Simon Staun
Foto: Jonas Pryner Andersen

Man skal ikke pisse i sneen

 
Kamilla Wichmann kan noget helt særlig med farver. Det springer i øjnene i døråbningen, da hun tager imod på sin arbejdsplads på Læderstræde i den indre København. Hun er klædt i en smuk blå kjole med hvide blomstertryk og har afstemt udseendet perfekt med en gul neglelak, der suger blikket til sig.
 
Børnebogsillustratoren har et nærmest religiøst forhold til farver. Da hun lægger de to børnebøger "ABC" og "123", der er årsagen til vores interview, frem på kontorets køkkenbord, nævner hun som noget af det første, hvordan farverne på tryk slet ikke fanger den nuance, hun skabte ved sit skrivebord.
 
- Det er altid en smule skuffende at få bogen få trykkeriet, fordi det er umuligt at ramme den farve, jeg har arbejdet mig frem til. De farver, jeg vælger, er ofte meget gammeldags og med en særlig glød, men der er sikkert ikke andre end mig, der går op i, at det ikke er præcis samme tone. Der er jeg nok lidt nørdet, indrømmer 37-årige Kamilla Wichmann.
 
Tegninger med på motorcykel
 
For knap 20 år siden troede hun, at hun skulle være industriel designer. Men ved en tilfældighed endte hun med at lave tegninger til børnebøger og bladtegninger til Berlingske i en årrække.
 
- Inden jeg begyndte min uddannelse på Designskolen i Kolding, kørte jeg rundt i Nordsjælland på motorcykel med en stor mappe fyldt med tegninger, som jeg viste frem til forskellige reklamebureauer. Et sted i Helsingør sagde de til mig, at jeg helt klart skulle være børnebogstegner. Det ville jeg egentlig gerne, men hvordan man blev det, vidste jeg ikke, fortæller Kamilla Wichmann.
 
Hun var meget imponeret af tegneren Dorte Karrebæk, og gennem et radioprogram fandt Kamilla Wichmann ud af, at hun boede i Ålsgårde på hjørnet af hendes forældres vej.
 
- Jeg kontaktede hende straks og blev taget under hendes vinger. Det har betydet meget for mig at have hende som mentor, siger Kamilla Wichmann.
 
Har nusset et helt år
 
Det er ikke kun tegningerne, Kamilla Wichmann har et nært forhold til i de to børnebøger foran os. Hun går næsten lige så meget op i æstetikken og det grafiske udtryk. Derfor har hun selv layoutet de to bøger for at få præcis det resultat, hun ønskede.

- Jeg har fået frie hænder af forlaget, hvilket hænger sammen med, at bøgerne udkommer i et relativt lille oplag og ikke udspringer af en børnebogspølsefabrik. Bøgerne har været lang tid undervejs og er blevet justeret og nusset et helt år. De er meget ukommercielle og svævende i deres udtryk, vurderer Kamilla Wichmann.
 
De to bøger er ikke kun en storslået oplevelse for børn. Forældrene får sig også en kvalitativ omgang godnatlæsning.
 
- Apropos kommercielle børnebøger er der en del historier, der bliver "pisset ud i sne" for de mindste. Det tror jeg ikke, de lærer lige så meget af dem som med disse bøger, hvor man skal gå på opdagelse i tegningerne for at få det hele med. Illustrationerne er på en måde lidt uforklarede og poetiske, så der er plads til fortolkning. Det er netop sådan, min indgang har været til forfatteren Mette Jørgensens tekster. Det betyder, at forældrene i højere grad skal være til stede, når de læser dem op, konkluderer Kamilla Wichmann.
 
Man skal tage børn seriøst
 
Hun åbner bogstavbogen på en tilfældig side. W. Hun læser rimet op og smiler over sætningen: "William elsker wienerbrød og bolsjer og bananer".
 
- På den ene af opslagets illustrationer kan man se netop bolsjer og bananer træde frem i grafiske mønstre i stedet for bare at være tegnet i en bunke. Det synes jeg er langt flottere, siger Kamilla Wichmann.
 
Hendes to børn er tre og fire år. Lige i målgruppen. De kan ofte hjælpe hende med at finde ud af, hvad der virker eller ej.
 
- Jeg kan bruge dem i et vist omfang, men problemet er jo, at ikke to børn er ens. Mine børn kan måske lide noget helt andet end dine. Så det handler mest om at prøve nogle ting af på dem og se, hvor abstrakt det kan være. Jeg har et børnebogsbibliotek med flere hundrede bøger, så de har efterhånden fået læst rigtig mange bøger højt, konstaterer Kamilla Wichmann.
 
Hun har svært ved at definere, hvad man skal kunne som illustrator for at skille sig ud.
 
