Simon Staun
Foto: Peter Leth-Larsen

Moderskab med morskab

Lettelsens suk er tungt som et blylod, da Macy Grays hæse, raspende stemme takker jovialt for "a fun and really good talk". Den amerikanske sanger har været berygtet for at være særdeles sejlivet at komme tæt på under interviews, og rygterne om hendes bizarre måder at reagere på har i årevis floreret i medierne. Især de medier, hvis journalister kun har nået at stille et enkelt spørgsmål, inden Macy Gray forurettet har smidt røret på eller rejst sig og forladt lokalet uden grund.

Måske er hun mildnet med årene. Måske har hun en god dag. Under alle omstændigheder ender vi med at snakke så fortroligt om det at være forælder, at der fornemmes et tydeligt bånd til trods for vores enorme modsætninger.

Historien om Macy Gray begynder i industribyen Canton, Ohio, i det nordøstlige USA. Her fødes hun som Natalie Renée McIntyre i september 1969, to måneder efter, at Apollo 11 landede på månen. Hendes far og mor blev skilt, da hun var helt lille, og hendes mor fandt en ny mand, en pensioneret stålarbejder, der tog sig af hende og de fire børn.

Ohio er kendt for en lang række bands og sangere, og Macy Gray fortæller begejstret, at hun gik på samme årgang som Marylin Manson på high school.

- Da jeg gik i skole, havde jeg absolut ingen anelse om, at jeg en dag ville ende som sanger. Gennem hele min opvækst blev jeg drillet med min særegne stemme, derfor holdt jeg min mund meget af tiden. Da jeg senere fortalte mine forældre, at jeg ville være sanger, blev de ekstremt overraskede, husker Macy Gray.

Hun besluttede sig for at gå sang-vejen, efter at hun havde boet en årrække i den anden ende af landet i Californien. Ved en tilfældighed endte hun med at stå bag mikrofonen, da en af hendes venner ikke dukkede op til en demo-session, hvor hun skulle have sunget nogle sange, som Macy Gray havde skrevet til hende. De optagelser trak Macy Grays liv i en helt anden retning, end hun havde drømt om.

Revnende ligeglade i Ohio

Der er lige så langt fra Ohio til Californien, som fra Oslo til Casablanca i Marokko. Det siger næsten sig selv, at det resulterer i markante kulturelle og mentale forskelle.

- Min hjemby var en klassisk industriby med masser af virksomheder og en Ford-fabrik. En arketypisk amerikansk by, hvor faren arbejdede, moren gik hjemme, og de fleste familier havde hus, bil og et par børn. Her kendte vi både naboerne og de fleste andre indbyggere. I Californien er det meget anderledes. Her har næsten alle deres egen forretning kørende og kan have en million forskellige job samtidig med, at de forfølger drømmen om at slå igennem inden for underholdningsbranchen. Los Angeles er tydeligvis en immigrantby, hvor alle på en måde er fremmede for hinanden, hvilket giver nogle andre rutiner og perspektiver. Her handler det ufatteligt meget om at etablere de rigtige forbindelser og indgå i det spil, der konstant foregår. Folk taler til dig på en bestemt måde, alt efter hvad de ønsker at få ud af dig. Hjemme i Ohio er de fleste revnende ligeglade med, hvor berømt man er. Indbyggerne er på en måde mere ærlige og oprigtige, da de ikke forsøger at være nogen, de ikke er. Det synes jeg faktisk er rart, fortæller Macy Gray, der stadig rejser tilbage til fødebyen engang om året for at besøge sin mor og resten af familien.

Da hun voksede op, var det tonerne fra funk- og soulnavne som The O'Jays og The Ohio Players, der fyldte barndomshjemmet. Men hjemstaten kan også prale af David Grohl fra Nirvana samt Foo Fighters, Chrissie Hynde fra The Pretenders og The Black Keys for at nævne de mest prominente.

- Ohio Players fyldte meget i min barndom, hvilket næsten giver sig selv, da jeg var barn i 1970'erne. Men The Pretenders har også betydet meget, mens The Black Keys har imponeret mig det seneste årti. Der er meget at være stolt af fra Ohio, konstaterer Macy Gray.

