Hymns From Nineveh, 2011

PR-foto, Playground Music
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Himmelstormer i domkirken

Jonas Petersen er manden bag det ekstremt roste debutband Hymns from Nineveh. Fredag optræder han sammen med RebekkaMaria i Odense Domkirke. De ser begge frem til at indtage det imponerende rum med en unik atmosfære og akustik

Det kan kaldes et sceneskift af rang, når Jonas Petersen fra Hymns from Nineveh og RebekkaMaria slår stemmerne sammen og skifter RebekkaMarias københavnerlejlighed ud med Odense Domkirke.
De to musikere har givet en række intime dobbeltkoncerter og optrådt en række spøjse steder gennem det seneste halve år. Men de har aldrig nærmet sig noget af dette format.

- Vi har i en periode dyrket det intime, akustiske udtryk og fik mod på mere. Især på at spille nogle anderledes steder. Fordi RebekkaMaria har boet flere år i Odense, var det oplagt at forsøge at lave en koncert i domkirken. Og heldigvis fik vi grønt lys, fortæller Jonas Petersen.

Han ser enormt meget frem til at fremføre musikken et sted, hvor lokalerne også spiller med. Det handler ikke om antallet af stolerækker men mere om atmosfæren i rummet. Og den er der som bekendt rigeligt af i de fleste domkirker.

- En kirke er bestemt et sted, der kan give en merværdi til musikken og interagere med den. Kirkerummet kan noget helt specielt, hvilket jeg tidligere har oplevet i Hymns from Nineveh-regi. Dog aldrig i en domkirke, understreger Jonas Petersen.

Han nævner flere gange det sakrale element i kirkerummet, der betyder, at alle begivenheder gøres til noget særligt.

- Både RebekkaMaria og jeg er meget ydmyge over for at skulle optræde i en domkirke. Man kunne kalde det respekt, og det tror jeg også gælder for tilskuerne, der opfører sig anderledes, end hvis vi havde stået på scenen på et traditionelt spillested. Derfor kan det blive en ekstra stor oplevelse for alle parter, forklarer Jonas Petersen, der også vurderer, at koncerten kan trække nogle unge til, der ikke normalt bruger domkirken.

En god historie

Både Jonas Petersen og RebekkaMaria er kristne. Eller måske skulle man kalde dem praktiserende og erklærede kristne, da 80 procent af Danmarks befolkning trods alt er medlemmer af folkekirken.

Det kommer lidt bag på Jonas Petersen, at hans kristne baggrund og påvirkning kontinuerligt er et oplagt samtaleemne. Alligevel bruger han usædvanligt lang tid på at komme med et interessant svar.

- Det har aldrig været et tabu for mig, at jeg er kristen. Men at tale om kristendom ender hurtigt med at blive en omfattende diskussion med en meget lang forklaring. Skåret helt ind til benet er det interessante spørgsmål for mig, hvad det er for en form for kristendom, der findes i Danmark? Og ikke mindst, hvad den betyder for den enkelte? Når man skal svare på det, er det netop, at tabuer kan opstå, vurderer Jonas Petersen.

Kristendommen og mange af dens referencer er spundet tydeligt ind i hans tekster og ikke mindst i bandtitlen. Blandt andet af den grund, at referencer er ét af hans vigtigste arbejdsredskaber.

Biblen inspirerer

- Det at skrive er for mig i høj grad forbundet med at referere. Referencer er med til at binde verden sammen og vurdere det, som har været. For mig er det især Biblen, der inspirerer, og det har vi ikke en særlig stor tradition for i Danmark inden for moderne musik. Det virker dog som om, at der er flere kristne artister på vej, og at den mere eftertænksomme musik igen er kommet på mode, konstaterer Jonas Petersen.

Efter at musik i mange år har været meget kropslig, mener Jonas Petersen, at det er en naturlig reaktion, at den igen begynder at beskæftige sig med sind og sjæl.
Ind bag ved tanken

- Jeg ved ikke, om det kunne være en reaktion på finanskrisen. Det er i hvert fald ikke umuligt at lave den kobling, at man efter en periode med materielt fokus får en modreaktion, hvor immaterielle emner vidner indpas. Den eftertænksomme musik har dog aldrig været af mode i min verden. Det er med den, at man kan trænge helt ind bag ved tanken, fortæller Jonas Petersen.

Til koncerten med RebekkaMaria blandes deres respektive repertoirer. Målet er at mødes i det at være sangskrivere og alt, hvad der knytter sig til det. Desuden mødes de som vokalister, så koncerten får både en sangskrivermæssig- og en formidlingsmæssig del, hvor de trods deres forskelligheder kan supplere hinanden.

- Det er et meget spændende samarbejde, og den her koncert glæder jeg mig sindssygt meget til.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

RebekkaMaria
Hymns From Nineveh
Jonas Petersen
Odense Domkirke
Biblen
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.