Jens Unmack, 2017

Foto: Simon Staun
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Unmack er ene mand i butikken

I oktober og november er Love Shop-forsanger Jens Unmack på karrierens første soloturné. Han har ikke øvet sig voldsomt meget og satser på, at det spontane møde med publikum udmønter sig i elektriske udgaver af både band- og solosange fra tre årtier.

Jens Unmack befinder sig i et tog på vej fra Malmø til Göteborg. Han skal til koncert to dage i træk med den svenske musiker Thåström. Det er nærliggende at tro, at Jens Unmack er på inspirationstogt hinsidan, inden han indleder sin karrieres første solotur. Men koncerten er udelukkende for fornøjelsens skyld. Eller måske et tiltrængt mentalt hvil, inden turnéen "Risiko - helt alene" begynder.

Titlen refererer både til Love Shops seneste udgivelse "Risiko" og det åbenlyse faktum, at 53-årige Jens Unmack for første gang i karrieren ikke har nogen bandkolleger at skjule sig bag.

- Jeg har aldrig nogensinde stået helt alene på scenen, og da jeg er en rimelig anti-teknisk sanger og guitarist, er det ret angstfremkaldende. Jeg har altid haft et rockband i ryggen eller i hvert fald nogen, der var gode til at spille. Nu er det udelukkende på egen nåde eller mangel på selvsamme, siger Jens Unmack.

Når han kommer tilbage til Danmark, ser han frem til at drøne afsted på arbejde uden at være en del af at kæmpe hold i en bus fyldt med gear og instrumenter.

- Jeg kører afsted i en personbil med min turmanager og min guitar. Det bliver lidt som at skulle på lejrskole. Jeg skal selv stille op på scenen og gøre klar, hvilket jeg normalt har folk til. Det bliver meget primitivt som i gamle dage, før jeg blev superstjerne, siger Jens Unmack og griner.

Mangel på tilstedeværelse

Tanken om en soloturné har rumsteret bag den skaldede isse i årevis. Men det var først i begyndelsen af i år, at Jens Unmack konkluderede, at tiden var moden.

- Jeg har altid tænkt, at det ultimative som musiker må være at stå alene på scenen. Der er som sådan ikke en åbenlys udløsende faktor. Jeg tror mere, det handler om, at jeg i mit lange tilløb erkendte, at jeg sgu aldrig bliver helt klar. Derfor besluttede jeg at sparke mig selv ud af min comfort zone, konstaterer Jens Unmack.

Han har ikke varmet op til turnéen med prøvekoncerter. Det er lige på og hårdt.

- Jeg har ikke engang stået i et øvelokale, så det er ekstremt uprøvet. Det må briste eller bære. Jeg vil gerne have, at der opstår noget særligt og spontant til hver eneste koncert, så jeg planlægger heller ikke ét eneste ord, der skal siges mellem numrene. Det ville ellers være smart at gøre som Niels Hausgaard, så kunne jeg nøjes med at spille fire sange. Men så morsom tror jeg desværre ikke, jeg er, siger Jens Unmack.

Han ved dog, at han ikke kommer til at levere de samme one-liners aften efter aften.

- I disse internettider forstår jeg ikke, at musikere gider fyre de samme kommentarer og vittigheder af aften efter aften, når publikum efterfølgende kan se, at de sagde præcis det samme i Esbjerg som i Kolding. Jeg synes, det mangler impulsivitet. Det udstråler simpelthen mangel på tilstedeværelse, siger Jens Unmack.

Publikum smed med frikadeller

Hans karriere begyndte for 35 år siden i Viborg, hvor han var frontfigur i punkbandet Næste Uges TV. Gruppen udsendte albummet "Det døde hus" i 1983, og debutkoncerten var til en 3.g.-fest i et forsamlingshus i Kvorning mellem Viborg og Randers.

- Det var rimelig meget op ad bakke at være punkband i Viborg i begyndelsen af 1980'erne. Jeg husker koncerten i Kvorning tydeligt, fordi der blev kastet sko og frikadeller efter bandet. Så var stilen ligesom lagt. Jeg tror, der var mange på egnen, der åndede lettede op, da bandet blev opløst. Så skulle de ikke "høre på det pis længere", siger Jens Unmack og ler ved tanken om de flyvende frikadeller.

På hans hjemmeside, der fungerer som musikblog, kan man se, at han stadig sværmer for punkikoner som Johnny Ramone og til en vis grad Morrissey, der var en del af The Smiths.

- Der er bekymrende meget punker tilbage i Jens Unmack anno 2017. På trods af, at jeg spiller noget helt andet musik end i begyndelsen af 1980'erne, kan jeg genkende meget af mig selv i punken. Hvis jeg sætter musik på en fredag aften derhjemme, er det ofte plader med bands, som tændte lyset for mig dengang. Ramones, The Clash og The Smiths. Det er derfra, jeg kommer rent kulturåndeligt. Men jeg er blevet voksen og faktisk midaldrende, så jeg ligger ikke længere og kaster op i rendestenen, som jeg gjorde engang. Men det kan selvfølgelig være, at denne tur laver om på det, siger Jens Unmack og ler.

Altid på pladejagt

Hans blog opdateres dagligt, og Jens Unmack lægger ikke skjul på, at musik fylder næsten alt i hans liv.