Frie tøjler med Timberlake

Da jeg mødte min kone i sluthalvfemserne, var Macy Grays debutalbum glohedt. Især sangen "I Try" blev spillet non-stop i radioen, og derfor forbinder jeg sangen med intens forelskelse og nostalgisk tilbageblik. Sådan har Macy Gray det med George Michaels debutalbum "Faith" fra 1987.

- Jeg gik på college, hvor jeg blev bragende forelsket. Når jeg hører det album i dag, er jeg straks tilbage i 1987. Men det slår mig samtidig, hvor gode sangene stadig er. Det er derfor, man med rette kan kalde det en klassiker. Jeg har faktisk cd'en liggende lige her, siger hun og lægger røret fra sig et øjeblik, mens hun finder den i baggrunden.

Et andet album, der ligger klar ved stereoanlægget, er Stevie Wonders "Talking Book" fra 1972. Det kender Macy Gray til mindste detalje. Hun elsker det så højt, at hun har genindspillet det sang for sang som en dedikation til sin blinde landsmand.

- Jeg er muligvis den største fan i hele verden af "Talking Book". Jeg kender det album forfra og bagfra, og jeg hørte det konstant i min barndom. Albummet ligger i blodet på mig, og da jeg skulle fortolke sangene, var jeg ekstremt omhyggelig og respektfuld. Jeg har altid sat stor pris på Stevie Wonders lyriske kvaliteter, og det var heller aldrig tanken, at jeg skulle ændre selve teksterne, siger Macy Gray.
Sammen med sit band genindspillede hun albummet på blot tre uger. Et intenst og sjovt forløb.

- På forhånd havde jeg ikke gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle fortolke sangene. Det var mere at stille sig med bandet i studiet og mærke efter, hvilken vej vi skulle gå. Hvis det lød fedt, kørte vi bare på, fortæller Macy Gray.

Siden hendes anden udgivelse "The Id" fra 2001 har hun samarbejdet med et væld af amerikanske artister. Angie Stone, Erykah Badu, Fergie, will.i.am., Justin Timberlake og Velvet Revolver.

- Jeg har lært en masse fra alle de musikere, jeg har arbejdet med. Det er jo ikke anderledes end to tømrere, der arbejder sammen. Så lærer de også noget af hinandens håndværk og vaner. Når jeg går i studiet med en anden musiker, handler det meget om at lege i starten. Om ikke at være alt for låst, medmindre opgaven kræver det. Da jeg var i studiet med Justin Timberlake, var der ikke nogen specifikke rammer eller krav. De frie tøjler betød, at han kunne lære mig en masse, og sangen "Get Out" fra 2007 endte med at blive virkelig god. De bedste legekammerater er dem, der lader dig lege noget, du ikke ville kunne finde på alene. Dem, der tvinger dig ud af din tryghedszone og presser dig til at tænke kreativt, konkluderer Macy Gray.

Grædende teenagepiger

Forrige gang Macy Gray optrådte i Danmark, var i sommeren 2013, hvor hun sammen med saxofonisten David Murray optrådte til Copenhagen Jazz Festival primært med hans sange. En koncert, der fik fem stjerner i Gaffa og fire i Politiken. Når hun optræder på Posten i Odense til Jam Days, er grundstammen i koncerten hendes egne sange fra de syv udgivelser, der strækker sig fra "On How Life Is" fra 1999 til "Talking Book" fra 2012.

- Jeg har valgt numre ud fra alle mine albummer. At festivalen er opstået ud af en blues-, jazz- og folkfestival passer på en måde fint til min musik, da jeg er inspireret af et væld af genrer. Jeg har altid lyttet til enormt meget forskellig musik, og når jeg står i studiet, dukker der alle mulige referencer og brudstykker op. Det er også grunden til, at jeg både optræder på rock-, jazz og popfestivaler, konkluderer Macy Gray.

Hendes sommerturné er ikke færdigbooket endnu, men hun kommer helt sikkert til at undvære sine tre børn, Anisah, Tahmel og Happy, der er 19, 18 og 17 år. At forlade tre teenagebørn kalder hun langt sværere, end da hun skulle rejse væk fra tre børn mellem tre og fem år, da karrieren kickstartede i 1999.

