Simon Staun
PR-foto

Nihilistisk brillant bæst

Manic Street Preachers har aldrig hvilet på laurbærrene. Siden det walisiske band debuterede i 1992 med "Generation Terrorists", er der udkommet en plade stort set hvert andet år. Seneste album "Rewind the Film" udkom i september, og allerede i juli udsendes 11. udspil "Futurology".

- Vi havde en periode fra sluthalvfemserne frem til midten af 00'erne, hvor vi ikke var helt så produktive som i begyndelsen af karrieren, hvor vi udgav fire plader på fire år. Men efter "Send Away the Tigers" fra 2007 har vi følt en brændende trang til at udtrykke os selv. Vi blev pludselig opmærksom på vores dødelighed, da vi alle kom op i 40'erne, hvilket gav alle i bandet et ekstra drive. Der er så meget at elske og hade, og de tanker kræver at komme ud, siger bassist Nicky Wire, der gennem alle årene har stået bag bandets tekster.

Den intellektuelle musiker studerede politisk historie, inden Manic Street Preachers slog igennem. Man skal ikke tilbringe lang tid i samme lokale som ham, før man fornemmer, at der sidder en blændende, skarp pære for enden af den lange, ranglede krop. Hans talesprog er lige så formfuldendt som hans sangtekster, og diktafonen dirrer næsten af glæde, når han slynger om sig med helstøbte ordsammensætninger.

Instrumentalt kludetæppe

I forbindelse med "Rewind the Film" og "Futurology" har bandet jongleret med 35 sange på samme tid. Det kræver ikke bare overskud og erfaring, men stor kærlighed til sangene.

- Det har ikke været et problem at skelne mellem de mange sange. De har hørt hjemme i to forskellige bunker, hvor den ene bestod af europæisk, krautrock-influerede sange og den anden af 1970'er-inspirerede sange, der gennemgående var akustiske og mere delikate. Det føltes ret naturligvis at skifte mellem de forskellige stilarter og udtryk, siger Nicky Wire.

"Rewind the Film" er et instrumentalt kludetæppe syet sammen af cello, violiner, blæsere, ukulele og et væld af andet løjerligt lydværktøj.

- Tidligere forcerede vi brugen af instrumenter ud fra et nysgerrigheds-aspekt. I dag har vi raffineret det instinkt, der gør os i stand til at afkode, hvorfor et nummer får et markant løft af cello, mens et andet åbner sig med hjælp fra blæsere. Vores trommeslager Sean Moore spiller både trompet og valdhorn og hans indsigt præger i vid udstrækning mangfoldigheden i vores sange, forklarer Nicky Wire.

Tre irriterende punkere

Han og de øvrige medlemmer er blevet 45 år, hvilket anmelderne ikke har været for fine til at påpege ved at omtale Manic Street Preachers som "et ældet band".

- I en perfekt verden ville man måske anvende ord som "modne" og "indsigtsfulde", men sådan forholder det sig ikke i rock'n'roll-branchen. Det er vel kun inden for blues og jazz, at man hylder musikere for netop deres alder og deres "graciøse måde at ældes på", siger Nicky Wire med ironisk stemme.

Manic Street Preachers har efterhånden kæmpet med "gammelmands-prædikatet" længe, selv om medlemmerne kun er i midten af 40'erne.

- Det føles forkert konstant at blive mindet om, at man er en gammel mand. Især når vi alle tre stadig føler os som 16-årige punkere, der er ekstremt irriterende og vrede på scenen. Selv om bandet retfærdigvis ikke er helt så nihilistisk brillant et bæst som i 1992, konkluderer Nicky Wire.

Et stift blik i spejlet

Da albummet "Rewind the Film" udkom i efteråret 2013, fik det ordene "resigneret sørgmodighed" med på vejen af de britiske anmeldere.

- Det er til en vis grad korrekt. Jeg er meget inspireret af den walisiske poet R. S. Thomas, der undersøgte og skrev om sin egen og nationens psyke bedre end nogen har formået siden. Jeg har forsøgt at skrive nogle sange til "Rewind the Film", der på samme måde er et stift blik ind i spejlet, siger Nicky Wire.

Målet har været at finde ud af, hvilken vej han og bandet nu skulle gå musikalsk.

- Efter et akustisk og afdæmpet album, der til tider har føltes ekstremt unaturligt for os, har vi erkendt, at det var en "once in a lifetime"-plade. Nu tilstræber vi at ramme en ungdommelig vildskab og forme den til et modent udtryk. Det synes jeg i høj grad er lykkedes med "Futurology", der udkommer til juli, konkluderer Nicky Wire.

For meget lort i hovedet

"Rewind the Film" indledes med linjen "I don't want my children to grow up like me" på sangen "This Sullen Welsh Heart". En linje, der tematisk vækker minder om gruppens største hit "If You Tolerate This, Then Your Children Will Be Next" fra 1998.

- Der er en vis lighed, men "This Sullen Welsh Heart" har et personligt fokus, der handler om, at jeg ikke ønsker, mine børn skal arve alle mine fejl og mangler. Jeg tænker meget over ting, og hvis de kunne vokse op uden så meget lort i hovedet som mig, ville det gøre mig glad. De må gerne ende som lidt mere afbalancerede og lykkelige mennesker, selv om de er forbandet med mine dårlige gener, siger Nicky Wire spydigt.

"If You Tolerate ..." handler mere om en generationskløft. Om hans forældres generation, der kæmpede mod fascisme og nazisme.

- Deres generation er langt mere modig end vores nogensinde har været. Den ene sang har derfor et personligt udgangspunkt, mens den anden handler om et samfundsmæssigt aspekt, forklarer Nicky Wire.

For mange fans har "If You Tolerate ..." været et mantra og en påmindelse om, at man ikke skal finde sig i alt. En slags musikalsk rettesnor.

- Jeg har også nogle albummer, der har betydet meget for min moralske dannelse. Af en eller anden bizar grund er The Smiths "A Hatful of Hollow" fra 1984 det mest oplagte. For mig har det handlet om at gribe ind, hvis man ser et ungt, skrøbeligt menneske, der bliver mobbet eller trynet. Det album er skrevet til den fortvivlede teenager, der gemmer sig på sit værelse og lader sig kue. Pladen har på samme måde som et par udgivelser med The Clash og Sex Pistols et budskab om, at uanset hvor alene man føler sig, findes der altid andre, der har det på samme måde, fortæller Nicky Wire.