- Jeg blev ramt hårdt af musikken som teenager og drømte om, at det en dag var mig, der kunne udtrykke nogle ting gennem musikken. Det er heldigvis lykkedes. Min kærlighed til musik er enorm, og jeg bruger lang tid på at holde mig ajour med de mange bands, jeg interesserer mig for, og samtidig tjekke nyt musik ud, siger Jens Unmack.

Han kan let bruge flere timer om dagen på at sidde på hjemmesiden discogs.com og lede efter plader, han mangler i sin samling. Han venter faktisk på en plade, han for nylig har bestilt i USA.

- Det er en live-plade med Hamilton Leithouser, tidligere forsanger i The Walkmen, man kun kan købe, hvis man har været til én af koncerterne på hans USA-turné. Men jeg fik arrangeret det sådan, at jeg kunne købe en alligevel. Fra en pladebutik i Harrisburg, hvor atomuheldet på Three Mile Island skete i 1979. Pladen befinder sig et eller andet sted over Atlanten netop nu, siger Jens Unmack spændt.

I sidste uge modtog han en gammel glamrock-single med Mott the Hoople, der også vakte glæde.

- Det var en single fra 1973, som jeg fik sendt fra Bremen. Det er "The Golden Age of Rock and Roll", som har et guldcover med en mosaik af bandmedlemmernes ansigter i en piges hår. I det hele taget en vild 7-tommer, som jeg måtte eje, siger Jens Unmack.

Bowie øverst i hierarkiet

Der er mange musikalske helte. Men ingen overskygger David Bowie.

- Bowie betyder ufatteligt meget for den musik, Love Shop har skabt. Han står bag hele den modernisme og tradition, vi spiller ud fra. Da Hilmer (Hassig, red.) og jeg startede bandet, var det netop postpunken, vi var inspirerede af. Bowie er der ikke rigtig nogen, der kan måle sig med i min optik. Morrissey kunne næsten. Men ham har jeg det sværere og sværere med, fordi han er blevet en sur, gammel mand, der ikke kan skrive de sange, han kunne engang. Han fylder stadig meget, fordi han er så kontroversiel, men han er på nogle punkter blevet en antihelt for mig. Derfor hører jeg mest The Smiths og hans tidlige plader, som jeg stadig synes er storslåede, siger Jens Unmack.

I forhold til at mindes kommer vi til at tale om den politisk motiverede rocksang, som både Bowie og Morrissey må siges at have leveret dusinvis af. Den slags sange er der ikke skrevet mange af i 2010'erne.

- Jeg tror, det blandt andet skyldes, at verden i dag er så uendelig meget mere kompleks end i 1970'erne, hvor det lidt karikeret handlede om kommunisterne mod kapitalisterne. Mange af protestsangene dengang var meget sort-hvide og enkle, mens det kan være svært at finde hoved og hale i noget i dag. Derfor er det måske mere sikkert helt at lade være med at kaste sig ud i forsøget. Hvis man spiller i et band, hvor man oven i købet er rygende uenige politisk, indgår man måske et kompromis om, at forsangeren ikke skal køre sin egen agenda mellem numrene. Det forbehold behøver jeg heldigvis ikke tage de kommende fem uger, siger Jens Unmack.

Redefinerer genren

Love Shop-forsangeren forventer, at der kommer en anden vægt på sangenes ord og tonale stemninger, når der kun er ham til at fremføre sangene.

- Alle sange lyder grundlæggende forskelligt, når de fremføres med én guitar i stedet for et helt band. De får en anden skrøbelighed og intensitet, når musikken ikke pumper med 115 decibel. Det er meget nøgent, og jeg håber, at både publikum og jeg går fra koncerterne med en fornemmelse af, at vi oplevede noget særligt sammen, siger Jens Unmack.

Han understreger, at det ikke bliver fem kvarter, hvor han forsvinder ind i sig selv.

- Alene min usikkerhed kommer til at skabe noget dynamik. Jeg er sikker på, at det også bliver dramatisk og eksplosivt. Bare på et andet plan end i Love Shop, siger Jens Unmack.
Han sjusser sig frem til, at sætlisterne kommer til at bestå af to tredjedele Love Shop-sange og en tredjedel Unmack-solomateriale.

- Jeg har lavet flest plader med Love Shop, så alene af den grund vejer sangene derfra tungest. Men jeg har også fundet solosange frem, som jeg har savnet at spille, fordi vi helt bevidst har holdt dem væk fra Love Shop-koncerterne, siger Jens Unmack.

I toget, der nu nærmer sig Helsingborg, kan han ikke komme på solomusikere, som har imponeret ham eller direkte inspireret ham.

- Jeg må være ærlig at sige, at jeg ofte synes, det er noget tamt og søvnigt med den klassiske singersongwriter-tilgang. Det bliver ofte en lidt for lækker stemme og noget kælent fingerspil. Der mangler noget elektricitet. Derfor kommer jeg rundt og redefinerer genren, siger Jens Unmack kækt.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Jens Unmack
Love Shop
Risiko
Niels Hausgard
Det døde hus
The Smiths
David Bowie
Johnny Ramone
Morrissey
The Walkmen
Moot the Hoople
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.