Katie Melua 2012

Foto: Carsten Bundgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 5
Frem

Den sympatiske sangerinde

Da Katie Melua voksede op i Sovjet-republikken Georgien, ønskede hun sig hverken Barbie-dukker eller hundehvalpe. Hendes allerstørste drøm var et varmt karbad. I dag er den 27-årige sanger en af Storbritanniens rigeste unge kvinder. Med en formue så stor, at hun kunne købe en stor del af de ni millioner cykler, der gjorde hende berømt

Hvis et dådyr stirrer ind i Katie Meluas dybbrune øjne, vil det med garanti blive blød i knæene. Hendes betagende blik er på en og samme tid faretruende smukt, imødekommende og sårbart. Intensiteten indikerer, at hun går engageret ind i samtalen og understreger, at hun gengiver den sandfærdige historie om sit liv. Et liv, der begyndte i Sovjetrepublikken Georgien i 1984 og ikke kunne være opdigtet mere gribende af en romanforfatter.

På hendes seneste album "Secret Symphony", der udkom tidligere på foråret, er der en sang, der hedder "Better Than a Dream". Den beskriver meget rammende, hvordan skæbnen har skubbet Katie Melua i en helt anden retning end udgangspunktet.

Inden interviewet for alvor går i gang, rejser hun sig fra en sofa i sin luksussuite på et hotel i København. Hun griber resolut fat i en blomstret lænestol og trækker den hen over trægulvet, til den står helt tæt på dens makker. I stedet for at befinde sig mere end to meter væk, er der nu knap en halv meter mellem os. Det er tæt på. Hun stryger en lok af det kulsorte hår væk fra panden og indikerer med et smil, at nu er hun klar til at gå tilbage til begyndelsen.

- De første drømme, jeg kan huske, er fra Georgien, hvor jeg sådan ønskede mig, at vi havde elektricitet hele tiden. Eller at der var rindende vand i lejligheden, så jeg ikke skulle slæbe vand med op fra haven til fjerde sal. Kombinerer man de to ting får man den ultimative drøm; et varmt bad, fortæller Katie Melua med et fjernt blik.

Hun lader øjnene vandre lidt rundt i suiten, hvor rindende varmt vand er en ubetydelig petitesse. Vel vidende, at hun er blevet forvænt med en række goder, hun aldrig havde forestillet sig, da hun som syvårig flyttede fra Georgien til Nordirland.

Det var i de år, at en abstrakt idé om at blive sanger og en dag stå foran et publikum spirede.

- De fleste syv-årige piger har vel en eller anden drøm om berømmelse og popularitet, det var der ikke noget unikt ved. Helt ærlig, så stod et varmt boblebad fyldt med skum højere på listen dengang, siger hun med et dæmpet smil.

Hendes jævnaldrende drømte om at få en hest, en hundehvalp eller en hel reol fyldt med Barbie-dukker.
- I Georgien var det så let, for der var der slet ikke Barbie-dukker. Vi så kun reklamer for dem på tv, når der ind imellem var strøm. Hvis man havde kunnet købe dem, havde de helt sikkert været alt for dyre for mine forældre, fortæller sangerinden, der i dag er en af de mest velhavende britiske musikere under 30 år.

Onklerne hørte vestlig rock

Engang troede Katie Melua, det var nok bare at have en god sang for at sælge millioner af albummer. Men virkeligheden er gået op for hende. Det kræver ud over den gode sang - der ikke behøver være så god endda - held, de rigtige mennesker omkring sig, den rette timing og en hel masse andre faktorer, der betyder, at man kan nå sit publikum. Og nå dem på det rigtige tidspunkt.

- Det er lige som et forhold, hvor begge parter skal være på det samme sted på samme tidspunkt for at finde hinanden. De kan være nok så perfekte for hinanden, men hvis ikke de mødes, kan det hele være lige meget, forklarer Katie Melua.

Hendes georgiske onkler har betydet meget for hendes musikalske dannelse. Det var deres Queen-, Black Sabbath- og Led Zeppelin-plader, der fik hendes interesse for musik til at spire, inden hun blev nordirer.

