller Van Morrison. I stedet nævner han den amerikanske bassist Glenn Worf.

- Glenn spiller både kontrabas og almindelig forstærket bas. Han har medvirket på samtlige af mine soloudgivelser og er også en del af mit liveband. Uanset, hvor vi spiller, finder han et hjørne, hvor han kan øve. Hvis der er optaget overalt på et spillested, sætter han sig i en tom lastbil. Hans dedikation er et eksempel til efterlevelse. Men også en understregning om, at jeg aldrig når hans niveau som musiker, medmindre jeg stopper med at skrive sange eller turnere. Ingen af delene har jeg lyst til at give afkald på, siger Mark Knopfler.

Hvis han skulle forbedre sine guitarfærdigheder, kræver det en underviser, konstaterer han. Det lyder surrealistisk at skulle undervise en mand, som af mange anses for at være en af sin generations bedste.

- Når jeg sammenligner mit niveau med Glenns, er det tydeligt, jeg kan forbedre mig. Hvis det skal ske, skal jeg have en underviser, som kommer fast en gang om ugen og holder mig i ørerne. Siger til mig, at jeg skal glemme min toast og komme i gang med at øve. Når jeg har fået undervisning i to-tre år, kan jeg måske begynde at kalde mig selv musiker, siger Mark Knopfler.

Et mareridt som barn

Hvis der er én person, som har betydet meget for Mark Knopflers karriere de seneste tre årtier, er det Guy Fletcher. Han kom med i Dire Straits i 1984 og har i varierende grad medvirket på samtlige af Knopflers soloplader.

- Guy har mange talenter. Han er en dygtig musiker, en kompetent tekniker og en god kollega, som jeg sjældent er uenig med. Jeg elsker at tilbringe tid med ham i studiet og prøve ting af. Når vi sidder sammen, er det som at have alle verdens farver til rådighed. Vi skal bare blive enige om motivet, siger Mark Knopfler.

Nogle gange leger de i dagevis med lyden af en Moog-synthesizer. Andre gange beslutter de at hive et helt band i studiet.

- Det er lidt med sange som med børn ... Man kan sende dem i vidt forskellige skoler og få et godt resultat ud af begge dele. Man kan naturligvis også træffe de forkerte valg, men når det kommer til sangene, er det en del af fornøjelsen. Hvis man altid traf de rigtige valg, ville det være kedeligt, siger Mark Knopfler.

Han lytter altid, når Guy kommer med indspark. Ellers er det sjældent, at Mark Knopfler lader sig påvirke af andres holdning.

- Jeg har sikkert fået masser af velmente, gode råd i karrieren, som jeg helt bevidst har ignoreret. Mange har forsøgt at påvirke mig uden held. Så ud over at være en slow learner er jeg også dårlig til at lytte. I hvert fald når det kommer til gode råd. Jeg må have været et mareridt for mine forældre, da jeg var barn, siger Mark Knopfler.

Den hellige gral

Det er muligt, at forældrenes velmenende råd ikke bed på Mark som knægt. Men deres insisteren på, at børnene skulle lære at spille et instrument, er han taknemmelig for.

- Jeg larmede ad Pommern til, når jeg sad og hamrede i klaveret. Jeg spillede boogie woogie fra morgen til aften, hvilket må have drevet dem til vanvid. Men de stoppede mig aldrig. Heller ikke, da jeg begyndte at spille guitar og sad nedenunder i køkkenet og hamrende på strengene med fingrene og trampede i gulvet for at holde takten. Det må have været tortur, og i dag ved jeg præcis, hvad de har lagt krop og ører til, for jeg har selv en guitarist i huset, siger Mark Knopfler og smiler overbærende.

Der er sat 30 minutter af til interviewet. Men Mark Knopfler indikerer, at han ikke har travlt og tager mod et par bonusspørgsmål. Et af dem handler om, hvordan han formår at skabe den tindrende skarpe vokallyd på sine plader.

Han smiler og rejser sig op af stolen.

- Kom med, så skal jeg vise dig svaret, siger han.

Han går ud gennem den lydtætte dør og ind i et opmagasineringsrum ved siden af. Han begynder at rode i nogle papkasser på en reol. Efter at have ledt forgæves i to-tre kasser, udbryder han "bingo".

- Det er den her, jeg kan takke, siger han og rækker mig en Neumann U47-mikrofon.

Det er lidt som at stå med den hellige gral i hænderne. The Beatles og især deres producer George Martin sværgede til den. Det samme gjorde Frank Sinatra.

- Ligesom med mange af mixerpultene fra 1960'erne giver den en lyd, som selv de dyreste, moderne redskaber ikke kan matche. For nylig blev vi kontaktet af en mand, som havde fundet en hel palle med mikrofoner i uåbnede, originale kasser i Sydafrika. Jeg købte dem alle sammen, så jeg aldrig løber tør, siger Mark Knopfler og krammer symbolsk mikrofonen.

Han putter den tilbage i kassen og giver et mindst lige så solidt håndtryk til afsked som til velkomst. Et øjeblik senere træder jeg ud i dagslyset på British Grove og misser med øjnene i den skarpe eftermiddagssol.

Jeg tager resolut mine høretelefoner på og finder "Sultans of Swing" på min playliste. Jeg står for mig selv og smiler allerede efter få sekunder. Tænk sig, at jeg lige har siddet og snakket med manden, der spiller det ikoniske riff.
Jeg beslutter mig for at gå på opdagelse i det for mig ukendte kvarter. En smule høj på Knopflers evner som guitarist og temmelig inspireret af albumtitlen "Down The Road Wherever".