Simon Staun
Foto: Peter Leth-Larsen

Krystalklart venskab

Man kan høre de forpustede grin, længe inden de to 59-årige mænd vælter leende ind ad døren til det eksotisk indrettede hotelværelse på femte sal på Vesterbro i København. Michael Falch tager sig til brystet, mens han stakåndet giver hånd.

- Hold nu kæft, man skulle ikke tro, jeg var topspiller i Tåsinge Boldklub for kort tid siden, pruster Michael Falch, mens Poul Krebs tager plads i en sofa med et mondænt dyreskind.

Dette er det første interview, de laver i forbindelse med deres første fælles album "Tomandshånd", der udkommer i dag. Man fornemmer tydeligt, at de har masser på hjerte og ikke er nået til hule reflekssvar uden tyngde. En ubetinget gave for såvel journalist som læser.

- Vi kan noget på tomandshånd, vi ikke kan alene. Vi lukker hinanden ind i et rum, de færreste kommer ind i. Det rum, hvor vi skriver vores sange. Derinde har vi i fællesskab skabt noget, der er større end det, vi hver især kunne. Jeg synes i den grad, vi gør hinanden bedre, indleder Poul Krebs, der får vejret før Michael Falch.

Michael Falch vil gerne på banen. For at beskrive, hvordan dette samarbejde har skilt sig ud fra den bevidst ensomme arbejdsgang, han normalt dyrker.

- Jeg havde ikke troet, jeg kunne skrive med andre, fordi mine tekster er ekstremt personlige. Men hvis nogen skulle lukkes ind, var det Poul. Fordi vi gennem to årtier har bygget et venskab op. Fordi jeg ved, at jeg ikke får en kniv i ryggen. Jeg er tryg i hans selskab, og så er vi begge konkurrencemennesker. Det er derfor, jeg stadig ikke har fået pusten efter de satans trapper, siger Michael Falch og griner.

Ingen redningskrans

Michael Falch har haft den holdning, at det nærmest var helligbrøde, hvis andre kommenterede på hans tekster. At foreslå ændringer kan være decideret livsfarligt, indikerer han med et dramatisk blik.

- Mine tekster skal man holde sig fra. Basta. Poul er den eneste, der har fået lov til at kommentere og komme med ændringsforslag. Nogle gange har jeg skullet sluge en kamel. Faktisk en del gange, indrømmer Michael Falch.

Poul Krebs tror, det handler om, at man også inden for sangskrivning kommer længere med ærlighed.

- Vi har begge sange i den andens bagkatalog, vi holder uendeligt meget af. Men der er også sange, vi hver især synes, vi kunne have skrevet bedre. Vi er så ærlige over for hinanden, som man kan være, når man har bygget et venskab og arbejdsfællesskab op over så mange år. Vi skal sgu ikke please hinanden, og det er alt andet lige bedre at få direkte besked, inden det er for sent, konstaterer Poul Krebs.

- Hørt! Vi er ikke rygklappere. Derfor har vi kunnet løfte og skubbe til hinandens svage sider, så resultatet er blevet noget andet end det, vi laver på egen hånd. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at dette samarbejde ikke er en redningskrans, fordi vi ikke kan klare os på egen hånd. Den hypotese har en desperat slagside, som slet ikke er aktuel. Vi har begge klaret os glimrende de seneste år, og den medvind samt gejst har vi bragt med ind i projektet, siger Michael Falch.

Ånden fra Landsbyen

Inden de tog i studiet i juni, gav Poul Krebs og Michael Falch koncert i Den Fynske Landsby. De vidste godt, det var vovet. Var det blevet en dårlig aften, ville de bringe negativ energi med sig i studiet. En decideret dødssynd.

- Vores bandmedlemmer var ret skeptiske, fordi koncert og albumindspilning ikke rigtig hang sammen. Men det faldt heldigvis ud til den helt rigtige side, fordi koncerten blev ekstremt vellykket. Både vi og vores respektive bands svævede i studiet den nat, og derfor var den koncert altafgørende for udfaldet af albummet, fortæller Poul Krebs.

- Som erfaren musiker kan det indimellem være svært at tage oplevelsen ind og glæde sig spontant, fordi man konstant frygter, hvad der kan gå galt. Det skete ikke den aften. Vi tog stemningen ind i fulde drag, og de efterfølgende tre dage indspillede vi syv sange på energien fra Den Fynske Landsby. I øvrigt er det i mine øjne Danmarks smukkeste udendørsscene, og det siger jeg ikke kun, fordi du er fra en fynsk avis, understreger Michael Falch.

