Madness, 2017

PR- foto: Spence Miller
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Galskaben trives hos Madness

De fleste danskere vil kende sangene "It Must Be Love" og "Our House", som det engelske band Madness udsendte i 1981 og 1982. Siden er det blevet til yderligere 10 albummer med den excentriske sanger Graham "Suggs" McPherson i front. Ham fik avisen en snak med inden gruppens udsolgte koncert på Store Vega i København.

Det må være skæbnen, der er på spil, da interviewet med Graham "Suggs" McPherson begynder klokken 17.30 søndag eftermiddag den 5. november. Det er præcis dér, kampen mellem Chelsea og Manchester United fløjtes i gang. Opgøret kører på en tv-skærm i baggrunden, men Graham "Suggs" McPherson lover, at han nok skal holde fokus på samtalen, selv om han er glødende Chelsea-fan.

- Hvis jeg begynder at bande, er det ikke på grund af dine spørgsmål ... Jeg har fulgt Chelsea, siden jeg var knægt. Faktisk er jeg så stor fan, at jeg engang blev smidt ud af Madness. Jeg havde fået billetter til en kamp mellem Chelsea og Arsenal, som jeg måtte se. Jeg fortalte de andre i bandet, at jeg skulle besøge min dødssyge bedstemor og ikke kunne øve med dem den dag. De så mig desværre på stadion på tv og smed mig ud af bandet, siger Graham "Suggs" McPherson og ler.

Der gik dog ikke længe, før han fik tryglet sig tilbage i London-bandet, som han nu har været frontmand for i 40 år.

- Det er sgu sjovt at tænke tilbage og betragte sig selv som 16-årig. Jeg var forvirret, som teenagere nu er, og på vej ind i noget kriminalitet. Ikke noget voldsomt, men stadig ikke heldigt. Jeg kommer fra et fattigt område af London, hvor det kunne være svært at komme væk fra. Madness blev min vej væk, siger Graham "Suggs" McPherson.

Han kalder de første år i bandet for sin "uddannelse".

- Madness var min uddannelse. Vi tog musikken ekstremt seriøst og fik ret hurtigt fornemmelsen af, at vi kunne nå langt, hvis vi knoklede for det. Jeg havde også behov for at vise, at jeg satsede 100 procent på bandet efter mit stunt med fodboldkampen, fortæller Graham "Suggs" McPherson og konstaterer, at stillingen er 0-0.

Maler optimale nuancer

Den 56-årige forsanger har ikke overraskende udviklet sig enormt i de fem årtier, han har været med i bandet. Men der er elementer, som ikke har forandret sig.

- Jeg er en helt anden sanger i dag end dengang af den oplagte grund, at en dreng på 16 år og en mand på 56 år synger på vidt forskellige måder. Men det, jeg godt kan lide at synge om, har faktisk ikke ændret sig, siger Graham "Suggs" McPherson.

Mens koncerterne i mange år handlede om at have det sjovt med vennerne på scenen, drejer det sig i dag mere om at underholde publikum.

- I gamle dage hoppede jeg rundt som en gazelle på scenen og fægtede løs med arme og ben. I dag er jeg lidt mere afdæmpet og knap så tosset. Jeg er lidt mere som et dådyr, der dog også kan spjætte lidt med benene. Og så er der den markante forskel, at mit fokus er på publikum. Det er dem, det drejer sig om. Ikke mig eller os, fortæller Graham "Suggs" McPherson.

Det er svært for ham at skelne mellem sine personlige ambitioner og bandets ambitioner, fordi de efterhånden hænger uløseligt sammen.

- Mine personlige ambitioner førte blandt andet til, at jeg lavede et soloshow i England, som var mere teatralsk funderet end koncerterne med Madness er. Det har resulteret i, at jeg blev en bedre frontmand i Madness, hvilket igen påvirkede bandets ambitioner. Jeg lærte blandt andet, at hver eneste lille bevægelse kan have stor betydning. Og at jeg kan nå en nærmest zen-agtig tilstand, hvor jeg nyder at fremføre de samme sange igen og igen og igen. Det er ubetinget en fordel, når man har spillet sange som "Our House" og "It Must Be Love" til stort set samtlige koncerter siden begyndelsen af 1980'erne, siger Graham "Suggs" McPherson.

Han forklarer, hvordan han tilstræber efter at perfektionere hver eneste detalje i sangene for at gøre det udholdeligt at synge de samme ord for gud ved hvilken gang.

