Kasper Eistrup skriver sangtekster, der skiller sig ud fra mængden. Han har gennem karrieren udviklet en sans for at finde og udvælge særlige Kashmir-ord
Man er ikke i tvivl. Ingen anden dansk sanger kan forme ordene
"mouthful of wasps" så karakteristisk som Kashmirs forsanger Kasper
Eistrup, der i knap 20 år har skrevet og sunget sig til en
placering blandt de fremmeste danske rockpoeter iklædt engelske
gloser.
Som andre rockgrupper har Kashmir både fortalere og modstandere.
Senest er det teksternes kompleksitet på albummet "Trespassers",
der har delt vandene. De er kaldt kryptiske og indforståede. En
kritik, manden bag ikke overraskende har et modsvar til.
- Jeg har haft lidt svært ved at forstå den vinkel. Jeg tillader
mig at være lidt poetisk og lege med sproget. Og jeg tillader mig
at skrive på en måde, så jeg ikke nødvendigvis skal gøre mig helt
konkret eller let forståelig for alle. Jeg har faktisk undret mig
over nogle af de reaktioner, der har været. Hvis jeg læser nogle af
mine idolers tekster, eksempelvis Leonard Cohen, Bob Dylan eller
Thom Yorke, er der masser af kryptiske ting og sager gemt i
sproget. Sproget er en måde at male på, så når jeg skriver tekster,
kan jeg godt lide at give lytteren billeder og ikke nødvendigvis
fortælle en a til b-historie. Det er slet ikke min intention,
forklarer Kasper Eistrup.
Han er ikke interesseret i at skrive letbenet underholdning.
Dyrker man den slags, skal man lede et helt andet sted.
- Jeg er meget optaget af den poetiske side af sproget, og det
undrer mig lidt, at folk, der er vant til alternativ musik, hæfter
sig ved sværhedsgraden. Der er en mening med alt, jeg skriver. Hvis
man tager en sang som "Mouthful of Wasps", refererer det til en
ordstrøm af aggressive ord, som kan ophobes, hvis man ikke får
lettet gassen af ballonen. Det er vigtigt, at man gør det i et
hvilket som helst forhold mellem mennesker. Man skal sige fra og
trække grænser, inden det bliver til dårlig energi, understreger
Kasper Eistrup bestemt.
Man må alt
Den 37-årige københavner har et lille skud nordjyde i sig efter
tre års eksil på Mors. Om det er de år, der har cementeret den
trods, der omgærder ham, er uvist. Men han spekulerer aldrig på, om
han bliver for indforstået, eller om lytteren står af. For når man
er kunstner, må man alt.
- Jeg kunne på ingen tænkelig måde finde på at lægge bånd på mig
selv. Man må fuldstændig, hvad man vil. Der er ingen grænser for,
hvad man kan som kunstner. Men der er derimod grænser for, hvad
folk vil finde sig i. Jeg er på ingen måde interesseret i at lave
noget, der bliver så klogt, at ingen kan finde ud af det. Hvis det
er facit på denne plade, er jeg ked af det, da det ikke har været
tiltænkt. Jeg vil naturligvis gerne kommunikere og have min musik
ud, siger Kasper Eistrup.
Han taler lige så formfuldendt, som han synger. Ordene udtales
præcist og skarpt. Ikke et eneste æh eller øh formaster sig til at
kile sig ind mellem de udvalgte gloser. Kasper Eistrup har en
forkærlighed for ord. Ofte falder han over bogstavsammensætninger,
der fascinerer ham og trækker i ham som en usynlig naturkraft. Han
øver sig konstant i at bruge dem og elsker smagen og lyden af
dem.
- Fonetikken er ekstremt vigtig for mig, når jeg skriver. Det
hele går op i en højere enhed, når man finder på nogle gode
sproglige billeder, der passer sammen med fonetikken. Jeg ville
gerne kunne svare, at det vigtigste for mig er fortællingen eller
poesien. Men det ville være forkert, for ind imellem er det flowet,
som afgør, hvad jeg hægter mig fast i. Sådan tror jeg, det er for
de fleste sangskrivere, gætter Kasper Eistrup.
