Chris Cornell, 2009

PR-foto, Universal Music
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Skæbnen er en spøjs størrelse

Chris Cornell har solgt mere end 50 millioner albummer med Soundgarden, Temple of the Dog, Audioslave og som solist. Da karrieren tog fart med Soundgarden, mente mange, han sang for godt og så for godt ud til at slå igennem med tung rock

Sjældent har en musiker af Chris Cornells kaliber fået så sønderlemmende kritik, som da han udsendte sit tredje soloalbum "Scream" tidligere på året. Den afgudsdyrkede forsanger fra Soundgarden og Audioslave havde kastet alle rutiner og gamle dyder over bord. Helt intentionelt. Og blev verbalt trynet, tævet og latterliggjort for sit markante sats.

- Det var faktisk ikke fordi, jeg havde tænkt mig at redefinere rockmusikken. Jeg forsøgte nærmere at trænge ind i et fremmed område, hvor jeg ud fra et tekstskrivnings- og indspilningsaspekt skulle genopfinde mig selv. Det var en helt anden verden for mig at arbejde sammen med produceren Timbaland, der på en måde sendte mig tilbage på skolebænken, fordi jeg skulle lære alt forfra, hvilket har været det essentielle for mig i processen. Og så ønskede jeg ikke bare at læne mig tilbage og gentage det, jeg allerede har bevist mange gange, jeg kan, fortæller Chris Cornell i sit hotelværelse dagen efter sin koncert i københavnske Store Vega sidste uge.

Christopher John Boyle, som han blev født som i 1964, anser det ikke længere for nogen større udfordring at sætte sig ned og skrive et album. Derfor var det nødvendigt at ryste posen eftertrykkeligt efter 20 år i branchen.

- Når man når min alder, er det på tide at benytte nye ingredienser og eksperimentere med nye idéer, der er radikale nok til, at de rykker ved én selv og ikke blot ens fans. Efterfølgende har jeg kunnet mærke, at "Scream"-albummet har påvirket mig utrolig meget. Det har rigtignok været et dramatisk stilskifte, men jeg har altid frygtet den dag, hvor jeg ville gentage mig selv, som så mange andre artister gør. Den frygt er i hvert fald manet til jorden efter "Scream", konstaterer Chris Cornell.

Cornell sang for godt

Egentlig begyndte samarbejdet med Timbaland ved, at der blot skulle laves et par remix af nogle sange. Men efter en 10 minutter lang telefonsamtale havde de to mænd besluttet at skabe hele albummet sammen.

- Det var meget interessant for mig at kunne tage beslutninger fra det ene sekund til det andet. Tidligere har der altid været et band, som alt skulle vendes med. Nu var det hele op til mig. Derfor blev jeg også nødt til at hellige mig projektet 100 procent for at kunne grave dybt nok og genopdage musikken. For at skabe noget stort skal man ikke være for magelig og kun bevæge sig i vante miljøer, som mange succesfulde musikere foretrækker det. Jeg har altid følt, at hvis jeg var inspireret af noget, ville det på en eller anden måde inspirere andre. Så selv om nogle af de gamle fans hader "Scream", glæder det mig, at jeg allerede har fået flere nye, siger Chris Cornell, der giver sig ekstremt god tid til at svare på spørgsmålene.

Det grænser til det surrealistiske at interviewe et ikon, som man har dyrket siden gymnasietiden, hvor Soundgardens mesterværk "Super-unknown" åbnede dørene til en nyt musikalsk univers. Min amerikanske veninde, der var med til koncerten aftenen forinden, bliver ved med at spørge, hvordan en avis af Fyens Stiftstidendes størrelse kan få en halv time sammen med en amerikansk stjerne, som mange aviser fra hans hjemland må kigge i vejviseren efter. Jeg kan ikke komme på noget fyldestgørende svar. Men skæbnen er heldigvis en spøjs størrelse ind imellem. Også for Chris Cornell, der begyndte som punksanger med en alt for overbevisende stemmepragt.

- Da jeg begyndte at synge i et indieband, mente mange, at jeg sang alt for godt. Desuden sagde de, at jeg så for godt ud til at spille punk og hård rock. Men kritik har aldrig rigtig bidt på mig, siger han med et toneleje, der indikerer sandheden bag ordene.

Modsætninger tiltaler

På et personligt plan mener han, det var en ganske modig beslutning at gå så radikalt nye veje. I forhold til anmeldernes hånlige domme er han dog kold som en iglos krybekælder.

