Simon Staun
Foto: Simon Staun

En flok gamle røvhullers opsang

Peter A.G. Nielsen er imponeret over arkitekturen på en mondæn bygning på den anden side af Vognmagergade i København, hvor Gnags' pladeselskab Sony holder til på øverste etage. Den elektriske forsanger peger på murstenene og konkluderer begejstret, at der er tale om mesterligt håndværk.

- Når man ser på felterne af mursten, er der ikke to, der er ens. Felterne ligner hver især et billede med dybde, man aldrig bliver træt af at kigge på. Når der er tale om godt håndværk, bliver man aldrig træt af et produkt. Det gælder både huse og plader, konstaterer Peter A.G. Nielsen, mens han og Gnags-kollegaen Per Chr. Frost smækker ballerne i en sofa i "Gasolin"-mødelokalet.

Gnags indleder til maj en omfattende forårs- og sommerturné med hele 32 koncerter, derfor er det Gösta Hammerfedt at kunne medbringe sange fra gruppens 23. album, "Robot'n'Roll", der udkommer fredag 12. april. Et album, de to originale medlemmer kalder klassisk Gnags.

- Hvis man forestiller sig, at alle Gnags' albummer tilsammen udgør et stort hus, hvor hver plade udgør et rum, en etage eller en tilbygning, så er "Robot'n'Roll" en ny altan, en garage eller et anneks. Vi bygger op omkring de linjer, der er tegnet gennem mange årtier. Derfor er albummet klassisk Gnags, forklarer Per Chr. Frost, bandets guitarist og bassist.

Forsanger, sangskriver og danskvandsfontænen Peter A.G. Nielsen kan næsten ikke være i sig selv af glæde over netop den analogi.

- Det er en meget præcis beskrivelse, fordi Gnags gerne vil respektere den kunst og arkitektur, vi selv har udstukket med de øvrige 22 plader. Når vi laver et nyt album, skal det respektere det gamle. De nye sange skal vise tilbage til de gamle, fordi vi er interesseret i at vise kataloget frem. Vi vil fortælle historien om, at nogle gamle røvhuller sammen har forløst sig selv i flere end 50 år og stadig elsker at gøre det. I Gnags tør vi vise, at vi kommer et sted fra. Vi er "the missing link" mellem nutiden og Grundtvig, Weyse, Ingemann og Aakjær. Det kunne nogen forhåbentlig blive inspireret af, siger Peter A.G. Nielsen og gnægger.

Bandet blomstrede

Det er Gnags-frontmanden - det eneste medlem, som har været med siden 1966 - som er den mest talende af de to musikere. Men Per Chr. Frost, der har været med i gruppen fra 1974 til 1976, 1977 til 1996 og igen fra 2016, deler også guldkorn ud, når Peter A.G. Nielsen trækker vejret eller gumler på nøddemix.

- Jeg betragter Gnags som et gammelt træ, der sætter skud. Og de skud er nødvendigvis nødt til at passe sammen med stammen. Der kommer ikke pludselig birkegrene på et egetræ. Når det er sagt, kan der naturligvis være forskel i nuancerne på bladene. Vi har andre tekniske muligheder end for 20 år siden, og det skal man kunne høre på de nye sange, siger Per Chr. Frost.

Når man snakker om et gammelt træ, er det oplagt at bruge metaforen om et stamtræ. Den ligger lige til Peter A.G. Nielsens højrefod.

- Uden at kopiere tidligere udgivelser, giver det god mening at gå tilbage og finde ud af, hvad det var, Jakob Riis-Olsen donerede til Gnags. Hvad var det, min bror gav til bandet? Når vi indspiller sange i dag, skuer vi tilbage for at ramme lyden af Riis' flanger-guitar. Han havde en formidabel evne til at spille, så man forestillede sig en dis eller en sky. Det er den slags detaljer, som er vigtig for arrangementerne, og hvorfor opfinde noget nyt, når vi allerede har det, vi skal bruge, siger Peter A.G. Nielsen.

Den lyd, som mange definerer som Gnags-lyden, blev skabt i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne.

- I en periode i midthalvfjerdserne stod vi med alle vores talenter og overdøvede hinanden. Det fungerede ikke, derfor begyndte vi at bøje ind mod hinanden for at skabe noget synergi og lade bandet blomstre i stedet for egoet, siger Per Chr. Frost.

- Det er korrekt. Ethvert godt samarbejde handler om at fremkalde det bedste i alle, og det kræver kompromiser. Derfor skar jeg nogle af mine akkorder af og fjernede c-stykker, som støjede. Vi snittede alle sammen noget væk for at gøre plads til helheden, tilføjer Peter A.G. Nielsen.

Sangene er allemandseje

Gnags har været til så længe, at mange af sangene er blevet allemandseje. De tilhører ikke længere bandet men fællesskabet.

