Kasper Eistrup, 2010

Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Munden fuld af hvepse

Kasper Eistrup skriver sangtekster, der skiller sig ud fra mængden. Han har gennem karrieren udviklet en sans for at finde og udvælge særlige Kashmir-ord

Man er ikke i tvivl. Ingen anden dansk sanger kan forme ordene "mouthful of wasps" så karakteristisk som Kashmirs forsanger Kasper Eistrup, der i knap 20 år har skrevet og sunget sig til en placering blandt de fremmeste danske rockpoeter iklædt engelske gloser.

Som andre rockgrupper har Kashmir både fortalere og modstandere. Senest er det teksternes kompleksitet på albummet "Trespassers", der har delt vandene. De er kaldt kryptiske og indforståede. En kritik, manden bag ikke overraskende har et modsvar til.

- Jeg har haft lidt svært ved at forstå den vinkel. Jeg tillader mig at være lidt poetisk og lege med sproget. Og jeg tillader mig at skrive på en måde, så jeg ikke nødvendigvis skal gøre mig helt konkret eller let forståelig for alle. Jeg har faktisk undret mig over nogle af de reaktioner, der har været. Hvis jeg læser nogle af mine idolers tekster, eksempelvis Leonard Cohen, Bob Dylan eller Thom Yorke, er der masser af kryptiske ting og sager gemt i sproget. Sproget er en måde at male på, så når jeg skriver tekster, kan jeg godt lide at give lytteren billeder og ikke nødvendigvis fortælle en a til b-historie. Det er slet ikke min intention, forklarer Kasper Eistrup.

Han er ikke interesseret i at skrive letbenet underholdning. Dyrker man den slags, skal man lede et helt andet sted.

- Jeg er meget optaget af den poetiske side af sproget, og det undrer mig lidt, at folk, der er vant til alternativ musik, hæfter sig ved sværhedsgraden. Der er en mening med alt, jeg skriver. Hvis man tager en sang som "Mouthful of Wasps", refererer det til en ordstrøm af aggressive ord, som kan ophobes, hvis man ikke får lettet gassen af ballonen. Det er vigtigt, at man gør det i et hvilket som helst forhold mellem mennesker. Man skal sige fra og trække grænser, inden det bliver til dårlig energi, understreger Kasper Eistrup bestemt.

Man må alt

Den 37-årige københavner har et lille skud nordjyde i sig efter tre års eksil på Mors. Om det er de år, der har cementeret den trods, der omgærder ham, er uvist. Men han spekulerer aldrig på, om han bliver for indforstået, eller om lytteren står af. For når man er kunstner, må man alt.

- Jeg kunne på ingen tænkelig måde finde på at lægge bånd på mig selv. Man må fuldstændig, hvad man vil. Der er ingen grænser for, hvad man kan som kunstner. Men der er derimod grænser for, hvad folk vil finde sig i. Jeg er på ingen måde interesseret i at lave noget, der bliver så klogt, at ingen kan finde ud af det. Hvis det er facit på denne plade, er jeg ked af det, da det ikke har været tiltænkt. Jeg vil naturligvis gerne kommunikere og have min musik ud, siger Kasper Eistrup.

Han taler lige så formfuldendt, som han synger. Ordene udtales præcist og skarpt. Ikke et eneste æh eller øh formaster sig til at kile sig ind mellem de udvalgte gloser. Kasper Eistrup har en forkærlighed for ord. Ofte falder han over bogstavsammensætninger, der fascinerer ham og trækker i ham som en usynlig naturkraft. Han øver sig konstant i at bruge dem og elsker smagen og lyden af dem.

- Fonetikken er ekstremt vigtig for mig, når jeg skriver. Det hele går op i en højere enhed, når man finder på nogle gode sproglige billeder, der passer sammen med fonetikken. Jeg ville gerne kunne svare, at det vigtigste for mig er fortællingen eller poesien. Men det ville være forkert, for ind imellem er det flowet, som afgør, hvad jeg hægter mig fast i. Sådan tror jeg, det er for de fleste sangskrivere, gætter Kasper Eistrup.

Han har gennem seks albummer med Kashmir udbygget sit helt eget ordforråd. Klassikere som "vaporize", "perpetrator" og "virtues" vil få ørene til at blafre hos de fleste kendere.

