Simon Staun
Foto: Simon Staun

- Kreativitet er en muskel, der skal trænes

Jenny Rossander har hamrende travlt for tiden. Der er få dage til, at teaterforestillingen "Orestien" har premiere på Aarhus Teater, og da hun både står for musikken og spiller furie i stykket, er hendes dage pakkede til bristepunktet.
Det er ikke kun hende, der pukler løs på Aarhus Teater for tiden og til tider mister overblikket. Derfor er kommunikationen bristet i et eller andet led, så hun ikke har fået besked på, at hun skulle mødes med avisen Danmark denne mandag 9.45 i Aarhus.

Men præcis som man kan improvisere i teater og musik, kan man gøre det i journalistik. I stedet for at mødes i Aarhus sætter Jenny Rossanders norske instruktør, Runar Hodne, hende af på rastepladsen Kildebjerg på Fyn, hvor undertegnede holder klar med et rundstykke med spegepølse, nybrygget kaffe og appelsinjuice.

- Ej, du må sgu undskylde, at det er kokset med aftalen. Men fedt, at vi kan snakke i bilen på vejen til Aarhus i stedet, siger Jenny Rossander, mens Kia Ceed'en ruller tilbage på den tætpakkede fynske motorvej.

På anlægget summer sangen "Uome" fra hendes seneste album, "I Told You I'd Tell Them Our Story", fra 2018. Den har hun ikke hørt længe og konstaterer, at det er sjovt, hvordan nogle af hendes sange kan glide i baggrunden i perioder.

- Det gør det underholdende at følge trådene online, hvor mine fans diskuterer, hvorfor den ene eller anden sang ikke er med på mine sætlister. Sangen "Trembling" kører der nærmest en konspirationsteori omkring, fordi den ikke er med live. Det handler helt lavpraktisk om, at jeg ikke har fundet ud af, hvordan jeg skal spille den, men flere fans er sikre på, at det skyldes, at det er for hård en historie at rippe op i. Jeg nænner ikke at fortælle dem, at det handler om praktik, siger Jenny Rossander og ler.

Kørt over af kampvogn

Rejsen mod vest fra Fyn til Jylland kender 29-årige Jenny Rossander indgående. Som 14-årig flyttede hun med sin mor fra den nærliggende midtfynske by Aarup til Struer i Vestjylland. Man kan sagtens høre en rest af vestjysk i dialekten, som også har aarhusianske nuancer. Men den særlige fynske klang er væk i talen.

- Da jeg kom til Struer, var det, som om der kørte en vestjysk kampvogn hen over et ungt, fynsk bøgetræ. Fra den ene dag til den anden gik jeg rundt og sagde: "Det er trææææls". Et meget godt eksempel på, hvordan jeg altid har haft et behov for at blende ind, uanset hvor jeg befinder mig i verden, siger Jenny Rossander.

At flytte fra Aarup til Struer er ikke det vildeste, Jenny Rossander har prøvet rent geografisk. For to år siden flyttede hun fra København, hvor hun har boet i syv år, til Shanghai, hvor hun boede et halvt år, mens hun samlede inspiration til albummet "I Told You I'd Tell Them Our Story" fra 2018.

- At bo i Shanghai gav mig ud over inspiration til sangene et mod, som har haft enorm stor betydning for mit arbejde. Da jeg kom hjem, havde jeg fornemmelsen af, at jeg kunne gøre præcis, hvad jeg havde lyst til. Derfor har jeg turdet kaste mig over musikvideoer, arbejdet med lysdesign og skrevet poesi til et filmmanuskript i tæt samarbejde med en belgisk filminstruktør. Og ikke mindst sagt ja til at stå for musikken til forestillingen "Orestien" på Aarhus Teater. Jeg bevæger mig i alle mulige retninger og ikke nødvendigvis der, hvor jeg er mest kendt eller tryg, siger Jenny Rossander.

Rystende nervøs

Det har altid været en umulighed for Jenny Rossander at gøre, som hun plejer. Både når det kommer til, hvordan hun skriver og indspiller sine sange. Eller måden de fremføres på live.

