Simon Staun
PR-foto

Verdens lykkeligste mand

- I'm there, synger James Last gennem røret, da han tager telefonen i sit hjem i Florida, hvor han har boet siden begyndelsen af 1970'erne.

Den 83-årige komponist og musiker har netop været en tur i poolen for at holde sin krop lige så velfungerende som sit sind. Og for at optimere kuløren, så han i højere grad kan overbevise sit publikum om, at han ikke er en dag ældre end 75.

Hvis man ser på den alenlange række af udgivelser, han står bag, burde han nærmere være 240 år gammel. Siden sin debut med "Non Stop Dancing" i 1965 har han udgivet mere end 200 albummer. Hvilket meget vel kan være en verdensrekord. De fleste musikere kan nævne samtlige udgivelser, de har begået. Men James Last sukker tungt, da han bliver spurgt hvor mange af titlerne, han kan huske.

- Oh mein Gott! Jeg vil ikke engang begynde at remse dem op. Du skal huske på, at jeg har indspillet plader siden 1965, og i nogle perioder udgav jeg 10-12 stykker om året. Det er 48 års arbejde, du beder mig holde styr på. Hvor gammel er du? 35 år ... Ha! Unge mand, du var ikke engang født, da jeg allerede havde udgivet nærved 100 plader, siger James Last og bryder ud i en smittende latter.

I mere end 20 år har han arbejdet med computer, hvilket har gjort det nemmere for ham at holde styr på sine mange kompositioner og de tusindvis af coversange, der er udsprunget af hans arbejde.

Begejstring overalt

Uden at tjekke det mener han at kunne huske, at et par af pladerne i 1970'erne blev indspillet specielt til det danske marked. Hvornår og hvad de hed, kan han ikke komme på.

- Det står lidt hen i det uvisse, men jeg kan huske så meget, at jeg havde en fantastisk tid i Danmark for 40 år siden. Derfor ser jeg også meget frem til at komme tilbage. Helt ærligt, du må stole på mit ord, når jeg siger, at jeg glæder mig til at gense Odense, fortæller James Last.

Han mener dog ikke, at det danske publikum er anderledes end det tyske eller publikum fra de andre skandinaviske lande.

- Jeg tror, danskerne er meget identiske med deres naboer, når det kommer til musiksmag. Kig engang ud over hele planeten, det er jo typisk de samme 10-20 sange, der ligger i toppen af hitlisterne. Musik er om noget et internationalt fænomen, og jeg møder den samme begejstring både i Asien, USA, Europa og Rusland, hvor jeg skal optræde efter denne europæiske turné, siger James Last.

Faldt pladask for Jagger

Han forsøger at lytte til en ny koncert hver eneste dag for at finde inspiration til nye sange at fortolke og køre gennem den berømte James Last-transformator, der gennem årene har kværnet berømte sange som Stevie Wonders "I Just Called To Say I Love You", The Supremes' "Stop In The Name Of Love" eller Al Martinos "Spanish Eyes", som senere blev fortolket af Elvis Presley.

- Jeg lytter til musik konstant. Og hvis jeg falder over noget, jeg kan lide, overvejer jeg, om det er noget, jeg skal kaste mig over og omarrangere. Sådan har jeg gjort i hele min karriere, forklarer James Last.

For tiden har han kastet sig over pophittet "Move Like Jagger" af Maroon 5 med Christina Aguilera som gæstesanger. Det nummer er han faldet pladask for.

- Jeg er jo en instrumental-mand, så det, der fascinerer mig, er dets fantastiske melodi og rytme, som jeg ikke kan slippe igen. Det er en af den slags sange, man ikke kan få ud af hovedet, forklarer James Last.

Da han får at vide, at journalistens treårige datter er helt forgabt i netop det nummer, jubler han nærmest.

- Der kan du se, Simon! Jeg kan få alle sange til at passe ind i mit show. Og "Move Like Jagger" er en sang, som man kan holde af, uanset om man er 3 eller 83 år. Jeg håber, du tager din datter med til koncerten i Odense, så skal du bare se løjer. Det er en af de sange, hvor koret træder i karakter, lover James Last.

