I Got You On Tape, 2009

PR-foto, A:larm Music
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Første band på månen

Jacob Bellens er forsanger i bandet I Got You On Tape, der vandt P3 Guld i januar, og efterfølgende er blevet kendt af et langt bredere publikum

Jacob Bellens har aldrig ment, at hans person er interessant, selv om den buskskæggede og hornbrillebærende musiker ser temmelig opsigtsvækkende ud. Det er primært hans rolle som forsanger og sangskriver i de to bands Murder og koncertaktuelle I Got You On Tape, der i hans øjne er relevant.

- Jeg beskrives ofte som en lidt sky og særegen type, hvilket til dels er korrekt. Jeg mener dog ikke, min person er interessant. Jeg har ikke noget behov for at fortælle, hvad jeg render rundt og laver privat. Jeg satser på, det er musikken, der skal tale for mig, fortæller 31-årige Jacob Bellens.

Han beskriver kort og præcist sig selv som en mand, der laver plader. Når han er færdig med én, går han i gang med en ny.

- Det er sådan, mit liv er, og det har altid været musikken og ikke mig, der skulle blive kendt. Selvfølgelig hænger et bands succes sammen med at blive eksponeret, men man behøver ikke nødvendigvis stræbe efter det, forklarer Jacob Bellens.

Teksterne er kicket

Med den karismatise stemme han er udstyret med, er det umuligt ikke at få omtale og blive bemærket. Danske anmeldere har kaldt ham årets mest interessante vokalist, og den amerikanske legende David Fricke fra Rolling Stone Magazine roste ham til skyerne efter I Got You On Tapes koncert på Spot Festival.

- Det er da dejligt, jeg bliver rost for min vokal, men det, jeg går mest op i, er teksterne. Det er der, jeg får mit kick. Det at kunne skabe noget ud af ingenting er mit trip. Hvor der ikke var noget før, kan man skabe noget ud af den blå luft. Det er da enormt fascinerende, konstaterer Jacob Bellens.

Selv om sangskrivningen i bund og grund er hans arbejde, får han konstant en tilfredstillelse ved at skubbe grænserne for, hvad han kan.

- Hvis jeg er i det humør, hvor jeg kan skrive mine bedste sange, kan jeg godt have en tendens til at tippe lidt over, hvis jeg gør det for meget. Så ender det med, at jeg ikke kan sove, og teksterne bliver meget associative og knapt så sammenhængende. Omvendt har jeg også skrevet virkelig banale sange i samme periode, så der er ikke nogen rød tråd, forklarer Jacob Bellens.

Vi ses på månen

Modsat mange andre sangskrivere fungerer han ikke bedst om natten. Han skriver typisk mellem klokken 9 og 16, hvor de fleste andre mennesker også arbejder.

- Jeg stræber efter at få den samme glasklare følelse i dagtimerne som om natten og bruge det til at være kreativ. Det er en øvelse og i bund og grund et spørgsmål om træning. Men det er jo heller ikke alle sange, der lykkes om natten. Det tror jeg, er lidt af en myte, understreger Jacob Bellens, der ikke omtaler sig som sanger. Nærmere en sangskriver, der gerne vil synge sine sange selv.

Når det ikke er musikken, der suger ham ind i et sort hul, kan science fiction trække ham i samme retning.

- Jeg har altid været glad for en virkelig god science fiction-historie og er i det hele taget tændt på udvidet fysik og grænselandsvidenskab. Tanker om, hvor vi er på vej hen i vores udvikling, har altid fascineret mig. Det er ofte sådan nogle emner, der finder vej i mine tekster, selv om jeg ikke dyrker genren specielt intenst, fortæller Jacob Bellens.

Science fiction handler som bekendt om en nær fremtid, hvor den teknologiske udvikling har haft omfattende påvirkninger på menneskers dagligdag. Skal forsangeren give sit bud på fremtiden for I Got You On Tape er meldingen klar.

- Vi bliver det første band, der spiller en koncert på månen. Og du står skrevet i døren.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

P3 Guld
Jacob Binzer
I Got You On Tape
SPOT Festival
Science fiction
Månen
Alternativ rock
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.