Simon Staun
Foto: Simon Staun

Alle vil gå med Hjalmer

Der er sort af rød- og hvidklædte mennesker på Rådhuspladsen i København mandag eftermiddag, hvor de danske håndboldherrer hyldes for VM-guldet.

Da Hjalmer ankommer til Aftenshowets lokaler i Industriens Hus lige ud til Rådhuspladsen, udbryder han kækt, at det kommer bag på ham, at så mange mennesker er samlet, fordi han skal medvirke i DR-programmet en time senere.

Den 23-årige fynskfødte sanger, der de seneste to år har boet i en halvanden-værelses lejlighed på Nørrebro, ved naturligvis godt, hvorfor familien Danmark er samlet. Men populariteten mærker han efterhånden tydeligt på egen krop.

På de få minutter, det tager at ryge en smøg med manageren Henrik Sørensen, når han at medvirke på indtil flere selfies med både mænd i 60'erne og en ekstatisk teenagepige, som kløjes i ordene af benovelse.

- Det seneste år er det gået helt amok med opmærksomheden. I november var jeg i Aalborg for at spille til TV-2's store juleshow. Bagefter besluttede vi at tage i Jomfru Ane Gade for at få en fyraftensøl. Det tog os en halv time at gå 100 meter. Jeg var med på mindst 30 selfies på en halv time. Det var helt vanvittigt. Men også enormt dejligt, fordi det handler om, at min musik når ud til et stort publikum, siger Hjalmer.

Spillede for kræftsyg brud

Han oplever ofte, at fremmede kommer hen og fortæller ham, at én af hans sange har påvirket dem.

- Jeg har fået at vide, at jeg nærmest har reddet nogen fra at sluge et glas sovepiller, fordi de har fundet trøst i "Hvis du går". Det påvirker mig ekstremt, siger Hjalmer.

I sommer optrådte han til et bryllup, hvor bruden havde fået kræft. Den optræden sidder også dybt i ham.- Én ting er at stå på et fyldt spillested. Noget andet er at stå til et bryllup, hvor man ved, at bruden måske kan dø i sin sygdom. Er du sindssyg, jeg havde nerver på. Det var vanvittigt angstprovokerende, siger Hjalmer.

Han har siden fået besked på, at bruden har det godt i dag. Det gør det lettere at glæde sig over oplevelsen.

 Det er noget af det mest rørende og smukke, jeg har oplevet. At kunne levere et soundtrack til både gode og dårlige tider er en præstation i sig selv, siger Hjalmer.

Selvtilliden er vokset

Torsdag begynder Hjalmers kommende turné i Svendborg. En lille måned og 14 koncerter senere slutter den i Odense. Det er ikke Hjalmer selv, der har planlagt, at der på den måde bindes en fynsk sløjfe, men det passer ham glimrende.

- Det er en smuk tanke, at det både begynder og ender på Fyn. Selv om jeg ser frem til at optræde på et udsolgt Vega her i København, er der noget helt særligt over at spille på Magasinet i Odense, siger Hjalmer.

Man kan tydeligt mærke på ham, at det sitrer i hele hans krop for at komme på landevejen igen. Efter en intens sommerturné i 2018 med 40 koncerter, har der været pause siden september.

- Svendborg-koncerten er den første siden september, så jeg og de andre bandmedlemmer er blevet sultne igen. Forhåbentlig gælder det også publikum, siger Hjalmer og smiler.

Han er ikke i tvivl om, at publikum kan høre, at Hjalmer anno februar 2019 har rykket sig siden februar 2018.

- Jeg tror, jeg både er blevet en bedre sanger, sangskriver og performer. Der er kæmpe forskel på at indspille i et studie og stå foran et publikum, hvor man lærer at bruge sin stemme bedre, siger Hjalmer.

Med en vinter-, forårs- og sommerturné i 2018 blev det til næsten 100 koncerter. Det lærer man ufatteligt meget af på alle måder.

