KT Tunstall, 2011

Det er med stor sandsynlighed første gang, en skotsk kunstner har fået et åbningsspørgsmål, hvor både eventyret "Den grimme ælling" og historien "Ørneflugt" er involveret. Men det har måske heller aldrig været så oplagt som i tilfældet med Kate Victoria Tunstall, der voksede op i et hjem uden én eneste plade og alligevel er endt med at sælge flere end fire millioner af slagsen.

- Henrik Pontoppidan, siger du... Nej, ham kender jeg ikke. Men Hans Christian Andersens eventyr kender jeg godt. Det er en interessant diskussion, hvorvidt arv eller miljø betyder mest for, hvilken type person, man bliver, og hvilke talenter man får i livet, siger den skotske sanger, der er barn af en halvt kinesisk halvt skotsk mor og en irsk far, der bortadopterede hende, da hun var blot 18 dage gammel.

Hun har ingen anelse om, hvordan hendes genetiske baggrund ser ud. Men én ting har hun ladet sig fortælle: Hendes biologiske far havde en god sangstemme.

- Derudover aner jeg intet. Derfor er det lidt sjovt, at jeg er den eneste i hele min familie, der interesserer mig for og dyrker musik. I en eller anden forstand er jeg familiens sorte får, fortæller Kate Tunstall og kommer til at le over, at hendes bror sågar er døv.

Elsker excentricitet

Kate Tunstall tror, at man fødes med rytmisk talent eller en storslået sangstemme. Hun mener ikke, man kan lære at have en god stemme.

- Man kan naturligvis blive god til noget, hvis man øver intenst. Men man kan ikke blive sublim, hvis ikke man har et medfødt talent. Min bror spiller på døvelandsholdet i tennis, og ind imellem har det fået mig til at tænke på, hvorfor Pete Sampras og Roger Federer var så ekstremt meget bedre end deres konkurrenter. De havde alle sammen toptrænere og trænede hver eneste dag på de bedste faciliteter. Det kan kun skyldes, at de fra naturens side har et forspring. Det samme gælder for de musikere og kunstnere, der når et niveau, hvor blot meget få når op. Så i den henseende tror jeg bestemt på, at ens genetiske arv kan betyde lige så meget eller mere end miljøet, der omgiver én, vurderer Kate Tunstall.

Hun tilføjer, at den store forskel på, hvem der fødes med et signifikant talent eller ej, er med til at gøre det til en mere interessant verden at leve i.

- Jeg er stor fan af excentricitet, og det er sørgeligt, at man i musikindustrien er så bange for at tage risici og netop springe på de skæve artister i stedet for dem fra tvshows.

Det eneste positive, der kommer ud af den slags "talentkonkurrencer", er, at nogle mænd tjener en ordenligt røvfuld penge på at tage røven på børn og unge med stjernedrømme. Det er ikke musik. Det er et stort opsat karaoke-show, svovler Kate Tunstall.

Selvsikker skotte

Den brunøjede og på en meget naturlig måde smukke kvinde har en ret tydelig fornemmelse af, at årsagen til, hun er blevet den, hun er, også skyldes en selvsikkerhed, som hendes adoptivforældre i høj grad har lagt kimen til.

- Min mor var skolelærer, og min far var forsker. De havde en ekstrem god føling med, hvor vigtigt det er, at børn kan få lov til at udtrykke sig og udvikle en selvbevidsthed. De vidste mig stor tillid og lod mig blandt andet rejse rundt i Europa som 16-årig. Det ville jeg aldrig tillade min egen datter at gøre, fortæller Kate Tunstall.

- Hvad tænkte de på, spørger hun sig selv, inden hun svarer på forældrenes vegne: -Vi ved, du ikke gør noget dumt og træffer de rigtige beslutninger.

Og det gjorde hun. Altså traf de rigtige beslutninger.

- Der var potentielt en ret stor risiko for, at jeg ville være kommet galt af sted, fordi snoren var så lang. Men jeg vendte helskindet hjem og understregede dermed, at jeg kunne leve op til deres uforbeholdne tillid, fortæller Kate Tunstall.

Lige så begejstret hun er for forældrenes måde at forme hende på, lige så utilfreds var hun med, at der skulle gå et årti, før de erkendte, at hun kunne klare sig som musiker.

- Jeg kommer som sagt fra et hjem uden musik. Der var ganske enkelt ikke én eneste plade i hele huset, så min forældre anede ikke, om jeg overhovedet kunne noget musikalsk, fordi de ikke kunne sammenligne mig med noget. I seks-syv år skændtes vi, fordi de krævede, at jeg fandt et rigtigt job. Den strid brugte jeg heldigvis konstruktivt, fordi jeg ville modbevise dem. Hvis de havde sagt: "Kate, du er helt fantastisk", var jeg måske aldrig kommet så langt, gætter Kate Tunstall.

Først, da hun optrådte live i et tv-show med Jools Holland i 2004, kunne hun fornemme, at deres tvivl var ved at fordufte.

- Det var første gang, jeg optrådte på tv, og mine forældre sprang rundt hjemme i stuen. Min far skulle have råbt: "Hun klarede det, hun klarede det". Det andet og altafgørende skridt var, da de sad ved mit bord til BRIT Awards i 2006, hvor jeg vandt prisen som Årets Kvindelige Artist, husker Kate Tunstall, der ser helt forlegen ud ved at nævne disse gigantiske øjeblikke i sin karriere.

- Det var øjeblikket, hvor de endegyldigt fandt ud af, at jeg faktisk havde et fast arbejde, siger hun og griner, så det runger i hele lokalet.

