Laura Mo, 2007

Dybt inde i Tolne-skoven i selve Nordjyllands hjertekammer gemmer der sig et lille gulmosset hus. Undseeligt og temmelig ramponeret. Det er sangeren Laura Møbjergs hjem. En smule eventyragtigt og passende til en ung, særegen kvinde, der blandt andet synger om prinsesser, drager og trolde.

Udtaler man Tolne langsomt og højtideligt, har det en tydelig eftersmag af Ringenes Herre. Man forventer næsten, at "herredet" kommer til syne for enden af grusvejen som et vendsysselsk fatamorgana, når Laura Møbjerg i sin uundværlige Golf kører frivillig taxakørsel fra nærliggende Sindal.

- Bilen hedder Ofelia. Den er opkaldt efter pigen i den fantastiske spanske film "Pans Labyrint". I mine øjne er vi nemlig alle sammen prinser og prinsesser, som én af filmens moraler bebuder, understreger hun fra førersædet, mens stenene fra grusvejen sprøjter bagud som slagger i et speedwayløb.
Hun kan tilsyneladende køre hjem uden at have øjnene på vejen. De flakker derfor rundt mellem marker og himmel, og får hende til at udbryde spontant:

- Nej se, der flyver en kæmpe musvåge.

Måske en gammel bekendt fra dyrenes verden. Eller én af de sjældne gæster i skovbrynet. 28-årige Laura, der kunstnerisk bruger efternavnet Mo, får så sjældent uventet besøg, at selv Gevalia har opgivet at sælge kaffe til hende.

- En gang hørte jeg nogen køre op ad indkørslen en sen aften. Jeg blev så glad og lå og spekulerede på, hvem det dog kunne være. Da jeg åbnede døren, stod der en mand med sit licensskilt strakt frem. Faktisk blev jeg bare fornøjet, fordi der uventet kom nogen forbi, ler hun.

En vinter faldt der så meget sne, at hun var afskåret fra omverdenen en hel uge.

- Med influenza i kroppen og uden træ til kaminen var det bare træls, konstaterer Laura med en nordenfjords dialekt så vidunderligt tyk, at man kunne strikke lune vanter af den.

Den virkelige verden

Inden for fyldes stuens vægge af sort-hvide tegninger og billeder, amerikanske nummerplader og en reol med indianerlitteratur, spirituelle fagbøger og gedigne gyserromaner.

Fra et par små højttalere lyder Lonnie Donegans skifflemusik, som Laura nynner begejstret med på, mens eftermiddagslyset falder generøst gennem ruderne og lander blødt på et hvidt lammeskind placeret på en læderlænestol. Sådan ser hendes hule ud. Klejn uden at være omklamrende. Gammeldags uden at være altmodisch.

Hun befinder sig dog heller ikke meget hjemme for tiden. Hun opholder sig mere ude i den "virkelige verden".

- Det er helt nyt for mig at være hjemmefra i dette omfang. Jeg er begyndt at turnere på rigtige spillesteder frem for bodegaerne som i gamle dage. Dér var jeg nødt til at blande mine egne sange med "Whisky in the Jar" og "Himmelhunden". Det var typisk dem, de tykke mænd med røde næser ønskede, fortæller Laura, mens flagrende, orange flammer slikker op ad kaminens tykke glas.

Naturen er modpol

Hun understreger, at det på ingen måde skal lyde som om, hun taler ned til sit gamle stampublikum.

- Det har givet mig ufatteligt meget at optræde steder, hvor tiden stod stille. For mig kan et samlingspunkt som et værtshus være ren magi, fordi der både er plads til de dybt ulykkelige, der forsøger at glemme verden, og de unge festende, som kommer for de billige bajere sent på natten, fortæller Laura.

Siden Laura var 23 år, har hun boet alene i skovhuset. Det var opfyldelsen af en gammel drøm.

- Jeg har altid haft en mission om at bo så langt ude på landet som muligt. Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, og derefter blev jeg deporteret til Hjørrings svar på Bronx. Det værste og mest gudsforladte rabarberkvarter. Jeg fandt det uretfærdigt at komme så langt væk fra blomsterne, træerne og markerne.Nu er de omkring mig hele tiden, og det er fantastisk, konstaterer Laura.

Naturen ser hun som en nødvendig kontrast til sit kunstneriske liv, hvor kontrol er alfa og omega.

- Den uberørte natur og dens vildskab kan jeg netop ikke kontrollere. Derfor er det modpolen i mit liv. Det pirrer min fantasi at ligge om natten og kigge på stjernerne eller om dagen beundre fuglene, som jeg dog på ingen måde kommunikerer med, beroliger hun.