- De hørte rockplader døgnet rundt. Det var lige efter kommunismens fald, hvor vestlige plader begyndte at strømme ind i landet. De væltede sig i heavyrock, mens jeg mere var til det melodiske Queen og Led Zeppelins ballader. Når jeg hører de to bands i dag, sender det mig direkte tilbage til min barndom, siger Katie Melua.

"I Want To Break Free" er en af de sange, der ud over de musikalske kvaliteter også besidder noget nær et kampråb eller slogan for de fortvivlede borgere i Østtyskland, Sovjetunionen og flere østeuropæiske lande. Dengang forstod Katie Melua ikke den dybere symbolik i teksten, men når hun ser tilbage, giver det pludselig mening, at de georgiske onkler stod og gjaldede med på omkvædet.

Musiksmag ikke noget chok

I dag har Katie Melua en musiksmag, der mildest talt er alsidig. Hun nævner både Chuck Berry og Rage Against The Machine som kunstnere, hun sagtens kan finde på at lytte til.

- Jeg ved ikke, hvor ekstremt Rage Against The Machine er, men det er ikke i nærheden af det thrash-metal, som min bror lytter til. Jeg har forsøgt flere gange, men jeg kan ikke blive grebet af det eller leve mig ind i det. Jeg kan høre på det med et akademisk udgangspunkt, men aldrig værdsætte det emotionelt. Jeg er jo i bund og grund mest til Joni Mitchell, Cat Stevens og Paul Simon, hvilket ikke kan komme som noget chok, hvis man kender min egen musik, siger Katie Melua.

Hun har indspillet en del coversange, hvor 1990'er-hittet "Spaceman" af Babylon Zoo uden tvivl er det mest bizarre.

- Den sang skilder sig markant ud sammenlignet med mine egne pophits "Nine Million Bicyles" og "Piece By Piece". Det var et sjovt eksperiment, fordi det er en meget agressiv dance-sang, der blev et kæmpe diskotekshit i 1996. Når alt kommer til alt, ender jeg altid tilbage med de mere rolige og bløde sange, når jeg har forsøgt at vrænge, skrige eller gøre noget usædvanligt. Min teknik er min begrænsning, så hvis det bliver alt for voldsomt, føles det forkert i min hals. Og hvis det føles forkert, lyder det helt sikkert også forkert, siger Katie Melua.

Georgiansk musik handler stort set altid om kærlighed mellem to mennesker eller kærlighed til landet og naturen. Det er meget patriotisk og måske en af grundene til, at der ikke er nogle kunstnere, der er kendt uden for landets grænser.

- Sangene er meget melankolske og slægter ind imellem blues på. Det kan man også fornemme i mange af mine sange, så ubevidst tror jeg, at min opvækst og baggrund har betydet noget for den musik, jeg laver, forklarer Katie Melua.

Den anden verden

Fra et hjemland i totalt opbrud efter Sovjetunionens kollaps i 1991 var selv et politisk ustabilt Nordirland et skridt i den rigtige retning. Katie Melua havde ikke den fjerneste anelse om, hvilket land hun flyttede til. Men hun vidste instinktivt, at vesten var en helt anden verden end østblokken.

- Jeg havde dannet mig nogle indtryk fra fjernsynet, men det skulle vise sig, at livet i Belfast ikke stemte så godt overens med de Hollywood-billeder, jeg havde inde i mit hoved. Alligevel slog det mig, hvor meget alle ejede. At lyset altid var tændt, at vandet strømmede trofast fra hanen, og køleskabene altid var fyldt med mad, husker Katie Melua, mens hun sipper til en Coca-Cola, som hun heller aldrig havde smagt dengang.

Hun boede i Belfast, indtil hun var 14 år. Efterhånden begyndte hun at forstå, at nordirerne bestemt havde deres egne problemer at slås med.

- Jeg blev gradvist mere og mere politisk bevidst uden nogensinde at havne i ekstreme eller farlige situationer. Men jeg har ofte set kampvogne køre gennem gaderne og pludselig stoppe op, så en masse soldater kunne vælte ud for at patruljere. Sådan var det to gange om ugen så længe, jeg kan huske tilbage, fortæller Katie Melua.

