Simon Staun
PR-foto, Maura Lanahan

Kronisk rejsende rebel

Henry Rollins kaldes én af de mest betydningsfulde spoken word-artister i USA. En påstand, den barskt udseende og ekstremt velformulerede multikunstner ikke bekymrer sig om.

- Jeg aner faktisk ikke, om andre gør det, jeg gør. Jeg booker bare mine shows, laver dem og spekulerer ikke yderligere på, om andre har været der før eller kommer efter mig. Jeg siger ikke, jeg er unik. Jeg har bare ingen fornemmelse af, hvor mange konkurrenter, jeg har. Ret beset render jeg rundt med mit hoved oppe i røven, indrømmer Henry Rollins.

Den 49-årige sanger, skuespiller, aktivist, dj, radiovært og ikke mindst spoken word-artist er formentlig mest kendt for rollen som forsanger i kult-punkbandet Black Flag og sit eget Henry Rollins Band. Nu står han omgivet af sig selv på scenen, hvilket gør ham langt mere fokuseret.

- Det tvinger mig til at være endnu mere dynamisk, fordi jeg både skal være sjov, lærerig og overraskende på samme tid. Publikum minder mere om radiolyttere, og de ler også mere, end man gør til en koncert, fortæller Henry Rollins.

Han beskriver sine shows som en forfærdelig masse information og personlige be
tragtninger pakket ind i et tæppe af humor. Uden at humoren bliver til deciderede jokes. For der er ikke tale om stand-up.

- Mange af emnerne egner sig heller ikke til at blive grinet ad. Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf er for eksempel ikke sjov på nogen måde, uanset hvordan man vender og drejer den, konstaterer Henry Rollins bistert.

Han forsøger faktisk slet ikke at være sjov. Han tilstræber mere at rapportere, hvad han oplever rundt omkring på sine rejser.

- At der så er nogle blandt publikum, der anser disse beretninger for underholdende, har jeg ikke kalkuleret med. Jeg skriver ikke mit materiale med udgangspunktet, at folk skal grine, understeger Henry Rollins.

Deprimerende racisme

Humor lever vidt forskellige liv i de lande, han gæster som kunstner og rejser i som privatperson. Alene i hjemlandet USA er der så markante forskelle på tankegangen i nord og syd, at han må indordne sig. Eller bør.

- Den dag i dag skal man passe på, at man ikke laver grin med den klassiske sydstats-bonderøv med gæller i nakken og en hale gemt væk under selebukserne, hvis man optræder i Mississippi. For der

unne sidde præcis sådan én blandt publikum. I New York derimod ville publikum dø af grin af denne karakteristik, så forskellige kulturer reagerer forskelligt på mit materiale. Men dermed ikke sagt, at jeg bliver beregnende. Jeg har aldrig skrevet noget alene med den bagtanke, at det ville være morsomt for en bestemt gruppering. Jeg vil ikke antage og formode. Jeg vil beskrive verden så præcist som muligt, siger Henry Rollins.

Han forsøger derfor ikke at assimilere sig alt for meget med de vidt forskellige lande, han gæster. På den måde bevarer han evnen til at perspektivere.

- Jeg nyder min status som udlænding og gæst, og jeg bruger den fuldt ud som en form for overordnet bevidsthed. Man ser ting anderledes, når man ikke forsøger at passe ind. En skandinav, der rejste i USA, ville med garanti undre sig over, hvor markant racismen er den dag i dag. Altså, vi har vores første sorte præsident, og alligevel render halvdelen af befolkningen rundt, som om de lige var kravlet op fra havbunden. Det er så deprimerende at erfare, hvor racistiske ens landsmænd stadig er. Men for den menige amerikaner er det bare sådan, virkeligheden ser ud. Og så stiller man sjældent kritiske spørgsmål.

Elsker anonymiteten

Henry Rollins rejser ofte flere måneder ad gangen. Altid alene med en rygsæk og sit kamera. På evig opdagelse i slumområder og kirkegårde. Altid opsøgende, imødekommende og med masser af respekt. Han har efterhånden lært lektien, at alt afhænger af øjnene, der ser.

- I Bangladesh slog det mig, at landet var et stort slumområde på størrelse med Sydcalifornien. Men det var heldigvis ikke den tilgang, indbyggerne havde. De var overordnet glade for deres liv og tænkte mere over, at det var mandag og en ny uge startede, end at de var fattige. Derfor fortsætter jeg med at rejse på denne måde, fordi min tankegang bliver langt mere flydende og ikke så rigid, at jeg overser alt det væsentlige, forklarer Henry Rollins.

I USA kan han ikke rejse uden at blive genkendt. I Europa svinger det lidt. Men i indiske provinser og mellemøstlige landsbyer, hvor de færreste har elektricitet, aner ingen, hvem den hårdtpumpede og tatoverede fyr er. Det sætter han stor pris på.

- Jeg stortrives med anonymiteten. Men ind imellem bliver jeg genkendt de mest bizarre steder. I Jogjakarta i Indonesien mødte jeg en gruppe benovede studenter, der skreg: "No way!", da de så mig. Men jeg er jo ikke et kendt ansigt på niveau med Madonna, der ikke kunne rejse noget sted på planeten uden at blive genkendt, siger Henry Rollins taknemmeligt.

Alt skrottes hvert år

Den berømmede sanger, der var kendt for sin brutale fremtoning og rasende, maskuline røst savner ikke at være med i et band. Rent kunstnerisk holder det i hans øjne ikke vand at spille 20 eller 30 år gammel musik.

- Jeg kunne savne selskabet ind imellem. Men jeg vil ikke stå som en anden Mick Jagger og spille sange, jeg skrev for flere årtier siden, fordi publikum forventer det. Derfor er spoken word-genren fantastisk, da den tvinger mig til hele tiden at være aktuel og byde på nyt materiale og tage chancer. Når min turné slutter, skrotter jeg alt materiale og starter forfra. Det er der ingen bands, der gør. Jeg genskaber mit show årligt, og når jeg ind imellem støder på en gruppe musikere med fuldskæg og tatoveringer i en lufthavn, tænker jeg: "Det var fedt engang". Ikke at jeg ser ned på rockmusikere. Jeg passer bare ikke ind i den rolle mere. Der ville være lette penge i at gendanne Black Flag, men det er ikke den slags penge, jeg gider tjene, fortæller Henry Rollins bestemt.

Man må aldrig være ekskluderende. Altid inkluderende. Det gælder både for en forsanger og en historiefortæller. Men spoken word er en helt anden verden end musikkens, hvor et simpelt omkvæd kan forene på tværs af landegrænser.

- Optræder jeg uden for USA, er der politikere eller journalister, jeg personligt hader, men europæere ikke kender, som jeg udelader. Det betyder faktisk, at nogle af mine bedste shows er i Europa, fordi publikum forstår engelsk men skal have et informativt og ikke fordummende indhold. Dermed skal jeg holde tungen lige i munden og virkelig arbejde for føden. Jeg må ikke tabe publikum, fordi de ikke forstår min slang eller de referencer, jeg benytter. Jeg minder mig selv om, at jeg befinder mig på scenen for at bringe folk med mig. Ikke for at skubbe dem væk fra mig. Men jeg har lavet spoken word-shows i 25 år, så jeg er efterhånden ved at kende mine styrker og begrænsninger, erfarer Henry Rollins.