Simon Staun
PR-foto, Sony Music

Kongerne spiller højt spil

På et centimetertykt, lyddæmpende gulvtæppe på det mondæne Hotel Skt. Petri i København står en britisk muskelmaskine med tatoveringer, guldkæder og en medfødt bister mine. Med korslagte arme våger han uden for de værelser, hvor medlemmerne i det amerikanske band Kings of Leon befinder sig parvis for at lade sig interviewe.

Forhåbentlig er musikerne ikke helt så firkantende, som han er, når jeg at konstatere, inden en ansat hos pladeselskabet fejer forbi med en nyskænket fadøl til en af de tørstende musikere.

Det eneste, der er firkantet ved medlemmerne i Kings of Leon, viser sig hurtigt at være de røde, gennemsigtige terninger, som guitaristen Matthew Followill gemmer i den hånd, han ikke strækker frem til et høfligt goddag. 

- Kender du reglerne i "craps", spørger den 24-årige guitarist, som var det ham, der var betalt for at stille spørgsmål og ikke omvendt.

Efter at have fået et tøvende nej som svar beordrer han undertegnede over til en endevæg mellem den forunderligt hvide seng og et smart B&O-fjernsyn. Han opfordrer mig til bare at kaste mig ud i det. Så skal han nok forklare reglerne undervejs.

Skriveblokken smider jeg på et bord med en kæmpe skål Matador Mix. Terningerne kyles derimod ind mod muren. Fire gange får jeg lov at kaste, inden han med et nederdrægtigt smil konkluderer, at jeg har tabt første spil, fordi jeg ramte syv øjne og ikke seks, som der var i første kast.

Jeg spørger, om han er klar til revanche, når først jeg har fået griflet lidt ned på blokken. "Selvfølgelig", er svaret. Men så skal vi også spille om noget, understreger han, mens fætteren Jared Followill spørger, om det nu er klogt at sætte noget på højkant, eftersom han tabte 500 dollars aftenen før. Hans blik indikerer med al tydelighed, at i går aftes er fortid.

På vej mod toppen

AC/DC sang "It's a Long Way to the Top if You Wanna Rock'n'roll". Efter at have udgivet fire albummer ved medlemmerne i Kings of Leon, at den påstand holder vand. Desuden har de erfaret, at vejen mod tinderne kan være allerhelvedes ensom. Også selv om bandet består af tre brødre og en fætter.

- Jeg synes ikke helt, vi er nået toppen endnu, selv om vi nærmer os meget kraftigt efter seneste album "Only by the Night" og ikke mindst sangen "Sex on Fire". Men vi har trods alt været seks år undervejs, så man kan ikke tale om en "overnight"-berømmelse. Vi har også kun vundet én Grammy endnu, mens Coldplay har vundet 50 og U2 omkring en million. Når vi kan matche det, ringer jeg og fortæller, at vi er på toppen, siger den 22-årige bassist, Jared Followill.

Mens han snakker, traver Matthew rundt i lokalet. Ind imellem nikker han, når Jared siger noget, han er enig i. Er det modsatte tilfældet, rykker han tættere på og bryder ind med småjusteringer og små skæve metaforer.

- Altså jeg tror aldrig, at man selv kan vurdere, om man er på toppen. I hvert fald ikke så længe, man befinder sig dér. Måske 15 år efter kan man se tilbage og sige: ja, lige dé, der var vi fandeme på toppen. Men hvad er toppen egentlig? Er det gode anmeldelser, stort pladesalg eller udsolgte stadionkoncerter? Forestil dig, at Elvis og Michael Jackson sad og diskuterede, hvem af dem der var mest på toppen. Det er umuligt at svare på, siger Matthew, mens han fisker efter godbidder i slikskålen.

Verdens klammeste slik

Et succesparameter for Kings of Leon er, at de ser frem til en udsolgt stadionkoncert i staterne. Noget som meget få kunstnere kan præstere netop nu.

- Vi stiler efter at blive de bedste i verden. Det vil vi være. Lige nu ville jeg give os et 10-tal. Målet er uden tvivl at blive en ren 12'er og mindst én gang ændre rockmusikken, så man efterfølgende vil sige, at vi som band har været med til at forme nutidens lyd, forklarer Jared.

Han mener, at The Strokes, som Kings of Leon kalder en stor inspirationskilde, forandrede rockmusikken tilbage i slutningen af 1990'erne, og at Kings of Leon måske selv er i gang med noget tilsvarende uden at være bevidst om det.

Mens han filosoferer om, hvilken rolle Kings of Leon er tiltænkt i det store, konstant roterende rockhjul, har Matthew helt andre grandiose tankeeksperimenter i gang. Han er ved at regne ud, om man kan have samtlige lakridser fra slikskålen i munden på én gang.