Han har gennem seks albummer med Kashmir udbygget sit helt
eget ordforråd. Klassikere som "vaporize", "perpetrator" og
"virtues" vil få ørene til at blafre hos de fleste kendere.
- Der er bestemte ord, jeg har en forkærlighed for. Der er ord,
jeg falder over og tænker: "Hold kæft, hvor smager det lækkert". På
"Trespassers" er det for eksempel "Mantaray" og "Melpomene". Det er
meget atypiske ord, som de færreste kender inklusive mig selv. Jeg
stødte på "Melpomene" i New Orleans tilfældigt på en gade, hvor det
stod på et skilt. Jeg kunne straks mærke, det havde noget over sig.
Derfor gik jeg hjem, slog det op og fandt ud af, at det var navnet
på en muse i den græske mytologi, der står for tragediedigting og
melankoli. Det fantastiske ved vores publikum er, at de har vænnet
sig til at grave sig ind i teksterne og finde ud af ordenes
betydning, roser Kasper Eistrup.
Han mener, at der kan være en form for rebus over de omtalte
Kashmir-ord, som kræver noget tid at finde løsningen på eller
betydningen af.
- Desuden vælger jeg nok bevidst ind imellem ord med en
enigmatiskh tiltrækningskraft, forklarer Kasper Eistrup og
understreger med valget af "enigmatisk" præcis, hvilken type ord,
han sværmer for.
Den hurtige orgasme
Forsangeren oplever en generel forfladigelse inden for kulturen.
Mange er for utålmodige og kræver at få nøglen til budskabet
udleveret med det samme.
- Man skal også helst komme til omkvædet inden for de første 30
sekunder, hvis ikke folk skal skippe nummeret og hoppe videre. Om
det er Myspace, Facebook og blogging-generationens skyld, ved jeg
ikke. Jeg forstår sgu ikke, at det hele skal være så fladt, at vi
alle sammen skal kunne være med. Det kan nærmest provokere mig en
lillebitte smule. Hvad fanden handler det om? Skal det hele være så
ligetil? Hvis man ikke har lyst til at udtrykke en skid, hvorfor
skriver man så sange, spørger Kasper Eistrup.
I hans øjne tyder meget på, at folk har fået sværere ved at
fordybe sig. Det er højst problematisk, selv om han godt kan forstå
det, når man ser på, hvordan danskerne typisk omgås og absorberer
kultur.
- Det, der bliver serveret for os, er "Paradise Hotel" og "X
Factor". Det er alarmerende, at vi ikke er bedre til at vælge fra
og finde det, der stikker lidt dybere og fremstår lidt mere
stimulerende. Der skal helst ikke gå for lang tid, før vi når
orgasmen, og vi vil helst ikke arbejde alt for meget for den,
kritiserer han.
Til trods for, at Kashmir ikke som udgangspunkt skriver
lettilgængelige sange, er gruppen et af Danmarks bedst sælgende
bands gennem de seneste 20 år.
- Der er visse numre og visse plader, der er mindre tilgængelige
end andre. Men det til trods må der være en tilgængelighed og
noget, der tiltrækker folk. Måske netop, fordi der er noget i vores
musik, der appellerer til, at man kan spendere lidt mere end fem
minutter. Det håber jeg, og der er noget, der tyder på det, siger
Kasper Eistrup.
Tårene flød i Mexico
I et land langt væk fra Danmark er der tusindvis af fans, der
gerne ofre mere end fem minutter på Kashmirs emotionelle rock.
Gruppen er netop vendt hjem efter sin første turné i Mexico.
Fremmødet til koncerterne og entusiasmen slog medlemmerne omkuld
som én af de orkaner, der jævnlig brager hen over det
mellemamerikanske land.
- Vi oplevede noget, som vi aldrig har oplevet uden for Danmark.
Vi blev modtaget som stjerner og spillede tre udsolgte koncerter i
Mexico City. I lufthavnen og ved hotellerne var der et kæmpe opbud
af mennesker, og til koncerterne oplevede vi et publikumskor, som
stemte i på en måde, som vi aldrig har oplevet før. Ikke engang til
vores vildeste koncert i Danmark, fortæller Kasper Eistrup
benovet.
Han har svært ved at svare på, hvorfor lige netop det mexicanske
publikum faldt pladask for Kashmir. Men hans bedste bud er den
kroniske kræsen om de store følelser.
