Simon Staun
Foto: Stefano Giovannini

Jagten på den gode musik

I 1994 udsendte The Jon Spencer Blues Explosion albummet "Orange", der etablerede trioen som ét af tidens mest visionære, musikalske gadekryds. Gruppen smeltede punkattitude, rock-riff og blues-fornemmelser sammen i en hidtil uhørt cocktail, der var så støjende og eksperimenterende, at lokalradioerne hellere ville transmittere lyden af en motorvejskø end at lade gruppens musik fylde æteren. Hvis man boede i provinsen, skulle man køre meget langt for at sikre sig albummet, der ikke kunne findes på det internet, som ikke fandtes endnu.

Forsanger og guitarist Jon Spencer kan tydeligt huske, hvordan han som teenager brugte timevis på lange bil- og busture i New hampshire til større byer og mere velassorterede pladebutikker end dem, der fandtes i fødebyen Hanover.

- Det var ekstremt svært at finde punkrock eller new wave i slutningen af 1970'erne, hvor jeg var teenager. I mange år brød jeg mig ikke om traditionel rock'n'roll, der var for kedeligt i mine ører, det skulle helst være "smalle" plader, der krævede en del arbejde at få fat på, siger Jon Spencer.

Hans ældre bror gik på universitetet et par timer fra hjembyen, og der havde man en langt bedre pladebutik, som blev et yndet mål for Jon Spencer, når han var på besøg.

- At være dreng i en tid uden internet, gjorde det alt andet lige til en større udfordring at finde frem til interessante og samtidig relativ ukendte bands. Derfor handlede det rigtig meget om, hvad ens venner havde hørt og fået fingrene i. Man skulle virkelig tro på de informationer, man fik, før man selv investerede i en plade. Når man bestilte via postordre, var det umuligt at vide, om man købte katten i sækken, konstaterer Jon Spencer med et grin.

Ødsler ikke længere

Det var især britiske plader, der havde hans interesse. Men det var dog et tysk band, der efterlod det dybeste aftryk.

- Jeg glemmer aldrig, da jeg fik tilsendt et Kraftwerk-album i sluthalvfjerdserne. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det var "Trans Europa Express" eller "The Man-Machine", men det påvirkede mig ekstremt, da det på så mange måder skilte sig ud fra amerikansk musik i den periode, fortæller Jon Spencer.

Han er stadig ivrig pladekøber, selv om interessen er kølet end smule af, siden han er blevet gift og har fået børn.

- Jeg bruger ikke helt så mange penge på albummer, som jeg gjorde engang, hvilket skyldes flere ting. Jeg har simpelthen ikke tid til at lytte så meget musik igennem, som jeg havde engang med mine mange forpligtigelser som musiker og familiefar. Der er heller ikke just blevet mindre at forholde sig til, og "jagten" er heller ikke så spændende længere, fordi det er blevet så let at finde stort set alle udgivelser på nettet. Det er også svært at retfærdiggøre over for familien, at man ødsler for mange penge væk på cd'er, erkender Jon Spencer.

Skandinavisk svaghed

Når han finder tid til at lede, kaster han sig ofte over skandinaviske bands og de svenske i særdeleshed.

The Cardigans' "Gran Turismo" er én af hans absolutte favoritplader.

- Jeg blev meget hooked på deres helt specielle poplyd, og efter at have været forgabt i dem et stykke tid, kontaktede jeg gruppens producer Tore Johansson, som jeg samarbejdede med i et af mine "fritidsbands", Boss Hog, siger Jon Spencer.

Senest er han faldet for en anden svensk artist, Lykke Li, der udsendte sit andet album "Wounded Rhymes" i 2011.

- Jeg havde aldrig hørt om hende, før jeg en dag faldt over hende til en lydprøve, hvor hendes sange blev spillet for at teste anlægget i salen. Jeg blev besat af det album og hørte det uafbrudt i ugevis, så jeg falder med mellemrum over spændende bands, selv om jeg ikke er nær så opsøgende længere, konkluderer Jon Spencer.

Kender man ikke The Jon Spencer Blues Explosion, bør man helt sikkert tjekke dem ud på Posten i Odense.

Eller lytte til deres sange på det der internet, hvor man kan finde stort set al musik med få klik.

Eksperimenter med måde

Men frontfigur, forsanger og guitarist Jon Spencer bryder sig ikke selv om bands, der forcerer musikalsk udvikling alene for udviklingens skyld

Der var skræmmende få fynboer, der opfattede, hvilket storslået band, der optrådte for næsen af dem i april på Posten i Odense. The Jon Spencer Blues Explosion er ét af de mest prominente og progressive New Yorker-bands nogensinde, og trioens nærmest umenneskelige album-firkløver fra 1993 til 1997 ("Extra Width", "Orange", "Now I Got Worry" og "Acme") påvirkede en hel generation af alternative rockbands med hang til forvrængning en masse og befriende anarki på scenen.