- Jeg har til dato aldrig spillet to koncerter, der var ens. Festivalkoncerterne på Northside og Tinderbox bliver i sagens natur også noget helt andet end min seneste indendørsturné. Jeg vil ikke byde mine fans, at de skal risikere at stå og føle, at de har oplevet det hele før. Det kræver en del arbejde og tålmodighed fra holdet omkring mig, men jeg insisterer på at forfølge mine idéer og bruge ekstremt meget tid på skøre indslag, selv om de kun bruges én eneste gang, siger Jenny Rossander.

Netop det at prøve noget, hun aldrig har prøvet før, lokkede hende til Aarhus for at prøve kræfter med teaterforestillingen.

- Det er det mest sindssygt intense, jeg har prøvet i mit liv. Normalt, når jeg komponerer musik, sidder jeg mutters alene. Engang imellem inviterer jeg nogen til at komme og høre mine næsten færdige sange, men under dette projekt har jeg skullet skabe musikken med skuespillerne omkring mig. Jeg var rystende nervøs den første uge, fordi jeg ikke er vant til at lade andre høre alle de grimme og forkerte ting, man er nødt til at prøve af for at ramme plet, siger Jenny Rossander.

Hun har lært meget af at vise sine mindre pæne sider som musiker frem foran et publikum, som skuespillerne til en vis grad har været. De anderledes arbejdsmetoder har også stimuleret hendes kreativitet.

- Kreativitet er en muskel, der skal trænes for at vokse og blive stærkere. Sådan er det, uanset om man maler, står i et studie eller på en scene. Kunst handler i virkeligheden om at træffe en række valg baseret på lige dele intuition og intellektuel analyse. Man danser konstant rundt og bliver bedre og bedre til at træffe de rigtige valg, siger Jenny Rossander.

Springer fra en klippesats

Teaterverdenen har påvirket Jenny Rossander mere, end hun havde forestillet sig, da hun takkede ja til tilbuddet. Allerede til første prøve i midten af april begyndte hun at græde, fordi Mette Klakstein Wiberg, der spiller Kassandra i stykket, var så overbevisende.

- Kassandra har evnen til at se fremtiden, men hun er blevet forbandet, så ingen tror hende. Jeg tager mig selv i at sidde med tårerne strømmende ned ad kinderne, fordi hun skal myrdes. Det var syret at blive så ramt af en 2500 år gammel tragedie, men det skyldes naturligvis, at Mette spiller sin rolle exceptionelt, siger Jenny Rossander.

Hun har stadig ikke fundet ud af, om hendes ubetingede fascination skyldes, at hun er ny i teaterverdenen, eller om den bare generelt er "fucking vild", som hun flere gange konkluderer.

- Skuespillerne er frygtløse og springer dagligt ud fra den højeste klippesats uden noget sikkerhedsnet. De giver sig 100 procent til samtlige prøver, hvilket jeg har taget til mig. Jeg var så bange for at fejle foran dem til at begynde med, men nu har jeg efterhånden lært bare at give los og skyde mig ud over klippekanten lige som dem.

Skrev sang i brandert

Jenny Rossander har fået frie rammer til at skabe de melodier og lydlandskaber, hun fandt passende til forestillingen. Nogle af sangene kom dumpende på en formiddag, mens andre har kostet, hvis ikke blod, så i hvert fald tårer og sved at skrive. Et centralt nummer i forestillingen kæmpede hun med i et halvt år, før kabalen gik op.

- Jeg havde en ambition om at skrive den smukkeste sang, der nogensinde er lavet. Det er det dummeste, man kan sætte sig for som musiker. Jeg forsøgte, forsøgte og forsøgte at få hul igennem. Det skete ikke. Så kom jeg beruset hjem fra en bytur, hvor min kæreste ikke var hjemme. Mit savn til ham fik mig til at skrive en rørstrømsk kærlighedssang, som jeg knap nok turde lytte til dagen efter. Det viste sig at være verdens dårligste tekst. Til gengæld var melodien præcis den, jeg havde jagtet i mange måneder. Derefter var det bare at skrive en tekst med udgangspunkt i "Ore- stien", siger Jenny Rossander.

Hun er taknemmelig for, hun har fået friheden til at være lige så dramatisk i forestillingen som i sine Lydmor-koncerter.