Når landskabet skaber

Den 35-årige sanger begyndte i en ret sen alder at interesse sig for musik. Først som 15-16-årig startede hun med at lave kassettebånd med sange af sine yndlingsbands. En liste, der tæller PJ Harvey, The Flaming Lips, Muddy Waters, Stone Roses, Fairground Attraction og Howlin' Wolf.

- Det var en helt absurd blanding af kunstnere og stilarter. Alt lige fra folk og blues til progressiv rock. Jeg slugte det hele råt, fortæller Kate Tunstall.

Hun har dyrket og udforsket musikken lige siden, og i de senere år er hun blevet interesseret i, hvordan musik udvikler sig og skabes i øde egne som i Skotland, Norge eller på Færøerne, Island eller Grønland.

- Det er spændende at se, hvordan musik former sig i et område, hvor indbyggerne ikke har samme tilgang og adgang til musik som i storbyerne og metropolerne. Steder, hvor der ikke er store koncerter, vrimler med turister eller er radiostationer, der spiller den nyeste musik, forklarer hun.

I Skotland flytter langt de fleste bands til Glasgow for at gøre karriere. Og de har ikke nødvendigvis den samme lyd som de bands, der forbliver boende i de små flækker rundt i landet.

- Jeg tror, klimaet spiller en markant rolle i ens udtryk. Hvis man ikke kan bevæge sig uden for en dør store dele af året, må det have stor indvirkning på de toner, man sætter sammen. På den måde minder de britiske øer og Skandinavien meget om hinanden. Det er sprudlende musikscener, der måske netop nyder godt af, at vi er tvunget til at opholde os inden døre store dele af året. Altså kan der komme noget godt ud af kedsomhed, understreger Kate Tunstall, der kalder sig selv en klassisk romantiker, hvor landskabet præger hendes måde at skrive på.

- Hvis man som mig kommer fra det nordøstlige Skotland, der er forblæst, fyldt med klipper, kulde og konstant regn, vil det uvilkårligt påvirke ens musik. Det lyder måske ikke voldsomt tiltrækkende, men da jeg kom til London, slog det mig, at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg evig og altid var omgivet af mennesker. Man sammenligner sig altid med de mennesker, man ser, fordi vi bruger hinanden som spejle. Det er ikke sundt altid at spejle sig i andre, fordi man kan ende med at blive egoistisk, over-fladisk og endda paranoid. Hvis man befinder sig ude i den barske natur, stopper man hurtigt med at tænke på sig selv og koncentrerer sig i stedet om landskabet og det, der omgiver en. Det kan være et særdeles kreativt sted at befinde sig, fortæller Kate Tunstall, der i dag bor en halv time fra London i et bindingsværkshus med eget solcelledrevet studie.

Enkelte åbenbaringer

Efter interviewet skal Kate Tunstall mødes med en grønlandsk ven. Derfor er det oplagt at spørge, hvad baggrunden er for åbningsnummeret "Uummannaq" på hendes seneste album "Tiger Suit".

Den er, viser det sig, at hun i 2009 var en del af projektet Cape Farewell, der fokuserer på klimaforandringer. Et skib blev sendt af sted til Vestgrønland med 20 forskere og 20 musikere, hvor blandt andet Martha Wainwright, Jarvis Cocker og Leslie Feist var om bord.

- Det var en ubegribelig speciel samling mennesker på et ubegribeligt smukt sted. Jeg har altid været fascineret af Grønland og samlede på eskimo-og inuit-ting som barn og elskede at bygge igloer, når der var sne. Det var dog virkelig vanskeligt at be-finde sig på en relativt lille båd med en bunke kæmpe egoer fra vidt forskellige planeter. Mit eget ego led under det, fordi jeg var gået i gang med min tredje plade og tvivlede på, at jeg ville opnå det, jeg håbede på. Tilmed lagde vi til i byen Uummannaq, hvor jeg spillede den ringeste koncert i mit liv. Jeg følte mig i den grad andenrangs sammenlignet med de andre musikere og gik helt ned på selvtilliden. Men efterfølgende kan jeg se, det var nødvendigt for mig at have det helt forfærdeligt og komme over det. De tanker blev til åbningsnummeret "Uummannaq", der kom til verden, mens jeg stod og skreg fortvivlet ind i isbjergene, husker Kate Tunstall.

Hendes mest kendte sang er uden tvivl "Suddenly I See" fra debutalbummet "Eye to the Telescope" fra 2004. Den sang benyttede Hillary Clinton til sin præsidentvalgkampagne i 2008. En kamp hun tabte til partifællen Barack Obama. Men sangen vandt globalt genhør, og Kate Tunstall fortæller, at hun selv har haft enkelte af den slags øjenåbnende oplevelser, som titlen refererer til.

- Det er sket få gange i mit liv, at jeg har haft det, man kan kalde en slags åbenbaring og pludselig erfaret, hvordan det hele hang sammen. I et tidligere forhold var jeg helt forkert på den. Det var, som om vores problemer var skrevet med usynligt blæk, der med et trylleslag blev læseligt. Med ét kunne jeg se, det var mig, der var problemet, og ikke ham, fortæller Kate Tunstall, mens et ærligt smil breder sig om hendes læber.

Forårssolen og en grønlandsk ven venter udenfor. Kate Tunstall lover, at hun vil tjekke denne Pontoppidan ud ved lejlighed og snart vende tilbage til Danmark.

Medier

KT Tunstall-pdf

KT Tunstall-pdf 2

Kategorier