Spiller ikke skuespil

James Last er kendt som den altid smilende frontfigur, der leder sit orkester og samtidig er opmærksom på at inddrage og motivere publikum. Selv om udgangspunktet har været det samme, er tilgangen ændret over årene.

- Selvfølgelig har jeg forandret mig som bandleder. Det ville være mærkeligt andet. Hele branchen har jo forandret sig, så den ikke kan sammenlignes med den, jeg begyndte min karriere i. Hvis man sammenligner branchen i dag med den for blot 10 år siden, er det to forskellige verdener. Stort set al musik er på din computer eller telefon i dag, det havde man ikke kunnet forestille sig for 20 år siden, siger James Last.

Han mener dog, at han i samtlige år har forsøgt at være sig selv på scenen og ikke spille en rolle.

- Den James Last, publikum ser på scenen, er også den James Last, der står bag den. Når jeg er entusiastisk og smilende på scenen, skyldes det to ting: At jeg elsker musik og altid vil gøre mit bedste for at underholde publikum. De har betalt mange penge for billetterne, og så skal de også have to-tre timer god musik, understreger James Last.

Musiker for livet

Det er første gang i karrieren, at undertegnede taler med en 83-årig musiker, der stadig turnerer. Svaret giver måske sig selv, men jeg er nødt til at spørge James Last, hvordan han kan motivere sig til at indlede turnéen "The Last Tour - Einmal Noch".

- Oh Simon, jeg elsker musik. Jeg elsker at komme ud at optræde. Jeg elsker at skrive kompositioner og præsentere dem for et publikum. I julen var alle kontorer lukkede, men jeg sad og knoklede foran min computer med nye sange. Jeg kan slet ikke lade være med at arbejde, og det er det, der holder mig ung, understreger James Last, der er gift med den 30 år yngre Christine Grundner.

Det er især mødet med publikum, der har været en evig kilde til glæde.

- Hvorfor sidde og kede sig foran fjernsynet, når man kan more sig med andre mennesker? Når jeg går op på scenen, giver jeg alt, jeg har i mig. Når jeg ser publikums glæde, føler jeg mig som verdens lykkeligste mand. Derfor er jeg tvunget til at tage på endnu en turné, pjatter James Last, der virker til at være i sprudlende, højt humør.

Allerede i 1990'erne blev hans koncerter omtalt som "sidste chance". Og Fyens Stiftstidende sendte i 1999 en reporter til Tyskland for at skildre det, der meget muligt kunne blive sidste møde med legenden fra Bremen. Det er 14 år siden.

- Jeg har spillet musik, siden jeg var en lille dreng i Bremen. Når man først har valgt den vej i livet, kan man ikke sadle om. Det er lige som en maler. Han stopper jo heller ikke, fordi han har nået en vis alder. Musik er en rejse, der varer hele livet, og jeg stopper først, når det siger:"pfffffiiit", konstaterer han og pifter, så det synger i øret.

Hils alle sammen

Selv om James Last ikke har haft fast bopæl i sit fødeland siden 1970'erne, besøger han det ofte. Og uanset hvor han befinder sig, føler han savn.

- Når jeg opholder mig i Florida, savner jeg Tyskland og omvendt. Det er svært at sætte en finger på præcis, hvad jeg savner, men sådan er det jo med os mennesker. Det, vi ikke har, vil vi gerne have. Sådan har jeg det også med de to steder, jeg kalder for mit hjem. Det er mærkeligt, konstaterer James Last.

Inden vi slutter helt af, vil han høre, om jeg nu også har tænkt mig at slæbe min datter med til hans koncert i Odense.

- Tag hende endelig med, så kan jeg se hende efter koncerten. Det vil være en ære, hvis min koncert var hendes første, siger han henrykt. Og beder mig om at hilse "alle" i Danmark.

- Hils dem og sig, at de skal huske på, at livet er dyrebart. Lov mig det, Simon!

Da han lægger på, og telefonlinjen ikke længere knaser mere end cornflakes uden mælk, konkluderer jeg, at legenden James Last ikke er påtaget flink og velfornøjet på scenen. Han kan meget vel være verdens lykkeligste mand.