Malk de Koijn 2012

Det er ikke særlig "street" at stå tidligt op lørdag morgen og se børne-tv sammen med ungerne. Men sådan indleder Janus Borup Staffe ofte de koncertdage, hvor han om aftenen skifter ham og ikke længere er den formanende farmand Janus men den metafor-galopperende Geolo Geo, rapper i Danmarks ubetinget mest rost hiphop-trio gennem tiden, Malk de Koijn.

- Hvis vi spiller i Jylland, plejer de andre først at hente mig ved 14-tiden i Middelfart. Indtil da står den på morgenhygge med børnene, en gåtur med hunden eller måske en tur i skoven, fortæller 38-årige Janus Borup Staffe.

Indimellem går han så vidt, at han smutter i haven. Et trick kendt inden for hiphop-miljøet som den ultimative mentale opvarmning til en omgang solide verbal-prygl.

- Ja, det sker, at jeg kaster mig ud i at slå græs eller grave jord omkring hækken, erkender Janus Borup Staffe med et slet undertrykt smil.

Hans transformation fra familiefar til hiphop-afgud begynder i samme øjeblik, resten af Malk de Koijn-crewet ankommer til Vestfyn, og de efter en tiltrængt smøgpause fortsætter over bæltet mod koncertdestinationen.

- Det er ikke sådan, jeg forbereder mig flere timer på at træde ind i den anden rolle. Jeg har efterhånden gjort det så mange år, at det er lidt som at gå i Kvickly og handle. Det lader man jo heller ikke op til i flere timer, konstaterer han.

Overså foråret

Efter at have boet det meste af sit voksenliv på Nørrebro i København, var det en omvæltning at vende hjem til barndomsbyen Middelfart.

- Da vi boede i København, kom vi sjældent ud af byen, medmindre vi skulle på familiebesøg på Fyn. Vi havde svært ved at følge med i årstiderne og mærkede slet ikke den forårsforvandling, som vi gør i dag. Husene, trafikken, bylivet og tiden i studiet flød lidt sammen inde midt i storbyen, så der var på høje tid med luftforandring, forklarer Janus Borup Staffe.

I dag drager han til København, når han skal skrive nye sange og indspille sammen med Anders Brixen Kristiansen og Lasse Bavngaard, der i Malk de Koijn-regi hedder Tue Track og Blæs Bukki.

- Vi arbejder mere koncentreret og produktivt i dag, fordi vi mødes sjældnere. Vi har indimellem haft nogle meget lange dage, hvor jeg har kørt sindssygt sent hjem og været ved at falde i søvn halvdelen af vejen over Fyn. Så i forhold til at lave musikken, har det været en stor forandring at flytte tilbage til Middelfart, konkluderer Janus Borup Staffe, der arbejder som børne- og ungdomspsykolog på Kolding Sygehus.

Gloede på gågaden

Det var i midtfirsernes Middelfart, han fik øjnene og ørerne op for breakdance og electric boogie, der kom fra USA. Med hiphop-musikken lige i kølvandet.

- Jeg ser tydeligt for mig, hvordan nogle knægte dansede breakdance nede foran Burger House på gågaden, hvor der i dag ligger et pizzeria. Jeg stiftede først bekendtskab med rap-musikken lidt senere nede i ungdomsklubberne Bjergbanken og Borgen, da jeg var 13 år. Dér mødte jeg en gruppe andre unge, der også rappede, dansede breakdance og lavede graffiti. Vi har ikke været mere end 5-10 stykker, og vi hængte meget ud nede ved brødrene Klaus og Martin, hvis far havde en tøjbutik på gågaden. Der sad vi ofte oppe på tredje sal og gloede ned på gågaden, mindes Janus Borup Staffe.

Slænget brugte stort set al fritid på at tegne graffiti-skitser og lytte til undergrundsradioprogrammet "Det DUR" med blandt andre Soulshock og Kenneth Bager som værter. I starten optog de musikken fra radioen på deres kassettebåndoptagere. Senere begyndte de at optage loops fra den ene båndoptager til den anden, mens de rappede henover.

