Det er den perfekte timing. Først et spektakulært anmelderrost
album på gaden og så en koncert tre uger efter, så folk kan nå at
lære teksterne udenad.
Det kører for Kaizers Orchestras syv bindegale, avantgardistiske
og gasmaskebærende nordmænd, der ikke har noget entydigt svar på,
hvorfor de gør, som de gør.
Frontmand, tekstforfatter og kvindebedårer Janove Sjakalen
Kaizer, som han så sårende kryptisk benævnes i grupperegi, grubler
længe over, hvorfor de egentlig valgte det klingende norske navn
Kaizers Orchestra.
- Hmm, ja det kommer selvfølgelig et eller sted fra, men jeg har
faktisk glemt hvor. Men altså, hvorfor hedder Kent lige præcis
Kent?. Hvem er han?, spørger han kækt ud i luften og lader den
hænge i et par sekunder.
Vi kigger på hinanden. Der er helt stille. Meget længe. Så
sender han mig et blik, der indikerer, at jeg gerne må fortsætte
med spørgsmålene på blokken.
Kronisk in-band
Jeg hopper videre til gasmaskerne, dem må han da kunne berette
om. Sådan da.
- Jo altså, gasmaskerne fandt vi på ved en tilfældighed.
Pludselig en dag havde vi dem bare på. De har som sådan ikke nogen
dybere betydning, andet end at de fungerer glimrende visuelt, både
til koncerter og på eksempelvis covers. De er en slags knage, vi
kan hænge vores stil på og fungerer samtidig som et bandlogo, fordi
det er så let at huske, fortæller Jan Ove Ottesen, som manden blev
døbt af de dødelige.
Ikke kun med de mærkværdige navne skiller bandet sig ud blandt
mængden. Deres stilbevidste påklædning og alternative optræden på
scenen lukrerer de bevidst på.
- Vi er på en måde altid in, fordi vi aldrig er en del af en
trend. Og fordi vi hele tiden er markant anderledes, bliver vi ved
med at være interessante. Det er faktisk fantastisk, siger
forsangeren.
Han fortæller, at sangskrivningen, efterhånden som gruppen er
smeltet mere sammen, er blevet mere komplet, hvilket har betydet,
at gruppens tredje album "Maestro" bevæger sig mere i samme retning
end de to foregående plader.
- Som lytter får man mere en samlet pakke, hvor de musikalske
udtryk ikke er nær så spredte som på "Ompa Til Du Dör" og "Evig
Pint", siger Jan Ove Ottesen.
Han er i særdeleshed meget tilfreds med uptempo-sangene på
pladen, uden at ville udnævne noget reelt hit.
- Sådan har det altid forholdt sig med os. Vi er sådan et
"no-hit-wonder but many good albums-band", smiler han så
selvsikkert, at isen på de norske fjelde ville smelte.
Bulgarske bønder
Når man taler om Kaizers Orchestra, er der aldrig virkelig tale
om noget ensrettet eller konformt. Således har de på "Maestro" fået
transporteret en gruppe bulgarske sigøjnerbønder hele vejen til
Norge for at medvirke på albummet.
- Jamen, når man vil lave musik, der lyder autentisk, så må man
jo finde de bedste i genren, hvilket disse sigøjnere er. Det er i
høj grad deres fortjeneste, at vi har den der underliggende
balkansound på flere af numrene, forklarer Jan Ove Ottesen.
Når Kaizers Orchestra nu ikke kan turnere rundt med en hel
gruppe bulgarske bønder i bagagerummet, så er det, at de
kompenserer med deres fandenivoldske optræden med den
karakteristiske olietøndetæskning og gasmaskegalskab.
- Det er to forskellige verdener at høre os live og på et album.
Men forhåbentlig synes publikum, at det fungerer begge steder
endnu, selv om vi er blevet en lille smule trætte af den ekstremt
skæve stil. Som et konceptuelt band er det meget svært at forandre
sig alt for meget. Så vores musikalske forandring skyldes måske
mest, at vi bliver bedre og bedre til at spille sammen, hvilket
igen betyder, at vi tænker mere ens og derfor ikke har helt den
samme originalitet, erkender Jan Ove Ottesen.
De syges univers
Frontmanden mener ikke, at guitaristen Terjes Vinterstø alias
Terje Killmaster alias Ted Winters sidespring med punkrockbandet
Skambankt betyder noget for lyden hos Kaizers Orchestra.
- Selv om "Maestro" er lidt mere rocket, så synes jeg, det er på
en groovy måde modsat Skambankts lyd, der er langt mere
kompromisløs og hård. Men det fede er, at vi synes, det på en måde
er mere eksotisk at spille mere straight nu, end da vi startede. Og
egentlig er det bemærkelsesværdigt, at der skulle gå tre plader for
at transformere lyden fra en slags "rumble in the jungle" til fire
takter - no more, no less, filosoferer han, mens de slanke lemmer
minutiøst gengiver trommedelen fra den nye sang "KGB".
Jo, den er god nok, signalerer han efter en mindre trommesolo
ved sofaen, hvor vi har plantet os.
Når Kaizers Orchestra ifølge Sjakalens forventninger vælter
Rytmeposten, så får publikum den helt store tur i deres selvskabte
univers.
- Det er klart, at vi ikke kan spise folk af med en time som til
en festival, når de udelukkende kommer for at høre os. Men som
udgangspunkt vil jeg sige, at en koncert maksimalt må være en time.
Det skal være intenst, understreger han.
Angående de danske fans mener Jan Ove Ottesen, at de har en
naturlig fordel, da de relativt nemt kan forstå teksterne.
- Men vi tilstræber faktisk at have nogle sproglige hooklines,
så alle uanset nationalitet kan skråle med. Vi oplever, at tyskere
og franskmænd kan synge med på omkvædene, så man kunne med rette
kalde vores tekster "Alzheimer-venlige", joker Jan Ove Ottesen.
En beskrivelse af universet, som Kaizers Orchestra befinder sig
i, kræver mange flere ord end disse linjer tillader. Alligevel
forsøger forsangeren at koge historien ned til en forståelig
substans.
- Alle sangene tager udgangspunkt i en mental institution efter
krigen. Det er nemlig markant lettere at skrive om en lukket
institution end om hele verden. Men situationen er den samme. Folk
bliver behandlet uden at nogen bliver rigtig raske, og derfor
kommer der flere og flere syge. Sådan er rammehistorien i vores
tekstunivers. Derfor så megen galskab til koncerterne, konstaterer
Jan Ove Ottesen.