Kira Skov, 2012

Hvis der nogensinde har været en sammenhæng mellem indretning og musikalsk passion, er Kira Skovs Vesterbro-stue er oplagt eksempel. Fra højttalerne strømmer afslappende toner fra den anden sangerinde, interviewet handler om, mens spraglede puder, bordeaux-røde gardiner, en dekorativ lysekrone samt levende lys skaber en perfekt kulisse til den beroligende jazz.

På træspisebordet har Kira Skov anbragt en fornem cd-bog med Billie Holiday. Det er en deluxe-udgivelse for hardcore-fans, men til trods for den overvældende kvalitet begræder Kira Skov tabet af sine allerførste lp'er med den legendariske amerikanske sanger.

- Jeg købte min første vinylplade med Billie Holiday i Rødovre Centrum, da jeg var blot 13 år. Jeg har efter lang tids søgen endelig fundet ud af, at det er min ekskæreste i London, der ligger inde med dem. Dem skal jeg sgu' have tilbage, da der ligger så meget historie i dem. De grundlagde mit forhold til hendes musik, og Billie Holiday er en virkelig vigtig person i mit liv, fortæller Kira Skov.

Indledte sin egen rejse

Hun kan ikke tydeligt huske, om hun dengang vidste, hvem Billie Holiday var. Men der ringede en eller anden mytisk klokke, da hun så omslaget med den sorte kvinde med den hvide gardenia-blomst i håret.

- Der var noget dragende over hende, kunne jeg straks fornemme. Jeg kommer ikke fra et musikalsk hjem, så det var ikke der, jeg havde lært hende at kende. Derfor var det på en måde min egen rejse, der blev indledt lige dér, forklarer Kira Skov.

Pladerne bestod af de tidlige Billie Holiday-indspilninger, der har en meget karakteristisk lyd.

- Blæserne, strygerne og de smukke arrangementer er håndværksmæssigt noget af det vildeste, jeg har hørt. Det har jeg først til fulde forstået senere. Lige som det først senere er gået op for mig, hvor barske mange af teksterne er, konstaterer Kira Skov, der altid har følt et slægtskab med Billie Holiday på et intuitivt plan.

Som 13-årig havde hun endnu ikke fået de helt store slag i sin egen kærlighedshistorie. Men Kira Skovs forældre var gået gennem en voldsom skilsmisse, der gjorde temaet ulykkelig kærlighed ganske vedkommende for teenageren.

- Historien om ulykkelighed kærlighed blev på en måde min egen, selv om det ikke var mit forhold, der gik i stykker. Til trods for, at det er heftige temaer, er der dog ikke tale om tung musik. Det fascinerende er netop musik med tyngde og dybde, der samtidig er let tilgængelig og besidder en tidsløs kvalitet, vurderer Kira Skov.

Et tegn fra oven

Billie Holidays livshistorie er skræmmende læsning. Hun voksede op omgivet af vold, prostitution og misbrug på alle tænkelige måder.

- Man fremelskede og dyrkede hendes barske liv i sangene, der blandt andet fremstiller, hvordan hun fik tæv af flere af sine mænd og altid endte med at tilgive dem. Hun lægger virkelig kortene på bordet, hvilket måske var en måde at bevare sin værdighed på i et liv, der på mange måde var uværdigt, fortæller Kira Skov.

Hun sætter sig på hug foran stereoanlægget og starter sangen "My Man". Kira Skov lukker øjnene og lever sig ind i sangen, mens hun nynner med. Efter et minuts tid begynder tonerne af Billie Holiday at strømme fra en taske. Det er journalistens telefon, der på mærkværdig vis begynder at spille et Holiday-nummer, selv om den er på "lydløs".

Vi bliver enige om, at det må være en form for tegn fra Billie Holiday, hvis kontrafej pynter over sofaen.

Middag med kvalitetsmusik

Kira Skov mener, at Billie Holidays musik fungerer i flere sammenhænge end megen anden musik. Den kan være både festlig, beroligende, trøstende og opmuntrende, men hvis man skal gå helt amok på dansegulvet, er det nok ikke det optimale eller oplagte valg.

- Det er ligeledes perfekt restaurantmusik, fordi man både kan fordybe sig i maden og sangene på samme tid. Ikke som alt det der fucking irriterende loungemusik, der kan ødelægge en restaurantoplevelse. Helt ærligt, hvis man bruger så meget energi på maden, hvorfor kan man så ikke give tilsvarende kvalitet at lytte til? Sidste gang jeg var ude at spise, fik jeg spoleret middagen på grund af alt for høj og irriterende musik, brokker Kira Skov sig.

