Simon Staun
Foto: Brian Karmark

Når molekyler kolliderer

Da Ian Astbury fra The Cult tager imod med åbne og udstrakt arme i sin container bag Orange Scene på Roskilde Festival, fylder han på mange måder godt i lokalet. Han er en ordentlig kleppert med en dørmands bredde og udstyret med en karisma, der truer med at sprænge vinduerne ud af rammerne.

Han indleder med at spørge, hvor stor en avis, jeg kommer fra. Og da jeg svarer, at det er en regionalavis, om end en af landets største, frygter jeg lidt svaret. Uden grund.

- Fedt. Det glæder mig, at man ikke kun tildeler interviews til de største medier automatisk. I virkeligheden kunne det være interessant at se, hvilke medier der ville få de bedste interviews, hvis det var kunstnerne selv, der valgte ud. På den anden side ville det nok også ende i det rene anarki, hvis jeg selv skulle styre, hvem jeg skulle tale med, siger Ian Astbury og ler hæst.

Han undrer sig over, at The Cult har oplevet fordomme fra visse medier, der nærmest har ønsket, at comebacket ville grundstøde.

- Hvis de satte sig ned og lyttede til vores seneste album "Choice of Weapon" ville de høre, at det er et potent, modent, velbalanceret og sublimt spillet album af et fantastisk band, der har ofret enormt mange tårer, blod og sved undervejs. Jeg kan ikke mindes, at jeg som sanger nogensinde har været tvunget til at bevæge mig så langt ned i "dybet", konstaterer Ian Astbury.

Han er kendt for at være en krukke. Selvcentreret og temperamentsfuld på kanten af det koleriske. Men foran mig sidder en rar, imødekommende mand, der i stedet for at fokusere på sig selv spørger, om jeg for tiden læser nogle bøger, jeg kan anbefale.

Jeg kan ikke prale af at læse andet end børnebøger, så jeg fortæller i stedet, at en af mine kammerater er meget begejstret for novellen "Kill Your Friends", selv om jeg aldrig har hørt om hverken bogen eller forfatteren.

- Nå ja, det er John Niven. Jeg har faktisk hørt ham læse op af bogen. Fed bog. Det undrer mig i øvrigt, hvor sjældent det efterhånden er, at man ser nogen, der sidder på en bænk og læser en bog. De sidder altid med deres smartphone eller en laptop, siger Ian Astbury.
At han er yderst kunstinteresseret, lægger han ikke skjul på. Efter koncerten i Danmark har han et par

fridage, som skal bruges på en Patti Smith-koncert i Berlin foruden en Michelangelo di Caravaggio-udstilling i Milano.

- Jeg har planlagt min helt egen Caravaggio-pilgrimsrejse, hvor jeg går i hans fodspor og blandt andet skal til opera i La Scala. Men jeg er lige så vild med The White Stripes som italiensk barokmaleri, konstaterer Ian Astbury.

Molekyler kolliderer

For nylig så han en fodboldkamp, hvor publikum begyndte at synge en bid fra White Strips' "Seven Nation Army": "lå lå lå lå lå". Han finder det interessant at tænke på, præcist hvilken publikummer på hvilket stadion, der sang den første gang. Og hvordan en anden publikummer fulgte trop og så én til og én til.

- Hvordan opstår sådan noget ud af det blå? Hvilke molekyler kolliderer i netop det nu? Jeg spekulerer meget på, hvordan alting opstår og udvikles, og derfor er jeg i gang med en biografi om David Bowie, og hvordan hans musik i Berlin-æraen opstod, fortæller Ian Astbury.

Han beskriver det nærmest som en kaos-teori, hvor alle mulige og umulige faktorer ramler sammen og ender med et uforudsigeligt resultat.

- Der er så mange ting, der spiller ind. Brian Eno fra Roxy Music bliver en del af arbejdet med Ziggy Stardust-albummet, og alene byen Berlin påvirker arbejdet enormt. Den dag i dag forsøger videnskabsmænd at forudse, hvornår den perfekte storm kommer, og det kan de stadig ikke regne ud. Man kunne heller ikke have forudset, at "Choise of Weapon" ville ende, som den gjorde. Det skyldes, at vi hev Chris Goss ind som producer, at jeg rejste gennem Himalaya, at en af mine bedste venner begik selvmord, at jeg var i Tokyo, og at min kone og jeg gik fra hinanden. Så mange molekyler og øjeblikke, der smelter sammen. Jeg kunne skrive en hel bog om det, men der er alligevel ingen, der har tid til at læse den, konstaterer Ian Astbury selvironisk.

Troede vi skulle dø

At han er i live i dag, er faktisk lidt et mirakel. Ud over at have haft seriøse problemer med stoffer og alkohol tidligere i karrieren, er han lige sluppet godt fra et trafikuheld med bandbussen.

- Vi kørte 120 kilometer i timen forleden nat, hvor chaufføren faldt i søvn ved rattet. Pludselig var vi ved at skride ud over en bakkeskråning, mens jeg sad begravet i filmen "Babylon". Fuck, det var vildt. Alt fløj rundt om ørene på os, mens folk væltede ud af deres køjesenge. Jeg var vågen, da det skete, men de andre sov, så de vågnede jo og skreg, fordi de troede, vi skulle dø. Jeg var også skrækslagen, fortæller Ian Astbury.

Bussen blev på vejen, men fronten var smadret og hjulene punkteret. Derfor måtte alle mand gå til en tankstation, da de alligevel var for chokerede til at sove mere den nat.

- Der kom en ny bus 150 kilometer derfra for at samle os op. Jeg besluttede at tage et fly i stedet, konstaterer han tørt.

Ian Astbury er 51 år, men alder er underordnet i et rockband, slår han fast og knytter næven på bordpladen.

Alle de smukke dør

- Drop nu den aldersfascisme. Det handler om engagement, at være til stede og reflektere over nuet foruden at være evig relevant. Tag Bruce Spring-steen for fanden. Han er 63 år og har aldrig været bedre! Hvem fanden går op i alder, så længe man er forbundet med sit publikum? Med al respekt for de unge og smukke, så er de lettere at misbruge og mislede ud fra et machiavellisk aspekt. Inden for pladebranchen udnyttes så mange unge artister alene i jagten på at skabe profit og overskrifter. Og det bliver kun værre, forudser Ian Astbury.

Men han slipper ikke sit fast greb endnu.

- Husk på, at alle disse smukke, unge mennesker stille og roligt forfalder og dør en dag. De vil alle sammen betragte deres krop gå i forrådnelse og blive opløst. Derfor elsker jeg visdom og erfaring hos en artist. Især hvis de tør vedkende den og lægge kortene på bordet. Personligt føler jeg, at jeg har flere gode år tilbage i mig, og vores seneste album er et af de stærkeste fra The Cult nogensinde. Men det kan også skyldes, at den is, man er i gang med at spise, altid er den bedste, siger Ian Astbury og slikker sig skælmsk om munden.