- Indimellem kan man næsten få den tanke, at vi bandmedlemmer kun er formidlere. Når vi er så heldige at vække sangene til live - forhåbentlig nogle sæsoner endnu - opstår der en energi og en varme mellem band og publikum, som er skøn at opleve, siger Per Chr. Frost.

Det handler om samhørighed, hvilket har fået Gnags til at indlede den første sang på det nye album med linjen "Gnags er noget, vi har sammen med publikum".

- Det understreger, at samhørighed er ekstremt vigtig. Demokrati er eksempelvis ingenting, hvis ikke man evner at føle samhørighed. Selv om alt ikke går præcis, som du ønsker, er du stadig dansker. Selv om man synes, at Trump er en fadæse, er man stadig amerikaner, understreger Peter A.G. Nielsen

Hvordan kan Gnags så skabe samhørighed? Det kan bandet naturligvis til sine koncerter.

- I stedet for hele tiden at fokusere på det "de har" og det "de har", koncentrerer vi os om det "vi har". Om fællesskabet. Alle er velkomne til Gnags' koncerter. Oldinge, teenagere og dem fra Sølund. Vi elsker forskelligheder. Se bare på Per og mig. Vi er så forskellige, at man næsten ikke begriber det. Men se, hvad vi skaber sammen, fordi vi dyrker fællesskabet. I den henseende er dansen central i Gnags-universet. Fordi den er et fantastisk middel til at give slip og være i nuet. Et redskab til at fortrænge forskelle til fordel for fællesskab, siger Peter A.G. Nielsen.

Skægt at være menneske

Der er 10 sange på "Robot'n'Roll", men Peter A.G. Nielsen har skrevet 10 gange så mange.

- Jeg har skrevet fucking mange sange, fordi jeg ikke kan lade være. Der er skåret meget fedt fra for at nå frem til de udvalgte. Jeg har på fornemmelsen, at "Gnags Dancing", "Guldkaret" og titelsangen har en umiddelbarhed, som gør dem oplagte at spille på sommerens koncerter. De er i hvert fald nemmere at omsætte live, siger Peter A.G. Nielsen.

Per Chr. Frost synes, at Peter - igen - har skrevet nogle fremragende, rammende tekster.

- Min personlige favorit er nok "Sand i mine lommer", fordi den rammer en nostalgisk nerve, jeg har let ved at forholde mig til som 64-årig. Peter synger: "Fik du mærket havet kravle op ad dine lår, fik du luret og fanget krabber". Jeg kan næsten mærke bølgerne mod mit ben, og sangen handler ganske enkelt om at leve fuldt ud og nyde de banale ting, siger Per Chr. Frost.

Hvis man glemmer at nyde, ender man måske som de skummelskulere og petitessepulere, Peter A.G. Nielsen vrænger af i samme sang. Men der er faktisk ikke tale om at pege fingre. De nybagte danske ord er møntet på ham selv.

- At bruge "skummelskulere og petitessepulere" er et forsøg på at beskrive en tilstand, hvor jeg tager mig selv i at hidse mig op, når folk cykler på fortovene og smider med affald. Hvis man er i dårligt humør en dag på grund af kronisk myldretrafik og ambulancestøj, kan man ikke lave andet end at spekulere på, hvor idiotiske og trælse andre er. Det er en rolle, vi alle kan se os selv i. Men det er altså sjovere at smile end at skule til livet. Hvis man husker på, at det skal være skægt at være menneske, går det hele lidt nemmere , siger Peter A.G. Nielsen.

Evigheden bliver til et puf

Intet varer evigt, og det gør Gnags heller ikke. Men Peter og Per tør godt garantere, at der kommer flere Gnags-udgivelser, selv om den sidste sang på "Robot'n'Roll" har fået titlen "De berømte sidste ord".

- Man kan af gode grunde ikke komme med sine sidste ord, før det er de sidste. Jeg kan ikke komme med gode bud på, hvad Gnags' sidste ord vil være. Men jeg har en god historie om min mors sidste ord, lokker Peter A.G. Nielsen.
Hans kræftsyge mor vågnede op på sit dødsleje og spurgte ham: "Men I kørte da på knallert". "Ja", svarede han. "Var der ikke twin-sæde på", spurgte hun så. "Jo", det var, svarede han

- "Åh, det var godt, for vinden bølgede så smukt i det lange hår" var min mors sidste ord. Hun har siddet på en knallert og kørt ud mod evigheden. Måske med mig på sædet, siger Peter A.G. Nielsen og smiler.

Han har forsøgt at sætte ord på døden i "De berømte sidste ord", hvor to tilstande kolliderer og ophæver hinanden.

- Teksten lyder: "Og alderdommens trælse havn forsvinder i et øjeblik, hvor evighedens varme favn lyser som en lille prik". Det er en transformering fra et helt livs nedbrydning til dets egen modsætning. Evigheden og øjeblikket - alt det gode og alt det trælse - smelter sammen og bliver til et lille puf, siger Peter A.G. Nielsen og puster ud i den tomme luft.