Simon Staun
Pr-foto, Cope Records

Tilbage til rødderne

For første gang forsøger den 37-årige musiker at bygge bro mellem alle de bestanddele, hun består afNormalt er det danskere, der forestiller sig, at folk render nøgne rundt i Afrika. Men da Karen Mukupa som 15-årig rejste fra Tanzania til Djursland, var det den omvendte verden.

Hun havnede i et østjysk hippiekollektiv, hvor mændende satte sig tilrette ved morgenbordet med tissemanden dinglende, og hvor kvindernes bryster skvulpede lystigt i luften.

- Det var en kæmpe kulturforskel i forhold til Afrika. Ikke mindst for en 15-årig pige i puberteten, der aldrig havde set en nøgen mand før. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle kigge hen til at begynde med.

Heldigvis havde en af mændene en afrikansk kæreste, så vi kunne være sammen om forargelsen, fortæller Karen Mukupa og ler den latter, som hun generøst strør ud over hele samtalen.

Det var egentlig meningen, hun skulle være flyttet til København, hvor hendes danske bedsteforældre boede. Men i dag er hun taknemmelig for, at hun fik en blød mellemlanding i det østjyske, hvor hendes forældres venner var ledere på en friskole.

- På mange måder var mentaliteten på Djursland sammenlignelig med den afrikanske. Døren stod altid åben, og alle var velkomne i huset. Når postbudet kom, snakkede man med ham og kendte hans navn. Hvor mange gør lige det i København, påpeger Karen Mukupa.

En kvinde på 50

Når hun gik på de nærliggende grus- og landeveje, stoppede hun altid, når hun mødte nogen, hun kendte. Eller hilste i det mindste pænt, præcis som i Afrika.

- Det er én af grundene til, at min mor konsekvent kommer en halv time for sent til sine aftaler. Netop fordi hun snakker med så mange vidt forskellige mennesker, der alle ville blive yderst fornærmede, hvis hun bare gik videre, fortæller Karen Mukupa.

Hun kom retfærdigvis ikke for sent til vores aftale på Islands Brygge. Faktisk kom hun over en halv time i forvejen, fordi hun kender caféejeren og ikke mindst hendes menukort. Da jeg trådte ind, sad Karen Mukupa med et saligt smil og en klapsammenrugbrød foran sig.

- Jeg elsker simpelthen smørrebrød, stegt flæsk med persillesovs og rugbrødsklapsammener, siger hun og klemmer min hånd venligt, da maden er spist.

Selv om hun og hendes tre søskende er vokset op i Tanzania, taler de alle sammen dansk. Og har danske navne. Hendes søster hedder Inger og brødrene Jakob og Rasmus.

- Bliver det mere dansk? Jeg kan huske, da jeg flyttede til Danmark og ringede til banken, hvor jeg præsenterede mig som Karen Rasmussen. Folk troede jo, jeg var 50 år. Derfor begyndte jeg at bruge mit afrikanske fornavn, Mukupa. Mit fulde navn er Karen Mukupa Thurøe Rasmussen. Det er flot, ikke, spørger hun og får det svar, hun håbede på.

Årsagen til, at den 15-årige pige havnede i Danmark, var, at hendes forældres kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke ophørte. Derfor ville de flytte til Zambia, hvor Karens mor gerne ville starte en restaurant.

Karen Mukupa havde ellers håbet, de ville flytte til Danmark, hvor de i flere perioder gennem hendes barndom havde boet. Men hendes mor gik ned med depression, hver gang de flyttede til det kolde nord. Hun var sikker på, at hun havde noget andet blod, fordi hun frøs konstant.

- Hun følte sig ensom og havde svært ved ikke længere at være matriark, så jeg kunne fornemme, at hun ikke ville tilbage, forklarer Karen Mukupa, der på det tidspunkt gik på en international skole med alt fra kinesere til amerikanere.

"Nougatmus"

Hun stortrivedes i det miljø og kunne slet ikke se sig selv i Zambia. Så da forældrene foreslog, at hun i stedet flyttede til Danmark, sagde hun ja tak.

Meningen var, at Karen Mukupa skulle tilbage til Afrika, når hun havde fået sig en uddannelse. Men ret hurtigt fandt hun ud af, at musikken trak i hende. Efter kort tid på den østjyske friskole lærte hun at rappe, begyndte at skrive sine egne tekster og opdagede, at hiphopkulturen tiltalte hende. Det var let at identificere sig med den sorte subkultur, selv om den primært udspandt sig i forstæderne til amerikanske storbyer.

- Da jeg begyndte at rappe, var der, så vidt jeg husker, kun én anden dansk kvindelig rapper, der hed Jo.C.Fine. Da jeg flyttede til København som 16-årig og startede med at komme på en hiphop-klub, mødte jeg Natasja, som jeg efter kort tid begyndte at rappe med, siger Karen Mukupa.
Drengene i hiphop-miljøet bifaldt ikke umiddelbart dette nye kvindelige indspark i deres lukkede og smalle kultur.

- De så ned på os, kaldte vores rap for volapyk og nedgjorde os. Efter en koncert med Queen Latifah, hvor Al Agami også optrådte, blev vi kaldt aftenens største oplevelse i en anmeldelse i Politiken, hvilket drengene havde virkelig svært ved at sluge, husker Karen Mukupa.

Hun erindrer også beskrivelsen af de to piger som "nougatmus".

