Simon Staun
Foto: Simon Staun

- Jeg synger, til jeg styrter

Henning Stærk var kun seks år, da han lå midt i Storåens kolde vand og plaskede som besat. En pige havde for sjov taget hans elskede kasket og smidt den i åen, som bugter sig gennem den vestjyske handelsby Holstebro.

Han havde fået fortalt, at tredje gang, man ryger under, drukner man. Den tanke rasede gennem hovedet på ham, da han for anden gang var oppe at trække luft. Han havde to valg: at gå under for tredje gang eller kæmpe sig i land ...

At han sidder og fortæller historien i dag indikerer, at han valgte løsning nummer to.

- Der var ikke andet at gøre end at svømme hundesvømning eller noget, der mindede om det. Modsat mine søstre havde jeg ikke lært at svømme, men jeg fik da basket mig gennem den kraftige strøm ind til bredden med min elskede kasket i hånden. Jeg kan faktisk ikke længere huske, hvorfor jeg holdt så meget af den. Jeg tror, min mor havde foræret mig den, siger Henning Stærk.

Det er en overdrivelse at sige, at Henning Stærk har kæmpet for livet som musiker gennem seks årtier. Alligevel er episoden med til at tegne et billede af en jysk fighter med en medfødt overlevelsesevne i en omskiftelig branche. En mand, der meget passende har skrevet "Still going strong" øverst på sin hjemmeside.

- Det er ikke sådan, at jeg står op hver morgen og siger til mig selv, at jeg skal leve op til de ord. Men det ligger helt naturligt for mig at efterleve det, de betyder. Det kræver en vis portion viljestyrke og gode nerver at navigere i musikbranchen, der er et landskab fyldt med både bjergtinder og dybe dale. Når jeg stadig spiller, skyldes det hverken tvang eller selvpineri. Det er af lyst, hvilket det heldigvis har været, siden jeg gav min første koncert i Handbjerg Forsamlingshus i 1965, siger Henning Stærk.

Held og lykke fra Cash

Vi sidder på den amerikansk-inspirerede burgerrestaurant The Diner på M.P. Bruuns Gade midt i Aarhus, hvor Henning Stærk har boet i knap 50 år. På væggene hænger sort-hvide billeder af Frank Sinatra, Elvis og Johnny Cash.

Fra anlægget strømmer sange med de samme ikoner. At netop Elvis og Cash fylder en del i kælderlokalet, morer vestjyden sig over.

- Prøv lige at lyt ... Det er "Let Yourself Go" med Elvis og The Jordanaires, der spiller nu. Det er sgu sjovt at tænke på, at jeg sad som knægt og drømte om at lyde som Elvis. Han var på mange måder min sanglærer og var med til at åbne mine øjne for den musikalske verden. At jeg endte med at indspille med The Jordanaires i 1989 er ubegribeligt. Det var et af de helt store vingesus i min karriere at samarbejde med historiens vel mest berømte vokalgruppe. Det var en svimlende oplevelse, som stadig giver mig gåsehud at tænke på, siger Henning Stærk og rækker sin venstre arm frem som bevis.

Albummet, The Jordanaires medvirkede på, hedder "Dreams To Remember". Og husket, det blev vokalgruppen.

- Vi optog albummet få kilometer herfra ude i Feedbackstudiet i Viby. For nylig fandt jeg en bunke gamle papirer derhjemme, hvor The Jordanaires havde skrevet deres kornoder til min sang "Sweetheart". De havde skrevet noderne på vej i bus fra Ebeltoft til Viby. For udenforstående er der nærmest tale om en slags kodesprog. Men de sang himmelsk, og det er vanvittigt at tænke på den mængde hits, de har medvirket på, siger Henning Stærk.

Han mødte aldrig Elvis. Men han traf til gengæld Johnny Cash, der endda fik æren af at overrække Henning Stærk en guldplade for "Somewhere Someone's Falling in Love" i 1997.

- Vi var på det samme pladeselskab, RCA, som fik stablet mødet på benene. Jeg havde faktisk valgt det selskab, fordi det havde udsendt Elvis' plader. Da Johnny Cash overrakte mig guldpladen, sagde han: "Good luck, son. All the best". Jeg har billedet af os stående hjemme og glæder mig dagligt over synet af Johnny Cash ved min side. Vi varmede op for ham samme aften, og han havde netop udgivet "American Recordings vol. 2" med Tom Pettys band Heartbreakers som backingband, siger Henning Stærk og begynder at synge "The Sea of Heartbreak".

Man skal leve sangene

Både Cash og Stærk har haft sangen "Big Boss Man" på repertoiret. Faktisk har Henning Stærk spillet sangen i samtlige 54 år siden debutkoncerten i Handbjerg.

- Der er mange sange, som har fulgt mig i lange perioder af min karriere og i andre været parkeret i garagen. Men ingen har som "Big Boss Man" været med på hele rejsen. Det er et skidegodt nummer, som ligger godt til mig. At mestre en sang handler om at kunne leve den, og den rolle har bare passet mig godt. Man skal være varsom, når man fortolker andres sange, siger Henning Stærk og stopper op.