Den realistiske kvinde

På Katie Meluas hjemmeside kan man følge hendes blog tilbage til debuten i 2003, hvor hun blandt andet skrev begejstret om "The Matrix"-filmen og sit første møde med New York. Selv har hun ikke læst det, siden hun skrev det som 18-årig.

- Dengang var jeg en meget typisk teenager i den forstand, at jeg følte, jeg skulle være meget aktiv på mange områder. Jeg overvejede faktisk at blive politiker for at få indflydelse og mulighed for at ændre de forhold, jeg synes var urimelige eller forkerte, fortæller Katie Melua.

Hun vil ikke kalde sig selv naiv, men indrømmer gerne, at hun havde en grænseløs tro på, at alle muligheder var åbne i livet. At alt kunne lade sig gøre, hvis hun arbejdede hårdt nok.

- I dag udtaler jeg mig som en mere moden og realistisk kvinde, der allerede har udrettet meget og på ingen måde har den samme attitude som den lidt blåøjede teenager, konkluderer Katie Melua.

Hun mener, at man på en måde bliver forvænt med livet og lidt efter lidt begynder at ane og gennemskue de mere komplekse sammenhænge i samfundet. Man finder bid for bid ud af, hvordan verden er skruet sammen.

- Jeg kender meget mere til historiske forhold og de mange komplicerede årsager til kriserne i Georgien og Nordirland, og jeg ved meget mere om forskellige samfundsstrukturer end dengang. Jeg er med andre ord blevet klogere, men til gengæld føler jeg mig ikke nær så usårlig, konstaterer hun.

Den surrealistiske koncert

Selv om det ind imellem er en grusom verden, har Katie Melua betrådt mere af den, end de fleste 27-årige. At rejse handler for hende primært om at komme fra det ene publikum til det andet. Et nødvendigt onde som ikke kan sammenlignes med ferie.

- Tro mig, når man har vist sit pas, været igennem sikkerhedskontrollen og fået sin næse og sine ører fyldt med aircondition-luft de første tusind gange, nyder man ikke at rejse længere. Så vil man bare nå frem, fortæller Katie Melua.

Der skal ekstremt meget til, før hun bliver imponeret over en storby. For dem har hun set flere hundrede af. Til gengæld lader hun sig lettere dupere af naturen, da hun næsten aldrig har tid til at tage i skoven, til vandet eller vandre i bjerge.

- Ind imellem er jeg så heldig, at koncerten foregår midt i en skov eller en nationalpark, hvor omgivelserne kan være spektakulære. Det er sådanne oplevelser, jeg kan huske flere år efter frem for endnu en scene på endnu et spillested i endnu en by. Jeg optrådte eksempelvis 300 meter under havoverfladen ved en norsk boreplatform. Den koncert er det mest surrealistiske, jeg nogensinde har oplevet. Den glemmer jeg aldrig, slår hun begejstret fast.

Da hun var i Norge, opstod der strejke blandt de ansatte i lufthavnen. Derfor måtte hun køre i tog hele vejen fra Bergen til Oslo. En tur, hun kalder noget af det smukkeste, hun nogensinde har prøvet. Samt et eksempel på, at der ind imellem kommer noget godt ud af en skidt situation.

- Sådan går det jo ofte. Min forlovede var professionel racerkører, og han brækkede sit håndled i en ulykke, hvilket betød, at han kunne komme til en af mine koncerter. Hvis ikke han havde været så uheldig, havde vi måske aldrig fundet sammen, gætter Katie Melua.

Den frygtløse holdning

Man kan roligt kalde dem for matchende modsætninger. Hun er musikeren, der elsker at springe med faldskærm, paraglide og dykke i fritiden, mens han har været professionel motorcyklist, der spillede piano i fritiden.

- Desværre har han droppet motorsporten på grund af sin håndskade, men det har betydet, at han har kastet sig over musikken. Hvis jeg af en eller anden grund måtte afskrive musikken, ville det omvendt betyde, at jeg skulle leve af faldskærmsudspring, foreslår hun muntert.

De mange farefulde interesser står i skærende kontrast til den afdæmpede og lettere forsigtige kvinde, der går på scenen og sidder over for mig med benene over kors oppe i lænestolen.

