Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Kashmir svæver på droner

 
- Hold nu kæft, hvor er det lækkert, udbryder Kasper Eistrup, da han sammen med Henrik "Henke" Lindstrand piller folien af coveret til lp-udgaven af "E.A.R.".
 
De ligner to femårige knægte, der har åbnet årets største julegave og i den grad fryder sig over indholdet. Samme begejstring gælder det musikalske indhold, der tegner et helt nyt billede af det 22 år gamle band.
- Flere af vores plader er meget dynamiske og sine steder decideret støjende rock. "No Balance Palace" kan fremstå ret larmende, hvis det kører i baggrunden, hvilket "E.A.R." på ingen måde gør. Albummet har mange stille momenter, som fungerer fint uden at kræve lytterens fulde opmærksomhed, siger bandets forsanger, Kasper Eistrup.
 
Henrik Lindstrand, keyboardspiller og guitarist, tror, det skyldes bandets fokus på at indfange og destillere specielle momenter og atmosfærer.
 
Jagt på stemninger
 
- Vi har jagtet stemninger, hvor man kan dvæle som lytter og ikke konstant har travlt med at komme videre i sangen. Hvis vi har fundet et spændende lydmæssigt sted at opholde sig, er vi blevet der noget tid. Faktisk masser af tid. Nogle sange endte med at blive helt hypnotiske, fordi vi lod dem fortsætte i 15-16 minutter. Vi har dog skåret dem ned til cirka det halve og efterfølgende forfinet melodierne med lidt ekstra klokker og bas, forklarer Henrik Lindstrand.
 
Manglen på sangstruktur, broer og omkvæd har potentiale til at skræmme mange lyttere væk, men det afskrækker ikke Kasper Eistrup.
 
- Eksperimenterne på "E.A.R." har aldrig handlet om at være bevidst mærkelig eller kunstnerisk. De udspringer fra en simpel men indædt lyst til at udfordre den klassiske rockkomposition, forklarer Kasper Eistrup.
 
Dronerne fylder meget
 
Hele idéen om at opløse formen på sangene og ikke være besat af tanken om omkvæd og vers har haft signifikant betydning for numre som "Trench" og den episke "Pedestals" med en knap fem minutter lang instrumental intro.
 
- Ved at koncentrere sig om de helt små elementer og hele tiden forskyde dem, sker der en interessant udvikling i sangene, som vi kun sporadisk har arbejdet med tidligere. Den her gang har "droner" - klangflader der fortsætter uændret over et tidsrum - fyldt rigtig meget, og "Henke" har brugt talrige timer ved et orgel eller synthesizer med at lege med lydflader, som jeg indimellem er blevet ramt af og skrigende løbet ind for at få ham til at holde fast i, fortæller Kasper Eistrup.
 
Det er netop det ambiente fokus og det umiddelbart monotone, som præger "E.A.R.". Men både Kasper Eistrup og Henrik Lindstrand understreger, at det ikke er ensformigt, hvis man spidser ører.
 
- Der sker konstant forandringer som næsten skjulte hihat-slag eller en tone, der marginalt ændrer sig. Vi er gået bort fra tankegangen om, at et elektronisk baseret nummer nærmest per automatik er en undskyldning for sig selv og derfor skal placeres som rosinen i pølseenden på et album. Denne gang har den type numre fået en yderst central og betydningsfuld rolle, siger Kasper Eistrup.
 
Ørene skal træffe valget
 
Henrik Lindstrand anser det for at være albummets primære styrke, at medlemmerne har fortrængt alt om en genremæssig eller kommerciel rød tråd. Kasper Eistrup er også sikker på, at bandets nye rolle som producer har haft vital betydning for resultatet.
 
- På baggrund af alle de samarbejder, vi gennem tiden har haft med kompetente producere, følte vi os klar til selv at tage ansvaret. Det har sikret langt kortere kommandoveje, og den lidt amatøragtige tilgang tiltaler os. Vi bruger ørene mere end øjnene, da det er mere essentielt, hvordan musik lyder og føles, end hvordan den tager sig ud som grafer på en computerskærm, konkluderer Kasper Eistrup og giver på samme tid en del af forklaringen på albummets kryptiske titel.
 
