Manic Street Preachers har aldrig hvilet på laurbærrene. Siden det walisiske band debuterede i 1992 med "Generation Terrorists", er der udkommet en plade stort set hvert andet år. Seneste album "Rewind the Film" udkom i september, og allerede i juli udsendes 11. udspil "Futurology".
- Vi havde en periode fra sluthalvfemserne frem til midten af 00'erne, hvor vi ikke var helt så produktive som i begyndelsen af karrieren, hvor vi udgav fire plader på fire år. Men efter "Send Away the Tigers" fra 2007 har vi følt en brændende trang til at udtrykke os selv. Vi blev pludselig opmærksom på vores dødelighed, da vi alle kom op i 40'erne, hvilket gav alle i bandet et ekstra drive. Der er så meget at elske og hade, og de tanker kræver at komme ud, siger bassist Nicky Wire, der gennem alle årene har stået bag bandets tekster.
Den intellektuelle musiker studerede politisk historie, inden Manic Street Preachers slog igennem. Man skal ikke tilbringe lang tid i samme lokale som ham, før man fornemmer, at der sidder en blændende, skarp pære for enden af den lange, ranglede krop. Hans talesprog er lige så formfuldendt som hans sangtekster, og diktafonen dirrer næsten af glæde, når han slynger om sig med helstøbte ordsammensætninger.
Instrumentalt kludetæppe
I forbindelse med "Rewind the Film" og "Futurology" har bandet jongleret med 35 sange på samme tid. Det kræver ikke bare overskud og erfaring, men stor kærlighed til sangene.
- Det har ikke været et problem at skelne mellem de mange sange. De har hørt hjemme i to forskellige bunker, hvor den ene bestod af europæisk, krautrock-influerede sange og den anden af 1970'er-inspirerede sange, der gennemgående var akustiske og mere delikate. Det føltes ret naturligvis at skifte mellem de forskellige stilarter og udtryk, siger Nicky Wire.
"Rewind the Film" er et instrumentalt kludetæppe syet sammen af cello, violiner, blæsere, ukulele og et væld af andet løjerligt lydværktøj.
- Tidligere forcerede vi brugen af instrumenter ud fra et nysgerrigheds-aspekt. I dag har vi raffineret det instinkt, der gør os i stand til at afkode, hvorfor et nummer får et markant løft af cello, mens et andet åbner sig med hjælp fra blæsere. Vores trommeslager Sean Moore spiller både trompet og valdhorn og hans indsigt præger i vid udstrækning mangfoldigheden i vores sange, forklarer Nicky Wire.
Tre irriterende punkere
Han og de øvrige medlemmer er blevet 45 år, hvilket anmelderne ikke har været for fine til at påpege ved at omtale Manic Street Preachers som "et ældet band".
- I en perfekt verden ville man måske anvende ord som "modne" og "indsigtsfulde", men sådan forholder det sig ikke i rock'n'roll-branchen. Det er vel kun inden for blues og jazz, at man hylder musikere for netop deres alder og deres "graciøse måde at ældes på", siger Nicky Wire med ironisk stemme.
Manic Street Preachers har efterhånden kæmpet med "gammelmands-prædikatet" længe, selv om medlemmerne kun er i midten af 40'erne.
- Det føles forkert konstant at blive mindet om, at man er en gammel mand. Især når vi alle tre stadig føler os som 16-årige punkere, der er ekstremt irriterende og vrede på scenen. Selv om bandet retfærdigvis ikke er helt så nihilistisk brillant et bæst som i 1992, konkluderer Nicky Wire.…