- Jeg har altid ville opleve alt her i livet. Jeg har stræbt efter at være frygtløs og overvinde frygten. Derfor pressede jeg i mange år mig selv til at gøre vilde ting for at føle mig i live. I dag behøver jeg ikke at tvinge mig selv ud i ekstreme adrenalin-situationer, da jeg stadig får et kick af at gå på scenen foran et tusindtalligt publikum eller være på live-tv, forklarer Katie Melua.

Den magiske livsfare

Det er sjældent, sangere er i reel livsfare på en scene, hvis de synger nogenlunde rent. Det er knap så sjældent at være i fare 15 meter under vand med en iltmaske som makker. Én gang var Katie Melua tæt på at drukne, hvilket stadig skræmmer hende at tale om.

- Jeg var ved at lære at træne i at dykke med tørdragt i en sø tæt på Heathrow-lufthavnen. Det var ekstremt koldt og mørkt allerede få meter nede, og selv om jeg er en trænet dykker, blev jeg lettere febrilsk, fordi jeg intet kunne se. Jeg gik ned til bunden for at tage mit mundstykke ud, men desværre fik jeg ikke sat det korrekt i igen. I stedet for ilt fik jeg fyldt min mund med klamt, grumset søvand. Så kom panikken. I 30 sekunder kunne jeg ikke trække vejret eller få mit mundstykke gjort rent, og selv om min instruktør var tæt på mig, frygtede jeg alligevel at dø, fortæller hun.

Selv om hun ikke just jagter nærdødshændelser, var der alligevel noget magisk over oplevelsen.

- Når man føler, at ens liv er i fare, og man overlever, er det som at blive genfødt. Det er en vanvittig givende fornemmelse, der kan gøre mig høj lang tid bagefter. Det kan også være sundt at indse, at man er dødelig som alle andre mennesker.

Pjat med de kendte

Katie Melua har mødt et hav af Hollywood-skuespillere, politikere, royale og legendariske musikere, som de fleste mennesker aldrig kommer tæt på. Ofte møder hun stjerne-kollegerne til middage eller presse-seancer, hvor der ikke er tid til at snakke seriøst.

- Mange gange er der så lidt tid, at det udelukkende er formaliteter, der bliver udvekslet. Altså sådan noget som: "Åh, din seneste film er bare fantastisk" eller "Din koncert i London var bare super". Folk befinder sig ofte i et arbejds-mode, hvor man aldrig kommer bag facaden. Derfor synes jeg, at mine venner er langt mere interessante at tale med end Brad Pitt og Angelina Jolie, fordi de kender mig. Jeg vil til enhver tid vælge mine georgiske onkler frem for en Hollywood-stjerne. De er de mest fantastiske mennesker, jeg kender, understreger Katie Melua.

Hvis hun absolut skal nævne berømte personer, der har gjort et varigt indtryk på hende, er det den engelske dronning og Nelson Mandela. Ikke på grund af deres status eller historiske betydning. Nej. Såmænd på grund af deres humor.

- Jeg optrådte for dronningen til en fest på Buckingham Palace, hvor jeg ikke skulle deltage i middagen bagefter. Efter mit indslag sagde hun: "Du forsøgte vist at spille dig til en gang aftensmad dér", det var ret sødt sagt og meget nede på jorden, konstaterer Katie Melua.

Hun følte sig ikke synderligt nervøs, da hun mødte den britiske dronning. Ej heller, da hun sad klistret op ad Nelson Mandela.

- Jeg havde lidt den der fornemmelse af, at vi begge to "blot" er mennesker, så hvorfor burde vi ikke kunne tale lidt sammen? Da der blev taget billeder af os, udbrød han: "Din kæreste må blive meget jaloux, når han ser os sammen". Det synes jeg også, er en meget kær og jordnær kommentar, roser Katie Melua.

Hun er selv helt nede på jorden til trods for, at hendes stylist er over hende som en hidsig høg, da fotografen vil have hende med ind under et lagen til et eksperimenterende foto.

- Det skal nok gå. Jeg er frisk på at prøve noget nyt, udbryder hun, inden hun grinende forsvinder væk under det hvide stof, der får hendes mørke hår og øjne til at tage sig endnu mere fascinerende ud.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Katie Melua
Georgien
Queen
Nelson Mandela
Spaceman
Babylon Zoo
Rage Against the Machine
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.