L.O.C., 2011

Grunden til, at dekadence er ubegribeligt interessant i rapperen Liam O'Connors øjne, er, at den forekommer overalt i det miljø, han og en stor del af danske unge befinder sig i.

- Dekadence er tidens trend. Det handler om at fyre den mest muligt af, købe de dyreste flasker sprut og have det nyeste tøj på i byen. Hver weekend. Den måde at leve og feste på er gennemsyret af dekadence og råddenskab. Vi ved det godt alle sammen. Og det er svært at sige uden at lyde frelst, men det er sgu åndssvagt at drikke en hel flaske vodka på en aften. Men vi gør det alligevel. Eller gjorde i mit tilfælde, irettesætter Liam O'Connor sig selv.

For selv om man rapper om at bælle løs, betyder det ikke, man skal efterleve det.

- Jeg synes blot, det er enormt interessant at beskæftige mig med alle de ting, der stikker under alle de tåbelige og overfladiske ting, vi foretager os og går op i. Jeg tror ikke, jeg kunne have haft samme tilgang for fem år siden, hvor jeg selv var ved at finde mig tilrette i mit liv efter den store omvæltning, der kom af at være ædru, forklarer Liam O'Connor.

Hylder selvdestruktivisme

Han bruger ikke kun meget tid på at analysere sin egen færden gennem livet. Han føler en intens higen efter at skulle kende andre menneskers motivationer og afkode deres adfærdsmønstre.

- Jeg bruger så meget tid på det, at jeg er begyndt at forsøge at lade være med at bruge tid på det ... Jeg har en medfødt nysgerrighed omkring, hvorfor vi reagerer, som vi gør, i forskellige situationer. Det er ikke, fordi jeg konstant befinder mig i en kognitiv terapitime, men det er en indgroet vane at stoppe op i en situation og spekulere, forklarer Liam O'Connor.

Eksempelvis tænkte han for nylig over, at mange af hans venner aldrig virker mere lykkelige, end når de søndag formiddag beretter om weekendens udskejelser. Hvor meget de drak, horede og ødelagde. Stolte som paver. Nærmest lykkelige.

- Det er blandt andet den selvdestruktive og ligeglade måde at agere på, min inspiration stammer fra. Hvordan kan man definere sig selv på den baggrund, spørger Liam O'Connor måbende.
Men dog ikke mere forundret, end at han mindes, hvordan han selv tidligere skejede ud.

Narcissistisk tendens

Det har påvirket Liam O'Connor meget, at han i en lang periode nærmest konstant rendte rundt med snuden nede i et deprimerende, depraveret søle, der udgør grundstoffet på hans seneste album "Libertiner". Hen mod afslutningen af albummet fandt han dog en lethed ved mange af sangene, som han ikke umiddelbart havde lokaliseret.

- Jeg vidste godt, hvad de enkelte sange sagde og gjorde. De skulle bare have tilført noget af den energi, jeg så gerne vil have, er tilstede. Det lykkedes heldigvis, og man kan jo sagtens lave en god sang om et dystert emne, indskyder Liam O'Connor.

Han lægger ikke skjul på, at han har en narcissistisk tilbøjelighed engang imellem.

- Når jeg har skrevet en tekst, der tordner derud af, og jeg har den dér fede, tunge fornemmelse i maven, er det svært ikke at leve sig ind i den, når man smækker sangen på sin iPod eller anlægget i bilen og kører en aftentur. At sætte pris på sin egen musik betyder ikke nødvendigvis, at jeg lægger mig i fosterstilling på gulvet og græder over, hvor fantastisk dygtig jeg er, siger Liam O'Connor og gnækker.

Halvirsk melankoli

Den 31-årige rapper mener ikke, han har patent på sin beskuende og dystre hiphop, selv om han uden at overdrive kan tituleres "Kongen af dansk hiphop" netop nu.

- Jeg er ikke enerådig, men jeg har da begravet mig godt og grundigt i den halvirske melankoli, jeg nu har fået med mig, hvor alle sange handler om at være ulykkelig samt at gå fra hus, hjem og kvæg, konstaterer Liam O'Connor selvironisk.

Han vedkender sig gerne, at han er én af de danske rappere, der forsøger at hæve den lyriske overligger.

- Jeg har ikke nogen stor boglig uddannelse, men interessen for de emner, jeg skriver om, betyder, at jeg konstant søger en forklaring. I jagten på dén falder jeg ofte over nogle ord, der beskriver "det hele" og dermed bliver en del af min hverdagstale og i samme ombæring smitter af på mine tekster. Jeg er heller ikke 21 år længere, så måske er jeg blot blevet mere velartikuleret med alderen?

Sortsynets ukronede konge

- Jeg vågnede op i morges med en trang til at gøre livet kort ...

Sådan hvisker Liam O'Connor indledningsvist på nummeret "Vågen" på sit seneste album "Libertiner", der ved første indtryk er én lang, dyster odyssé ind i et deprimeret, depraveret og dekadent tankeunivers.

- Jeg er enig i, at "Libertiner" kan fremstå endnu mere sortsynet og destruktivt end mine forrige udgivelser. Uden at gå ind i en længere og gentagende snak om selvransagelse, så har jeg den personlige overbevisning, at livet handler om at udvikle sig. Og for at kunne det, skal man turde stå ved sine grimme og mest frastødende træk. Ellers kommer man aldrig over dem, fortæller Liam O'Connor oprigtigt.

Han tese er, at hvis de dårlige egenskaber præsenteres uden omsvøb, kan de ende med at få en form for lethed over sig.

- Når man første gang lytter til "Vågen", kan det virke ekstremt tungt og depressivt. Men efter fjerde eller femte gang, skulle man gerne begynde at fornemme, at teksten også rummer håbet.

Skubber til grænsen

- Det skulle gerne smitte af, så jeg får skubbet grænsen for, hvad man kan synge af tilsyneladende negative egenskaber og oplevelser, uden at det konsekvent bliver opfattet som sortseende, forklarer Liam O'Connor.

Som et resultat af arbejdet med "Libertiner" er han nået frem til den overbevisning, at man først bliver et effektivt menneske, når man har erkendt, at man har et endeligt.

- Dermed ender nummeret "Vågen" med at blive positivt, selv om det umiddelbart kan lyde lidt forskruet. Men dem, der formår at spejle sig selv i det, får et bedre udbytte, end dem der ikke kan, selv om jeg ikke vil påstå, at min musik er et terapeutisk gør-det-selv-program, understreger Liam O'Connor, der har en forhåbning om, at hans grundlæggende tanker omkring konstant at bevæge sig fremad i livet er solidt forplantet i musikken.

Liam O'Connor mener dog ikke, at der ligger en større åbenbaring og venter forude, hvis man dykker langt nok ned i dyndet på "Libertiner". Han kalder det mere afdæmpet for en "accept".

- Jeg tror ikke, at jeg kommer med et unikt budskab i min musik. Ellers skal min far nok pille mig ned igen. Han er min største kritiker, og hans kommentar til mine plader har altid været: "Man skal lige høre den et par gange", konstaterer Liam O'Connor og griner sin karakteristiske hæse latter.

Medier

L.O.C.-pdf

L.O.C.-pdf 2

Kategorier