Glen Hansard, 2017

Foto: Helle Arensbak
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Venlige Vedder var vendepunkt

Én af årets helt store oplevelser på Heartland Festival var irske Glen Hansard, der spillede med et engagement uden sidestykke. Det handler om irsk mod, mener den 47-årige sanger, som de seneste seks år har turneret med og udviklet et nært venskab med Pearl Jam-forsangeren Eddie Vedder.

Glen Hansards fem år yngre halvbror, der i virkeligheden er hans fætter, har været sygeligt besat af Pearl Jam siden begyndelsen af 1990'erne. Derfor har Glen Hansard været tvangsindlagt til at høre legendariske grungeplader som "Ten" og "Vs". De faldt dog ikke i hans smag, da hans musikalske forbilleder er Bob Dylan og Woody Guthrie. Det skulle dog ændre sig til en koncert i 2002, hvor halvbroren endelig fik ham slæbt med.

- Jeg lod mig lokke, fordi jeg havde hørt albummet "Riot Act". Der var noget Tom Waits-agtigt over det, som gjorde mig nysgerrig. Da jeg oplevede Pearl Jam og ikke mindst Eddie Vedder på scenen, blev jeg paralyseret. Jeg stod og tænkte, at jeg ville følge den mand ind i en brændende bygning. Jeg troede instinktivt på ham. Jeg blev ikke jordens største Pearl Jam-fan natten over, men jeg fornemmede, at vi var en del af samme stamme, og at jeg gerne ville følge ham en dag, hvis muligheden bød sig, siger Glen Hansard.

Der skulle gå en del år, før muligheden opstod. Og baggrunden var yderst tragisk.

- Under en koncert med mit forhenværende band The Swell Season i 2010 begik en mand selvmord ved at springe ud fra et tag og ned på scenen få meter fra mig. Dagen efter ringede Eddie Vedder, som jeg aldrig har mødt eller talt med. Han spurgte, hvordan jeg havde det. Og sagde, at han selv havde haft en forfærdelig oplevelse til koncerten på Roskilde Festival i 2000, hvor ni mennesker omkom. Vi talte en time. Og igen den næste dag. Og den næste. Jeg kunne ikke fatte hans generøsitet og betænksomhed, og da han spurgte, om jeg ville varme op for ham på hans soloturné i 2011, sagde jeg straks ja. Den beslutning har haft stor betydning for mit liv og karriere de seneste år, siger Glen Hansard, der siden har været med på fem turnéer.

Normalt varmer Glen Hansard "kun" op, men på Heartland spillede han en regulær solokoncert, hvilket er atypisk.

- Koncerten på Heartland skiller sig ud på denne turné, fordi jeg skulle optræde som Glen Hansard. Ikke som Eddie Vedders opvarmning. Misforstå mig ikke, det er skidesjovt at åbne for Eddie, men det er ikke naturligt for mig, fordi jeg i udgangspunktet ikke er interesseret i at spille for en anden musikers publikum. Det er ikke for at lyde selvoptaget, men højdepunktet for mig på vores turnéer er alt det, der sker mellem koncerterne. Eddie Vedder er så ægte, at jeg ind i mellem føler, jeg er falsk. Han er så ren og ubetinget kærlig, at han bringer noget op i mig, som giver mig lyst til at beskytte ham. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en mand, der på én og samme tid er så stærk og skrøbelig, siger Glen Hansard i Eddie Vedders omklædningsvogn, som vi har fået lov at låne efter Hansards koncert på Heartland.

Første trin på en lang stige

Glen Hansards 50 minutter lange optræden tidligere på aftenen var et studie i indlevelse og dedikation. Hvis man har oplevet andre irske musikere solo, kan man godt udlede, at de har nogle fællestræk. Især et karaktertræk skiller sig ud.

- Irske musikere er fandens modige. De tør stille sig op ene mand eller kvinde på en enorm scene uden et band at gemme sig bag. Det setup kræver, at man giver essensen af sig selv, fordi ingen tricks kan skjule, hvis du ikke kan spille eller synge. Eller ikke har noget på hjerte, siger Glen Hansard.

Han indledte som mange landsmænd karrieren som "busker" - gademusikant - og den tid var uvurderlig.

- De fleste irske troubadourer begyndte som "buskere". Som Christy Moore, der nok er vores største solomusiker, men stort set ukendt uden for Irland. Eller Damien Rice, der har skærpet sin ekstraordinære dynamik i tiden som gademusikant, siger Glen Hansard.

Han kategoriserer "buskerne" i to grupper. Dem, der gør det for pengenes skyld, og dem, der gør det for at blive bedre musikere.

- Når folk spiller udelukkende for pengene, mister jeg interessen. Det gider jeg ikke spilde min tid på. For mig handler det om, at "busking" er det første trin på en lang stige. Hvis man kan klare sig som gademusiker, er man klar til næste trin. Det handler om at lære at spille foran og læse et publikum. Det har jeg stor respekt for, siger Glen Hansard.