- Der er bestemte ord, jeg har en forkærlighed for. Der er ord, jeg falder over og tænker: "Hold kæft, hvor smager det lækkert". På "Trespassers" er det for eksempel "Mantaray" og "Melpomene". Det er meget atypiske ord, som de færreste kender inklusive mig selv. Jeg stødte på "Melpomene" i New Orleans tilfældigt på en gade, hvor det stod på et skilt. Jeg kunne straks mærke, det havde noget over sig. Derfor gik jeg hjem, slog det op og fandt ud af, at det var navnet på en muse i den græske mytologi, der står for tragediedigting og melankoli. Det fantastiske ved vores publikum er, at de har vænnet sig til at grave sig ind i teksterne og finde ud af ordenes betydning, roser Kasper Eistrup.

Han mener, at der kan være en form for rebus over de omtalte Kashmir-ord, som kræver noget tid at finde løsningen på eller betydningen af.

- Desuden vælger jeg nok bevidst ind imellem ord med en enigmatiskh tiltrækningskraft, forklarer Kasper Eistrup og understreger med valget af "enigmatisk" præcis, hvilken type ord, han sværmer for.

Den hurtige orgasme

Forsangeren oplever en generel forfladigelse inden for kulturen. Mange er for utålmodige og kræver at få nøglen til budskabet udleveret med det samme.

- Man skal også helst komme til omkvædet inden for de første 30 sekunder, hvis ikke folk skal skippe nummeret og hoppe videre. Om det er Myspace, Facebook og blogging-generationens skyld, ved jeg ikke. Jeg forstår sgu ikke, at det hele skal være så fladt, at vi alle sammen skal kunne være med. Det kan nærmest provokere mig en lillebitte smule. Hvad fanden handler det om? Skal det hele være så ligetil? Hvis man ikke har lyst til at udtrykke en skid, hvorfor skriver man så sange, spørger Kasper Eistrup.

I hans øjne tyder meget på, at folk har fået sværere ved at fordybe sig. Det er højst problematisk, selv om han godt kan forstå det, når man ser på, hvordan danskerne typisk omgås og absorberer kultur.

- Det, der bliver serveret for os, er "Paradise Hotel" og "X Factor". Det er alarmerende, at vi ikke er bedre til at vælge fra og finde det, der stikker lidt dybere og fremstår lidt mere stimulerende. Der skal helst ikke gå for lang tid, før vi når orgasmen, og vi vil helst ikke arbejde alt for meget for den, kritiserer han.
Til trods for, at Kashmir ikke som udgangspunkt skriver lettilgængelige sange, er gruppen et af Danmarks bedst sælgende bands gennem de seneste 20 år.

- Der er visse numre og visse plader, der er mindre tilgængelige end andre. Men det til trods må der være en tilgængelighed og noget, der tiltrækker folk. Måske netop, fordi der er noget i vores musik, der appellerer til, at man kan spendere lidt mere end fem minutter. Det håber jeg, og der er noget, der tyder på det, siger Kasper Eistrup.

Tårene flød i Mexico

I et land langt væk fra Danmark er der tusindvis af fans, der gerne ofre mere end fem minutter på Kashmirs emotionelle rock. Gruppen er netop vendt hjem efter sin første turné i Mexico. Fremmødet til koncerterne og entusiasmen slog medlemmerne omkuld som én af de orkaner, der jævnlig brager hen over det mellemamerikanske land.

- Vi oplevede noget, som vi aldrig har oplevet uden for Danmark. Vi blev modtaget som stjerner og spillede tre udsolgte koncerter i Mexico City. I lufthavnen og ved hotellerne var der et kæmpe opbud af mennesker, og til koncerterne oplevede vi et publikumskor, som stemte i på en måde, som vi aldrig har oplevet før. Ikke engang til vores vildeste koncert i Danmark, fortæller Kasper Eistrup benovet.
Han har svært ved at svare på, hvorfor lige netop det mexicanske publikum faldt pladask for Kashmir. Men hans bedste bud er den kroniske kræsen om de store følelser.

