Simon Staun
PR-foto

Punket svensk gadepoet

Coverbilledet på Jenny Wilsons seneste album, "Demand the Impossible!", vil med garanti få mange til at tænke på den fiktive heltinde Lisbeth Salander fra Stieg Larsson romantrilogi.

De to dystert udseende kvinder har dog ingen sammenhæng, understreger Jenny Wilson, der kan følge slægtskabet så langt, at begge kvinder har ladet vreden få afløb. Modsat i "Mænd der hader kvinder" bog- og filmuniverset er der dog tale om positiv vrede i det musikalske ditto.

- Ligheden er helt utilsigtet, men jeg kan jeg godt se, at kvinden på mit albumcover kan minde om Lisbeth Salander med hættetrøjen og de vrede øjne. Men hvor hun er drevet af en mørk vrede og hadsk bitterhed, handler min vrede mere om at give mig selv frit løb. Mit mantra denne gang har været at gøre, hvad pokker jeg har lyst til med min musik. Altså en positiv, kunstnerisk motiveret vrede modsat Lisbeth Salanders hævnfunderede motiver, siger Jenny Wilson.

Den beskrivelse stemmer godt overens med, at hun i forhold til sine forrige udgivelse har begået et mere punkinspireret, aggressivt og elektronisk baseret album. Mange af sangene har en nærmest manisk grundstemning, som gør lytteren fysisk forpustet.

- Det handler om at mærke livet strømme gennem mig, når jeg fremfører sangene. På engelsk har man udtrykket "alive and kicking", sådan har jeg det lidt, når jeg optræder med sange som "The Future". Den har en særlig fremadstræbende og mekanisk lyd, der skubber lytteren "fremad". Allerede i studiet glædede jeg mig til at spille den live. Det føles på samme måde som at køre virkelig stærkt i bil.

Jenny Wilson er flere gange kommet med krads kritik af hjemlandets anmeldere, der i hendes optik ikke fokuserede nok på kvaliteten i hendes engelske tekster. Det har de åbenbart taget til efterretning, for hun er netop blevet Grammy-nomineret for sine tekster på "Demand the Impossible!".

Mere respekt

- Jeg har helt bevidst talt meget om lyrikken på albummet for at gøre opmærksom på kvaliteten. Det har resulteret i mere respekt, og Grammy-nomineringen er beviset på, at anmelderne forsøger at tage min lyrik seriøst. Det fortjener den også, konstaterer Jenny Wilson.

Hun lægger ikke skjul på, at beatpoeter som Bob Dylan og Allan Ginsberg er markante inspirationskilder. Uden at hun kan nævne specifikke referencer til de to ikoners poesi i sine tekster.

- Det handler mere om, at jeg er påvirket af måden, de arbejder med poesi på. Jeg har tilstræbt at skrive ud fra et mere indigneret og umiddelbart udgangspunkt. Derfor er jeg også inspireret af hiphop-gruppen Wu-Tang Clan, der besidder en sjælden direkte og konfronterende stil. Jeg ville ikke længere fortælle historier i mine sange. Jeg ville være en gadepoet, der stod på hjørnet og skreg mine ord ud i vilkårlig rækkefølge. Det handler om spontanitet og stemninger mere end traditionelle, kronologiske fortællinger. Den tilgang tiltalte mig meget, fordi jeg havde en masse opsparet vrede, der skulle ud under indspilningerne, siger Jenny Wilson.

Kender fynske Mø

Sverige er det næstmest musikeksporterende land i verden efter USA. Men der ryger også musik ind i landet. Blandt andet fra Danmark. Noget af det eneste musik, Jenny Wilson lytter til fra Danmark er fynske Mø.

- Jeg kender hendes producer Ronni Vindahl ret godt fra de gange, jeg har optrådt i København. Mø imponerer mig voldsomt med sin eksperimenterende stil. Det er meget inspirerende, det hun foretager sig for øjeblikket, roser Jenny Wilson.

Hun har lige som den fynske sanger studeret kunst. Men det har ikke påvirket hende specielt, mener hun.

- Jeg nåede kun et enkelt års studier, og jeg synes ikke, det har præget min musik eller min måde at optræde på voldsomt. Men det har indflydelse på min tankegang, da jeg aldrig skriver en sang uden at tænke på, hvordan universet omkring den skal se ud. Det gælder også den visuelle præsentation til mine koncerter. Apropos koncert kan jeg love dig for, at publikum går ind til en energisk kraftudladning på Posten, siger Jenny Wilson.