Han brugte selv gaden som øvelokale og som et sted at få afløb for opsparede frustationer.

- Jeg oplevede, at jo mere ærlig, jeg var, jo flere lyttede med. Jeg gravede virkelig dybt ned i mørket og fandt inspiration i alt det, jeg havde svært ved at forholde mig til i livet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne synge om nogle ting foran komplet fremmede, som jeg aldrig ville kunne tale om med en ven, siger Glen Hansard.

Han tror i øvrigt også, at klimaet spiller ind i skabelsen af dygtige, irske troubadourer.

- Hver eneste aften året rundt kan du gå ind på en bar i Irland og se en helt ordinært udseende kvinde eller mand gå på scenen og blæse dig bagover. Jeg tror i høj grad, det hænger sammen med vejret. Vi er en nation, der holder sig indendøre det meste af tiden. Hvad gør man så? Man griber sin guitar og øver. Skriver sange og synger foran pejsen. Når man parrer det med den irske passion, får man uvilkårligt mange dygtige musikere, siger Glen Hansard.

Trump er et råddent æble

For at give sig selv fuldt ud på scenen, minder Glen Hansard dagligt sig selv om, hvorfor han oprindeligt skrev sangene.

- Hvis jeg formår at gøre sangene ægte for mig selv på scenen, fremstår de også ægte for et publikum. Autenticitet er alfa og omega. Når jeg ser mange bands optræde i dag, handler det mere om koreografi, lys og falsk attitude. De er ikke rigtig til stede, og det mærker man lynhurtigt som publikummer, konstaterer Glen Hansard.

Han mener, at musikere i højere grad burde leve op til deres ansvar, fordi de er med til at skabe verden.

- Kunstnere og deriblandt musikere er med til at opfinde verden. Den verden, som soldater henholdsvis passer på, når de beskytter et lands kultur, eller smadrer, når de ødelægger et andet land og dermed dets kultur. Derfor kunne man godt karakterisere musikere som anti-soldater, siger Glen Hansard og undskylder, at han bliver lidt vidtløftig.

Som kunstner lægger han ikke vægt på, om et keyboard har den helt rigtige lyd, eller om lysshowet er perfekt. Det handler om det, der bliver sagt.

- Det er budskabet i sangene, der er det interessante for mig. Det var derfor, jeg valgte at synge en Woody Guthrie-sang i dag, fordi han i 1940 skrev om, hvor stort et røvhul Fred Trump var. I dag er hans søn præsident og lige så modbydeligt et menneske. Jeg var så heldig, at jeg fik lov til at bladre i Woody Guthries notesbøger, hvor jeg fandt seks harmdirrende sider om Fred Trump. Woody skriver skriver blandt andet: "What I wouldn't do to him, If I thought I could get away with it". Æblet falder ikke langt fra stammen, og det er lige så råddent. Det er et godt eksempel på en tekst med et budskab og tråde tilbage i tiden, siger Glen Hansard.

Snakkede kaffe med Dylan

Inden hans koncert på Lowland Stage mødte Glen Hansard den tyske filminstruktør Werner Herzog på Egeskov Slot. En mand, han er kæmpefan af. Alligevel sagde han ikke noget til ham.

- Jeg ville så gerne sige et eller andet til ham, fordi jeg har så stor respekt for ham. Men netop min respekt resulterede i, at jeg gik forbi ham uden at sige noget. Det er mærkeligt at stå over for mennesker, der har været med til at definere ens liv. Hvad fanden skal man sige, udbryder Glen Hansard.

Han voksede op med Bob Dylan som sit største idol, og da han endelig mødte ham efter en koncert i USA, udviklede samtalen sig ikke som forventet.

- Vi kunne have snakket om poesi, eller hvordan man skriver den perfekte sang. Men Bob fortalte om, at det undrede ham, at en stor cafe latte med fire espressoer kostede fire dollars, mens fire espressoer og lidt varm mælk kostede to dollars på Starbuck's. Holy fuck! Jeg tror, at mange drømmer om det perfekte øjeblik med deres store idol, hvor livets store mysterier opklares. Det sker bare ikke. I hvert fald ikke for mig. Derfor holder jeg mig bare på afstand, siger Glen Hansard og ler.

Han er nødt til at forlade skurvognen, fordi Eddie Vedder går på scenen om et kvarter. Glen Hansard hives altid på scenen for at spille med på fire-fem sange og skal holde sig klar bag scenen.

- Eddie skifter konstant ud i sangene, så jeg er nødt til at holde mig på tæerne. Vi har lige øvet en R.E.M.-sang i en time, fordi vi ville ære Michael Stipe. Men den sad ikke helt i skabet, så vi dropper den, da Eddie ikke vil fornærme Michael, hvis han står blandt publikum. Endnu et bevis på hans store hjerte, siger Glen Hansard og lader mig sidde alene tilbage i Eddie Vedders skurvogn.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Pearl Jam
Eddie Vedder
Egeskov Slot
Glen Hansard
Heartland
The Commitments
Werner Herzog
Woody Guthrie
Donald Trump
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.