Næppe siden Moses befriede israelitterne har en mand delt
vandene så effektivt, som den amerikanske musiker Kurt Vile gjorde
det med sin koncert for en måneds tid siden på Roskilde Festival.
Den blev kaldt uforlignelig og genial. Samt sløset og ugidelig.
Alt afhænger af betragteren og lytteren. Således også når man
taler med den ved første øjekast lidt indelukkede og mutte musiker,
der ser mere ned i bordpladen end ind i journalistens øjne. Ved
nærmere eftersyn er han ikke uinteresseret eller tilnærmelsesvis
snobbet. Blot er en lidt genert type, der hellere vil nørde med
musikken end at sole sig i rampelyset og tale om sig selv.
Men rampelyset og interviews er en del af spillet. Og efter
Viles fjerde yderst succesfulde udspil, "Smoke Ring For My Halo",
der udkom tidligere på året, har spotlysene skinnet ubønhørligt på
den 31-årige musiker fra Philadelphia.
Massiv efterspørgsel
Allerede inden, han slog igennem i USA, var der danskere, der
skrev til ham, at han snart burde turnere i det lille for ham
dengang ukendte land.
- Selv da jeg var en del af undergrunden i USA, kom der
forspørgsler fra Danmark, hvilket jeg slet ikke forstår. Det var
det samme med Australien, hvor folk, jeg aldrig havde mødt eller
talt med, var virkelig hooked på at få mig dertil, fortæller Kurt
Vile stadig overrasket.
Selv om han har dyrket musikket nærmest som en religion, siden
han var teenager, mener han ikke, han har turneret ret meget i
forhold til, at han er 31 år.
- Mange af mine jævnaldrende kolleger har turneret langt mere
end jeg. Men det skyldes sikkert, at jeg lige omkring mit
internationale gennembrud har stiftet familie og derfor måttet
vælge nogle muligheder fra, der ellers var økonomisk og kunstnerisk
oplagte, forklarer Kurt Vile.
Omvendt har det muligvis betydet, at der er opstået en relativ
stor hype omkring ham, der resulterede i, at hans første danske
koncert på Vega i maj var udsolgt, og at der var stor
anmelderbevågenhed, da han optrådte for halvanden måned siden på
Roskilde Festival.
- Jeg har været helt blæst bagover over den massive interesse
indtil videre, og der kun det at sige til det, at hvor der er en
efterspørgsel, der kommer mit band og jeg meget gerne forbi,
konstaterer Kurt Vile og roder sig i den omfangsrige, krøllede
manke.
En musikelskende by
Det er efterhånden sjældent, han befinder sig længere tid af
gangen i hjembyen Philadelphia på den amerikanske østkyst. En by
med en sprællevende musikscene og især en blomstrende
undergrund.
- Byen er hjemsted for mange ultraundergrundsbands, der prægede
min ungdom. I dag er der stadig en yderst fertil undergrund med
grupper som Pissed Jeans, Dr. Dog, Purling Hiss og Birds of Maya,
der med stor sandsynlighed ikke er kendt i Danmark, gætter Kurt
Vile.
Den påstand har han temmelig sikkert ret i. Det ville måske se
anderledes ud, hvis der var lige så mange "rigtige" pladebutikker,
som der stadig er i Philadelphia.
- Der er rigtig mange pladebutikker i byen, hvor der bor mange
rigtige dedikerede og videbegærlige musikfans. Jeg har selv brugt
en formue og utrolige mængder tid på at støve plader op og kender
næsten samtlige pladebutikker. Jeg får efterhånden en ret god
rabat, fordi jeg kommer der hele tiden. Eller kom der, retter Kurt
Vile sig selv.
Altid arbejdet benhårdt
På grund af sin lille datter på et år har Kurt Vile aldrig
turneret flere end fem uger ad gangen. Længere kan han ikke holde
til at være væk hjemmefra.
- Det seneste halve år har jeg promoveret "Smoke Ring For My
Halo" ekstremt meget. Jeg halser frem og tilbage mellem Europa, USA
og Australien. Kan jeg bare få et par dage hjemme ind imellem, er
jeg glad. Derudover benytter min kone og min datter enhver mulighed
for at besøge mig forskellige steder i USA, understreger Kurt
Vile.
Han kalder det en stor prøvelse at blive gift, få barn og slå
igennem inden for få år.
- Ind imellem minder det om psykologisk krigsførelse, når man er
ægtemand, far og turnerende musiker på samme tid. Men jeg stod i
den situation, at hvis jeg skulle gribe chancen med musikken, var
det nu og her. Hvis jeg skubbede det, risikerede jeg at tabe alt
det på gulvet, jeg har bygget op til og arbejdet benhårdt for hele
mit liv. Det ser umiddelbart ud til at være et rigtigt sats, og det
kommer alt andet lige min familie til gode i længden, forklarer
Kurt Vile og smiler.
Når han endelig er hjemme, mener han til gengæld, han er langt
mere far end mange andre fædre.
- Dem, der arbejder 9-17, kommer fuldstændig ødelagte hjem hver
dag og kan ikke overskue at lege med deres børn, fordi de ved, de
skal på arbejde allerede dagen efter. Der har jeg ind imellem
fire-fem uger fri i streg, hvor jeg kan være sammen med min datter
24 timer i døgnet. Åh, det elsker jeg virkelig, udbryder Kurt Vile
og lader for et kort øjeblik tankerne vandre over Atlanten.
Et lysende talent
I flere musikmagasiner er Kurt Vile blevet døbt "fremtidens
sangskriver". En ære, han både er benovet og taknemmelig for.
- Der findes så mange store sangskrivere, at jeg ikke engang vil
begynde at remse dem op. Men jeg værdsætter de flotte ord og glæder
mig over, at mit arbejde gennem mange år påskønnes. Jeg vil ikke
fremhæve mig på bekostning af andre, men jeg vil gerne indrømme, at
jeg ind imellem skriver nogle ret gode sange, siger han og ler
smørret.
Til trods for et sammenrend af påvirkninger og
inspirationskilder tror han, at hans force er en meget enkel
emotionel, alternativ rock.
- Selv mine tungeste sange har forholdsavis melodiske akkorder
og en speciel stemningsfuld vokal. Jeg ved ikke, om jeg er
fremtidens sangskriver og musiker, men jeg gør alt for hele tiden
at løfte min musik til et stadig højere niveau. Men det giver
næsten sig selv, gør det ikke?