Frontfigur og navngiver til bandet, Jon Spencer, forklarer, at formålet med hvilket som helst band aldrig er, at det evigt og altid skal udvikle sig, selv om det netop er et af trioens adelsmærker.

- Det kan lyde sært fra en mand som mig, der spiller i et band, der forbindes med kronisk eksperimenteren, men jeg er faktisk af den holdning, at hvis man pinedød tvinger sig selv til forceret musikalsk udvikling, falder resultatet ofte til jorden og bliver falsk samt uinteressant. Personligt magter jeg ikke at lytte til bands, der prøver for hårdt, siger Jon Spencer.

Han tilføjer hurtigt, at han opfordrer til, at man gennem hele karrieren fortsætter med at søge efter nye inspirationskilder, der kan kaste nye idéer af sig.

- Man skal altid være åben for nye input, der kan bevare det eksperimenterende element. Jeg vil da gerne tænke, at The Blues Explosion altid har udfordret sig selv ved konstant at befinde sig i åbent modus, så vi kan modtage de gaver, "musen" måtte have med sig, konstaterer Jon Spencer.

Fik hul på bylden

Gennem det meste af karrieren har han og The Blues Explosion udgivet et album om året eller minimum hvert andet år. Men med seneste album "Meat+Bone" var der gået hele otte år siden forrige udspil "Damage".

- Efter "Damage" fra 2004 turnerede trioen intenst i over hele verden. I 2005 var vi helt brugt op, så vi gik hvert til sig og mødtes først igen i 2008. Efter et par år med "intethed" i kalenderen begyndte vi så småt at spille mindre job igen. Vi arbejdede os stille og roligt op i tempo og form. De første par år var vores fokus udelukkende at hylde vores bagkatalog, da vi har mange, mange sange på samvittigheden, der ikke var præsenteret live i lang tid. De skulle vækkes til live igen, fortæller Jon Spencer.

Der gik yderligere to-tre år, hvor der ikke manifesterede sig nogen signifikant lyst eller behov for at skrive nye sange. Den opstod først i 2011, hvor sangene begyndte at presse sig på i sådan en grad, at de ikke længere kunne ignoreres.

- Når man bliver ældre, og det gælder både for et band og en person, ændrer man sig. The Blues Explosion har eksisteret i 22 år, og vi følte ikke længere samme nød-vendighed for at skrive nye sange. Derfor er skitserne til mange af dem opstået under lydprøver eller improvisationer til vores koncerter, som vi så har brygget videre på senere. De fleste sange blev skrevet færdige i løbet af sommeren 2011 og indspillet samme efteråret, så da vi først fik hul på bylden, gik det over stok og sten, siger Jon Spencer.

Han glæder sig over, at trioen har formået at bevaret ilden og en brændende dedikation til musikken, hvilket publikum i den grad oplevede på Posten.

- Vi begyndte som et garageband i 1991, fordi vi var fascineret af bestemte grupper og plader. Vi gjorde det ikke, fordi vi ville gøre det til en karriere. Vi havde aldrig troet, vi kunne tjene penge på det. Vi var bare forelskede i nogle fede plader og følte os forpligtigede til at forsøge at lave vores egen larm. Det har vi så fortsat med lige siden, konstaterer Jon Spencer.

Ikke helt blæst

Få timer før interviewet har journalisten mistet en masse billeder på en computer, der brændte sammen. Det får os til at tale om alle de sangnoter og akkorder, Jon Spencer har mistet eller aldrig nåede at få skrevet ned i tide.

- Det kan været yderst frustrerende at miste noget, man havde på fornemmelsen kunne blive virkelig stort. Det er dog ikke kun tekstlinjer og akkorder, der smutter undervejs. Når man har spillet så ufatteligt mange koncerter gennem 22 år, glemmer man efterhånden episoder og oplevelser, man engang synes, var helt unikke og mindeværdige. Jeg har det lidt som en fisk indimellem, da de også lider af korttidshukommelse. Måske kan det være en velsignelse ikke at hænge sig i fortidens detaljer, hvis man formår at være mere til stede i nuet. Jeg kan dog godt liste de seneste fem koncerter op og huske, hvad jeg fik til aftensmad i går, så jeg er ikke helt blæst endnu, joker Jon Spencer.