- De mexicanske journalister stillede samme spørgsmål. Jeg tror,
det er den melankolske tone i vores musik, der rammer den
latinoagtige, dramatiske spanske sjæl. Vi stod og kiggede på flokke
af både drenge og piger, der græd med tårene løbende ned ad
kinderne. Meget følelsesladet, passioneret og temmelig langt fra
den oplevelse vi havde i Fredericia, siger Eistrup og stirrer tomt
frem for sig med åben mund, mens han klapper sjusket.
Stor fan af Helmig
Danskerne er et tilbageholdende folkefærd på mange måder.
Hvilket kan være både en fordel og ulempe for et kendt ansigt.
- Det er en meget positiv sideeffekt af janteloven, at meget få
danskere stopper én på gaden. De vil nødigt vise, de er imponerede.
Jeg kan dog komme i tanke om andre danske musikere, der må have det
10 gange værre end mig, fortæller Kasper Eistrup og nævner Thomas
Helmig.
- Den mand kan jo ikke stå i et omklædningsrum i svømmehallen,
vurderer Kasper Eistrup, mens han ser frem for sig, som om han stod
ved siden af århusianeren under bruseren og tjekkede ham ud fra top
til tå.
- Jeg er jo selv fan af folk. Og faktisk er Thomas Helmig en af
dem, jeg ser mest op til. Det er på en lidt underlig måde, fordi
det er hans person og ikke så meget hans musik, jeg er fan af. Når
man ser ham på tv, læser interviews med ham og møder ham, oplever
man en person så professionel, at man ikke kan have andet end
respekt for ham. Han er klar i sin tale og har altid noget på
hjerte. Og han står ved, at han er en popdreng. Det kan man ikke
rigtig skælde ham ud for, fordi det altid har været sådan, erkender
Kasper Eistrup.
En anden, der stadig gør ham dybt perpleks, er Kim Larsen.
- Jeg ved ikke, hvad det er. Men han er jo en legende, som man
ser op til, selv om han har lavet en masse latterligt lort som den
der rygekampagne, der er noget gammelt forstokket fis. Men når jeg
møder ham, går jeg helt i baglås, konstaterer Kasper Eistrup.
Urealistisk selvbillede
Der er noget unaturligt i at gå hen til et fremmed menneske og
begynde at tale til dem. Men Kasper Eistrup har haft mange år til
at vænne sig til fænomenet.
- Kashmir slog ikke igennem med et brag. Vi var et
undergrundsband, der langsomt blev mere og mere overgrund. Først
med "The Good Life" blev opmærksomheden meget voldsom. Det ændrede
ved min selvopfattelse, fordi jeg befandt mig nogle steder, der
ikke var godt for mig på det tidspunkt. Jeg gik utroligt meget i
byen og blev hele tiden konfronteret med min egen person, hvilket
ikke er sundt for nogen mennesker, efterrationaliserer han.
De største konsekvenser af at være et kendt ansigt har været, at
han til tider fik et urealistisk billede af realiteterne. Nogle
ting var ganske enkelt nemmere, når man hed Kasper Eistrup.
- Det giver nogle vrangforestillinger, som man skal passe på
med. Man skal holde fast i virkeligheden og finde en kontinuitet og
normalitet i sit liv. Det er usundt at leve for udsvævende og
arytmisk, hvilket mit liv var i lang tid. Nu har jeg boet det samme
sted i mange år, og folk ved, hvem jeg er og lader mig være i fred,
forklarer han.
Den kendthed, han lever med, kalder han moderat. Alle danskere
over fem år ved trods alt ikke, hvem han er, modsat omtalte hr.
Larsen.
- Alligevel vil jeg gerne have, at folk bekender kulør. Det
værste er, når folk for at være høflige spørger: "Nå, hvad laver du
så", når de udmærket ved, hvad jeg laver. Det er et misforstået
hensyn. Jeg har også oplevet folk, der har stoppet mig i et
supermarked og sagt, at de virkelig ikke brød sig om min musik. Det
svarer jo til, at jeg stoppede en komplet fremmed og sagde:
"Undskyld, dit ansigt siger mig virkelig ingenting". Tak for den
information og fortsat god dag.