Simon Staun
Foto: Michael Drost-Hansen

Tvivlen er en gave

Da Lars Hjortshøj begyndte som standupper for 20 år siden, var alle hans hjemlige kolleger jævnaldrende, hvide middelklassedrenge, der talte om de samme emner på stort set samme måde.

- Det er sjovt at tænke tilbage til begyndelsen af den danske standup-historie. Man kunne fodre svin med os dengang i midten af 90'erne. Alle gjorde og sagde det samme. I dag er der heldigvis langt større mangfoldighed, da der er standuppere, som tager udgangspunkt i at være homoseksuel, kronisk deprimeret eller kristen. I sagens natur er der også kommet en større aldersmæssig spredning, som giver en anden spændvidde, fortæller Lars Hjorthøj.

Østjyden, der i dag bor i København, er kørt til Assens, hvor han optræder i dag. For at få en rugbrødsmad med fiskefilet, som han i øvrigt skamroser fra sit forrige besøg på Tobaksgaarden. Og ikke mindst for at fortælle om sit aktuelle show "Omvendt", der også har turneret i Svendborg tidligere på måneden.

- "Omvendt" handler som meget andet standup om at komme med sin egen "tilstandsrapport". I den sammenhæng er det rart at være blevet 48 år. Der er ingen, der magter at se flere 30-årige standuppere, der alle indleder med: "Hej, jeg er lige blevet far". Nu kan jeg bryde strømmen ved at tale om at være far til teenagere. Jeg har i hvert fald ikke hørt andre skrive om det emne endnu. I hvert fald ikke herhjemme, konstaterer Lars Hjortshøj.

Det har åbnet en ny verden af jokes, fordi to hjemmeboende teenagere er en ren gavebod som inspirationskilde.

- De er helt og aldeles urimelige at bo sammen med. Jeg tager noter konstant derhjemme, fordi de er helt skudt i låget, siger Lars Hjortshøj og ler.

Stil åndssvage spørgsmål

Komikeren, der blandt andet har været med til at forme kult-serierne "Casper og Mandrilaftalen" og "Langt fra Las Vegas", været radiovært på et væld af kanaler samt spillet med i en lang række danske film - senest den aktuelle "Emma og julemanden - jagten på elverdronningens hjerte", mener, at de seneste års ekstreme fokus på standup har haft en negativ effekt.

- Der er sluppet rigtig mange komikere gennem, som ikke var klar til det, fordi TV2 Zulu skulle producere billigt tv. Vi kender alle sammen mantraet, at man skal øve sig i 10.000 timer for at blive rigtig god til noget. Det er en del af komikerne på TV2 Zulu ikke er i nærheden af. Jeg forstår godt, at de unge tager imod chancen for at komme på tv, men de er tydeligvis ikke klar til det, siger Lars Hjortshøj, der selv fik smag for standuppen under et high school-ophold i North Carolina i midten af 1980'erne.

Dengang var der ingen i Danmark, der anede, hvad standup gik ud på. Derfor har den midaldrende standupper og hans jævnaldrende kolleger ikke nogen ældre, hjemlige kolleger at læne sig op ad.

- Vi har ingen referencer i den henseende eller mentorer, derfor skal vi selv definere, hvordan standuppen skal udformes, når man er mere end halvvejs i livet, siger Lars Hjortshøj.

For ham handler det i allerhøjeste grad om at bevare nysgerrigheden.

- Nysgerrighed behøver ikke at handle om alder. Jeg møder sgu mange mennesker i 30'erne, der på en eller anden måde allerede har lukket ned. De lever livet, som om de var dobbelt så gamle og stiller ikke de nødvendige spørgsmål til de vedtagne konventioner. Det er netop komikerens vigtigste redskab, præcis som det er journalistens rolle at stille en masse åndssvage spørgsmål, siger Lars Hjortshøj og smiler.

Styrke i tvivlen

I hele processen med "Omvendt" har han til en vis grad ændret måden at stille disse bunkevis af tåbelige spørgsmål på. Men det har også skærpet hans trang til at gå nye veje.

- Det faktum at stå midt i livet har fået mig til at indse, at det er nu, jeg skal rykke på ting. Udforske ting. Det er ikke, fordi jeg føler samme trang som et barn, der skal prøve ALT, og jeg har heller ikke den fornemmelse af udødelighed, som når man er 25 år. Det handler om at reflektere over, at jeg ikke er blevet klogere med alderen, og derfor tillade mig selv at holde alle sanser åbne, siger Lars Hjortshøj.

Hvis han skal holde kadencen med et show hvert andet eller tredje år, er han pinedød nødt til at fortsætte sin kroniske undren.