- De mexicanske journalister stillede samme spørgsmål. Jeg tror, det er den melankolske tone i vores musik, der rammer den latinoagtige, dramatiske spanske sjæl. Vi stod og kiggede på flokke af både drenge og piger, der græd med tårene løbende ned ad kinderne. Meget følelsesladet, passioneret og temmelig langt fra den oplevelse vi havde i Fredericia, siger Eistrup og stirrer tomt frem for sig med åben mund, mens han klapper sjusket.

Stor fan af Helmig

Danskerne er et tilbageholdende folkefærd på mange måder. Hvilket kan være både en fordel og ulempe for et kendt ansigt.

- Det er en meget positiv sideeffekt af janteloven, at meget få danskere stopper én på gaden. De vil nødigt vise, de er imponerede. Jeg kan dog komme i tanke om andre danske musikere, der må have det 10 gange værre end mig, fortæller Kasper Eistrup og nævner Thomas Helmig.

- Den mand kan jo ikke stå i et omklædningsrum i svømmehallen, vurderer Kasper Eistrup, mens han ser frem for sig, som om han stod ved siden af århusianeren under bruseren og tjekkede ham ud fra top til tå.

- Jeg er jo selv fan af folk. Og faktisk er Thomas Helmig en af dem, jeg ser mest op til. Det er på en lidt underlig måde, fordi det er hans person og ikke så meget hans musik, jeg er fan af. Når man ser ham på tv, læser interviews med ham og møder ham, oplever man en person så professionel, at man ikke kan have andet end respekt for ham. Han er klar i sin tale og har altid noget på hjerte. Og han står ved, at han er en popdreng. Det kan man ikke rigtig skælde ham ud for, fordi det altid har været sådan, erkender Kasper Eistrup.

En anden, der stadig gør ham dybt perpleks, er Kim Larsen.

- Jeg ved ikke, hvad det er. Men han er jo en legende, som man ser op til, selv om han har lavet en masse latterligt lort som den der rygekampagne, der er noget gammelt forstokket fis. Men når jeg møder ham, går jeg helt i baglås, konstaterer Kasper Eistrup.

Urealistisk selvbillede

Der er noget unaturligt i at gå hen til et fremmed menneske og begynde at tale til dem. Men Kasper Eistrup har haft mange år til at vænne sig til fænomenet.

- Kashmir slog ikke igennem med et brag. Vi var et undergrundsband, der langsomt blev mere og mere overgrund. Først med "The Good Life" blev opmærksomheden meget voldsom. Det ændrede ved min selvopfattelse, fordi jeg befandt mig nogle steder, der ikke var godt for mig på det tidspunkt. Jeg gik utroligt meget i byen og blev hele tiden konfronteret med min egen person, hvilket ikke er sundt for nogen mennesker, efterrationaliserer han.

De største konsekvenser af at være et kendt ansigt har været, at han til tider fik et urealistisk billede af realiteterne. Nogle ting var ganske enkelt nemmere, når man hed Kasper Eistrup.

- Det giver nogle vrangforestillinger, som man skal passe på med. Man skal holde fast i virkeligheden og finde en kontinuitet og normalitet i sit liv. Det er usundt at leve for udsvævende og arytmisk, hvilket mit liv var i lang tid. Nu har jeg boet det samme sted i mange år, og folk ved, hvem jeg er og lader mig være i fred, forklarer han.

Den kendthed, han lever med, kalder han moderat. Alle danskere over fem år ved trods alt ikke, hvem han er, modsat omtalte hr. Larsen.

- Alligevel vil jeg gerne have, at folk bekender kulør. Det værste er, når folk for at være høflige spørger: "Nå, hvad laver du så", når de udmærket ved, hvad jeg laver. Det er et misforstået hensyn. Jeg har også oplevet folk, der har stoppet mig i et supermarked og sagt, at de virkelig ikke brød sig om min musik. Det svarer jo til, at jeg stoppede en komplet fremmed og sagde: "Undskyld, dit ansigt siger mig virkelig ingenting". Tak for den information og fortsat god dag.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Leonard Cohen
Kasper Eistrup
Kashmir
Trespassers
Mouthfull of Wasps
Enigmatisk
Thomas Helmig
Bob Dylan
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.