L.O.C., 2005

Foto: Niels Mogensen Svalebøg
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Teatralske stjernebilleder

L.O.C. forsøger at smelte sin storsælgende trilogi sammen til ét stort sansebombardement på scenen

Liam O'Connor alias L.O.C. har et ry som en hærdet havnearbejder, hvilket ikke harmonerer så godt med begreber som planlægning og lyssætning. Men hans beslutning om at spille fem koncerter på landets største spillesteder har betydet, at han for en stund må fralægge sig drengerøvsattituderne og anstrenge sig for at hækle et intenst show sammen af sine tre storsælgende plader: "Dominologi", "Inkarneret" og "Cassiopeia".

- Jeg har været meget fokuseret på sceneopsætningen, der bliver langt mere teatralsk opbygget end mine tidligere koncerter, hvor jeg kunne nøjes med at smække en mand, et trommesæt og en dj-pult på scenen og være klar på to minutter. Det har faktisk været en stor udfordring bare at få noget som lyssætning og rappen til at klappe sammen. For denne gang kan man jo ikke bare smide et par lamper i loftet og sige: "Det her ser fedt ud - så kører vi", fortæller L.O.C.

Den aarhusianske rapper med irsk blod i årerne har også brugt meget energi på at få sangene fra de tre udtryksfuldt meget forskellige albums æltet sammen, så de fremstår som en helhed.

- Med "Cassiopeia" i bagagen har jeg heldigvis fået endnu større mulighed for at styre, hvilke indtryk og fornemmelser folk skal få under showet. Det har jeg jo ikke samme mulighed for, når de sidder hjemme på sofaen og danner deres helt egne billeder. Forhåbentlig tager de mine sange til sig på en anden måde, når flere sanser bombarderes på samme tid, siger Liam O'Connor.

W's symbolik

Stjernebilledet Cassiopeia er langt fra et tilfældigt valg som albumtitel. På nattehimlen danner det et tydeligt "W", der symboliserer westcoast-stilen, som Liam O'Connor har dyrket intenst, siden de første kontante rim flød over i hans beskidte mund og blev spyet ud som en klæbrig ånde af kontroversielle holdninger.

- Foruden at tro på katolicismen tror jeg på sten og stjerners helbredende virkning. Det har jeg fra min mor, der er healer. Så tager man "W'et" og holder op imod albummets filmiske præg, der igen refererer til den danske film "Mød mig på Cassiopeia", så er der vist så mange referencer proppet ind, som en pladetitel kan bære, konstaterer Liam O'Connor.

Han erkender, at alle lyttere ikke nødvendigvis fanger alle de underliggende betydninger i hans titelvalg eller musik generelt.

- Men så har de til gengæld muligheden for at dykke ned i de mange dobbeltheder, som jeg også først selv har fundet efterhånden, siger han.

Der fulgte et vist pres med før udgivelsen af "Cassiopeia" i september. Ikke overraskende taget i betragtning af, at der blev solgt 45.000 eksemplarer af "Inkarneret" fra 2003.

- Publikum skulle jo gerne blive lige så glade for den nye. Men jeg er helt afklaret med, at den ikke lavet til dem. Den er kun lavet til én person. Mig, slår han fast.

Menneskesky rapper

Til trods for denne påstand, så har hans ranglede statur og ikke mindst evnerne til at forme sproget til fascinerende sindsskulpturer bevirket, at der selv en halvtåget oktobermorgen i Odense er folk, der vender sig efter ham på gaden. Det tager han helt roligt.

- Altså, Michael Jackson, han går også på toilettet, griner han.

- Nej, faktisk har jeg altid været lidt menneskesky. Men kommer folk hen, giver jeg mig da tid. Det er jo sådan set deres skyld, at jeg ikke blot er endnu en stodder med et demobånd, konstaterer L.O.C.
Undskyld selv so

Selv om han rapper om alt, der falder ham ind, så forsøger han ikke at involvere andre personer direkte i sine tekster.

- Jeg ville aldrig sætte familiemedlemmer i en akavet situation, lige som Eminem gjorde, da han sang om sin narkomor. Men jeg har da lavet sangen "Undskyld" om et forhold, jeg var i. Og ved nærmere eftertanke er det måske ikke det fedeste, jeg har gjort. Men jeg nævnte ikke navne. Alligevel fik jeg en lammer og et "undskyld selv so" af en ekskæreste, der troede, det var hende, jeg sang om, fortæller L.O.C, der har lidt svært ved acceptere tituleringen som en gangsta-rapper.

Faktisk kan han kun huske en enkelt sang, hvor han benyttede det udtryk.

- Jeg giver jo ikke en skid for 15-årige, der rapper om deres pistoler og alle dem, de har skudt. Men kan dog ikke se bort fra, at der er en underverden i Danmark, så man kan ikke notorisk afvise, at nogle af dem, der synger om at være kriminelle, virkelig er det. Men jeg kender ikke til noget hårdt liv. Min barndom var ganske lykkelig, så derfor ville det være plat at fremstille sig selv som gangsta-rapper, forklarer Liam O'Connor.

Han har ganske enkelt ikke lyst til at lyve om, hvem han er. Og den påstand virker meget oprigtigt, når man sidder med direkte udsyn til hans intense blik.

- Jeg går heller ikke på scenen og siger, at jeg er den hårdeste motherfucker i verden. For så er der helt sikkert én, der vil se, om det nu også passer. Jeg er ikke den slemmeste. Det ved jeg. For jeg kender nogen, der er pissehardcore. Derfor har jeg det fint med at underspille mig selv, fordi ingen nogensinde klandrer nummer to, konstaterer Liam O'Connor.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Hiphop
L.O.C.
Inkarneret
Dominologi
Cassiopeia
Liam O'Connor
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.