Den reneste sang

Det er lidt af en kliché at udspørge to sangere om, hvad den anden er bedst til. I denne situation føles det dog oplagt.

- Poul kan skrive novellefilmsange som ingen anden i dette land. Han er en mester til at præsentere mennesker, så man ser dem for sig og mærker deres skæbner. Den slags sange er der flere af på "Tomandshånd", siger Michael Falch.

Poul Krebs er nærmest tvunget til at sige noget pænt nu. Det gør han gerne.

- Når Michael virkelig "rammer den", skriver han den reneste sang, der kan skrives. Michael har skrevet nogle af sine allerbedste sange på det her album, synes jeg. Måske fordi jeg har fået ham til at fjerne de værste fejl, siger Poul Krebs knastørt.

Michael Falch knækker sammen af grin. Og denne gang har han luft til at brøle igennem. Humor er en ikke uvæsentlig del af limen, der holder den sammen.

- Humor betyder alverden for os. Halvdelen af billederne til vores cd-cover blev sorteret fra, fordi vi skraldgrinede. Men det er vigtigt at understrege, at vi ikke har en spiddende humor. Vi udleverer ikke nogen ... Allerhøjst lidt os selv, siger Michael Falch med slet skjult henvisning til Krebs-sangen "Sådan nogen som os".

Krystalklart øjeblik

Åbningssangen på albummet hedder "Ironisk nok". Men den handler ikke om humor. Den er skrevet om et ganske særligt øjeblik på dagen, hvor alt endnu er uberørt af menneskehånd.

- I sekunderne efter man vågner op, er man uden filter. Man er helt åben og i nær relation til eksistensen. Al tidsånd har ikke vundet indpas, og man står over for livets elementer. Og glæder sig over, at både man og livet er her endnu. Det er meget uironisk. Det handler faktisk om liv og død, for nu at knalde udråbstegn på, filosoferer Michael Falch.

Poul Krebs kalder både åbningssangen og lukkesangen "Ved du det godt" for hyldester til det rene billede, der står fuldstændig krystalklart.

- De to sange handler om det øjeblik, man er i komplet sync med sig selv. Øjeblikket, hvor man vågner op og ser sit sovende barn. Et billede uden alt muligt flimmer og fravær, siger Poul Krebs.

Rådden æblemost

Sangen "Derfra og til evigheden" handler om venskab. Men ikke Krebs' og Falchs. Det får os alligevel til at snakke om, hvornår man går fra at være bekendte til egentlige venner.

- Rent teoretisk kunne vi godt have mødt hinanden og indledt et venskab allerede i 1971, hvor vi begge var til Deep Purple-koncert i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus. Men første gang jeg mødte Michael, var til en Malurt-koncert i Stakladen i Aarhus, hvor jeg var publikummer. Michael "mødte" mig første gang til en af mine koncerter på Montmartre i København på nogenlunde samme tidspunkt. Vistnok omkring 1987. Vi snakkede dog ikke sammen ved de lejligheder, det skete først 10 år senere, da vi tilfældigt mødte hinanden på færgen mellem Ebeltoft og Sjællands Odde, husker Poul Krebs.

- "Rådden æblemost" kaldte vi overfarten. Hold kæft, man har taget mange ture på den færge. Og så mødte vi hinanden, hvor jeg var på vej til koncert og Poul på vej hjem fra koncert. Han sad i sin bandbil og læste en bog med en amerikansk forfatter, jeg aldrig havde hørt om. Jeg har altid excelleret i de danske forfattere, så vi faldt i snak. På den der utvungne måde, hvor inspirationen strømmer. Der var en ånd mellem os, simpelthen, husker Michael Falch.

Ingen censur

Venskabet blev yderligere forstærket, da de sammen med Steffen Brandt fra TV-2 turnerede som De Tre Tenorer.
Noget af det centrale i "regelsættet" har været altid at give hinanden ren besked.

- Vi har altid kunnet se gennem hinanden og ikke skullet censurere os selv. Jeg kan finde på at sige mange mærkelige ting på scenen, og selv om Poul ikke altid jubler, accepterer han mig 100 procent. Det er fantastisk at have sådan et kammeratskab, konkluderer Michael Falch.

Poul Krebs vender tilbage til sangen "Derfra og til evigheden". Venskabet i den sang bygger på en "hvad nu hvis"-tanke, som Michael Falch tvang ham til at forfølge.

