Jeff Beck, 2010

- Jeg ville ønske, jeg vidste hvorfor, jeg brændte så meget for lige netop guitaren, at jeg som seksårig besluttede at bygge én selv af en af min fars tomme tobaksdåser og en bunke elastikker. Måske var det dens enkelhed, der tiltalte mig, spørger guitaristen Jeff Beck sig selv.

Han har svaret på samme spørgsmål et utal af gange gennem karrieren. Men det er heldigvis længe siden sidst, derfor bruger han beundringsværdig lang tid på at finde frem til, hvorfor han ikke kastede sig over en sæbekassebil eller et træsværd i stedet.

- I begyndelsen af 1950'erne, hvor rocken blev født, voksede jeg på en måde op i en guitar-gal verden, selv om der ikke var andre børn i Wallington, der spillede musik. De legede stadig med togbaner, mens jeg begyndte at eksperimentere med lyde. Især de lyde, jeg kunne frembringe på min interimistiske guitar. Jeg har egentlig aldrig tillagt min interesse for guitaren eller musikken i det hele taget nogen dybere mening. Det har altid handlet om den spontane glæde ved at frembringe sjove og nye lyde med et instrument. Dét instrument, der kunne gøre det bedst for mig, var guitaren. Jeg prøvede godt nok at spille trommer, men det virkede ikke for mig. Det gjorde mig ikke tilfreds langt ind i kroppen, som guitaren stadig gør, fortæller Jeff Beck.

Da han spillede sine første akkorder, hvis man kan kalde tonerne fra elastikker sat på en tobaksdåse det, gav det ham en fantastisk tilfredsstillelse.

- På det tidspunkt spillede min onkel violin, hvilket også fascinerede mig. Men fordi jeg ikke var ældre, kunne jeg ikke skelne mellem den og guitaren. Jeg så bare et sjovt udformet instrument, der lavede spændende lyde. Det føltes som ren magi, der opstod for øjnene af mig, når han spillede. Det var samme fornemmelse af at opdage noget helt unikt, da én af mine forældres venner spillede jazz på det klaver, som kun min mor ellers brugte. Jeg var ofte i selskab med kreative mennesker, der til trods for min unge alder fik mig til at tænke: "Jeg vil være en del af denne magiske kreds. Jeg vil være musiker", fortæller Jeff Beck.

Akkorder gav sug i maven

Kort tid efter at han havde bygget sit første instrument, skyllede rocken ind over Storbritannien som en tsunami af nye toner.

- Da "Rock Around The Clock" kom i 1954, ændrede den for altid musikken. Dens måde at bruge guitarer og saxofoner på var unik. Men for mig var det ikke nogen revolution. Jeg var allerede mentalt indstillet på den type musik, da den kom, forklarer Jeff Beck.

Han husker tydeligt sin enorme fascination af alt, der kom fra USA. Maden, bilerne, musikken og livsstilen.

- På det tidspunkt var jeg fan af alt, der kom fra den anden side af Atlanten. Det var grundlæggende anderledes end det, jeg kendte til fra England. Senere fandt jeg dog ud af, at det ikke var alt, der kom fra USA, der nødvendigvis var bedre, siger Jeff Beck og afbrydes af sin hund, der kræver opmærksomhed med et højt bjæf.

Al begyndelse er svær. Sådan var det også, da Jeff Beck skulle lære sine første akkorder. Det gav et sus i maven, hver gang han lærte en ny, og efter kort tid var han som i trance.

- Når man først har konstrueret sine egne toner, er man ramt. Jeg lukkede alt andet ude og øvede som en besat. Til at begynde med sad jeg og efterlignede simple sange og guitarfigurer. Senere blev det mere og mere kompliceret, og som jeg husker det, udviklede jeg mig ret hurtigt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg ikke fremkalde så mange detaljer fra den periode. Det er trods alt mere end 50 år siden, undskylder Jeff Beck.

En fuldendt cyklus

Han husker dog ganske klart, at han hurtigt indså, at han var en type, der var svær at stille tilfreds. Han var en musiker, der hele tiden havde lyst til at rykke grænser og betræde nye og fremmede egne på musikkens uudforskede landkort.

- Jeg har altid forsøgt at undgå at kede mig. Derfor har jeg haft en kronisk trang til fornyelse med min musik. Det er jo ikke anderledes end med mad, hvor man ikke gider spises af med kartoffelmos dag ud og dag ind, siger han og ler højt.

Selv om Jeff Beck har spillet i knap 60 år, bliver han stadig lykkelig som en lille dreng, der får sin ønskegave juleaften, når han knækker koden på en genstridig sang i studiet.

- Når man endelig rammer hovedet på sømmet med en sang, der har voldt én store problemer, er det en kæmpe forløsning, fordi man ved, at mange mennesker kommer til at høre resultatet af alle de anstrengelser, man går gennem. På den anden side er en koncert, hvor publikum bliver ved med at klappe en tilbage på scenen, ubeskrivelig. Det er jo én de primære årsager til, at man overhovedet stiller sig derop. At nogen værdsætter den energi, man har lagt i sit arbejde, fuldender på en måde cyklussen, forklarer Jeff Beck.