- Jeg kan ikke lige komme med en opskrift, men omvendt ville det heller ikke være fedt, hvis alle skilte sig ud. Det bedste svar er måske, at man skal tage området dybt alvorlig og ikke tænke, at det "kun er for børn". Mange går jo rundt og tænker, at de sagtens kan skrive en børnebog selv, men når de så prøver, er det ikke så let. Man skal tage det højtideligt, og jeg er mindst lige så seriøs med børnebogstegninger som de politiske illustrationer, jeg tegnede til Berlingske, understreger Kamilla Wichmann.
 
Hun tror, at René Toft Simonsens entre som børnebogsforfatter har gjort det tjekket at kunne skrive det på cv'et. Og der er mange kvinder i 30'erne, der pludselig får den indskydelse, at de skal skrive en børnebog og have den illustreret af Kamilla Wichmann.
 
- Det sker faktisk ret tit, at jeg får det tilbud. Men jeg vil helst ikke kaste mig ud i det, før et forlag og en redaktør har købt idéen. Det tager mig mindst en måned at lave skitser til en bog, og det bliver min familie ikke mæt af, hvis det går i vasken. Men man skal jo heller ikke slukke alle lys, så indimellem kommer der nogen med et frø, der er så interessant, at jeg gerne vil hjælpe med at få det til at spire, siger Kamilla Wichmann.
 
Smertegrænsen er nået
 
I Danmark er der tradition for, at der udgives mange bøger, der handler om at gå til lægen, at blive storebror eller storesøster, når nogen dør i familien og de seneste årtier enormt meget om adoption, abort, alkoholisme og skilsmisse.
 
- I mange andre lande er der tale om langt mindre socialrealistiske fortællinger end i Danmark. I 1970'erne var der også bøger, der handlede om, at "far er kommet hjem, og min mor er lige gået".

Danske børnebogsforfattere har været meget ihærdige i bestræbelserne på at se, hvor heftige emner, de kunne kaste sig over. Meget af det kan ikke sælges, men så har man da gjort forsøget, siger Kamilla Wichmann.
 
Når hendes børnebøger udkommer, er det i oplag på blot 700. Det er nogenlunde det samme som digtsamlinger og albummer med debuterende bands.
 
- Da jeg debuterede, var et oplag typisk på 5000, hvor bibliotekerne aftog hovedparten. Men efterhånden som de har skullet bruge store summer på digitale udgivelser, er antallet raslet ned. Smertegrænsen er nået for længst, og jeg tænker da indimellem, at jeg ærlig talt ikke gider at tegne en hel bog for at sælge 400 eksemplarer, smælder Kamilla Wichmann.
 
Hun deler kontor med 11 andre tegnere og illustratorer - alle mænd - der i store træk står i samme situation. De har diskuteret, hvad de lave oplag skyldes uden at finde en forklaring. Eller en løsning.
 
- Mange danske mødre køber T-shirts til 400 kroner til deres børn. Hvorfor køber de så ikke flere børnebøger, der gør deres børn klogere, undrer Kamilla Wichmann sig.
 
De royale har bøgerne
 
Hun bruger typisk to arbejdsdage på en tegning, og når et forlag beder om at se skitser undervejs, stejler hun.
 
- Mine skitser er bittesmå og nærmest umulige at afkode. Derfor ringer jeg og forklarer, hvad det skal forestille, da jeg helst ikke vil tegne stadiet mellem skitsen og den færdige tegning. På den måde "dør" det for mig, og så gider jeg ikke bruge krudt på den endelige tegning, hvilket ikke er optimalt, siger Kamilla Wichmann.
 
Der er flere tegninger, hun er rigtig stolt af i bøgerne. Blandt andet den af en orange ræv med 10 nisser på ryggen omgivet af fugle og edderkopper. Den sikrede hende en pris på en sydkoreansk branchefestival og en pakke med et ganske særligt indhold.
 
- Jeg modtog en opmuntrende ærespris, allerede inden bøgerne gik i trykken. Jeg fik også tilsendt en stor, tung guldmedalje i en fin, lilla æske. Min søn var helt vild og spurgte imponeret, om jeg havde vundet et eller andet løb, siger Kamilla Wichmann og ler.
 
Det er ikke kun i Sydkorea, at bøgerne er blevet taget godt imod. De to tal- og bogstavbøger står også på landets mest prominente børnebogshylder. Nemlig hos de royale prinser og prinsesser. Dem fik deres farmor dronning Margrethe med efter et besøg på Orø i Isefjord, hvor Kamilla Wichmann bor.
 
- Regentparret sejlede til øen på deres sommertogt og skulle se frivilligt arbejde, hvilket blandt andet består af højtlæsning af børnebøger. Mine børn skulle være dem, der lyttede, derfor var det oplagt at læse mine bøger op. Regentparret fik nogle eksemplarer med til børnebørnene, som forhåbentlig har fået dem læst højt af kronprinsen og prinsesse Mary eller prins Joakim og prinsesse Marie. Det er ikke den dårligste reklame, man kan få, at ægte prinser og prinsesser lærer tal og bogstaver at kende ud fra Mette Jørgensens og mine bøger. Man burde have et specielt mærkat, man kunne sætte på forsiden, konstaterer Kamilla Wichmann.