Katinka, 2017

Foto: Michael Nørgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Følelses-orkanen Katinka

Danmark har fået en ny musikalsk femme fatale. Hun hedder Katinka Bjerregaard og har sammen med bandet, der bærer hendes fornavn, netop udgivet debutalbummet "Vi er ikke kønne nok til at danse", der kredser om hendes kærlighedslivs turbulente karruselture.

- Der er tidspunkter i ens liv, hvor det hele falder fra hinanden. Dage med lidt mere håb. Og dage, hvor man bare er vred. Men heldigvis også dage, hvor man faktisk er lidt lykkelig.

Sådan siger Katinka Bjerregaard, forsanger og sangskriver i bandet Katinka, der har taget mange med storm de seneste måneder med overvældende optrædener til Steppeulv-prisfesten i København og Gaffa-prisfesten i Odense. Den emotionelle spændvidde er karakteristisk for gruppens ni nyfødte sange, der udkom fredag på debutalbummet"Vi er ikke kønne nok til at danse".

Bandet Katinka blev født for knap fem år siden som en forsigtig duo. I halvandet år kravlede Katinka Bjerregaard og producer Simon Ask Ladekarl i hans hjemmestudie på Nørrebro, før de lærte at gå i takt. I starten var det grænseoverskridende for Katinka at lade ham sætte musik til sine inderste tanker.

- Jeg havde bare skrevet et sammensurium af tanker ned i min dagbog. Jeg havde aldrig tænkt, jeg skulle være musiker eller dele disse private tanker med nogen. Jeg havde bare behov for at skrive mine tanker ned, når jeg var ked af det eller følte lidt for mange ting på samme tid. Jeg brugte teksterne til nogle simple sange, som jeg spillede på ukulele for mig selv. Dem hørte min bedste veninde, som på det tidspunkt var kæreste med Simon. Han havde lige bygget sit simple hjemmestudie og manglede en prøvekanin. Det blev så mig efter længere tids overtalelse, siger 26-årige Katinka Bjerregaard.

Samarbejdet viste sig at være frugtbart både for den spirende sangskriver og den grønne producer. Derfor gik de på jagt efter flere bandmedlemmer. Og indgik det kompromis, at de hver skulle have en ven med i bandet, så der var balance i truppen.

- Vi var enige i, at det skulle være et trygt sted. Et fællesskab, hvor det handlede lige så meget om venskab som musik. Simon tog Lukas med, som nu er afløst af Tobias, fordi han skulle i turnus som læge, mens jeg tog Marie med, fordi vi havde sunget en del sammen tidligere. Og i øvrigt var gode veninder. Vi dannede ikke bandet med formodningen om at lægge verden ned. Men fordi det kunne være sjovt at prøve at spille i et band, siger Katinka Bjerregaard.

Syg af kærlighed

Det er i mange henseender Katinka Bjerregaard, der farver bandet. Det er hendes følelses- og kærlighedsliv, der giver sangene næring. Det er hendes forkærlighed for forfattere som Herta Müller og digtere som Tom Kristensen, der giver linjerne tyngde. Det er hendes sensitive væsen, der gør bandets optrædener til nervepirrende seancer.

Allerede som syvårig indledte hun karrieren som teatralsk sanger med hang til livets største følelser. Til familiefester fremførte hun sange som "I en seng på hospitalet", som selv hærdede voksne måtte fælde en tåre til.

- For nylig så jeg et videoklip fra min storebrors nonfirmation, hvor han har filmet mig på et kamera. Jeg er 10 år og opfører mig helt elektrisk foran kameraet, mens jeg synger med en plastikmikrofon i hånden. Følelserne skulle være uden på tøjet. Hele tiden, understreger Katinka Bjerregaard.

På scenen kan man tydeligt se, at hun har bevaret den tilgang. Katinka siger selv, at mange af sangene ikke synges. Hun føler oplevelserne, de er baseret på, igen på scenen.

- En sang som "Du tænker ikke" er vanvittig hård at levere, fordi den handler om at blive syg af kærlighed. Den er skrevet om en periode i mit liv, hvor jeg ikke bare havde kærestesorger. Jeg blev fysisk syg. Det føltes som om, at flere dimensioner brasede sammen på samme tid. Derfor var den så fysisk hård at skrive, at jeg havde det dårligt i dagevis. Det var nærmest som en fødsel, fortæller Katinka Bjerregaard.