Kronisk gambler

Med sit nuværende band føler han, at han er inde i en god stime med koncerterne. Selv om de er yderst velforberedte, tøver han ikke med at gamble på scenen.

- Jeg har altid taget chancer på scenen. Men måske tager jeg lidt færre chancer, end jeg gjorde engang. Sikkert fordi vi turnerer så intenst, og jeg med alderen er blevet lidt mere fintfølende og fokuseret på de små detaljer. I begyndelsen af min karriere gik jeg ofte på scenen uden at have lavet lydprøver.

- I perioder øvede jeg slet ikke, fordi jeg var af den overbevisning, at så længe man spillede sammen med de rigtige mennesker, skulle det hele nok gå godt. Men sådan forholder det sig jo ikke. Som musiker arbejder man med forskellige rum og forskellige mennesker, derfor kan man ikke blive seriøs nok med lydprøver og at hyre de rigtige lydfolk, så de kan optimere resultatet. På scenen handler det om at arbejde ud fra et på forhånd aftalt kompromis, så man ikke stikker fuldstændig af fra de andre i en spontan solo. Så jo, lidt færre chancer tager jeg nok, selv om der stadig er levnet plads til kreativitet, forklarer Jeff Beck, der dog understreger, at man aldrig kan planlægge sig frem til de magiske øjeblikke, han stadigvæk jager.

Da han bliver spurgt, om der er nogen som helst sindstilstand eller humør, han ikke kan skildre eller ramme med sin guitar, kommet svaret lynhurtigt.

- Nej.

Heldigvis uddyber han uden at blive opfordret til det.

- Guitaren er et vidunderligt instrument i sig selv, men kombineret med pedaler kan man få den til at lyde som alt fra et slag mellem to hære til et skrøbeligt og melankolsk lille dyr. 90 procent af dem, der står til en koncert, aner jo sjældent, hvad det faktisk er, der sker, når jeg spiller. Men derfor er det en fordel at være guitarist, da det er visuelt tilfredsstillende, fordi publikum kan se alt, hvad der foregår. Modsat med et klaver, hvor man bare kan se nogle arme flyve rundt bagved. Når lyset falder rigtigt, indser publikum ofte, at en guitar blot er et stykke træ med nogle påsatte strenge. Det er ofte dér, instrumentet imponerer folk mest, fortæller Jeff Beck.

Han falder til stadighed over stemninger og akkordkombinationer, han aldrig har ramt før. Men det sker oftest, når han i en periode har taget et afbræk fra musikken.

- Hvis min bevidsthed om, hvor jeg allerede har været i musikken, skal forsvinde, kræver det et par uger, hvor jeg nulstiller mig selv. Jeg skal tillade mig selv at tage afstand fra de mange vaner, der kommer i kølvandet på mange års intensiv turneren og studiearbejde. At være udhvilet betyder også alverden, for man kan ikke være kreativ, hvis man vælter rundt og kun tænker på at komme helskindet gennem næste døgn, forklarer Jeff Beck og indikerer, at hans liv ind imellem er foregået på de præmisser.

En ny verden åbnede sig

Nærstuderer man listen over musikalske ikoner, som Jeff Beck har spillet sammen med, taber man næsten pusten: Jimmy Page, Ron Wood, Rod Stewart, John Paul Jones, Keith Moon, David Bowie, Eric Clapton, Morissey, B. B. King og Roger Waters. For lige at nævne de mest kendte.

Men det mest overraskende svar under hele interviewet kommer, da han nævner sin ubetingede favoritmusiker.

- Det er tjekkiske Jan Hammer, som jeg arbejdede tæt sammen med fra midt i 1970'erne og især frem til albummet "There and Back" i 1980. Hans kompositioner er det bedste eksempel på min smag inden for rock'n'roll. Sange han skrev til mig for 30-35 år siden, får stadigvæk mine bandmedlemmer til at tabe kæben og blive fan af ham og hans materiale, siger Jeff Beck om keyboardspilleren og pianisten, som de færreste danskere vil kende.

Flere vil genkende navnet John McLaughlin, der var guitarist i det på mange måder eksperimenterende Mahavishnu Orchestra.

- Da jeg hørte John McLaughlin for første gang, ændrede min verden sig komplet. Jeg kunne gå gennem en helt ny dør og derefter lukke den bag mig. John og Jan udgør de to fundamentale byggesten inden for den type fusionsmusik, jeg har dyrket i snart 40 år, fortæller Jeff Beck ærbødigt.

Han har med britisk statsgaranti selv udgjort en uforlignelig inspirationskilde for tusinder af håbefulde, unge guitarister verden over.

PR-foto

Medier

Jeff Beck

Kategorier