- Dengang passede min mor dem, når jeg var ude at optræde eller på turné i udlandet. Jeg vidste, de var trygge og ikke lavede alvorlig ballade. Det var langt nemmere dengang, og du kan roligt vente, til dine piger bliver teenagere. Så har du dem hængende grædende i røret uden at kunne stille noget op, hvis du er langt hjemmefra. Når de er små, er de heller ikke sure på dig på samme måde, som når de er teenagere. Små børn har ikke hemmelige agendaer, og når du spørger dem om noget, får du et nogenlunde sandt svar. Med teenagere skal man ofte selv regne ud, hvad de vil fortælle, og om de i det hele taget siger sandheden, hvilket koster enormt mange bekymringer. Teenagebørn kan være en katastrofe at blive kloge på, siger Macy Gray og ler opgivende.

Hun tager dog moderrollen yderst seriøst. Så seriøst, at hun har fået ordet "Motherhood" - "Moderskab" - tatoveret på sin venstre underarm.

- Den tatovering fik jeg efter et dramatisk skænderi med min søn Happy, da han var 15 år. Det var så intenst, at jeg gik hen til den nærmeste tatovør for at få "omdirigeret" smerten. Det endte med ordet "Motherhood" skrevet med blæk, fortæller Macy Gray.

Alle kan trænge til en joint

På hendes hjemmeside kan man se fotoet med hendes "Motherhood"-tatovering og et link til hendes nye sang "Stoned". To ord, der står lidt i kontrast.

- Sangen er faktisk en kærlighedssang, der handler om, at manden i et forhold ikke kommer hjem en aften ... Så sidder jeg bare der og bliver godt og grundigt stenet for at klare mig gennem natten, siger Macy Gray.

Hendes holdning er, at bare fordi man bliver mor, skal man ikke være en helgen og stoppe med at bande, ryge og drikke for at være et forbillede for sine børn.

- Der er så mange kvinder, der begynder at forsage alle de sjove ting i livet, når de har været gravide og født. Det synes jeg, er en fejltagelse. Det bedste eksempel man kan sætte for sine børn, er at være menneskelig. Vise dem, at det er i orden at have det sjovt og begå fejltagelser. Naturligvis uden at sidde og ryge joints hele dagen eller drikke sig selv ihjel. Men man må gerne vise dem, at man har både op- og nedture. Indimellem har man brug for hjælp, andre gange trænger man til en stor fed joint for at komme videre, konstaterer Macy Gray.

Da børnene var små, drømte hun om, at de skulle have guitarundervisning, gå til dans eller blive den nye Beethoven.

- Da de blev ældre, og jeg lærte dem at kende som mennesker, ændrede mine forventninger sig. Jeg fandt ud af, at det var vigtigere at finde ud af, hvad de er gode til og interesserer sig for. Man kan og skal ikke tvinge sine børn til at holde af noget, man selv synes er spændende, selv om nogle forældre gør det. I min situation har det i hvert fald vist sig, at det har været bedre at lære dem at kende og lytte til dem for derefter at justere mit syn på, hvordan de bør leve deres liv. Det handler om dem og ikke mig, konkluderer Macy Gray.

Akavet forhold til hår

I mange aspekter af hendes liv handler alt ellers om hende. I interviews, i tv-shows og når hun går på gaden. Når man er så kendt som Macy Gray, hører der mange kommentarer og den evige opmærksomhed med. Heldigvis kan det resultere i sjove oplevelser. Hun knækker sammen af grin, da jeg præsenterer hende for en fans kommentar på Youtube: "Jeg vil hellere høre Macy Gray snorke, end høre mange andre sangere synge".

- Ha, ha. Det kan jeg love dig for, at vedkommende ikke ville. Jeg har fået mange sjove bemærkninger gennem livet, men heldigvis er der flere positive og venlige end det modsatte. I hvert fald når folk siger det direkte til mig. Min stemme er blevet kommenteret hele mit liv, så det er faktisk ikke engang det mærkeligste fænomen. Det er det derimod, at folk altid vil røre ved mit hår. Det bliver ved med at være lidt akavet, når folk mærker på det, siger hun og ler så tørt, at rasp føles fugtigt i sammenligning.

"Jeg forsøger at sige farvel, men kvæles. Jeg forsøger at gå væk, men jeg snubler", synger Macy Gray på giganthittet "I Try". Jeg kan næsten høre hende nynne den, da hun venligt siger på gensyn i Odense om en måned.