Joe Bonamassa, 2009

Foto: Fyens Stiftstidende
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Det store hvide håb

Guitaristen Joe Bonamassa varmede op for B. B. King som 12-årig. For nylig gav han koncert i Royal Albert Hall med Eric Clapton. I mere end et årti har han været udråbt til det nye årtusinds messias inden for bluesrocken

Når man i en alder af 12 år skal bevise sit værd på en guitar foran selveste B. B. King, kan det virke tamt at optræde en torsdag aften på et spillested på en dansk ø, man ikke kan udtale navnet på. Men ikke for 32-årige Joe Bonamassa, der til trods for omfattende turnéer siden teenageårene endnu ikke er kørt træt i hotelværelser, backstageområder og en lokal presse, der vil vide, hvordan det går med at leve op til ryet som den bedste, hvide guitarist siden Steve Ray Vaughan.

- Jeg har efterhånden lært at leve med presset. Jeg forsøger at gøre mit bedste hver dag. Jeg går altid efter at spille min bedste koncert i dag eller indspille mit bedste album i dag. Jeg ser ikke mit selv som det store, hvide håb men mere som en kunstner, der fortolker blues-og rockmusikken på min helt egen unikke måde, forklarer Joe Bonamassa så hurtigt, at man tvivler på, han kan være lige så fiks med fingrene på gribebrættet.

Flere unge til blues

Som en relativ ung kunstner forsøger han at gøre sin musik attraktiv for et yngre publikum, der ikke normalt har sværmet for bluesgenren.

- Jeg tror, løsningen til at få et større publikum til at interessere sig for blues, blandt andet er at bruge heavymetal og endda moderne popelementer i min musik, så det bliver en stor suppe, der både smager det unge publikum og de trofaste kernefans af blues, siger Joe Bonamassa .

Han har allerede bemærket, at der kommer flere unge og piger til hans kocerter. Faktisk kommer der flere og flere generelt.

- Det har altid været mit mål at spille for et større og større publikum. Og at optræde i Royal Albert Hall var højdepunktet indtil videre i min karriere. Men hvis man stiller sig tilfreds og ikke stiller nye endnu større mål op, stagnerer man. Og så bør man stoppe, svarer han kontant.

Joe Bonamassa er modsat mange af sine landsmænd ekstremt påvirket af britiske guitarister. Og da vi hver især namedropper vores ubetingede favoritter, bobler Joe Bonamassa over af eufori.

Det viser sig, at Jeff Becks og Rod Stewarts samarbejde er blandt vores begges favoritplader.

På opdagelse i gamle plader

- "Love You Baby", fordi den potente blanding af blues og rock er så farlig og fængende på samme tid. Jeg bruger meget tid på at gå på opdagelse i gamle plader, og for nylig genopdagede jeg Albert King. Jeg hørte hans fraseringer helt anderledes, og hans tekster stod pludselig langt tydeligere for mig. Pludselig slog det mig, at han mere var en soulsanger end en bluessanger. Helt på linje med Sam Cooke eller Otis Redding, bare med guitar, siger Joe Bonamassa.

Gamle plader, han aldrig finder frem, er hans egne. Han magter ikke at lytte til, hvordan hans guitarspil manglende rutine, eller sangstemmen faldt igennem.

- Jeg ønsker virkelig, det var muligt at rejse tilbage i tiden og genindspille mine første plader. Men på den anden side kan jeg også høre en charmende selvsikkerhed, forklarer Joe Bonamassa.

Han mener ikke, den tankegang er forbeholdt musikere.

- Hvis man er tømrer og tænker tilbage på sit første hus, er der med sikkerhed et søm hist og her, der kunne være placeret bedre. Sådan er det med alle jobs. Man bliver bedre og bedre med årene og ærgrer sig over, at man ikke altid har kunnet det, man kan, siger Joe Bonamassa.

Når man tænker på, han blot er 32 år, er det næsten skræmmende at tænke på, hvor god han kan ende med at blive. 

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Jeff Beck
Joe Bonamassa
Eric Clapton
Steve Ray Vaughan
Royal Albert Hall
Love You Baby
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.