Selvvalgt isolation

Mens Laura napper til en bunke mandler, som er strøet ud over det arrede spisebord, beskriver hun, hvordan hendes tekster typisk finder liv.

- Jeg er frygteligt navlebeskuende, så alt handler om mig selv. Teksterne popper bare op ind imellem, når der åbner sig en dør ind til himmerige og en medfølgende eksplosion af ord. Alt gemmes heroppe, siger hun og pirker til det lange, dansende hår.

Skuffer er der ingen af i huset. Hverken dem med sammenkrøllede papirkugler eller dem fyldt med en mands sure sokker.

- Jeg er ikke der i livet, hvor jeg kan bo sammen med en mand. Det lyder meget asocialt og ensomt, men det er ekstremt vigtig for mig at kunne isolere mig selv og tankerne. Hvis der er nogen omkring mig konstant, kan jeg ikke høre ordene inde i hovedet for al larmen. Og ordene de skal tages alvorligt, fremhæver hun.

Når hun kommer hjem fra koncerter eller møder med pladeselskabet i hovedstaden, så vil hun ikke forholde sig til andet end sin seng og et afsnit af Buffy på tv.

- Jeg kan eller vil ikke vælge nogen frem for min musikalske færd. Så kærligheden må vente, selv om det kan være ensomt og koldt at vågne op i hus, hvor temperaturen om vinteren befinder sig tæt på frysepunktet.

Seksbenet eufori

På toiletbrættet, der naturligvis altid er slået ned, har Laura påklistret et udklip af popduoen Nik & Jay. Hun lader som om, påfundet ikke har samme betydning som grisehandler Larsens i Matador, hvor et ditto af Hitler betød, at man kunne: "skide ham et stykke ..."

Laura kigger lettere pinligt berørt ud mod badeværelset. Hun har altid forfulgt sine drømme og kaldt det for missioner. Når man forfølger dem, kommer man let til at skide forventningerne og normerne et stykke.

På efterskole fordybede hun sig således i de nordamerikanke Siouxindianeres historie. Så meget, at hun som blot 16-årig på egen hånd drog til South Dakota for at opsøge efterkommerne.

- Jeg var besat af, hvordan de så ud og levede. Det var min første livsmission, og ingen havde fået mig til at blive hjemme. Jeg boede to måneder i Rosebud-reservatet og døde ikke af det. Jeg forfulgte drømmen og kom hjem med en masse unikke oplevelser og to akkorder i bagagen.

Hun fantaserer sig tilbage til første gang, hun skulle overnatte i en tipi. De klare, blå øjne skinner ved tanken.

- Jeg var fuldstændig euforisk. Jeg kunne se stjernerne gennem røghullet og nød det i fulde drag, indtil en edderkop på størrelse med en tallerken sad på teltdugen. Jeg skreg så højt, at der kom en voksen løbende og smed den ud. Senere vågnede jeg ved, at den var filtret helt ind i mit hår. Resten af natten sov jeg inde i et hus, mindes hun med et overbærende smil.

Fascinationen af indianerne træder stadig tydeligt frem. På det skrammede spisebord står en lerskål, hvor der ligger en hjembragt salvieplante fra South Dakota og en flot sort-hvid fuglefjer, der matcher de mange tegninger og malerier på de lavstammede vægge.

- Planten har ikke nogen spirituel betydning for mig. Den dufter bare skønt, når den ulmer, fortæller Laura og tilføjer, at hun sågar har sin egen tipi.

Desværre uden fungeringsdygtige pæle, så indtil videre tilbringer hun sommernætterne i et blomstret iglotelt i havens ene hjørne. Fryser hun, pilles rensdyrskindet ned fra vaskesnoren. Skabt til at sidde på ved bålstedet og tænke store tanker.

Naturlig samhørighed

Fra haven viser hun vej længere ind i skoven, hvor en bunke grantræer så lange som Rundetårn er væltet omkuld på samme dramatiske facon, som de værtshusskæbner hun selv har været omgivet af et utal af gange. Hun drages tilsyneladende af giganterne og balancerer på stammerne, som den seje pige tilbage i skolegården på "Slåspinden".

- Jeg tror på naturen og anser mig selv for et barn af den. Jeg tilbeder den ikke men føler en samhørighed, som nok er det tætteste, man kommer på spiritualitet. Lykke for mig er at være tæt på naturen og at kunne leve med sig selv. Så jeg lovede i en tidlig alder mig selv, at jeg ville opføre mig ordentlig over for livet.

Medier

Laura Mo-pdf

Kategorier