Det var gennem dette fællesskab, at Janus blev introduceret for sin ene kollega i Malk de Koijn, Anders Brixen Kristiansen fra Vejle, der var begyndt som dj og derfor ofte kom slæbende med en stor bunke plader under armen. De blev udvekslet med de lakskiver, Janus bestilte hjem fra hedengangne Street Dance Records i København. En legendarisk pladebutik, der dengang var kongelig hofleverandør af hiphop til provinsens hiphop-hungrende horder. De amerikanske rapperes formidable flow gav den unge middelfarter lyst til at forbedre sine egne færdigheder.

- Jeg blev ret hurtigt fanget af at rappe, selv om kvaliteten ikke var specielt god i begyndelsen. Men det er jo sådan, man bliver god. Ved altid at ville forbedre sig i forhold til det forrige, man begik. Sådan har det været lige siden. Det skal blive bedre og bedre og overraske hver gang, der kommer noget nyt, understreger Janus Borup Staffe.

Ukendt ansigt

Mens han er den hjemvendte søn i Middelfart, er musikeren Søren Huss det tilsvarende på den modsatte side af Fyn i Nyborg. Men opmærksomheden er helt sikkert ikke den samme.

- Det har heldigvis været stille og roligt. Det er meget få middelfartere, der ved, hvem jeg er. Så bred er vores musik heller ikke, og selv om folk måske har hørt Malk de Koijn i radioen, kan de ikke sætte ansigt på, som man kan med Søren Huss. Det er sgu rart. Og netop en del af pointen med at flytte hjem, konstaterer Janus Borup Staffe.

Han savner indimellem vennerne, storbylivet og kulturudbuddet i København.

- Så skidemeget sker der heller ikke i Middelfart. Vi bruger heller ikke Odense særlig meget, selv om min kone og jeg havde en friweekend uden børn for to uger siden, hvor vi tog derind. Vi spiste middag, men endte med at køre tilbage til Middelfart for at tage i biografen. Det hænger nok også sammen med, at jeg ikke har sat mig voldsomt ind i, hvad der sker i Odense, indrømmer Janus Borup Staffe.

Klar til hjemmebanen

Et af de kulturtilbud, han stadig tager imod, er biblioteket i Middelfart. Det frekventerede han allerede jævnligt i midtfirserne, hvor han støvede indtil flere spektakulære albummer op.

- Af en eller anden grund har de et godt udpluk af verdens- og folkmusik foruden blues og jazz. Jeg har virkelig fundet mange fede plader dernede, men mit store problem er, at jeg altid glemmer at aflevere til tiden, så jeg har været lidt bange for at komme derned i perioder, erkender Janus Borup Staffe.

Hans fornemste fund til dato var en sjælden udgivelse med den sydafrikanske kornettist Hugh Masekela.
- Det var en specialplade, der hedder "The African Connection" fra 1972, som han indspillede i USA. Jeg lånte det album igen og igen, husker Janus Borup Staffe, der endte med at købte pladen.
Han spekulerer lidt, inden han samler en tråd op fra tidligere i interviewet.

- Der sker måske en del mere i Middelfart i dag trods alt. Post Danmark havde enkeltstart der sidste år, hvilket jeg havde en stor optur over. Så er der Lillebælt Halvmaraton, der også trækker mange folk til byen, roser Janus Borup Staffe de nye tiltag.

Der er også en ekspanderet Rock Under Broen, hvor Malk de Koijn endnu ikke har optrådt.

- Vi ville såmænd gerne optræde til Rock Under Broen, men vi er ikke blevet spurgt endnu. Hvis de spørger os, og det passer med, at vi er på turné, er vi klar, lover Janus Borup Staffe.
Så er det slut med at være anonym i Langestrands ... undskyld Middelfarts gader.

Medier

Malk de Koijn 2012-pdf

Kategorier