- Hver gang jeg føler, jeg har styr på noget, kommer jeg i tvivl. Der findes faktisk noget styrke i tvivlen, fordi den går hånd i hånd med troen. Vi vil alle sammen gerne have et færdigt svar, og vi er i ufattelig grad omgivet af eksperter, der har svaret på alt. Jeg savner at se nogen på tv, der blankt indrømmer, at de ikke kender svaret på et givent spørgsmål. Eller se en politisk debat, der i stedet for at være røvsyg og forudsigelig finder tilbage til traditionen med, at man kan blive klogere og skifte mening undervejs i en dialog. Jeg vil vædde på, at når vi har siddet her og snakket sammen en time, så er der én af os, der efterfølgende tænker: "Det er sgu da rigtigt, det han sagde, det havde jeg ikke lige tænkt over", forudser Lars Hjortshøj.

Carl Holst var en gave

Den 48-årige komiker fremhæver de sociale mediers negative effekt på den stolte højskoletradition med at debattere for at blive mere oplyst og ikke primært svine hinanden til og stå ubegribeligt stejlt på sine synspunkter.

- Tonen på Facebook og "nationen!" på Ekstra Bladet er ekstremt konfrontatorisk. Den måde at diskutere på flytter ingen af parterne, selv om det indrømmet kan være underholdende at følge med i skyttegravskrigen, mens den står på, erkender Lars Hjortshøj.

Han kalder koreografien i kommentarsporene yderst forudsigelige. Og der kommer konstant noget nyt at blive rasende uenige om.

- Den ene dag er det Carl Holst eller flygtninge. Den næste er det endnu et dyr i zoo, der slagtes, eller nogen, der ikke kan få en Kähler-vase. Mange opfører sig som børn, der i øvrigt kun kan bevare opmærksomheden om samme emne i et ganske kort øjeblik, fortæller Lars Hjortshøj.

Som komiker er han yderst tilfreds med de mange oplagte stridspunkter, der gavner materialeindsamlingen til hans show og hans ugentlige radioprogram på P4.

- Carl Holst var en gave. Jeg er faktisk ked af, at han gik så hurtigt af som minister. Han kunne sagtens have forsynet mig med skyts et par måneder endnu. Alene det faktum, at han anser sig selv for at være offeret i hele sagen er mageløs underholdning. Jeg burde faktisk sende ham et takkekort, konstaterer Lars Hjortshøj.

Historisk folkevandring

Samtalen er kommet vidt omkring, mens Lars Hjortshøj har tygget sig gennem fiskefileten i Tobaksgaardens café. Jeg er nødt til at spørge til noget, der ligger knap 20 år tilbage i tiden. Jeg er kæmpefan af det skingrende skøre komikprogram "Safari", hvor Lars Hjortshøj sammen med Casper Christensen skabte fundamentet til "Casper og Mandrilaftalen". Apropos undren har jeg altid spekuleret på, hvorfor det program blot er en parentes i deres fælles Comical Vitae.

- Jeg tror, det skyldes, at der var tale om en historisk folkevandring, der minder lidt om flugten fra Syrien i dag. Folk kunne ikke komme hurtigt nok væk. Da "Safari" kørte, var man netop begyndt med medieforskning og kunne måle, at vi smed cirka 100.000 seere hvert 10. minut. Vi troede, vi kunne køre videre på bølgen fra "Husk lige tandbørsten", men vi fandt ud af, at den gakkede humor på ingen måde hørte hjemme i primetime på DR, siger Lars Hjortshøj.

Seerene var rasende. Men det var vennen Jarl Friis Mikkelsen, der var underholdningschef, så "Safari" fik lov at køre 10 fredage som planlagt.

- Til trods for ramaskriget fik vi lov at fortsætte, selv om vi kom med nogle helt urimelige krav. Til en enkelt sketch skulle vi bruge en fire meter høj kaffekedel, som jeg stod nøgen nede i, mens der kom damp op. Det var komplet syret, og et andet højdepunkt var, da Casper Christensens fiktive bror Dion kørte ind i TV-Avisen og tævede værten Eva Jørgensen, fordi hun ikke kunne svare på, hvorfor Jørgen Clevin var blevet fjernet fra Tipslørdag. Jeg var overbevist om, at programmet var gået i glemmebogen, så det glæder mig, at der er nogen, der husker det, siger Lars Hjortshøj anerkendende.

Han hiver mobiltelefonen frem og søger på Google. Han finder det, han søgte.

- Se her. Det er et indslag, vi lavede til ungdomsprogrammet "Transit", der ligger endnu længere tilbage. Det hedder "Havemagasinet baghaven". Allerede der kan man spore anslaget til den humor, som vi forfinede og dyrkede i både "Safari" og "Casper og Mandrilaftalen", siger Lars Hjortshøj om klippet, hvor et tip til seerne blandt andet går ud på, at man først skal klippe sin plæne, hvis græsstråene er længere end ens kønsbehåring.