Sangen "I'm A Fool To Want You" får hende hurtigt dysset ned igen, så det kun er stempelkandekaffen, der nærmer sig kogepunktet. Det er en helt anden stemme, der nu fylder stuen. Langt mere grov, rusten og nærmest Louis Armstrong-huggende.

- Albummet "Lady in Satin" er på en gang skræmmende, fordi man kan høre forfaldet i stemmen, og fantastisk, fordi det er suverænt produceret. Der skal virkelig ryge nogle sjusser ned og tages nogle baner for at slide en stemme i dén grad. Til gengæld fornemmer man en forfinet teknik, der skal afhjælpe hæsheden og slitagen, forklarer Kira Skov.

Drømmer om Tokyo-klubber

Den 35-årige sangerinde overvejede i lang tid, om det var et kunstnerisk dristigt projekt at kaste sig ud i. Havde det overhovedet relevans for andre end hende selv at fortolke Billie Holiday?

- Jeg kom til den konklusion, at det er en tradition inden for jazz, at man dykker ned i den samme kiste med sange. Rent følelsesmæssigt kunne jeg lige så godt have skrevet flere af sangene, hvilket jeg tydeligt har mærket, når jeg har optrådt, fortæller Kira Skov.

Det har været lærerigt for hende at dosere sin stemme på en helt anden måde. Efter i mange år at have været vant til at kæmpe mod et band med ekstremt meget lyd, var det en markant kontrast at smelte sammen med akustiske instrumenter i et langt mere tyst udtryk.

- Det har givet mig et større register, at jeg kan været meget mere dynamisk end i rocksammenhæng. Desuden har været meget udviklende for mig som sanger at finde en anden tilgang. Min stemme er helt anderledes end Billie Holidays, men det har heller aldrig handlet om at gengive sangene præcis som hende. Det handlede om at finde min egen tone og give mit eget bud på en fortolkning, understreger Kira Skov.

Idéen om en hyldestplade er efterhånden ret gammel, men hun er glad for, at hun ventede.

- Vokalmæssigt er jeg langt mere parat nu end for fem år siden. Jeg oplever dog på ingen måde, at der er tale om et dramatisk eller endegyldigt karriereskift. Det var mere en oplagt mulighed for at arbejde med forskellige udtryk og forhåbningen om at kunne give koncerter i nye territorier. Jeg har spillet i Japan før, men det kunne være ret skægt at stå på scenen i én af de legendariske Blue Note-klubber i Tokyo, siger hun drømmende.

Vil gerne livet

Kira Skov tror ikke, man nødvendigvis behøver at have levet et liv på afgrundens rand for at kunne forstå og fortolke Billie Holiday. Men det hjælper.

- Jeg tror helt klart, at mine egne ind imellem ret voldsomme hændelser i livet giver mig en vis berettigelse i forhold til at formidle hendes historier. Det ville virke lidt latterligt at kaste sig over temaer, som jeg slet ikke havde erfaring med. Man kan ikke snyde sig gennem disse store følelser, hvis man ikke selv er gået gennem tilsvarende oplevelser, siger Kira Skov.

Efter at have dyrket Billie Holiday i mere end 20 år, er hun stadig draget af det mellem linjerne. De fornemmelser og associationer stemmen og melodien giver, gør det umådeligt let at fylde sine egne historier ind.

Der er mange sange, der betyder meget for Kira Skov. Som eftermiddagens sidste nummer vælger hun "Gloomy Sunday", der er skrevet af en ungarer, hvis kæreste begik selvmord. Han skrev en sang om det, inden han tog sit eget liv. Derfor blev sangen kendt som "Suicide Song" og bandlyst i radioen.
Billie Holiday indspillede den med et b-stykke, der indikerede, at det hele var en drøm, for at gøre den mere spiselig og lovlig at fremføre .

- Den sang rammer mig hver gang. Jeg har aldrig været suicidal eller draget af døden, for jeg vil virkelig gerne livet. Men jeg kan sagtens forstå fortællingen om den ekstreme kærlighed og ikke mindst sorgen over tabet af den, siger Kira Skov og understreger for en ordens skyld, at hun i dag er lykkelig gift med kollegaen Nicolai Munch-Hansen.

Medier

Kira Skov, 2012 - pdf

Kategorier