Simon Staun
PR-foto. Playground Music

Eneste høne i hanegården

Sidst en kvinde vandt P3 Prisen, hed hun Tina Dickow. Det var i 2005. Nu glæder sangeren Julie Maria sig over, at hun måske kan gøre hende kunsten efter, når hun som ene kvinde kæmper mod fire bands udelukkende bestående af mænd om æren og præmien på 100.000 kroner.

- Det er helt normalt for mig at være omgivet af mænd. Både mit band, mit pladeselskab og mit bookingbureau består af langt flere mænd end kvinder, så det er hverdag, griner Julie Maria, der indskyder, at de mange mandlige nominerede fremhæver glæden ved at tage en pæn kjole på.

Hvorfor hun er den eneste kvindelige nominerede, har hun en simpel og ikke særlig opsigtsvækkende forklaring på.

- Hvis man ser på procentdelen af kvinder i musikbranchen, er det naturligt, at der ikke er så mange nominerede kvinder. Der er bare rigtig mange flere mænd end kvinder, der spiller instrumenter. Det er en mandsdomineret verden, hvor de kvinder, der er, heldigvis er blevet langt bedre til at markere sig. Men vi er stadig færre om at få opmærksomheden og skal rumme mange talenter for at blive hørt, siger Julie Maria.

Fra hun var helt lille, har Julie Maria været omgivet af mange og især mandlige musikere, fordi hendes mor, sangeren Mona Larsen, og hendes stedfar, bassisten Bo Stief, altid har haft mange musikalske relationer i hjemmet

- Det har været naturligt at se, hvordan de gjorde, og lade sig inspirere af den målrettethed, mænd ofte har. Det er kvinderne ved at komme efter. Vi går nu efter lederstillinger, mens mændene går på barsel, fortæller Julie Maria.

Hun mener, at man skal være ydmyg og taknemmelig som menneske uanset køn. Men samtidig skal man også turde være bevidst om, hvad man kan og vil som kvinde.

- Jeg har aldrig været i tvivl om mit potentiale, hvilket har været sindsygt afgørende, når det har gået op af bakke. Jeg lærte hurtigt, at man skal turde sige sine forventninger til sig selv højt og leve dem ud. Hvis ikke man kan stå inde for dem udadtil, kan man heller ikke efterleve dem indadtil. Man må gerne stile højt, understreger Julie Maria.
Og det gør hun.

Ud over Tina Dickow har Pernille Rosendahl fra Swan Lee modtaget P3 Prisen. To sangere, som Julie Maria gerne vil nævnes i sammenhæng med.

- Jeg går ligesom dem efter at komme ud til hele befolkningen med min musik. Jeg kan se det samme potentiale hos mig selv og har nok altid målt mig med toppen. Jeg vil lege med de store drenge og piger. Det er dér, jeg vokser mest. Og det er vel det, en stor del af livet går ud på, siger hun determineret.

Musikchef vil puste til ilden

En af dem, der tror på Julie Maria, er Lars Trillingsgaard. Han er musikchef på P3 og ansvarlig for udvælgelsen af de nominerede til P3 Guld.

- Julie Maria har et stort potentiale. Hun har et unikt talent og en anden
stemme end dem, man hører til hverdag. Desuden formulerer hun sig og komponerer på en måde, der gør, at vi finder hende spændende. Derfor vil vi gerne puste til ilden, hvis vi kan, siger Lars Trillingsgaard.

Angående de få kvinder inden for musikken har han det lidt dobbelt.

- Det ville være fint, hvis musikbranchen ikke var så drenget. Men det er lidt den samme diskussion som med ligestilling inden for Formel 1 og jordemoderfaget. Der er nogle ting, der appellerer mere til hver sit køn. Og meget af arbejdet med et band er noget teknisk nørderi, hvor man snakker om guitarpedaler og om at stemme guitarer, hvilket kan være lidt ekskluderende for kvinder, fortæller Lars Trillingsgaard.

Han tror derfor, at de kvinder, som kommer langt, skal være virkelig seje madammer med et drive, som slår én omkuld.

- Både Dickow, Rosendahl og Lina Rafn har jo virkelig meget energi. Det er markante skikkelser, som ofte er endnu mere markante end deres mandlige kolleger. Men jeg kan godt se Julie Maria som en af de næste store kvindelige danske sangere, hvis hun fortsætter med at skrive de rigtige sange.