Simon Staun
Foto: Asbjørn Sand

Beskidt stemme i farverig indpakning

Den klejne kvinde med de store firkantede øreringe på størrelse med mindre bordskånere skiller sig ud, allerede da hun spejdende træder indenfor i varmen. For det første har hun ikke noget barn med, for det andet skriger hendes tøjstil til himlen om, at hun ikke er en fast del af Café biograf-segmentet i Odenses midte.

Den engelsk-zambianske dansker fra Amager er endda iført temmelig ordinære klæder i forhold til dem, hun iklæder sig, når hun går på scenen som den fandenivoldske og insisterende Lucy Love. Da hun optrådte til P3 Guld i januar, var det iført en stramtsiddende latexdragt med futuristiske mønstre og lange, hvide frynser flagrende fra ærmerne. Hendes mørke, krusede hår var barberet af i siderne, farvet hvidt og formet til en imponerende hanekam i midten.

Alt sammen planlagt og nøje udtænkt af den 25-årige sanger, der om få måneder afslutter uddannelsen på Det Fynske Kunstakademi. En uddannelse, der efterhånden har udviklet sig til en kreativ platform, hvorfra hun skaber sine opsigtvækkende pladecovers, scenografiske rekvisitter og de bemærkelsesværdige dragter, hun og hendes dansere er iført.

- Musikken er selvfølgelig stadig kernen i Lucy Love, men den visuelle del af konceptet med koreografi, scenografi og scenetøj er med til at skabe en helhed, der både formidles på scenen, på album og på nettet. De tre dele skaber tilsammen et større rum, fortæller Lucy Love omgivet af skrigende småbørn og barnevogne få etager under kunstakademiet.

Hun har været indskrevet på kunstakademiet i fem år eller omtrent et år mindre, end hun har lavet musik. Og hun har mildest talt ikke slidt på trapperne op til lokalerne øverst på Brandts. De er ofte blot benyttet en gang om måneden.

- Jeg kan ikke prale af, at jeg har brugt meget tid i Odense. Jeg kender stort set heller ikke andre lokaliteter end dem heromkring Brandts. Jeg stikker i det hele taget ret meget ud på kunstakademiet, hvor mange af de andre studerende laver noget mere traditionel, tung kunst, selv om der retfærdigvis også er andre, der skaber mere konceptuelle projekter. Jeg er lidt en ener, og når jeg kommer så sjældent, skyldes det også, at det meste af mit arbejde ikke kræver et atelier men kan laves og opbevares på en computer, forklarer Lucy Love, der næsten udelukkende lavede sort-hvide blæktegninger, da hun begyndte på uddannelsen

Lady Gaga banede vejen

Hun synes, det er spændende at arbejde med det visuelle i sine albummer og forsøge at få publikum til at lytte til sin musik på en bestemt måde, fordi et cover ser ud på en bestemt måde.

- Der er med vilje ikke noget billede af mig på mine covers, selv om det marketingmæssigt er temmelig dumt. Jeg tror dog på, at det holografiske, der står og flimrer i en pladebutik, også "tricker" et eller andet. Det er sådanne nogle chancer, jeg har taget undervejs, siger Lucy Love.

Når man køber billet til en Lucy Love-koncert, er det ikke kun for at høre en elektronisk funderet dancepop med tydelige hiphop-referencer.

- Det er i lige så høj grad for at se mig optræde, hvilket i bund og grund er en ret old school-ting. Det er som om, at showdelen har fået en comeback efter Lady Gaga har vist, hvor langt man kan gå på en scene og hvor meget, man kan eksperimentere med det visuelle udtryk, fortæller Lucy Love.

Iskold på scenen

Hun mener, at klubkulturen har overtaget, så der nu er masser af traditionel diskoteksmusik med Medina i førersædet på spillestederne.

- Jeg har altid været fan af elektronisk musik, og selv om jeg godt kan lide en ballade derhjemme, skal der altså være total fest til en koncert. Selv om jeg kun har givet koncerter i fem år, kommer det bag på mig, hvor lidt der skal til for at styre et publikum, siger Lucy Love.

