Simon Staun
PR-foto, Universal Music

Musik for de mentale

Det er den perfekte timing. Først et spektakulært anmelderrost album på gaden og så en koncert tre uger efter, så folk kan nå at lære teksterne udenad.

Det kører for Kaizers Orchestras syv bindegale, avantgardistiske og gasmaskebærende nordmænd, der ikke har noget entydigt svar på, hvorfor de gør, som de gør.

Frontmand, tekstforfatter og kvindebedårer Janove Sjakalen Kaizer, som han så sårende kryptisk benævnes i grupperegi, grubler længe over, hvorfor de egentlig valgte det klingende norske navn Kaizers Orchestra.

- Hmm, ja det kommer selvfølgelig et eller sted fra, men jeg har faktisk glemt hvor. Men altså, hvorfor hedder Kent lige præcis Kent?. Hvem er han?, spørger han kækt ud i luften og lader den hænge i et par sekunder.

Vi kigger på hinanden. Der er helt stille. Meget længe. Så sender han mig et blik, der indikerer, at jeg gerne må fortsætte med spørgsmålene på blokken.

Kronisk in-band

Jeg hopper videre til gasmaskerne, dem må han da kunne berette om. Sådan da.

- Jo altså, gasmaskerne fandt vi på ved en tilfældighed. Pludselig en dag havde vi dem bare på. De har som sådan ikke nogen dybere betydning, andet end at de fungerer glimrende visuelt, både til koncerter og på eksempelvis covers. De er en slags knage, vi kan hænge vores stil på og fungerer samtidig som et bandlogo, fordi det er så let at huske, fortæller Jan Ove Ottesen, som manden blev døbt af de dødelige.

Ikke kun med de mærkværdige navne skiller bandet sig ud blandt mængden. Deres stilbevidste påklædning og alternative optræden på scenen lukrerer de bevidst på.

- Vi er på en måde altid in, fordi vi aldrig er en del af en trend. Og fordi vi hele tiden er markant anderledes, bliver vi ved med at være interessante. Det er faktisk fantastisk, siger forsangeren.

Han fortæller, at sangskrivningen, efterhånden som gruppen er smeltet mere sammen, er blevet mere komplet, hvilket har betydet, at gruppens tredje album "Maestro" bevæger sig mere i samme retning end de to foregående plader.

- Som lytter får man mere en samlet pakke, hvor de musikalske udtryk ikke er nær så spredte som på "Ompa Til Du Dör" og "Evig Pint", siger Jan Ove Ottesen.

Han er i særdeleshed meget tilfreds med uptempo-sangene på pladen, uden at ville udnævne noget reelt hit.

- Sådan har det altid forholdt sig med os. Vi er sådan et "no-hit-wonder but many good albums-band", smiler han så selvsikkert, at isen på de norske fjelde ville smelte.

Bulgarske bønder

Når man taler om Kaizers Orchestra, er der aldrig virkelig tale om noget ensrettet eller konformt. Således har de på "Maestro" fået transporteret en gruppe bulgarske sigøjnerbønder hele vejen til Norge for at medvirke på albummet.

- Jamen, når man vil lave musik, der lyder autentisk, så må man jo finde de bedste i genren, hvilket disse sigøjnere er. Det er i høj grad deres fortjeneste, at vi har den der underliggende balkansound på flere af numrene, forklarer Jan Ove Ottesen.

Når Kaizers Orchestra nu ikke kan turnere rundt med en hel gruppe bulgarske bønder i bagagerummet, så er det, at de kompenserer med deres fandenivoldske optræden med den karakteristiske olietøndetæskning og gasmaskegalskab.

- Det er to forskellige verdener at høre os live og på et album. Men forhåbentlig synes publikum, at det fungerer begge steder endnu, selv om vi er blevet en lille smule trætte af den ekstremt skæve stil. Som et konceptuelt band er det meget svært at forandre sig alt for meget. Så vores musikalske forandring skyldes måske mest, at vi bliver bedre og bedre til at spille sammen, hvilket igen betyder, at vi tænker mere ens og derfor ikke har helt den samme originalitet, erkender Jan Ove Ottesen.

De syges univers

Frontmanden mener ikke, at guitaristen Terjes Vinterstø alias Terje Killmaster alias Ted Winters sidespring med punkrockbandet Skambankt betyder noget for lyden hos Kaizers Orchestra.

- Selv om "Maestro" er lidt mere rocket, så synes jeg, det er på en groovy måde modsat Skambankts lyd, der er langt mere kompromisløs og hård. Men det fede er, at vi synes, det på en måde er mere eksotisk at spille mere straight nu, end da vi startede. Og egentlig er det bemærkelsesværdigt, at der skulle gå tre plader for at transformere lyden fra en slags "rumble in the jungle" til fire takter - no more, no less, filosoferer han, mens de slanke lemmer minutiøst gengiver trommedelen fra den nye sang "KGB".

Jo, den er god nok, signalerer han efter en mindre trommesolo ved sofaen, hvor vi har plantet os.

Når Kaizers Orchestra ifølge Sjakalens forventninger vælter Rytmeposten, så får publikum den helt store tur i deres selvskabte univers.

- Det er klart, at vi ikke kan spise folk af med en time som til en festival, når de udelukkende kommer for at høre os. Men som udgangspunkt vil jeg sige, at en koncert maksimalt må være en time. Det skal være intenst, understreger han.

Angående de danske fans mener Jan Ove Ottesen, at de har en naturlig fordel, da de relativt nemt kan forstå teksterne.

- Men vi tilstræber faktisk at have nogle sproglige hooklines, så alle uanset nationalitet kan skråle med. Vi oplever, at tyskere og franskmænd kan synge med på omkvædene, så man kunne med rette kalde vores tekster "Alzheimer-venlige", joker Jan Ove Ottesen.

En beskrivelse af universet, som Kaizers Orchestra befinder sig i, kræver mange flere ord end disse linjer tillader. Alligevel forsøger forsangeren at koge historien ned til en forståelig substans.

- Alle sangene tager udgangspunkt i en mental institution efter krigen. Det er nemlig markant lettere at skrive om en lukket institution end om hele verden. Men situationen er den samme. Folk bliver behandlet uden at nogen bliver rigtig raske, og derfor kommer der flere og flere syge. Sådan er rammehistorien i vores tekstunivers. Derfor så megen galskab til koncerterne, konstaterer Jan Ove Ottesen.