- Sangen handler om, hvordan et venskab kunne have udviklet sig gennem tre årtier. Men sandheden er, at man som musiker vælger mange venskaber fra, fordi de ikke fungerer. En omkostning i musikbranchen er netop, at man bliver valgt fra, når man tilpas mange gange har meldt fra til familiefester, middage og "gamle skole"-fester om lørdagen, hvor man aldrig kan komme. Derfor finder man typisk venner inden for branchen, erfarer Poul Krebs.
Efter mødet på færgen mellem Sjælland og Jylland for knap 20 år siden opstod idéen om at skrive en sang sammen.

Michael Falch tog endnu en færgetur - denne gang til Samsø - hvor han skulle besøge Poul Krebs. Weekenden forløb ikke som ventet.

- Det var i 1997. Det var en svær tid for mig på det personlige plan. Jeg havde heller aldrig prøvet at skrive sammen med andre, derfor havde jeg svært ved at lukke Poul ind. Der kom bare intet brugbart ned på papiret. Da vi gik i seng om aftenen, blev jeg placeret i gæsteværelset, der desværre fungerede som spirituslager. Det var ikke det smarteste sted at placere mig på det tidspunkt, så Poul og hans kone fik et chok, da de mødte mig om morgenen. Jeg så aldeles forfærdelig ud, husker Michael Falch.

Poul kørte ham til færgen, og på vej mod Jylland kom der pludselig hul igennem. Michael Falch skrev spontant sangen "Enspænder", der netop handler om deres venskab og den relation, der opstod på Samsø.

- Selv om vi ikke fik skrevet noget brugbart, blev det til et gennembrud på det venskabelige plan, siger Michael Falch.

Uden at der er stillet et spørgsmål, kommer de til at snakke om Krebs' 10 år på Samsø og det fantastiske ved provinsen.

- At være provinsiel bliver oftest udlagt som noget negativt. For os er det nærmest et adelsmærke, da vi er skabt af provinsen. Det er noget, vi ser en kæmpe værdi i. Mange tror, jeg er københavner, men så entydigt er det langtfra. Jeg er skabt af Tønder. Mere provins kan det nærmest ikke blive i Danmark. Selv om jeg flyttede en del rundt som dreng, romantiserer jeg Tønder, fordi byen er så vigtig en del af min erindring. At huske opvæksten der er en måde at fastholde mit liv på. Jeg tror, det samme gælder for Poul, selv om hans familie ikke flyttede så meget rundt, konstaterer Michael Falch og holder mund et kort øjeblik.

Drømmelivet varer ved

I stedet for at holde fast i opvækst-tematikken drister jeg mig til at spørge ind til deres runde fødselsdage i 2016. Både Poul og Michael fylder 60 år. Det har allerede sat tanker i gang.

- Efter at have taget trapperne op på femte sal kan jeg i hvert fald se, der skal arbejdes med konditionen, konkluderer Michael Falch.

Han får et venskabeligt klask på låret af Poul Krebs, der til trods for sin latter tager tilløb til et mere alvorligt svar.

- Jeg har spekuleret en del på, at jeg ikke er ung længere. Min gode ven og trommeslageren i mit band, Christer Jansson, døde for få måneder siden, hvilket fik mig til at indse, at jeg ikke bare befinder mig på overetagen, men at det tilmed er begyndt at blæse ind fra alle sider. Det gør mig mere sårbar, men det minder mig også om, at vi sgu skal passe på hinanden og os selv, siger Poul Krebs.

Udsigten til at runde 60 får Michael Falch til at fundere over, at han stadig arbejder som musiker.

- Da jeg begyndte som musiker, troede jeg, at det var et halvt år og så tilbage til studierne for at blive dansklærer på gymnasiet. Jeg anså mig ikke for at være af samme støbning som de musikere, jeg kendte til. De var nærmest en anden race. Som taterne, der rejste rundt med cirkusser, siger Michael Falch.

De første år med fuld knald på karrieren i bandet Malurt var han benovet. Det har med årene ændret sig til taknemmelighed.

- Nu har jeg gjort det i snart 40 år, og hvert år tænker jeg: "Jeg fik sgu lov at leve det her drømmeliv endnu et år". Jeg ville godt nok gerne have været den femte Beatle, men det er sgu heller ikke så tosset endda at være den anden "Krebs-Falch", erkender Michael Falch og får alle omkring bordet til at le så inderligt, at vi snapper efter vejret.