Han kigger rundt i lokalet og klapperne hænderne i bordpladen.

- Jeg tænkte det nok. Den sang har jeg sgu også lavet en version af. Det er "Blue Christmas", som falder lidt ved siden af årstiden taget i betragtning. Sangen var med på hyldestpladen, "Burning Love", der udkom i 1997 20 år efter Elvis' død. Man skal virkelig passe på med at indspille ikoniske sange, fordi man næsten kun kan fejle. Jeg synes dog, jeg slap hæderligt fra det, siger Henning Stærk.

Hundesyg af fynske pølser

Henning Stærk turnerer med et band, hvor flere af medlemmerne er for unge til at være hans sønner. Selv mener han, at det skyldes, at der ikke er særlig mange jævnaldrende, som kan holde til at spille koncerter.

- Jeg har slidt flere bands op, så nu har jeg et ungt band. Det giver mig den fordel som kapelmester, at jeg har vetoret. Jeg gider ikke spille sange, som ikke siger mig noget. De skal ikke være bange for at foreslå noget, men de ved også, at jeg til syvende og sidst aldrig ville gå på kompromis og synge et nummer, jeg ikke gider, siger Henning Stærk.

Han har givet flere end 3000 koncerter i karrieren, og det er ikke nødvendigvis dem på de største scener, han husker tydeligst.

- Jeg kan naturligvis huske første gang, jeg optrådte på Roskilde og sådan noget. Men det er ofte skøre episoder, som knytter sig til en koncert, der gør, at den står tydeligt i hukommelsen. Lige nu sidder jeg og tænker på en koncert på Nordfyn i et forsamlingshus i 1967, hvor jeg havde spist pølser inden koncerten. Jeg blev hundesyg og måtte spurte ud fra scenen flere gange, fordi jeg brækkede mig som en gal. Sådan en oplevelse står lysende klart 52 år senere, siger Henning Stærk.

Han kan stadig spille for udsolgte huse, så det gør han typisk 12-14 gange spredt over hele året.

- Jeg bryder mig ikke om at holde tre-fire måneders pause og klumpe koncerterne sammen. Det fungerer bedre for mig at komme af sted en gang eller to om måneden og holde mig skarp. For mig har musikken i høj grad også handlet om at være sammen om noget meningsfyldt, konstaterer Henning Stærk og skænker sin tredje kop kaffe op inden for en halv time.

Slæber sit eget gear

Når Henning Stærk tænker 54 år tilbage til begyndelsen af sin karriere, ville han stort set ikke ændre noget, hvis han kunne.

- Jeg har gjort og gør stadig det, jeg har lyst til. Jeg vandrer på de sten, jeg selv har lagt. Det er ikke alle, der er så heldige. Derfor har jeg heller ingen planer om at stoppe. Det er lidt en kliché det der med at dø med støvlerne på, men jeg mener helt seriøst, at jeg spiller, til jeg styrter. Forhåbentlig går der mange år, før det sker, siger Henning Stærk med alvor i stemmen.

Han har ikke lyst til at smage The Diners burger, som kokken ellers lokker med.

- Jeg bryder mig faktisk ikke om burgere. Et stykke rugbrød med ost er mere mig, siger Henning Stærk.

Han holder sig i god form. Ikke mindst efter problemer med slidgigt i knæ og ryg er træningsfrekvensen sat i vejret.

- Jeg kommer faktisk lige fra svømning. Jeg begyndte at svømme efter min oplevelse i Storå og blev faktisk konkurrencesvømmer. I dag svømmer jeg tre-fire gange om ugen og cykler derudover en del. Især i sommerhalvåret. Jeg gider ikke køre rundt, hvis det er alt for vådt og glat. Så smutter jeg i motionscenter, men det siger mig ikke så meget at sidde og hive i en maskine, siger Henning Stærk.

Når han er ude at spille, hjælper han selv til med at stille op og pakke sammen.

- Jeg sammenligner mig lidt med en håndværker, som sørger for, at værktøjet er i orden. Det er da det mindste, man kan gøre, når folk betaler for at høre en, siger Henning Stærk.

Han læste for nylig en undersøgelse, der konkluderede, at mennesker er mest lykkelige, når de er 16-17 år eller ældre end 67, fortæller han:

- Det kan godt være, der er noget om det. Jeg føler mig i hvert fald lykkelig. Alle aldre har fordele og ulemper, men min alder har den fordel, at jeg aldrig er stresset. Økonomisk har jeg ikke noget at klage over, jeg bor til leje og har min 20 år gamle Transporter, hvor jeg kan smide alt mit gear ind bagi. Bortset fra lidt slidgigt er jeg i relativt god form. Jeg er grundlæggende tilfreds med tilværelsen og nyder den virkelighed, jeg selv har skabt.