Simon Staun
PR-foto, Copenhagen Records

Eksistensen er truet

Siden Carpark North udsendte trioens forrige album, "All Things To All People" i 2005, har den danske musikscene ændret sig kolossalt. Hvor bandet fra Århus før var nærmest enerådende på elektrorockscenen, skal det nu kæmpe om sceneplads og markedsandele med grupper som Veto, Spleen United og Duné. Sjovt nok alle bands, som Carpark North kender rigtig godt.

- Ja, Dúné deler vi faktisk øvelokale med, og Veto og Spleen United stammer begge fra Århus lige som os, så der er et naturligt venskab og en følelse af samhørighed. Derudover er det tre bands, der alle inspirerer mig meget og viser, hvordan næste skridt kan tages. Men Carpark North kom først med denne stil herhjemme, og jeg har derfor aldrig set nogen af de andre bands som en decideret trussel mod os. Desuden tror jeg, at vores publikum og musik trods alt er en kant bredere, fortæller forsanger Lau Højen, der er sikker på, at grupperne ikke ødelægger noget for hinanden, hvis de spidser ører og sammen prøver at flytte grænserne for genren.

Aldrig lavet mere musik

Carpark North fejrer 10-års jubilæum i en brydningstid, hvor talentmassen samt udbuddet er større end længe og tilgængeligheden for musik mere omfattende end nogensinde.

- Da vi startede, var vi stort set det eneste upcomingband, der lå lige under overfladen. Det var i hvert fald den følelse, vi havde dengang, og siden er det stort set kun gået fremad for dansk musik. Mange bands har fået kontrakter i udlandet og generelt er rockscenen mere sprudlende og fantasifuld end længe. Så min primære og eneste anke er, at vores eksistensberettigelse som band er truet på grund af internettet og tendensen til ikke at ville betale for musik, siger Lau Højen og fortsætter:

- Det er lidt et paradoks, at der aldrig er blevet lyttet mere til mere musik og aldrig blevet betalt så lidt for den.

En tendens, der måske er én af årsagerne til, at man kan høre bandet spille to koncerter lørdag. Først til Rock Under Broen over middag i Middelfart og om aftenen på Toldkammeret i Helsingør.

Den optimale rocksang

Da bandet valgt dets navn, skulle det symbolisere, at musikken balancerede mellem rockens kantede råhed og den elektroniske musiks sfæriske elementer. Den sammensætning mener forsangeren stadig, bandet lever op til.

- Vi prøver at blande det nysgerrige fra elektronikken med det hårdtslående fra rocken. Om det er lykkedes at lave en optimal fordeling, ved jeg ikke, men det har i hvert fald altid været bandets ambition af lave den perfekte elektrorocksang. Og med "More" fra det seneste album "Grateful" er vi tættere på end nogensinde, mener Lau Højen.

For øjeblikket kurtiserer Carpark North et svensk pladeselskab, hvis mål er at sælge gruppen på verdensplan. Og selv om det efterhånden er blevet en kliché at snakke om internationale gennembrud, tror bandet på det.

- Sol, stjerne og måne peger på, at det kan blive rigtig stort. Men vi er samtidig så realistiske, at vi ved, meget afhænger af held. Rammer man noget, der fænger for tiden rundt om i Europa, kan der omvendt hurtigt ske noget. Og alene det, at pladeselskabet tror, de kan tjene penge på os, tager vi som et godt fingerpeg, konstaterer Lau Højen.

Han tror også, at det faktum, at han har fået et bedre forhold til sin stemme giver bedre odds for udebanesejre.

- Vi har altid fået masser af ros, når vi gik fra scenen. I stil med: "Nej, en fed lyd" og "Hold da kæft, en god trommeslager". Men som sanger er jeg aldrig rigtig blevet rost. Sikkert fordi min vokal ikke var det mest imponerende i vores orkester. Men på det seneste har jeg fået rigtig mange positive kommentarer, så enten sang jeg virkelig dårligt før, eller også er det blevet rigtig meget bedre efter samarbejdet med produceren Brian Sperber, vurderer Lau Højen