Heldigvis kan det modsatte også være tilfældet.

- Det sker også, at en sang har en relativ hurtig og smertefri fødsel. Nogle gange er jeg nødt til at lukke dem ud, inden mit hoved eksploderer af for mange ord, siger Katinka Bjerregaard.

Hendes bandkolleger kan sagtens mærke på Katinka, hvor hun befinder sig henne i følelsesregisteret.

- Vi følger med på sidelinjen og ved, hvordan det går for tiden. Det handler jo meget om drenge. Går det godt eller skidt. Man kan tydeligt mærke på hende, om hun har kærestesorger, og ofte berører det mig så meget som veninde, at jeg står og græder, mens vi øver de nye sange. Jeg bliver stadig så rørt af flere af sangene, at jeg kan fælde en tåre på scenen. Det synes jeg blot understreger sangenes kvalitet, siger Marie Hageltorn Christiansen.

- Kan du huske Gaffa-koncerten efter Roskilde? Der stod vi på scenen i silende regn og spillede, mens vi græd begge to. Vi havde lavet nogle dumme ting med nogle drenge på festivalen, derfor var det skønt at kunne få afløb for det sammen på scenen og græde, råbe og kramme. Det kan være meget befriende at give følelserne frit løb, konstaterer Katinka Bjerregaard.

Nick Cave-fri dage

Klokken er ikke mere end kvart over 12. Men Katinka er allerede i gang med dåseøl nummer to. Bandet har da også været oppe siden klokken fire om morgenen, fordi det skulle optræde i morgen-tv og af samme grund var i øvelokalet til klokken 23 aftenen før.

- Alle mand er komplet smadrede, fordi vi også gik over til sommertid i weekenden. Men det er fedt, at vi lige pludselig skal være med i morgen-tv og give interviews til magasiner og aviser. Det er gået stærkt for bandet de seneste måneder, selv om vi stadig ikke føler, at vi er kønne nok til at danse, siger Katinka Bjerregaard.
Hendes musikalske opdragelse er helt sikkert hendes fars fortjeneste. Hans Bjerregaard, som mange vil kende som tidligere journalist på Ekstra Bladet, præsenterede hende for et væld af musikere og bands, som de færreste børn introduceres for.

- Han spillede voldsomt meget musik for mig og introducerede mig allerede som 10-årig for Nick Cave. Jeg forstod ikke, hvad der blev sunget om, men jeg kunne mærke, der var noget på spil. Jeg kan tydeligt huske en sang som "The Mercy Seat", der handler om at ryge i den elektriske stol. Det var meget voldsomt, og jeg kan tydeligt se for mig, at jeg græd, fordi jeg blev så grebet af musikken. På et tidspunkt var min mor nødt til at sætte hælene i, fordi det blev for meget med al den melankoli og sorg. Så blev der indført Nick Cave-frie dage, fortæller Katinka Bjerregaard.

Hun har fået at vide, at hun vokalt minder om både Amy Winehouse, Lone Kellermann og Yvonne fra Olsenbanden.
- Jeg har det lidt svært med sammenligninger. Det vigtigste for mig er, at følelserne i en sang får frit løb. Ikke hvem jeg minder om vokalt. Meget af det, jeg laver, er nærmest ikke sang, men mere følelsesudbrud. Derfor er den vildeste oplevelse at stå på en scene og opleve, at nogen reagerer næsten lige så stærkt på vores sange, som jeg selv gør.

Besat af lyde

Bag hende er gruppens trommeslager Tobias Pedersen kollapset på en lædersofa, mens producer og guitarist Simon Ask Ladekarl døser hen ved hans side. Keyboardspiller og korsanger Marie Hageltorn Christiansen går om bord i en madpakke med knækbrød og gulerødder. Madvarer, der har en ret karakteristisk lyd, hvilket leder oplagt hen til bandets brug af hårspænder, støvsugere og kaffemaskiner i deres bestræbelser på at finde egne og egnede lyde til deres musikalske univers.