Hun har været udsat for mange syrede situationer, hvor hendes faste makker Joakim Hjejle med kunstnernavnet Yo Akim stod på et eller andet skummelt provinsdiskotek og skulle sætte gang i festen med to sange på repertoiret.

- I sådanne situationer har jeg lært mig selv nogle teknikker, der har kunnet hjælpe os gennem de mest bizarre aftener. Vores filosofi er, at hvis vi selv danser og syntes, det er fedt, er der er alt andet lige en større chance for, at publikum også gør det, fortæller Lucy Love.

Hun fyrer den grangiveligt lige så meget af, uanset om hun spiller foran 30 teenagepiger på en ungdomsklub i Valby eller på et proppet Vega.

- Jeg er iskold på scenen, og jeg ved faktisk ikke, hvor den selvsikkerhed og determination stammer fra. Da jeg var yngre, var jeg enormt genert, og kunne slet ikke overskue tanken om at stille mig op foran et publikum. Men i dag er jeg helt vild med at være i rampelyset og blive set. Da jeg begyndte at lave musik, skulle jeg ret hurtigt træffe et valg om, hvorvidt jeg kunne stå på scenen eller ej, husker Lucy Love.

Hendes far er Funky Ronnie

Noget af det, der er talt og skrevet meget om med Lucy Love, er hendes stemme. I begyndelsen var den meget soul'et og amerikansk inspireret i sin udtale. Efterhånden er den forvandlet til en bidende skarp, britisk rapstemme, der er i familie med grime-genren.

- Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville betyde så meget for publikum, at jeg ændrede stil. Nogle synes, jeg har for meget attitude nu, og de bliver nærmest provokerede over min beskidte lyd, fordi den britiske måde at rappe på kan have en negativ tone. Altså selve lyden af den og ikke indholdet, forklarer Lucy Love.

Det er hendes engelske mor, der er den primære årsag til den britiske påvirkning. Lucys far er fra Zambia og var dj af den gamle skole. Hans kunstnernavn var Funky Ronnie, og med det navn in mente kunne Lucy Love næsten ikke blive andet end musiker.

- Min far var lidt tvivlende til at begynde med, men efter at jeg lavede sangen "Daddy Was A DJ", som var det største nummer på min debutplade "Superbillion", var han overbevist. Det gik rent ind hos min far, som derefter begyndte at tro lidt mere på, at jeg kunne klare mig som musiker. I dag kender han alle numrene, så han skulle lige se det an modsat min mor, der har set de fleste af mine mange koncerter, siger Lucy Love.

Bliver aldrig forudsigelig

Hendes første album hedder "Superbillion" og det næste hedder "Kilo". Det skyldes ikke en finurlig fascination for tal eller vægtenheder men mere en forkærlighed for ord, der fungerer både på dansk og engelsk og samtidig har en form for visuel tiltrækning på tryk.

- Det er lidt "Victor, Foxtrot og Charlie" over det. Det er sådan lidt science fiction-agtigt, synes jeg, så mit næste album kommer helt sikkert til at få en titel i samme stil. Jeg er i forvejen ret fastlåst i min stil, men jeg frygter ikke, at jeg bliver forudsigelig. Så er det i hvert fald op til mig selv at gøre noget ved det, understreger Lucy Love.

Lucy Love bliver også emnet for hendes afgangsprojekt til sommer på kunstakademiet. Hun forventer, at resultatet bliver noget, der er lidt mere rock'n'roll end de øvrige kunstnere.

- Det skal være en eller anden form for visuelt show med en masse glimmer. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad jeg skal lave, men det bliver helt sikkert endnu en ting, der udbygger Lucy Love-universet, understreger kunstneren, der også ser frem til at optræde på Kulturmaskinen 100 meter fra det kunstakademi, hun om få måneder tager afsked med.