Kasper Eistrup, 2013

Foto: Carsten Bundgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Poetiske livsekskrementer

At skabe et lille menneske og et musikalbum er to usammenlignelige størrelser for Kasper Eistrup, der ikke forfaldet til at skrive om bleskift og flyverdragter, selv om de fyldte meget de første halvandet år af datterens liv
 
Rockstjerner har folk til at slæbe deres gear og sætte det op på scenen. Når de ankommer til et spillested, venter der altid proppede køleskabe samt bugnende buffetter. Hvis de spilder på gulvet, iler en ansat til og tørrer op.
 
Sådan ser virkeligheden på ingen måde ud, når spotlyset slukkes, og jublen dør ud. Så er man pludselig mere far end forsanger og skal skifte ble i stedet for akkord.
Kasper Eistrup har gennem to årtier skabt et væld af betagende sange som frontfigur i Kashmir, men han har alligevel aldrig kreeret noget, der har haft så stor indfyldelse på hans liv som datteren Coco på to år.
 
- Hvordan var det at træde ind i far-rollen?
 
- Det var svært af mange grunde. Vi fik et kolikbarn, som virkelig beviste sin stemmemæssige kapacitet på et meget tidligt tidspunkt. Det var ærlig talt ret belastende de første måneder og noget, vi døjede ret meget med. Men jeg har tidligere haft kærester, der havde børn, så jeg var forberedt på, hvad det indebar at blive far i forhold til bleskift og babymad. Derfor har det faktisk ikke været slå slemt for mig, selv om mit liv er helt vendt på hovedet på den kreative front. Jeg har fået tvunget nogle andre rammer ned over mit liv, da små børn har nogle vaner, der ikke kan pilles ved. Man skal tidligt op, man skal aflevere i institution, man skal købe ind, og man skal servere mad på bestemte tidspunkter. Mange ualmindeligt kedelige ting som uomtvisteligt må gøres. Det betyder, at den tid, man har tilovers, er yderst begrænset. Hvis jeg skal nå at få noget ud af min dag, er jeg nødt til at rykke på det i det tidsrum, hvor mit barn er i institution. Jeg kan ikke længere sidde til klokken tre om natten og nørde med noget, som jeg kunne tidligere. Det har betydet, at jeg laver meget mere, end jeg har gjort tidligere. Jeg har lavet et album, stået bag min egen kunstudstilling og sat en lejlighed i stand på samme tid, så jeg får enormt meget mere fra hånden end tidligere. Men spontaniteten og friheden eksisterer naturligvis ikke i samme grad, svarer Kasper Eistrup i
en lang sætning på åbningsspørgsmålet.
 
- Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig med denne nye struktur?
 
- På det område er mit liv ret normalt. Jeg møder i øvelokalet hver dag klokken 10 og arbejder til klokken 16-17 stykker og henter min datter. Jeg bruger naturligvis en del aftener på koncerter, men til gengæld sover jeg ikke særlig meget. Ofte kun fem timer pr. nat, hvilket er grunden til, at jeg ser kronisk træt ud. Det er jeg ikke, det er bare normaltilstanden, erkender Kasper Eistrup.
 
- Hvordan forholder det sig med "normaltilstanden" i forbindelse med sangskrivningen? Skriver du den samme type sange som tidligere?
 
- Mine tekster er ikke blevet mere hverdagsagtige eller socialrealistiske, siden jeg blev far. Jeg interesserer mig ikke for emnet i min musik, og hvis jeg må være så højloftet at kalde det, Kashmirlaver, for kunst, hører socialrealismen ikke til der. Jeg gider heller ikke læse Helle Helle-bøger, jeg får sgu kvalme af det. Musik, billedkunst, film og litteratur handler dybest set om at transportere sig væk fra noget, og det hænger ikke sammen med en tekst som: "Then I went down to buy som diapers - and then I cooked some meatballs". Så nej, der er ikke kommet flyverdragt med ind i sangskriverprocessen, og der er ingen små babyfødder, der direkte har sat deres aftryk i mine sange. Til gengæld medvirker alle bandmedlemmernes unger på titelnummeret "E.A.R.", hvor deres stemmer er optaget på telefon og derefter samplet. Min tekstbid er inspireret af et fotografi, hvor min datter står på vej ud ad døren iført Hello Kitty-solbriller, små læderstøvler og en lille kuffert i hånden. Klar til at møde verden på egen hånd, morer Kasper Eistrup sig.
 
- Når du tænker tilbage på de første to et halvt år som far, hvad har så overrasket dig mest?
 