- Simon har efterhånden udviklet en lydmani, da han ikke kan sidde med en øldåse i hånden uden at spekulere på, om man kan bruge lyden fra dåseringen til en sampling. Mange af hans skøre indfald giver sangene en intimitet, som er meget kendetegnende for vores sange. Når vi bruger lyden af et slag i en pude eller lyden af silende vand fra en bruser, giver det et håndholdt nærvær, som ikke kan genskabes i et poleret studie, siger Katinka Bjerregaard.
Simon kigger op. Han bekræfter.

- Jeg slår konstant på ting. Det sidder dybt i mig, at alt kan omsættes til musik. Hårspændet, som er med på albummet, er et godt eksempel. Hvis man slår på det og lytter fra en halv meters afstand, giver det en lille, metallisk lyd. Holder man det helt tæt på øret, lyder det nærmest som en stortromme, siger Simon Ask Ladekarl og tager en figur i vindueskarmen og begynder at daske til den med sin pegefinger for at teste lyden.

Efter at have arbejdet sammen siden 2012 ved Simon efterhånden, hvad Katinka mener, når hun siger, at en melodi skal være "mere støvet", "mere rusten" eller "helt glatbarberet".

- Simon var totalt i vildrede i begyndelsen af samarbejdet, når jeg slyngede om mig med ord, som ikke gav mening for ham. Efterhånden har vi tunet os ind på hinanden, så hvis jeg beder om noget "rent" eller "beskidt", ved han præcis, hvad jeg mener. Det vildeste setup han har stået bag er på sangen "Du rejser", hvor han parrer en elkedel, en bruser og en støvsuger. Det lyder præcis som en banegård, hvilket passer perfekt til sangen, roser Katinka Bjerregaard.

På skuldrene af giganter

Katinka har det på samme måde med ord, som Simon har det med lyde. Hun gik i ugevis og smagte på ordet "halsedisse" for at finde ud af, om det kunne bruges i en tekst.

- Jeg er kæmpe ordnørd. Nogle ord fortjener bare at komme med i en sang. Som "gråmeleret" i sangen "Pulverkaffe". Det sjove er dog, at IKEA er det ord, jeg har funderet længst tid over, inden det fik lov at komme med i en sang. Der er dog også flere metaforer, som har haft et langt tilløb. Fra titelsangen spekulerede jeg længe på om "Du har spændt dine forventninger ud som en faldskærm, jeg ikke tør bruge" gav mening. Men efterhånden har jeg lært, at alt kan synges, hvis der er melodi i det, siger Katinka Bjerregaard.

Hun skriver alle sine tanker ned i sine dagbøger, som følger hende overalt. Hendes seneste indfald lyder således: "Jeg ved, du har knækket nakken på mennesker med ridser i lakken".

- Denne dagbog har jeg fået af min bedste veninde, som jeg i øvrigt skrev sangen "Pulverkaffe" om. Når jeg selv køber dagbøger, tager jeg ofte tre ad gangen, fordi jeg så hurtigt fylder dem op. Med mine tanker, tekster, digte og sange af andre musikere, som jeg falder over. Som den her med Teitur. Jeg tænker, at der skal nogle ord igennem systemet, før der kan dukke nye ord op, siger Katinka Bjerregaard.

Man skal stå tidligt op eller læse litteraturvidenskab, hvis man skal fange alle referencerne. Alene albummets titel er en snild sammenfletning af to indrømmer Katinka Bjerregaard.

- Den amerikanske digter Mira Gonzalez skrev en digtsamling, der på dansk hedder "Jeg er ikke smuk nok til at gøre os smukke", og Leonard Cohen skrev i "Chelsea Hotel": "We are ugly, but we have the music". Jeg føler selv, jeg er ret subtil, når jeg fletter dem sammen. Jeg erkender blankt, at jeg står på skuldrene af giganter, men der er også mange hentydninger til mere jordnære inspirationskilder som Højskolesangbogen. Det føles forhåbentlig ikke som at deltage i en quiz, når man lytter til albummet eller er gæst til vores koncerter.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Katinka
Katinka Bjerregaard
Steppeulven
Herta Müller
Tom Kristensen
Du tænker ikke
Nick Cave
Amy Winehouse
Lone Kellermann
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.