- Da Soundgarden begyndte, var det på samme måde. Vi var et postpunk-indieband, der inkluderede hardrock fra 1970'erne. Det var absolut forbudt dengang og nærmest betragtet som tabu. Jeg har derfor allerede fra starten af min karriere vænnet mig til negativ kritik og formaninger om, hvad jeg ikke måtte gøre. Så i enhver henseende er kritikken ikke uvant for mig, fortæller Chris Cornell, der ikke vil kalde sig selv modig, selv om han sagtens kan se faren i, at der opstår for stor en kløft mellem Soundgardens tunge, dystre rock og til sine seneste mere elektroniske og nærmest poppede solistsange.

- Det er netop de modsætninger, der tiltaler mig. Men jeg vil da godt indrømme, at jeg på forhånd havde mine tvivl om, hvorvidt de to verdener kunne forenes til mine koncerter. Heldigvis har det fungeret godt, og i stedet for at virke besynderligt, har det tværtimod løftet sættet til nye højder. Og som det ser ud for branchesalget nu, tror jeg heller ikke, man skal være bange for at eksperimentere. Tiden er ikke til at være påpasselig, siger Chris Cornell.

Når han taler, flyver det i alle retninger med sproglige billeder. Som dem om at blande kortene grundigt og vaskede sig ren for gamle påvirkninger. Eller om at føle sig forfrisket, nærmest genfødt som musiker og selvsikker som en ustoppelig teenager.

- Men ikke i sådan en grad, at jeg overvejer at udgive et trompetalbum næste gang. Jeg er jo ikke idiot, siger han og griner med sin karakteristiske hæse røst og tilføjer:

- Jeg vil altid vende tilbage til den form for musik, der har formet min karriere. Men med "Scream"-materialet har mine koncerter fået langt mere dynamik, fordi jeg tonemæssigt og rytmisk begiver mig helt nye steder hen. Det har faktisk aldrig været sjovere at stå på scenen, konkluderer han.

Lyriske landskaber

Der er delte meninger om, i hvilken sammenhæng Chris Cornell skrev sine bedste tekster. Undertegnede mener klart, at Soundgardens dystopiske, tungsindige sange er i absolut særklasse. Han fremhæver selv sangene fra Temple of the Dog, et band der blev stiftet for at indspille en hyldestplade til vennen Andrew Wood, som de mest personlige gennem karrieren.

- Albummet, der for øvrigt blev indspillet med de musikere, der senere lavede Pearl Jam, udkom mellem de to Soundgarden-udgivelser "Louder Than Love" og "Badmotorfinger". Fordi det var dedikeret til en nær ven, brugte jeg mig selv langt mere i teksterne, end jeg havde gjort tidligere. Derefter ændrede mine tekster en smule karakter og blev mere autobiografiske. Fra at være lyriske landskaber, der ikke havde noget at gøre med mig, inddrog jeg mig selv i langt højere grad på albummet "Badmotorfinger", hvor jeg var langt mere bekendende omkring mine følelser og angstneuroser, fortæller Chris Cornell.

Som han ser det, brugte mange andre bands hele plader på at gøre grin med eller svine andre til i den periode. Han kalder det kujonagtigt og decideret dumt udelukkende at kritisere og ikke åbne op for sine egne følelser.

- Siden dengang har jeg lukket mere og mere op for personlige tekster. Da jeg skrev det første album med Audioslave i 2002, gik jeg igennem en helt forfærdelig tid med skilsmisse og andre personlige problemer. Derfor minder de sange mig på godt og ondt altid om den periode. Hvis ikke jeg havde skrevet om det, ville jeg ikke kunne have brugt oplevelserne fremadrettet og ændret mig som menneske, siger Chris Cornell.

På musikkens præmisser

På scenen har han også ændret karakter fra at være ekstremt udadvendt og aggressiv til at fokusere på at indlemme publikum i koncerterne i stedet for at afskære dem.

- Jeg angreb nærmest publikum og sangene tidligt i karrieren. Ofte blødte jeg efter koncerterne, fordi jeg gik helt bersærk. Publikum kunne lide det, men selv følte jeg en form for utilfredshed. Når jeg efterfølgende lyttede til indspilninger fra det, jeg havde fornemmet var en sublim koncert, var det ofte en kaotisk omgang med virkelig dårlig lyd. Derfor besluttede jeg, at "Superunknown" udelukkende skulle være på musikkens præmisser. Derfor står det stadig som et andet af mine største stilskifter i karrieren. Jeg er ikke mere stolt af det album end af "Scream". Jeg er, hvem jeg er. Såvel på scenen som udenfor. Jeg er heller ikke en kunstig skabt karakter, som jeg har været tidligere. Jeg er bare mig. Og så håber jeg, at sangene uanset formen gør mig interessant nok for publikum.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Chris Cornell
Audioslave
Soundgarden
Badmotorfinger
Temple of the Dog
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.