- At det bliver ved! Efter tre måneder stoppede jeg med at synes, det var sjovt. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg hører nybagte fædre sidde og slynge om sig med floskler som: "Det er godt nok hårdt, og vi får ikke meget søvn, men så får man et lille smil, og så er det hele o.k.". Nej, gud fanden er det da ej o.k. Det er noget, deres kone har sagt, de skal sige. De første 18 måneder er jo kynisk betragtet konstant op ad bakke. Selvfølgelig er der lyspunkter undervejs, som den første gang man triller med barnevognen, den første tand og det første ord. Især med første barn. Men det går jo ubeskriveligt langsomt, fordi de ikke bare lige lærer at kravle, rejse sig og eller tale. Det dér lange seje træk er ikke for mig. Jeg er ikke en sejtrækker, og jeg har for kort en "tålmodigheds-tærskel". Jeg skal hele tiden videre, hvilket så betød, at jeg en dag vågnede op og så på min datter, der pludselig kunne navnene på alle medlemmerne i The Beatles, sang med på flere af mine sange og genkendte mine tegninger. Derfor er der opstået en fantastisk forbindelse mellem os det seneste års tid, konstaterer Kasper Eistrup.
 
- Hvilken type far vil du gerne være for din datter?

- Puha ... En kærlig far? Det er jeg nu også. Men jeg vil gerne være lidt bedre til at være til stede, hvilket jeg ikke altid er så god til. Jeg vil gerne inspirere hende, selv om jeg ikke har nogen have og derfor ikke kan bygge huler til hende. Jeg kommer heller ikke til at tage hende med på skiture, da jeg ikke står på ski. Der er i det hele taget mange ting, jeg bemærker, andre forældre gør med deres børn, hvor jeg tænker: "Hold kæft, hvor er de seje". Til gengæld har vi et meget kreativt miljø, hvor vi tegner meget, lytter til en masse musik og danser en del. Jeg tilstræber også, at vi synger sammen hver dag og leger dumme lege. Jeg har indset, at jeg ikke er en arketypisk far, men jeg tror, jeg kan hente den hjem på nogle andre fronter, siger Kasper Eistrup.
 
- Er glæden ved at blive far sammenlignelig med glæden, når Kashmir nedkommer med et nyt album?
 
- At udsende et nyt album er på ingen måde sammenlig neligt med at få sit eget barn. At udgive en ny plade er som at holde et rejsegilde for et hus af tanker, ord, lyd og lys, akkumuleret af en gruppe mennesker igennem cirka et år. Noget som er forbundet med en helvedes masse kvaler, opture, tunge løft, tvivl og små ophobninger af triumf. At få et barn er den ultimative kulmination på kærligheden imellem to mennesker. Et nyt menneske som bringes ind i verden. En ny glæde. En ukendt og langsomtvoksende kærlighed, som sneg sig umærkeligt ind på mig for nu at eje næsten hele mit hjerte. Jeg vil aldrig kunne vende ryggen til mit eget barn. Sådan er det ikke med album. De bliver til døde genstande og fortid i det øjeblik, de slippes fri, kun for indimellem at blive genoplivet når sangene spilles live. Ejerskabet af dem overgår herfra til alle de mennesker, som vil kunne sætte pris på dem, og på en måde er det en afsked med en tid. Plader er poetiske livsekskrementer, som man ofte græmmes over allerede kort efter, at de er udgivet. Børn er nyt liv, bekymringer, hårdt arbejde, spidsbelastning, uforudsete kvababbelser, udfordringer og spejlinger af ens egne fejl og mangler. Og så alligevel ubetinget kærlighed, konkluderer Kasper Eistrup.
 
- Har den erkendelse ændret ved din selvopfattelse som rockmusiker?
 
- Nej. Man er jo ikke rock'n'roll, når det kommer til stykket. Det er man i momenter. Når man står i en fantastisk guitarsolo, og det hele kører. Man er rock'n'roll, når man går af scenen og føler, at man svæver, og når man deler en flaske gin med sine bandkolleger. Men der jo ingen musikere - eller i hvert fald meget få - der er sådan døgnet rundt. Jeg er i hvert fald ikke. På mange måder er jeg en utrolig almindelig mand med et ualmindeligt job, siger Kasper Eistrup.
 
- Hvad er det mest ualmindelige ved dig?
 
- Jeg ser overhovedet ikke sport. Hverken fodbold, håndbold, badminton eller noget som helst andet. Hvad fanden sker der for alt det sport i tv? Helt ærligt, det kan virkelig provokere mig. Forestil dig, at der skulle være lige så meget tv om kunst og musik, som der er om sport! Der er jo kraftedeme mere sport, end der er nyheder. Når jeg brokker mig over det, føler jeg mig meget ualmindelig, konkluderer Kasper Eistrup. 

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Kasper Eistrup
Kashmir
Trespassers
The Beatles
E.A.R.
Coco
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.