- Det er rart med tilliden og de frie tøjler fra instruktøren Runar Hodne. Jeg synes, jeg sætter et markant personligt aftryk på forestillingen, og jeg gruer faktisk lidt for at blive færdig med den, fordi både det kreative hold og skuespillerne er vildt inspirerende at arbejde sammen med.

Hardcore feminist

Jenny Rossander præsenterer sig oftest som musiker, fordi det er nemmest. Men i virkeligheden er hun også billedkunstner, forfatter, digter, designer og visuel performer. Med mere.

- Jeg prøver på ikke at bruge for megen tid med at definere, hvem jeg er som kunstner. Det er kedeligt. Jeg vil hellere bruge tiden på at finde ud af, hvem og hvad jeg er som menneske, siger Jenny Rossander.

Da vi glider hen over Vejlefjordbroen, spørger jeg, hvem hendes forbilleder er, da hendes kunstneriske virke virker ganske mangfoldigt. Svaret er knap så mangfoldigt som forventet.

- David Bowie, Tom Waits og David Lynch. I særdeleshed David Lynch, understreger Jenny Rossander, da hun bliver afbrudt.

Det svar stemmer nemlig ikke særlig godt overens med hendes feministiske holdninger. Så hvor er kvinderne?

- Der er masser af kvinder, jeg er inspireret af. Som forfatteren Maggie Nelson, der sjovt nok har forsket i kvinder og mænds roller. Hun fik mig til at indse, at vi helt fra barnsben præges af vores køn. Hun skriver meget om "gender-fluidity" og "queer-forhold"*, som er emner, der ligger mig meget på sinde. Du må ikke få mig til at starte med han, hun og hen-diskussionen, så har vi ikke nok tid, siger Jenny Rossander.

Da vi nærmer os Horsens, fortæller hun, at hun ikke har haft en heteronormativ** opvækst, da hun legede med lyssværd, slog orker ihjel og lavede 3D-animationer i stedet for at lege prinsesse.

- Jeg har bestemt nogle maskuline træk i mig, selv om jeg anser mig for at være hardcore feminist. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at jeg ikke anser det at være maskulin for en modsætning til at være feminist. Jeg har aldrig tænkt, at mænd var bedre til noget end kvinder, så når jeg fremhæver Bowie, Waits og Lynch, handler det udelukkende om, at de har skabt kunst med en kvalitet, som inspirerer mig, siger Jenny Rossander.

Flere farver at arbejde med

Et kvarter før, Jenny Rossander skal sætte sig i sminkestolen, ankommer vi til Dokk1 ved Aarhus Havn, hvor Kiaen sendes ned i p-kælderen. Vi går via Skole- gade ned til Teatergaden, mens hun fortæller om vilde byture og det elskede studenterhus, som er omdannet til Jensens Bøfhus.

Det er første gang, Jenny Rossander skal prøve sit kostume. En stramtsiddende heldragt med broderede sølvmønstre. Hun skal have hjælp til at få den til at sidde optimalt. Transformationen fra Jenny Rossander til Lydmor i græsk outfit tager til i styrke, da hun tager en blond paryk på, som også er pyntet med sølvpailletter.

Mens hun får lagt sminke, kommer en ansat ind og melder, at alle skuespillerne er klar i caféen, hvor første akt foregår. Tre minutter senere sidder Jenny Rossander på gulvet i Scala-salen oven over caféen og sætter sit hvide MIDI-keyboard til. Klokken er lidt over 12, og dagens prøver fortsætter til klokken 18.

Det er tydeligt, at Jenny Rossander er trængt i baggrunden for Lydmor. Hendes blik er fokuseret, da hun, siddende på knæ, tester, at alt udstyret er sat korrekt til. Det er det.

- Jeg kan mærke, at halvanden måned på Aarhus Teater har givet mig langt flere farver at arbejde med. Jeg har sgu siddet her og tudet over mine egne sange ... Det lyder enormt egocentreret at konstatere, at man er rørt over sit eget arbejde. Men hvis ikke jeg bliver emotionelt påvirket, befinder jeg mig ikke det rigtige sted, konstaterer Lydmor, mens de første elektronisk toner kravler rundt i alle afkroge af salen.