- Jeg har fået at vide, at jeg synger med større overskud og selvtillid. Det er jeg ikke uenig i, siger Hjalmer.

Medina brænder som en ild

Mange vil gerne spørge ind til Hjalmers tanker om hans fars død i september. Men Hjalmer er stadig for berørt af tabet til at sætte ord på det, derfor aftaler vi ikke at gå ned ad den sti og i stedet fokusere på de mange andre ting, som fylder i hans liv for tiden. Blandt andet det nylige samarbejde med Medina på singlen "Folk som os".

- At møde Medina og indspille singlen "Folk som os" er ubetinget højdepunktet i min karriere. Jeg har drømt længe om at arbejde sammen med Medina, som jeg altid har set op til. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg som 13-årig var helt ekstatisk over "Kun for mig" og "Ensom". Det var også i den periode, jeg opdagede piger, og i den sammenhæng var Medina også svær at overse, siger Hjalmer og ler.

Han tilbragte flere dage sammen med popsangeren i studiet.

- At Medina synes, jeg var fed nok til at tilbringe flere dage i studiet med, fik mig helt op at ringe. Hun er et ufatteligt rart og ydmygt menneske, som har en energi, man ikke kan undgå at blive påvirket af. Der var nærmest ild i hende i studiet, hvilket inspirerede mig. Jeg har altid set på Medina og tænkt, at jeg gerne ville nå det, hun har opnået, siger Hjalmer.

Piger får stjålet deres liv

Det modsatte køn fylder en del i Hjalmers liv for tiden. Og det handler ikke om de mange unge fans, der følger ham landet rundt. Grunden til, at han skal medvirke i Aftenshowet, er, at han har doneret en sang til Landsindsamlingen, som i år har mottoet: "Styrk verdens piger".

- Jeg har udloddet en intimkoncert, hvor alle pengene går til Landsindsamlingen. Jeg synes, det er vigtigt at hjælpe, hvor man kan. Og ikke bare gå rundt i en osteklokke, hvor det værste, man kan komme i tanke om, er, at det sejler i SKAT. Der er millioner af unge piger i verden, der har brug for opmærksomhed og hjælp, siger Hjalmer.

Hvis han skal nævne et problem, han gerne vil kæmpe mod, er det tvangsægteskaber især i den tredje verden.

- Jeg synes, at tvangsægteskaber, hvor piger helt ned til 10 år giftes væk til voksne mænd, er noget af det mest frygtelige. Pigerne får reelt stjålet hele deres liv, inden det for alvor er begyndt. Min livsfilosofi er, at alle er lige i den her verden. Det er der desværre nogen, der ikke har forstået, siger Hjalmer, der priser sig lykkelig for selv at kunne vælge, hvem han vil giftes og have børn med.

Musik er som kvinder

På Hjalmers første turné havde han to udgivne singler med og en håndfuld sange, som var under konstruktion. Det kræver fantasi og kløgt at få til at fylde 60 minutter. Derfor var Hjalmer og hans band på hælene, da de en dag fik besked på, at de ifølge kontrakten skulle spille 75 minutter.

- Vi havde i forvejen svært ved at spille en time, så vi gik nærmest i panik. Vi var dog i gang med at indspille en coverversion af Lizzies "Ramt i natten", som vi besluttede at spille i en Pink Floyd-agtig udgave på 12 minutter. Det endte faktisk bedre end frygtet, men jeg lover, at det ikke kommer til at ske på denne turné, siger Hjalmer og ler ved tanken.

Selv om han er blevet hørbart bedre siden debuten i Odeon i marts 2017, mener han stadig, han kan forbedre sig som sangskriver, musiker og performer.

- Jeg tror, det er på samme måde med musik som med at forstå kvinder. Man kan arbejde med at blive bedre hele livet uden nogensinde at mestre det til perfektion, siger Hjalmer og griner, så det runger i hele Industriens Hus.