"E.A.R.", der udkom i marts, er konceptuelt på mange måder. Det skulle bestå af 12 numre, det skulle indspilles på 12 måneder i 2012, og der måtte kun benyttes 12 instrumenter på hver sang. Det var dog ikke eneste radikale forandringer i forhold til arbejdet med forrige album "Trespassers" fra 2010.
Kasper Eistrup, der i mange henseender tegner gruppens profil ind- og udadtil, ville gerne gå nye veje, hvilket betød, at de tre øvrige medlemmer fik mere råderum og ansvar.
 
- Det var på ingen måde, fordi vi var ved at dø som band ved foden af mine sange. Jeg havde bare lyst til at afprøve en anden arbejdsproces. For at det kunne lykkes, måtte de tre andre mere på banen. Alle skulle yde deres bedste, og det gør man kun, når man får medbestemmelse og medansvar, siger Kasper Eistrup.
 
Han havde gennem noget tid fornemmet, at der ikke var helt samme fælles ånd i bandet. Han savnede en forenet dedikation og var ked af, at han i en periode havde haft for meget ejerskab over sangene.
 
- De andres idéer og musikalske resurser skulle langt mere på banen, konstaterer Kasper Eistrup, der dog stadig anser sig selv som en afgørende faktor i bandets lyd, udtryk, tekster, grafik og musikalsk retning.
 
Lystdrevet proces
 
Henrik Lindstrand, Asger Techau og Mads Tunebjerg var med på Kasper Eistrups idé om en række arbejdsdogmer. Det resulterede i, at der blev kastet langt flere idéer ind i en fælles pulje, hvor de bedste efterfølgende blev fisket ud.
 
- Vi brød alle vægge ned under arbejdet med "E.A.R.". Både form- og procesmæssigt. Jeg fornemmer, det har taget noget af presset af Kaspers skuldre, at han ikke konstant skulle være katalysator. Det er i mine øjne en helt naturlig udvikling at afsøge nye måder at samarbejde på. Det har været en lystdrevet proces, hvor vi har delt os meget op i hold af to og to for ikke at falde ind i de vante roller, fortæller Henrik "Henke" Lindstrand.
 
- Processen har ikke betydet, at alt konstant var fryd og gammen. Indimellem har vi været komplet uenige, men det er altid en kamp at begå et album, og den kreative udfordring består også i at nå til enighed eller finde kompromiser. Det kaster altid noget uventet af sig, siger Kasper Eistrup og tilføjer, at hans tre kolleger har nogle helt andre aktier i "E.A.R.", hvilket har udløst en entusiasme, bandet skal længe tilbage for at matche.
 
Perfekt er droppet
 
Kasper Eistrup tror, at bandet har været iført skyklapper og måske fokuseret lidt for meget på altid at
skabe "mesterværket".
 
- I mange år har vi været optaget af at genskabe det fuldendte værk, som "The Good Life" fra 1999 må siges at være. Det var ekstremt gennemarbejdet og gennemstruktureret, og i bestræbelserne på at skabe et matchende værk, er vi indimellem faret vild, erfarer Kasper Eistrup.
 
Han og de øvrige medlemmer er derfor nået til den konklusion, at de skal smide ordet "perfekt" i skraldespanden.
 
- Med "E.A.R." har vi ikke fokuseret på at få helt rene vokaler, perfekt tunede guitarer og millimeterpræcise trommer. Nogle af sangene er spillet uden overhovedet at stemme instrumenterne. Det beskriver godt den momentane begejstring under tilblivelsen af numrene, at vi kunne lade os fuldstændig konsumere af processen uden at tænke særlig meget over tekniske detaljer. Det er fantastisk befordrende for kreativiteten, fordi man ikke skal sidde og vente på, at bassen står perfekt. Nu er den her tilgang vores sandhed, og det har været fucking fantastisk at arbejde på den måde, cementerer Kasper Eistrup.