- Det er faktisk det eneste, jeg husker fra den anmeldelse, der ellers var ret positiv. Drengene mente, vi kun fik opmærksomheden, fordi vi var piger og mulatter. De kaldte os mindre flatterende ting som "ho" eller "bitch", og så hjalp det heller ikke, at vi ikke havde råd til det rigtige hiphop-tøj men i stedet gik rundt i noget ret utjekket tøj, fortæller Karen Mukupa.

Et dobbelt menneske

Selv om hun ikke kan teksterne på de populære og aktuelle hiphop-numre længere, har mere "normalt" tøj på og ikke benytter sig af hiphop-slang, er det stadig hiphoppen,hendes hjerte banker for.

- Det bliver jeg aldrig for gammel til, selv om jeg ikke går til mange hiphopkoncerter eller dyrker freestyle. Jeg går dog stadig i hættetrøje og er sneaker-freak. Det er trods alt de færreste 37-årige kvinder, der går klædt sådan her, siger Karen Mukupa og peger på sine helt nye røde sko og den sorte hoodie.

Hvis man skal holde sig i form som rapper, skal man helst skrive tekster hver dag og freestyle. Altså rappe uden manuskript. Det gør Karen Mukupa slet ikke. Man skal også følge med i, hvordan flowet udvikler sig, da mange rapper på en helt anden måde i dag, end da hun begyndte for mere end 20 år siden.

- Jeg har erkendt, at jeg ikke kan følge med de unge, og desuden er jeg mere tiltrukket af alternativ og eksperimenterende musik, fortæller Karen Mukupa.

Hendes forrige plade var en reggaeplade, og en plade hun virkelig havde behov for at lave, efter veninden og kollegaen Natasja døde i en trafikulykke, Karen Mukupa selv var en del af.

- Albummet havde helt bevidst en masse positive følelser, og alle de negative blev der lagt låg på. Publikum havde tilsyneladende svært ved at skille Natasja og mig ad, hvilket jeg har tænkt en del over efterfølgende. Derfor har jeg med mit kommende udspil besluttet at finde noget, der peger tilbage på mig selv og mine afrikanske rødder. Så lige nu er jeg er et sted, hvor mit band er blevet introduceret for en masse afrikanske rytmer, fortæller Karen Mukupa.

Hendes beskedne mål er at lave et album, der bygger bro mellem den vestlige og afrikanske kultur. På samme måde som hun selv bygger bro.

- Jeg er født og vokset op i Afrika. Men min far og mit pas er dansk. Mine bedsteforældre kommer fra Assens og Svendborg, og jeg har boet de sidste 22 år af mit liv i Danmark. Jeg er ikke kun mulat. Jeg er det, japanerne kalder "dobbelt", fortæller sangerinden.

Hun har altid været splittet mellem to vidt forskellige kulturer, men har af uforklarlige årsager aldrig udnyttet det i sin musik. Før nu.

- Det er ikke sådan, det er rendyrket afrikansk musik, for jeg bruger også meget min forkærlighed for hiphop og livemusik. Jeg er bare kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg tør skille mig ud og tage de slag, der måtte komme, når man er en popelskende hiphopper fra Afrika, der dyrker reggae, fortæller den 37-årige sanger.

En egoistisk beslutning

Karen Mukupa erkender, at hun tog for få chancer på sine første to plader, der var skræddersyet til de danske radiokanaler. På det tidspunkt var hun mere til det trygge og forventelige, men nu må hendes person gerne skinne gennem musikken.

- Det er en meget egoistisk beslutning og har intet at gøre med, at jeg vil signalere over for de mange rodløse, unge indvandrere, at man sagtens kan fungere og være stolt af begge sine baggrunde. Jeg ved godt, jeg bliver set som en rollemodel, så hvis jeg endelig skulle komme med et budskab, ville det være, at uanset om man er dansk-afrikaner eller arabisk-dansker, er man et menneske, konstaterer Karen Mukupa.

Når det er sagt, tror hun absolut, det er lettere at være afrikaner i Danmark end at komme fra Mellemøsten.

- Især som muslim, hvor man ofte er blevet stigmatiseret. Mulatter er langt mere accepteret, men måske skyldes det, at man trods alt er "en af os", hvis bare én af forældrene er dansk, gætter Karen Mukupa.

Afrika er en illusion

I mange år drømte hun om at vende tilbage til Afrika, men efterhånden er det gået op for hende, at det forbliver en illusion.

- Jeg har ikke nogen uddannelse og skulle bruge endnu længere tid på at kunne leve af min musik, end jeg gør i Danmark. Det hænger sikkert også sammen med en pæn portion nostalgi, og at jeg klynger mig til de minder, jeg stadig har fra min barndom. Jeg vil jo gerne holde fast i mine rødder, så der bliver ved med at være noget Afrika i mig, fortæller hun.

Hun oplever, at man i Danmark helst skal være så dansk som mulig, når man ser fremmed ud. Selv føler hun sig ekstremt dansk, hvilket giver meget god mening, når man tænker på, at hendes fars forældre kommer fra Assens og Svendborg.

- Jeg har altid forbundet Fyn med H. C. Andersen og noget eventyrligt. Jeg nød derfor, når mine bedsteforældre fortalte historier fra deres barndom på Syd- og Vestfyn. I mange år var
min store drøm at komme til Svendborg og Assens, der fremstod som meget idylliske byer i mine øjne. Nu skal jeg igen optræde i Assens, hvilket jeg ser frem til. Forhåbentlig får jeg tid til at gå en tur i byen denne gang, håber Karen Mukupa.