- I stedet for at kede mig, forsøger jeg at male hver eneste nuance så optimal, som den kan blive. Det hjæl

per mig med at finde frem til energien, som jeg mærkede første gang, jeg fremførte en given sang. Der gemmer sig på en måde et paradoks i den tilgang, fordi jeg gør en stor indsats for ikke at gøre en stor indsats, siger Graham "Suggs" McPherson.

Et demokratisk band

Bandets seneste album, "Can't Touch Us Now" udkom i fjor og blev ikke mindst i de britiske medier kaldt ét af bandets bedste nogensinde. Måske fordi bandet er mere kreativt og velfungerende end længe.

- Jeg kan ikke mindes, at vi har haft det sjovere i bandet end lige nu. Vi kommer godt ud af det med hinanden, selv om vi er en flok stærke individualister og gale excentrikere, der kan diskutere de mest absurde ting. Som hvilke sko, der er pænest. Eller hvis bukser, der er smartest. Eller debattere hvilket guitarplekter, der er bedst. Men vi skændes om tingene i en god ånd, fordi vi har været venner i 40 år, og humøret smitter af på kreativiteten, understreger Graham "Suggs" McPherson.

Han kalder Madness for et demokratisk band, hvor alle seks medlemmer bidrager med sangskrivningen. Det kan også være en del af forklaringen på, at bandet stortrives.

- I de fleste bands har man én eller maksimalt to sangskrivere. I Madness har vi seks. Med vidt forskellige meninger og udgangspunkter. Når vi endelig bliver enige om en tekst eller en melodi, tror jeg, at essensen er stærkere, siger Graham "Suggs" McPherson.

Bandets navn lever de seks medlemmer stadig op til.

- Vi er bindegale hele banden. Vi opfører os ikke just som engle i dag, men vi opfører os heller ikke helt så absurd som i gamle dage. Dengang var det rendyrket Madness, konstaterer Graham "Suggs" McPherson med et hæst grin.

It must be love

Af de hundredvis af sange, Madness har udgivet siden 1979, fremhæver han den flere end 10 minutter lange sang "The Liberty of Norton Folgate" fra 2009-udgivelsen med samme navn.

- "Liberty" betyder ikke frihed, som det ellers gør på engelsk, men refererer til en bydel i London, hvor man ikke skulle betale kirkeskat. Jeg blev draget alene af ordlyden "The Liberty of Norton Folgate". Det lød lidt som titlen på en Syd Barret-sang. Jeg har altid interessereret mig for Londons historie, men det er umuligt at skrive en sang om hele den enorme by, derfor var det oplagt at zoome ind på et enkelt kvarter i en historisk refleksion, siger Graham "Suggs" McPherson.

I kvarteret Norton Folgate har der gennem tiden boet jøder, huguenotter og bangladeshere.

- Det er et område i London, hvor der i tusind år har været en konstant strøm af nye mennesker. Kvarteret har spillet en markant rolle i Londons historie, og det er jeg ret stolt af at have skildret på et album, som i øvrigt blev kaldt vores bedste nogensinde af flere britiske medier, siger Graham "Suggs" McPherson.

I øvrigt noterer han, at Madness er et yderst respekteret band i hjemlandet.

- Det er naturligvis ikke sådan, at alle englændere elsker Madness. Men der er ikke mange, som decideret hader os. Jeg tror, at vores arbejdsomhed og ydmyghed bærer frugt i den henseende. Vi har aldrig stræbt efter at være rockguder, men betragtet os som arbejdsmænd. Den tilgang tror jeg tiltaler mange. Vi oplever i hvert fald, at der 
er udsolgt overalt, vi spiller i England og Skotland. Det er meget godt gået efter 40 år. It must be love, siger Graham "Suggs" McPherson med reference til ét af gruppens største hits.

Han er nødt til at smutte, fordi bandmedlemmerne skal mødes for at diskutere aftenens setliste. Seks mand med forskellige bud og hvert deres ønske om en coversang, som Madness har for vane at spille til deres koncerter.

- Det ender altid i et stort skænderi. Men i dag er vi trods enige om at spille de fleste af vores hits. Engang ville flere i bandet primært spille de nye sange. Det var både jeg og publikum uenige i, siger Graham "Suggs" McPherson.
Chelsea vinder i øvrigt 1-0 over Manchester United. Måske én af grundene til, at Madness vælter Store Vega få timer efter interviewet.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Madness
Graham "Suggs" McPherson
Chelsea
It Must Be Love
Our House
Store Vega
Can't Touch Us Now
The Liberty of Norton Folgate
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.