Simon Staun
Foto: Yilmaz Polat

Mageløs mandag for Mø

Hvis en bogtitel skulle matche hysteriet omkring fynske Karen Marie Ørsteds debutalbum, ville det uden tvivl være "Great Expectations" af Charles Dickens.

Siden rygtet om den ekstravagante musiker og performer begyndte at sprede sig som en steppebrand i begyndelsen af 2013, har både danske og internationale musikmagasiner haft øjne og ører stift rettet mod den 25-årige musiker. Karen Marie Ørsted har stadig har svært ved at begribe al postyret men fryder sig over, at flere års arbejde nu kulminerer på debutalbummet "No Mythologies to Follow".

- Undervejs i processen med tilblivelsen af sangene og indspilningerne har jeg haft en rigtig god fornemmelse i maven. Men pludselig er selvtilliden forsvundet lidt, og jeg begynder at spekulere på, om publikum overhovedet ville kunne lide sangene. Jeg har det lidt som en tavle, der er visket helt ren. Eller som en slags utryg stilhed før stormen, siger Karen Marie Ørsted.

Hun har længtes efter denne mandag morgen i halvandet år. Dagen, hvor hendes største eksamen til dato finder sted.

- Jeg har været til mange svære eksaminer gennem skoletiden og på Det Fynske Kunstakademi. Men de blegner alle sammen holdt op mod i dag. Siden jeg var syv år, har jeg vidst, at jeg ville være musiker og leve af det. Min største drøm i hele mit liv har været at udgive en plade. Derfor er dagen i dag grænseoverskridende stor og ubetinget det vildeste, der er sket for mig, konkluderer Karen Marie Ørsted.

Mø har blottet sig

Et mantra og en arbejdstilgang med albummet har været, at hverken Mø eller hendes bandmedlemmer skulle forsøge at være noget, de ikke var.

- Helt tilbage til arbejdet med de første singler "Maiden" og "Pilgrim" har vi været drevet af en trang til at være oprigtige og ægte i alt, vi foretager os. Derfor synes jeg også, at "No Mythologies to Follow" er et meget inderligt album, hvor man tydeligt kan høre, at jeg har blottet mig meget. Sangene er ekstremt personlige, understreger Karen Marie Ørsted.

Mens mange debuterende musikere efterhånden blot udsender singler, ep'er eller udelukkende lægger numre op til streaming, har albumkonceptet hele tiden været målet for Mø.

- Et album kan sammenlignes med en novelle- eller en digtsamling, hvor en masse historier kædes sammen til noget større. Sangene er brudstykker, der tilsammen udgør et værk, og albummet har som helhed derfor sin helt egen stemning og eget univers. Der er dog ikke umiddelbart nogen konklusion, der blinker på lystavlen, når man kommer til vejs ende. Det illustrerer også, hvordan det er at være 25 år, rastløs og konstant søgende. Jeg har sgu ikke fundet noget facit på noget som helst endnu, men det kan være, at jeg nærmer mig, når min plade nummer 100 udkommer, siger Karen Marie Ørsted og begynder at le.

Ikke nogen superkvinde

Det er tydeligt at høre og se, at det er en anden Karen Marie Ørsted, der sidder over for mig end for et år siden. Hun ser mere trænet ud, fletningen sidder lidt strammere, og hun har sminket sig uden at overgøre det.

- Da vi talte sammen for et år siden, var jeg nok lidt mere uspoleret. Jeg har kørt ekstremt hårdt på med koncerter og medier siden, og det kan ikke undgå at påvirke mig. Jeg er på ingen måde nedslidt, men det tempo og det pres, jeg til tider arbejder under, sætter sit præg. Jeg er ikke nogen "Wonder Woman", selv om nogen har fået den opfattelse, konstaterer Karen Marie Ørsted.

En af drivkræfterne i hendes karriere har været at: "Hun fandeme skal vise dem". Den tilgang er påvirket af opvæksten i Ubberud, hvor Karen Marie Ørsted med egne ord ikke var "hende den smarte".

- I hele min ungdom har min motivation været at overbevise folk om, at jeg var god nok. At jeg kunne en masse seje ting, selv om jeg ikke havde alt det smarte "shit", som rigmandsbørnene inde fra Odense havde. Jeg var hende den kiksede, akavede tøs med lidt for sort tøj. I dag er alt vendt på hovedet. Nu synes alle storbypigerne, at det er mig, der er den allerfedeste, hvilket er totalt ukendt og nyt for mig. At folk ser op til mig og beundrer mig for det, jeg kan, er en uvant, men dejlig følelse. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig har en ubændig trang til "fandeme at vise folk, hvad jeg kan", siger Karen Marie Ørsted.

Ikke bedre end andre

Når hendes proppede kalender har et ydmygt hul, benytter hun enhver chance til at besøge sine forældre i Ubberud. Selv om hendes far har fyldt hendes værelse op med OB-plakater, pladespiller og underlige bøger, er det stadigvæk hendes hule.

- Det er ikke helt som mit gamle pigeværelse, men der hænger stadig plakater, som jeg selv tegnede til de koncerter, jeg spillede som teenager. Jeg har brug for at komme hjem indimellem og falde helt ned. Mine forældre er rigtig gode at snakke med, og de hjælper til med at holde mine ben på jorden. De har opdraget mig med, at man ikke skal føle sig bedre end andre. Det kan være en ret god egenskab at have med i bagagen, når man befinder sig i en branche, hvor man ofte roses. Jeg har aldrig følt mig bedre end andre, fordi jeg laver musik og står på en scene, konstaterer Karen Marie Ørsted.

Hun kommer lige fra barndomshjemmet i Ubberud, hvor hun krammede sin bevægede mor farvel i døren.

- Vi var begge lidt påvirkede, fordi jeg skal turnere i England og USA de næste
tre måneder. Jeg sov faktisk inde hos hende i nat, fordi min far var ude at rejse. Det er simpelthen så hyggeligt at ligge og putte ved siden af sin mor, selv om det lyder lidt pinligt, siger Karen Marie Ørsted og rødmer.