- Jeg tror altså godt, du kan, siger han lokkende til Jared, der dog ikke helt hopper på udfordringen.

Matthew ærgrer sig. Han ville især gerne have set Jared proppe lakridsæggene i munden. Han kalder dem "verdens ubetinget klammeste slik", et statement Haribo sikkert kan tjene guld på. Og så foreslår han, at vi genoptager terningespillet med en lille tilføjelse. Dén, der taber, skal spise et af de røde æg. Det væmmeligste af dem alle.

Skrev på smertestillende

Der er tale om et vist begynderheld. To gange i træk rammer mine terninger den rigtige kombination. Matthew bander som en livstidsfange, da han fisker et æg op fra skålen og med afsky putter det i munden. Han tygger på det, som var det ren, komprimeret gift. Hans øjne står pludselig helt stille, inden han med et brøl spurter ud på værelsets toilet og spytter resten af ægget ud.

- Fy for satan, klager han, mens han skyller munden og nævner alle de ting, han heller vil spise. Deriblandt snot, slim og opkast.

Jared kigger måbende på optrinnet. Yngstemanden har for længst erfaret, at de fire medlemmer er ekstremt forskellige. Hvilket ind imellem har betydet, at de er røget i totterne på hinanden. Forsanger Caleb brækkede sin arm efter et sammenstød med trommeslager Nathan i studiet, og efterfølgende skrev han sangene til albummet "Only by the Night" på masser af smertestillende, hvilket i den grad kan høres.

Jared mener dog ikke, at albummet skiller sig markant ud fra de tre første. Det er nærmere en forlængelse af den konstante forandringsproces, de fire medlemmer befinder sig i.

- Der er ikke større forskel på vores tredje og fjerde album end det første og andet. Det er først, når man sammenligner nummer et og fire, at transformationen springer i øjnene. Vi har dog stadig samme strategi om, at vi er et albumband, der skal præstere det ypperste over 10-12 sange og ikke bare ramme ét hit. Vi kræver også meget af lytteren. På sangen "Knocked Up" på forrige album spiller vi jo det samme igen, igen og i-fucking-gen. Nu har vi så ændret os en smule yderligere og altså ramt plet forstået på den måde, at singlen "Sex on Fire" virkelig har fået det hele til at eksplodere. Ikke mindst i England og Europa, forklarer Jared.

Stjerner drømmer også

Kings of Leon har aldrig ønsket at ende som et "one hit band". De er og bliver et albumband.

- Det er da fedt, at "Sex on Fire" betyder meget i forhold til at slå endegyldigt igennem, men jeg synes faktisk ikke, det er bedre end så mange andre numre fra pladen. Vi er jo ikke Katy Perry, der laver én halvgod sang og en masse lort. Samtlige af vores sange er af god kvalitet, forklarer Jared og indrømmer, at bandet aldrig har afveget tendensen til at sige dets uforbeholdne mening.

- Vi er meget direkte. Ikke mindst over for hinanden. Derfor ender det galt ind imellem. Måske kunne det være en idé at indføre nogle regler for, hvor langt vi kan gå, vurderer Jared.

Matthew nikker enigt, mens han strækker hals for at kunne ryge ud af vinduet, uden at røgalarmen går i gang. Han undskylder, at han hele tiden flytter sig rundt på værelset. Men han er hårdt ramt af jetlag og frygter, at han falder i søvn, hvis han sidder for længe ned ad gangen. Han stikker ansigtet helt ud på Krystalgade, uden at nogen forbipasserende genkender ham. Sådan er det ikke hjemme i Nashville, Tennessee.

- Alle ved, hvem vi er. Selv gamle, gråhårede mænd stopper os på gaden efterhånden. Det var noget af det, jeg havde frygtet ville ske. Man ved, det er uundgåeligt, hvis man når så langt som os, men alligevel håber man at kunne forblive anonym og feteret på samme tid, siger Matthew.

Og feterede er de fire familiemedlemmer, der sidste uge befandt sig på en 250 millioner kroners yacht til VIP-fest.

- Det sætter på en måde vores karriere i relief. Vi er ved at opnå verdensberømmelse og ville aldrig nogensinde få råd til sådan en båd. Selv om vi har opnået meget, er der sgu stadig mange ting, vi kun kan drømme om, sukker Jared.

- Nå men fuck det, nu skal vi sgu rafle igen, siger Matthew, der har fået skrevet 20 terninger på den såkaldte "rider", en form for tjekliste med de drikkevarer, madønsker og effekter bandet ønsker backstage inden koncerten. Efter koncerten skal bandet lære at spille "tænkeboks" eller "snyd", som det også kaldes.

- Kom nu. Det er din tur igen, skynder Matthew utålmodigt, mens jeg gemmer blokken væk og koncentrerer mig om næste altafgørende kast.